Klumme

Hvilke eliter

Et skældsords relative indhold og betydning
18. november 2016

Middelalderkongernes hird, huskarlene, livvagten, de udvalgte var en flok bøller. Af dem udvikledes en politisk, økonomisk, militær arvebetinget elite: adelen. Efter 1660 fortrængtes denne af en mere fleksibel borgerstand.

Riget fik en loyal universitetsuddannet embedselite, mens adelen sygnede hen på deres forgældede godser. En elites retur i vore dage kun interessant for en halv håndfuld sladderjournalister med ugebladenes hastige oplagsnedgang i hælene. Men det er en anden klumme.

Embedsfolkets afkom, blomsten af Danmarks ungdom, som man sagde i skribentens fortid, blev opfostret i eliteskoler – det mente skolerne om sig selv – fik høje uddannelser og arvede status af elite, skønt de sjældent selv betegnede sig sådan. Det brugte man ikke.

Dengang var elite mere noget, Gunnar Nu Hansen i patriotisk korrekte højtidsstunder kaldte den Lille henrivende Inge ved nazi-olympiaden i Berlin, ukuelige Lis Hartel til hest i Helsingfors eller Paul Elvstrøm, når den store sejlsportsmand, for Gud ved hvilken usandsynlig fantastisk gang, vandt guld med røven i skumsprøjtet ud for Melbourne og dementerede, at Danmark var for lille et sprogområde for en elite til søs.

I sportens verden er betegnelsen blevet hængende i positiv betydning. Toneangivende borgerlige politikere (eliten) hylder den danske sportselite.

Trods ruinerende nedskæringer også forskereliten. Men ellers, når nogen skiller sig ud med holdninger, der ikke flugter med en lavere fællesnævner af stegt flæsk og persillesovs og danske værdier og Haarder og hans pumpestol, er det nul putte og elite er et skældsord.

Elite har dobbeltbetydning: at være eller blive udvalgt. Havner man i den kategori, kan én og anden gå hen og blive elitær, hvilket er noget andet. En sand forstandselite er ikke elitær, så er den ikke elite, men smådum og højrøvet.

Rent bortset fra det mindreværdsbetonet foragtende i elitebetegnelsen markerer den ægte elite indflydelsesrig alvor. Det og dén elitære har skær af noget selvoppustet lattervækkende, ordets indlysende ophavsbetydning er sløret. En elitær person er et naragtigt fæhoved, der retter ind efter vedtagne normer og hævder den elitæres krav på at være elite.

Hvad angår en art som den nuværende miljøminister i adfærd og sprogbrug, løber det elitære naturligt én i munden. Ikke desto mindre tilhører ministeren takket være sin udnævnte position eliten, som en regering nødvendigvis må være, om ikke andet så i rollen som magtelite.

Den ende af det politiske miljø, det blå segment, slår normalt syv kors for sig ved betegnelsen. Eliten er de andre, de ufolkelige, de snakkende klasser, de kulturradikale, de politisk korrekte, dem, der ser ned på folket og handler formynderisk hen over hovedet på almindelige mennesker og deres værdier og vil have vindmøller til havs, ingen mayonnaise på den fravalgte nitritpegepølse, mere public service, ingen Vild med dans og slet ikke den lumre pædofile dagdrømme af et pigekor i DR’s tv. Det er eliten – og præsenteret som sådan ikke for det gode.

Derimod er det ikke eliten, der smækker vindmøllerne op midt i statsskovene, hvor man også fremover takket være den elitære minister snart må bygge hoteller, eller man i øvrigt er med på fordummelsen i et kulturbudget skåret ned til fodsålerne, mens endnu en elitær kanon afleder opmærksomheden fra en fladtrådt perspektivfattig kulturpolitik.

Øverst i kongeriget sidder dronningen på sin trone, hvad hun ikke gør. Men nummer 1A i rangklassen dét er hun, uden at man af den grund kan kalde majestæten med familie elite. Karakteren af særligt udvalgt og af Guds nåde har for længst mistet betydning, kongehuset er vane.

Medlemmerne kan tumbe rundt, som de lyster, klippe klude og hoppe i trampolin. De anfægtes ikke. Huset omgiver sig derimod med en pengeelite, nyttig når arvemassen af dyre biler, guld og ædle stene er begrænset, og man vil have kaviar på morgenkrydderen.

Næst på rangstigen er Folketingets formand, en position, der før havde status af dansk demokratis elite. Kun Borgens bedste sad i den stol.

Eftersom den nuværende formand gerne taler ilde om eliten, må man deraf slutte, at hun ikke har hjemme der. Dette på trods og i betragtning af, at hun tilhører et ganske vist afsløret og gennemskuet parti, men magtfuldt, der næppe kan placere formanden andre steder på skalaen.

Det danske parlament med 179 medlemmer, uanset knibskheden ved betegnelsen, må opfattes som landets politiske elite. Intet over, intet ved siden af Folketinget, sagde Hørup; for at være præcis sigtende til Landstinget, men alligevel.

