Kronik

Fra loyal løjtnant til fortjenstfuld desertør

Flemming Rose nærede i mange år farlig loyalitet over for Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Jørgen Ejbøl. Så længe kæppen kun ramte andre, opponerede han ikke. Da den ramte ham selv midt i Muhammed-krisen, var han tavs i et årti. Men han skal da have tak for endelig at gå til modangreb i sin nye bog
Efter at have vaklet og tøvet så længe lever Flemming Rose nu op til sin egen ideologi om ytringsfrihed og tilkommer derfor en forsinket tak, skriver dagens kronikør

Efter at have vaklet og tøvet så længe lever Flemming Rose nu op til sin egen ideologi om ytringsfrihed og tilkommer derfor en forsinket tak, skriver dagens kronikør

Sigrid Nygaard

3. november 2016

Jyllands-Postens nu verdensberømte tegner Kurt Westergaard holdt i september 2008 en tale på Dansk Folkepartis landsmøde. Som ytringsfrihedssymbol blev han mødt med klapsalver til tonerne af Richard Strauss’ »Also sprach Zarathustra«, men næppe var han hjemvendt til Jyllands-Posten i Viby J, før han blev kaldt ind til sin chefredaktør, Jørn Mikkelsen, som forbød ham at ytre sig uden chefredaktionel tilladelse.

Forud for talen havde Kurt Westergaard ellers udtalt til Politiken, at »det her drejer sig om ytringsfrihed, og det betyder, at jeg må holde tale, hvor som helst det passer mig.«

Efter den chefredaktionelle reprimande sagde Kurt Westergaard modsat til Information, at »selvfølgelig skulle jeg ikke have deltaget«.

At ytringsfrihedsavisen på den facon censurerede sit eget ytringsfrihedssymbol fra Muhammed-krisen, var naturligvis et pinligt dementi af illusionen om Jyllands-Posten som ytringsfrihedens forsvarer, men det vakte ikke synderlig medieopmærksomhed. Journalister er sjældent modige, når noget lugter fælt i deres egen branche. Men aparte var det, at end ikke Flemming Rose som avisens anden ytringsfrihedshelt forsvarede sin censurerede kollega.

Flemming Roses veghed gjorde mig skeptisk over for hans og Jyllands-Postens påståede ytringsfrihedsprojekt. Havde kritikerne alligevel ret, når de hævdede, at kampen for ytringsfrihed kun var rettet mod muslimer? Og bedre blev det ikke af, at der heller ikke fra Flemming Rose havde lydt nogen protest, da ytringsfrihedschefredaktør Carsten Juste i april 2008 blev fyret af bestyrelsesformand og tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl. Få måneder i forvejen havde Carsten Juste endda udtalt om samme Jørgen Ejbøl, at »jeg har meget at være ham taknemmelig for.«

Intriger og kæltringstreger

Nu har Flemming Rose så med mange års forsinkelse skrevet en bog, der opruller hele magtspillet bag Jyllands-Postens ytringsfrihedsfacade, og han holder ikke kløerne gemt på ryggen i sin vurdering af Jørgen Ejbøl som roden til alle intriger og kæltringstreger. Han sætter kniven i den magtfulde mand, der først forfører de svage og bruger dem som sine villige løjtnanter, inden han støder dem ud i mørket og kalder dem illoyale og forrædere.

Så ligger de dér i krampegråd og tænders gnidsel og forstår ikke, hvorfor de engang lod sig lokke og klappe på skulderen af deres chef, Jørgen Ejbøl. En efter en mistede løjtnanterne Carsten Juste, Flemming Rose og senest Jørn Mikkelsen alle illusioner og den berusende følelse af indbildt storhed. De lånte magtsymboler blev revet af dem, når Jørgen Ejbøl ikke længere gad bruge dem som sine stedfortrædende bødler – ikke kun mod muslimer, men øjensynligt mod alle, der ikke stod ret og hyldede ham som general.

Selvsagt er der ingen indlysende grunde til, at jeg pludselig forsvarer Flemming Rose, men det aftvinger trods alt respekt, at han nu efter så mange års kuende oplevelser og hovedbøjninger for Jørgen Ejbøl tager bladet fra munden i sin bog om »De besatte«. Efter alle de års tavshed løfter han nemlig sløret for Jørgen Ejbøls brutalitet og trusler, for Ejbøls mange anklager om Roses illoyalitet og for Ejbøls hånende, spottende og latterliggørende raseriudbrud. Ejbøl hævder til sit selvforsvar, at han ikke kunne risikere sine medarbejderes liv for at mætte Flemming Roses maniske ytringsfrihedsbehov.

Det etiske Ejbøl-argument er muligvis korrekt. I så fald er det interessant i den forstand, at Jørgen Ejbøl ellers aldrig argumenterer. Hans eneste våbenarsenal som ’pansergeneral’ i den danske avisverden er ifølge Flemming Rose intimideringer og terror.

Modsigelse var forræderi

Da Jørgen Ejbøl i 1993 afløste Jørgen Schleimann som Jyllands-Postens chefredaktør, lærte jeg ham at kende, og når Flemming Rose næsten et kvart århundrede efter skriver om Jørgen Ejbøls mørnen og nedtrampen af solidaritet og kollegialitet på en arbejdsplads, så er det et virkelighedstro spejlbillede af mine egne oplevelser.

Jeg havde været journalist og lederskribent på Jyllands-Posten siden engang i 1970’erne. Jeg havde arbejdet under så fremragende chefredaktører som den unikke Laust Jensen, den koleriske, men sandt hjertevarme Nils Thostrup og den gådefuldt fascinerende sfinks til Jørgen Schleimann. Men Jyllands-Postens treenighed af klassisk konservatisme, frisind og åndsfrihed forsvandt den dag, Jørgen Ejbøl blev ansat som ansvarshavende chefredaktør.

