Læsetid: 1 min.

Der er brug for investeringsbeskyttelse

Debat
11. november 2016

I et læserbrev (8. november) spørger Michael Kongstad Nielsen, hvorfor der er brug for et særligt voldgiftssystem til investeringsbeskyttelse (ISDS) i den nye frihandelsaftale mellem EU-landene og Canada, når nu begge parter er baserede på retsstatsprincipper. Mit svar til det er følgende:

1. Ikke alle EU-lande har tradition for at behandle udenlandske virksomheder på lige fod med lokale – Tjekkiet figurerer for eksempel højt i statistikkerne over sager. Netop derfor har Danmark ønsket at have en stærk EU-Kommission, som kan håndhæve vores fælles regler samt en EU-domstol. At Canada ønsker det samme den anden vej, giver mening.

2. ISDS-systemet har siden begyndelsen af 1960’erne vist sig som en velfungerende metode til tvistbilæggelse, og det forbedrede ISDS-system i CETA-aftalen vil betyde, at canadiske virksomheder ikke har grund til at frygte, at de bliver afskåret fra en fair domstolsbehandling noget sted i EU, hvis de udsættes for ekspropriation, diskrimination eller fysiske overgreb. Det vil alt andet lige virke befordrende på deres investeringslyst i EU.

3. Hvis EU kun bad om at få ISDS-systemet indarbejdet i aftaler med tredjelande, hvor europæiske virksomheder med rette kunne forvente ikke at opnå en fair behandling af nationale domstole, ville EU klart signalere til disse tredjelande, at vi ikke respekterer deres grundlæggende evne til at have en retsstat. Det ville ikke være noget godt signal at sende til et land, med hvem man ønsker at lave en handelsaftale.

4. Hvis forskelsbehandling eller ekspropriation uden kompensation af udenlandske investeringer er indskrevet i lovgivningen i et tredjeland, vil de nationale domstole være forpligtede til at følge loven og dermed stadfæste diskriminationen eller ekspropriationen. Det er der ingen europæiske virksomheder, som ønsker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her