Læsetid 3 min.

Ingen børn bør have det, som jeg havde, uden at få hjælp

Mine spæde teenageår gik med kontrolhandlinger. Jeg vaskede hænder til det blødte, og familiens sko og snørebånd blev lagt i snorlige rækker. Men effektiv behandling i børnepsykiatrien gjorde mig fuldstændig rask. Spørgsmålet er, om slutningen også ville have været lykkelig, hvis jeg var blevet syg i dag
Mine spæde teenageår gik med kontrolhandlinger. Jeg vaskede hænder til det blødte, og familiens sko og snørebånd blev lagt i snorlige rækker. Men effektiv behandling i børnepsykiatrien gjorde mig fuldstændig rask. Spørgsmålet er, om slutningen også ville have været lykkelig, hvis jeg var blevet syg i dag
Sille Veilmark
12. november 2016

Jeg var fem år, da der en nat gik ild i vores hus.

Det var min søster, der opdagede røgen og fik vækket os andre. Jeg husker, at vi stod med min mor på gårdspladsen og så min far komme imod os med en horde af brandfolk efter sig. Han var i morgenkåbe og havde en smøg i den ene mundvig. Jeg havde aldrig før set det udtryk i min fars ansigt.

Bagefter var vi alle lettede over, at intet andet end vores hus var kommet noget til under branden.

Der gik et halvt år, før jeg fik de første angstanfald.

Hos skolepsykologen tegnede jeg billeder af min mor med ild i håret. I perioder kunne jeg ligge vågen i timer hver nat og tænke på, om alle kogeplader i huset nu var slukket.

Efter en tid glemte jeg branden og angsten og vendte tilbage til mit ret velfungerende børneliv.

Jeg var 13 år, da angsten kom tilbage. Nu havde den fået en anden form: kontrolhandlinger – også kaldet OCD.

Til at begynde med var det ganske uskyldigt. Streger man ikke måtte træde på og hænder, der skulle vaskes en ekstra gang.

Senere blev renligheden en fuldkommen dominerende faktor i mit liv. I lang tid var mine hænder og arme fyldt med rifter og sår, fordi jeg konstant skulle udrydde alle former for dårligdom med renlighed. 

Husets sko og snørebånd skulle altid ligge snorlige. Alle familiemedlemmers tøj skulle sorteres og lægges helt perfekt. Alt sammen handlinger, som i dag virker så absurde, at jeg næsten har svært ved at genfortælle dem uden at blive flov.

Til sidst var tvangstankerne så altoverskyggende, at jeg ikke havde nogen som helst mulighed for at leve bare en brøkdel af et normalt teenageliv.

Jeg var fyldt 14 år, da min praktiserende læge reagerede på mine symptomer og tog kontakt til den mest vidende psykiater på området. Det var min mor, der kørte mig ind til Børne- og Ungdomspsykiatrisk center i Risskov.

Jeg husker, at jeg selv håbede, at de ville indlægge mig. Mest fordi jeg ikke kunne overskue at skulle tilbage til det tvangsunivers, som jeg havde bygget op i mit liv derhjemme.

Jeg fik hjælp med det samme. Det krævede aldrig måneders ventetid.

Noget af det første, psykiateren sagde til mig, var: »Ja, du er ramt af en psykisk lidelse, men lidelsen behøver ikke at være permanent. Planen er, at du skal blive helt rask igen.«

I min skam over, at tvangshandlingerne havde overtaget mit liv, havde jeg fuldstændig mistet håbet om, at jeg igen ville kunne blive et velfungerende, normalt ungt menneske.

Jeg fik aldrig medicin. Kun snak. Virkelig meget intens, brugbar snak. I løbet af et år var jeg rask igen. Siden har jeg ikke haft kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

Det mest opsigtsvækkende er nok, at jeg i alle de år, der er gået siden, ikke en eneste gang har frygtet for at få tilbagefald. Mit møde med psykiatrien står i dag som et af de mest betydningsfulde og afgørende øjeblikke i min ungdom.

Igennem årene har fortællingen om mit sygdomsforløb altid haft en gennemgående konklusion: Jeg var ramt af en meget mild psykisk lidelse. Netop derfor lykkedes det dem at gøre mig helt rask. Hurtigt – og uden tilbagefald.

Men den seneste tid har en ny tanke slået mig: Hvad hvis jeg er et eksempel på, at den rette behandling fra den helt rette behandler kan gøre et meget sygt barn helt rask igen?