Hvis nogen i vore dage hævder Folketingets entydighed som eliten over eliter, skal nogen have deres skolepenge tilbage. Salget af DONG var blot ét af mange eksempler på Folketingets impotens, vel at mærke ikke bibragt af EU, FN, konventioner eller menneskerettighederne.

Men en ny elite af nutidsbøller er ved at overtage butikken. For nylig var det populisternes usandfærdige kampagne i England, efterfulgt tydeligt som noget forleden i Amerika, hvor den britiske bølle Farage aflagde en endnu større lykønskningsvisit i Trump-tårnet.

Begge svang sig op på hatespeech med adresse til den ubestemte elite og i det snart bedagede demagogiske fantasifoster om, at de rigtige, sunde og sande lever derude frem for den dødssyge elite. Man kan sige: Dem, der under sandhedens åg, martres af tvivlens anstændighed(!).

Den afskyede elite er således hængt ud af en ny og mere determineret, der stik imod egne postulater i twit og brøl immer væk har let ved at kapre de vrede og tilsidesatte, ofrene for neoliberalismens kynisme. Netop den, den nye elite udspringer af.

Det er på tide, inden det store lokum brænder helt ned, at definerer, hvem der er elite i forhold til hvem og derfra tage kampen op.

Hvis ikke det lyder elitært.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Malan Helge
  • Torben K L Jensen
  • Philip B. Johnsen
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jan Weis
  • Grethe Preisler
  • Hanne Ribens
Tino Rozzo, Malan Helge, Torben K L Jensen, Philip B. Johnsen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Jan Weis, Grethe Preisler og Hanne Ribens anbefalede denne artikel

Kommentarer

Middelalderkongernes hird, huskarlene, livvagten, de udvalgte var en flok bøller. Af dem udvikledes en politisk, økonomisk, militær arvebetinget elite...

Og sådan er det netop også idag, nu blot suppleret med deltagelse af den del af intelligentsiaen, poppolitikere, spindoktorer, mediemoguler, lobbyister, økonomer, rådgivere, der finder deres levebrød i, at være en del af den økonomiske elites indbyrdes kamp om, den suveræne monopolstatus - indeholdende kapitalistens højeste mål: Formuesikkerhed.

Der er stemmer i at tale den herskende elite imod. Det vidner om at folket har gennemskuet populismens retoriske blændværk, og i deres magtesløshed ser virkeligheden klart i øjnene: Den globale kapitalismes utiltalende bagside der nødvendigvis skal bekæmpes og det med en afart af sig selv: Anarkistisk kapitalisme. Målet er at få gang i formue- og indkomstspredningen.

De gode græder og de onde ler

Den ene halvdel af amerikanerne er deprimerede over, at den anden halvdel, efter deres mening, må have 'knald i låget' – mens ’neoeliten’ høster, som den har sået, kapitalismens nyeste påfund og neoliberalismens seneste mutation …

Ustandseligt hører man om politikerne, der ikke lytter til folk, bliver beskyldt for at være ’elite’, ikke tager alle folkets problemer alvorligt, kun tænker på sig selv, i det hele taget er iskolde et vist sted og i øvrigt fulde af de dårligste menneskelige egenskaber, vi advarer børnene om at gå ombord i henne i Folkeskolen – og når der så dukker en politikertype op, der netop ser ud til at ville gøre op med dette billede, ja, så bliver det meste af verden forskrækket, for hvad kan 'neobøllen' ikke finde på, faktisk gøre dét, han selv siger han vil og halvdelen af den populismeramte befolkning netop har valgt 'hadprædikanten' til – en politisk sejr, Folketingets, så længe det varer, regerende selvindbildte ’elitøse’ fra ’De Fæle’ allerede har lykønsket ’åndsfælen’ med - stuerene bliver de garanteret aldrig … ;-)

Jørgen M. Mollerup

Eliten er bla. dem, der ikke fatter, hvad alm. mennesker reagerer imod, når de stemmer på DF, FN, Trump o. l., og hvis analytiske værktøjer kun rækker til, at kalde dem populister.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, hvem er elite, og hvem er vindere.
I dagens Information er der artikel om Tyrkiets 'kunstelite', der er tabere.
Det er den rige, unge og smukke kulturelite, vestligt orienteret, banker i ryggen, bymæssig overklasse, og tabere.
Kan man være elite, og dog taber?

Michael Kongstad Nielsen

Adelen, den gamle, udvikledes vist ikke af middelalderkongens hird, huskarlene, livvagten, de udvalgte bøller. Adelen var stormænd, næsten lige så store som kongen selv, og han måtte jo lide den tort, at han ikke kunne regere uden deres råd, rigsråd, og kun blev tålt under deres håndfæstning.

Det gamle adelsvælde var kapitalismen langt overlegen hvad ulighed angik. i Danmark var gini-koefficienten i 1500-tallet omkring 70. Det svarer til Brasilien i dag, I USA i dag ca. 45, i DK idag ca 27.

Adelens børn kom på uddannelse på de første europæiske universiteter, evt. dannelsesrejse. De var ikke udprægede bøller.

Torben K L Jensen

Og så fik du det på plads,Metz - meningsdiversiteten om hvem der har ret til magten - hen over hovedet på pøblens mange ansigter.