Klumme

Det er ikke let at være varmblodet feminist og elske kvindenedgørende musik

Jeg tror ikke, at vi tager skade af at høre dødsmetal eller spille voldelige computerspil. Men jeg tror, at vi påvirkes af de helte og budskaber, som popkulturen præsenterer os for. Indrømmet, der er lidt smagsdommer over mig
Når Henrik Marstal for Gud ved hvilken gang anklager hiphopgruppen Suspekt for at være kvindefjendsk, tager jeg den for Gud ved hvilken gang i forsvar. Så mener jeg, at man er nødt til at stole på, at publikum kan adskille virkelighed og fiktion. Og at Suspekts tekstunivers blot er fantasi og rollespil. Og man må fantasere om, hvad fanden man vil.

Når Henrik Marstal for Gud ved hvilken gang anklager hiphopgruppen Suspekt for at være kvindefjendsk, tager jeg den for Gud ved hvilken gang i forsvar. Så mener jeg, at man er nødt til at stole på, at publikum kan adskille virkelighed og fiktion. Og at Suspekts tekstunivers blot er fantasi og rollespil. Og man må fantasere om, hvad fanden man vil.

Rasmus Flindt Pedersen

17. november 2016

Til februar har den næste film i Fifty Shades of Grey-serien premiere. Til de uindviede: Det er en softcorepornografisk romance mellem en sociopatisk slipsedreng og en lettere enfoldig ungmø, og historiens omdrejningspunkt er, hvorvidt hun kan lære ham at elske, og han kan lære hende at underkaste sig.

Han tænder nemlig på dominans, hvilket i fiktionen får lov at undskylde mange af hans handlinger, som i den virkelige verden ville være grundlag for et polititilhold. Mindst.

Jeg bryder mig ikke om Fifty Shades of Grey. Hvis man skulle være i tvivl. Jeg bryder mig ikke om fremstillingen af S/M-kulturen som et univers bygget på vold og manipulation, frem for tillid og respekt, og jeg bryder mig ikke om, at den dominerende, kontrollerende mand bliver fremstillet som et romantisk ideal.

Og jeg bryder mig slet ikke om, at vi endnu en gang præsenteres for klicheen om, at en god kvindes kærlighed kan frelse en skadet mand. Og når jeg rigtigt ruller mig ud, er jeg ikke for fin til at antyde, at det er den slags klicheer, der koster menneskeliv.

Men når Henrik Marstal for Gud ved hvilken gang anklager hiphopgruppen Suspekt for at være kvindefjendsk, tager jeg den for Gud ved hvilken gang i forsvar. Så mener jeg, at man er nødt til at stole på, at publikum kan adskille virkelighed og fiktion. Og at Suspekts tekstunivers blot er fantasi og rollespil. Og man må fantasere om, hvad fanden man vil.

Og jeg husker naturligvis at tilføje, at jeg i øvrigt synes, at det er en farce, at vi har den diskussion i år 2016. Er kanyle- og opinionslederteorien ikke for længst blevet aflivet?

Jeg vil gerne tro, at der er forskel på Fifty Shades of Grey og Suspekt. Men jeg er bange for, at den egentlige forskel er, at jeg synes, at førstnævnte er et litterært makværk, mens sidstnævnte har lagt lydspor til stort set hele min ungdom.

Det er ikke let at være varmblodet feminist med en forkærlighed for kvindenedgørende musik. For Suspekts univers er kvindenedgørende. Måske i mindre grad på de nyere plader, men jeg har da sunget med på både »tvinge din so i split, smide hende op på min pik« og »efterlader dig på gulvet grædende med et gennemkneppet skridt, bitch«. Med tiden har ordene fået en harsk bismag. Det lyder stadig fedt, men smager skidt. 

Og kan man kalde et tekstunivers sexistisk uden samtidig at beskylde forfatteren for at være sexist? Jeg mener jo, at man skal adskille manden fra kunsten. Jeg var 13, da Jokeren fik høvl for at kalde Szhirley en møgluder, og jeg holder stadig på, at kunst ikke skal tale pænt til nogen.

Vi har brug for, at kunsten sætter ord på menneskets grimme sider. Og grimme følelser kalder indimellem på grimme ord. »Selvstændige individ, hvis rettigheder og integritet, jeg fuldt ud anerkender, må jeg ærbødigst anmode om, at du uddyber dine bevæggrunde for at afslutte vores forhold?« Ej, vel.

Jeg voksede op med Anders Matthesen i Børneradio. Der var børn, der fik hænderne savet af, der var en øm kærlighedssang med omkvædet »Ta’ og fuck af, for du er for grim til mig, og din mor er med på den værste«, der var Stop Volden  eller vi smadrer dig, og der var drengen, der efter en velsmurt lussing lærte at kalde sin mor et ’snavset skøgehundyr’ frem for en ’beskidt ludertæve’. Det er vigtigt at tale pænt. 

Og jeg tror sgu ikke, at jeg tog skade. Vi gik jo ikke ud og savede hænderne af hinanden eller kaldte vores mødre snavsede skøgehundyr.

Jeg tror heller ikke, at børn tager skade af at høre dødsmetal eller spille voldelige computerspil. Men jeg tror, at de påvirkes af de helte og budskaber, som popkulturen præsenterer dem for. Popkultur er ikke blot en afspejling af os; vi spejler os også i den.

Jeg læste en artikel, der handlede om, hvordan mænd fra barnsben lærer, at de ikke behøver respektere kvinders grænser. Det første eksempel er fra Star Wars, hvor Han Solo tvangskysser prinsesse Leia. Hendes mund siger nej, men hendes øjne siger ja.

Betyder det så, at Star Wars lærer drenge at voldtage? Nej, men... Og jeg aner ikke, hvad jeg skal sætte efter det ’men’.

Mikka Tecza er studerende ved IT-Universitetet.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har sgu altid været splittet her, for gu fanden betyder sprog meget. "Bekvemmelighedsflygtninge" er et fremragende eksempel. Problemet er bare, at løsningen fra os på venstrefløjen, altid synes at være at begrænse ytringsfriheden...