Når jeg i dag hører om de mange børn og unge, der ikke får hjælp; om familier, der må kæmpe for at trænge igennem, eller om personale, der klager over, at de ikke har rammerne til at udføre deres arbejde godt nok, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på min egen historie: Jeg fik hjælp hurtigt, det virkede, og jeg blev rask.

Tænk, hvis jeg havde stået i samme situation i dag. Havde jeg så fået hjælpen? Var jeg overhovedet blevet rask? Eller var mine forældre blevet afvist, holdt hen eller havde de fået at vide, at medicin var den eneste udvej, fordi der ikke var råd til samtaler?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at ingen børn eller unge bør have det, som jeg havde, uden at få den hjælp, de har brug for.

Sigrid Nygaard er Informations fotoredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Presset i børnepsykiatrien

I et fælles opråb har 50 yngre læger og psykologer advaret om, at børne- og ungdomspsykiatrien er blevet samlebåndsarbejde. Kravet om hurtige udredninger går ud over kvaliteten, og det risikerer at skade børnene.

Forældrene føler sig ikke hørt af fagpersonalet, som i stigende grad giver børnene medicin, fordi der ikke er råd til terapi. Ingen undersøger, om det virker.

I denne serie sætter Information fokus på vilkårene i børne- og ungdomspsykiatrien.

Seneste artikler

  • Slået tilbage til start

    18. november 2016
    Psykisk sygdom er besværligt, langvarigt og i nogle tilfælde kronisk. Derfor vil der altid være genindlæggelser i psykiatrien, men når andelen af genindlæggelser stiger så meget, som det er sket i børne- og ungdomspsykiatrien, er der noget galt
  • Regionsformand: Forkert styring af psykiatrien fører til genindlæggelser

    17. november 2016
    Et stigende antal genindlæggelser behøver ikke være udtryk for dårligere behandling, mener leder i børne- og ungepsykiatrien. Men tallet skal ned, lyder det fra Danske Regioner, der ser det stigende antal genindlæggelser som et tegn på, at styringen af psykiatrien ikke er begavet nok
  • Flere børn og unge bliver genindlagt i psykiatrien

    17. november 2016
    Siden 2009 er andelen af genindlæggelser i børne- og ungepsykiatrien fordoblet. Udviklingen risikerer at gøre børnene mere syge, mener både SIND og Bedre Psykiatri. Danske Regioner ser med alvor på det stigende antal genindlæggelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Hanne Koplev
    Hanne Koplev
  • Brugerbillede for Benny  Larsen
    Benny Larsen
Niels Nielsen, David Zennaro, Anker Nielsen, Anne Eriksen, Hanne Koplev og Benny Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Eriksen

Nej, du var nok ikke blevet afvist - men der havde været ventetid - og uden tvivl et tilbud om piller.

Engang var det mere enkelt, i dag er diagnoser så betydningsfulde at de rent faktisk, sammen med ventetiderne, besværliggør forløbet. Godt, Sigrid Nygaard, at det ikke var sådan, tænker jeg :)

Carsten Mortensen, Jørn Andersen og Poul Cohrt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Næe, muligvis ikke ventetid - men antagelig en køretur til den anden ende af landet!
....for at få en pakke piller og en instruktion.

Brugerbillede for Lars Kjeldsen

Hej Sigrid
"Jeg fik hjælp med det samme. Det krævede aldrig måneders ventetid."
og
"Jeg fik aldrig medicin. Kun snak. Virkelig meget intens, brugbar snak."
Det er klart to vigtige forhold i din behandling som barn. Jeg ville ønske at politikerne kunne fjerne ventelisterne helt inden for ikke mindst børnepsykiatrien, og så afsætte masser af resurser til terapi - snak med patienter.
Dog kan medicin kan i mange tilfælde også være godt til psykiatriske diagnoser, og jeg er træt af at læse generaliserende ytringer om medicinering som Carsten Sørensens tidligere i dag.
Alligevel lyder det på, at lægerne i dit specifikke tilfælde, Sigrid, valgte rigtigt, nemlig at snakke længe - og sikkert med anerkende tilgang til dig - om din lidelse.
Hvis medicinudgifterne i højere grad blev flyttet fra medicinalfirmaerne til snak/terapi med psykiatriske patienter ville jeg blive glad. Men afskaffe medicinering i psykiatrien skal vi ikke, for det øger livskvaliteten i mange tilfælde.