Umiddelbart kunne jeg godt lide hans fremtræden. Han var sjusket klædt, og det forlød, at han brugte en beskidt mund, så spontant vurderet var han en mand efter min personlige og journalistiske smag, men som mere tænksomme kolleger på Jyllands-Posten fandt jeg omgående ud af, at det var illusion og lokkemad.

Jørgen Ejbøl lod sig ikke med et kvart ord sige imod. Modsigelse så han som forræderi, og én af hans første handlinger som chefredaktør var at fjerne mig som lederskribent, for jeg havde under hans forgænger Jørgen Schleimann skrevet en antiracistisk leder i Jyllands-Posten, og den opfattede Jørgen Ejbøl som en uhørt nederdrægtighed mod avisen og dens læsere.

Når den slags chefer dukker op på ens arbejdsplads, gør man klogt i at pakke sine ejendele og forlade firmaet. Der er skrevet bøger om fænomenet. Medarbejderne spaltes omgående i tre grupper. Nogen giver sig til at fedte for den nye chef, andre smyger sig langs væggene og håber, uvejrsspyttet driver over, og i en lille restfraktion fyldes hjerterne af trods og modstandsvilje.

Sådan gik det til, at en borgerlig journalist som undertegnede efter et par år med Ejbøl blev optændt af næsten revolutionær gejst. En trivselsundersøgelse på Jyllands-Posten viste dramatisk misnøje med Ejbøl og hans ledelsesstil. Med fyringstrusler forbød han, at undersøgelsen blev offentliggjort, og da ingen større medier turde omtale den, måtte vi (tillidsmænd) i »husets mørke« – udtrykket er lånt fra Flemming Roses bog – ty til delvis offentliggørelse i et lille århusiansk kulturtidsskrift, der hed Faklen.

Et par år efter blev undersøgelsen gentaget, og denne gang lykkedes det ikke for en rasende Ejbøl at hindre dens offentliggørelse. De nødtvungent loyale var blevet for få.

Farlig loyalitet

Dermed er vi nået til det loyalitetsbegreb, som synes forklaringen på, at Carsten Juste, Jørn Mikkelsen og Flemming Rose aldrig rettidigt opponerede mod Jørgen Ejbøls avisdiktatur. Med Carsten Justes ord omskrevet til en musketered for de tre: »Vi havde (jo så) meget at være ham taknemmelige for.«

Andre vil nikke genkendende til den farlige form for loyalitet, som består i, at Juste, Mikkelsen & Rose blev belønnet, hyldet og rost af Ejbøl. Så længe kæppen kun ramte andre, havde de ikke nødig at opponere. I taknemmelighed over (endnu) ikke at høre til de udstødte lod de sig bruge. Og Flemming Rose kunne i selvvalgt tavshed beskue et mere og mere betændt klima, kolleger, der brød psykisk sammen eller med flakkende blikke hagede sig til fedteriet eller sammenbidt udførte deres arbejde. Foruden en Ejbøl, der i økonomiske opgangstider stoltserede rundt på gangene, aldrig havde skrevet en artikel og lod sig hylde som geni, men i nedgangstider krøb i ly på sit kontor og lod sine løjtnanter indberette de illoyale.

Men efter at have vaklet og tøvet så længe lever Flemming Rose nu op til sin egen ideologi om ytringsfrihed og tilkommer derfor en forsinket tak. Hans tavshed blev til bogens åbenmundethed og til dens klagesang om domptøren Ejbøls undertrykkelse af sine tæmmede bæster.

På den måde fuldførte Flemming Rose sin vandring fra loyal løjtnant til fortjenstfuld desertør.

Flemming Chr. Nielsen sagde op på Jyllands-Posten i 1999. Han er i dag forfatter og oversætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Jørn Stjerneklar
  • Flemming S. Andersen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jens Erik Starup
Niels-Simon Larsen, Jørn Stjerneklar, Flemming S. Andersen, Robert Ørsted-Jensen og Jens Erik Starup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Chr. Nielsen fortjener en hjertelig tak for sit på alle måder sobre journalistiske bidrag til, hvad pokker der skete bag kulisserne hos Morgenavisen Jyllands-Posten gennem årene med Jørgen Ejbøl og Flemming Rose med flere.

Ligeledes skal dagbladet Information have en stor tak for at have sammenfattet alt om sagen på en overbevisende måde, herunder Flemming Chr. Nielsens beretning, så man som læser får det bredest mulige grundlag for selv at kunne bedømme, hvad man synes er rigtigt eller forkert i denne sag.

Kort sagt – tak for en omgang rigtig god journalistik.

Christian Svenstrup Harder, Flemming S. Andersen, Robert Ørsted-Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Flemming Chr. Nielsens "tak" til Rose virker nu ikke særlig helhjertet. Mere som noget der skyldes gammelt kollegialt venskab. Nielsens fremstilling som Rose, der var villig til at svinge krabasken over andre - så længe han selv undgik Ejbøls vrede - skaber ingen sympati for Rose selviscenesatte rolle som apostel for ytringsfriheden. Rose er ikke én jeg ville min gamle cykel til. For nu at sige det mildt.

Randi Christiansen

Nå, så forstås meget bedre ... ejbøl sanktionerer i første omgang tegningerne, og da det går op for ham, at han derovre i det høje nordjylland på bekvem afstand af de fundamentalistiske islamister har læst situationen helt forkert, må han renoncere på avisens høje ytringsfrihedsfundamentalistiske profil. Det er vel fair nok, man har et standpunkt, til man tar et nyt, og rose må søge andre græsgange.