Måske er der et liv efter væksten

Den har været længe undervejs. Livet efter væksten – samfundsvisioner i en omstillingstid skulle egentlig have været på gaden for et par år siden. Men ting er kommet i vejen, som de altid gør, og det er helt ok.

»Vi har ikke stresset,« siger lektor emeritus John Holten-Andersen, der er blandt redaktørerne på miljøbevægelsen NOAH’s nye bog.

»Vi har sagt til os selv, at det fandme ikke er vigtigt, hvornår den udkommer. Det vigtige er, at vi har overlevet og haft det sjovt undervejs.«

Det er ikke en ligegyldig pointe. Arbejdsprocessen skulle gerne afspejle ærindet: At sætte tempoet ned og gøre op med den vækstideologi, der ifølge NOAH Modvækst er ved at ødelægge vores samfund.

Opgøret med væksten handler langt fra kun om at redde klimaet – artiklerne i Livet efter væksten har ikke fokus på NOAH’s traditionelle felt, miljøproblemer. Nej, hele vores samfund ligger i dag under for vækstparadigmet i et eller andet omfang, lyder budskabet fra John Holten-Andersen og medredaktør Marie Holt Richter.

De har sagt ja til at forklare Information, hvordan vi skaber et liv, hvor »vækstens grænseløshed« ikke går ud over vores sundhed, vores børn og vores fællesskaber.

»Den konstante stresstilstand i det økonomiske system, hvor virksomheder er tvunget til vækst og hele tiden skal producere nyt, den finder du også socialt og kulturelt i dag. Vi forbruger og smider væk, og folk skynder sig og bliver syge af det,« lyder det fra Marie Holt Richter.

Med Livet efter væksten forsøger NOAH at tænke en anden måde at indrette vores samfund på. Og vejen går blandt andet igennem en erkendelse af, at vi er nødt til at genfortolke den personlige frihed, vi har lært at tage for givet:

»I mindst 100 år er vores forståelse af frihed blevet identificeret med overskridelse af grænser. Og ikke kun dem, der er givet fra naturens hånd. I dag kommer vi ikke uden om at sætte grænser, hvis vi vil skabe et bedre liv for os selv,« siger Marie Holt Richter.

Brænder sammen

– Vi skal tale om alternativer til vækstparadigmet, men lad os først få et konkret eksempel på problemet. Hvordan påvirker denne vækstideologiens grænseløshed vores arbejdsliv og sundhed?

MHR: »I ’projektsamfundet’ er der hele tiden døre, du ikke må misse. Hvad sker der f.eks., hvis jeg siger nej til at stille op til det her interview? Det er vækstens paradigme internaliseret og gjort kulturelt. Folk bliver syge, for der er aldrig et stoppunkt.«

»Hvor mentale sygdomme før i tiden var reaktioner på forbud og rigide normer – tænk på neuroser og hysteri – er moderne patologier i højere grad reaktioner på det totalt frie valg og manglen på grænser. Nogle får depressioner, andre får stress. Ligesom mig. Jeg gik helt ned og brugte flere år på at komme tilbage.«

JHA: »Mange grønne ildsjæle brænder sammen.«

Små isolerede øer

Men hvordan slipper vi så fri af vækstideologien? Et politisk projekt som ’grøn vækst’, hvor den traditionelle sorte vækst blot skiftede farve, mens vækstlogikken forblev intakt, er blandt eksemplerne på, at det ikke er så nemt endda.

Livet efter væksten er et forsøg på at tage skridtet videre fra kritikken af vækstparadigmet, som NOAH rejste med bogen Modvækst – omstilling til fremtiden tilbage i 2011. Nu handler det om at fremlægge de gode eksempler på, at »verden kan indrettes på en anden måde« Visionerne, fællesskabet og de konkrete initiativer skal på bordet – ellers ender vi som »små isolerede øer af selvrealisering«, mener Marie Holt Richter.

I Livet efter væksten tager hun afsæt i kronikken »Jeg opgav mine bæredygtige idealer til fordel for familien« (Information, 28. juli 2015), hvor skribenten har smidt håndklædet i ringen og i modstrid med sine principper om at leve bæredygtigt har købt en bil for at komme hurtigere fra A til B og få mere tid til sine kære.

MHR: »Jeg kan sagtens forstå dilemmaet, men på intet tidspunkt problematiserer kvinden de strukturer, der tvinger hende til at blive privatbilist imod sin vilje og viden. Alt for få problematiserer, at huslejerne er så høje, at arbejdsmarkedet er så rigidt og krævende. Det er strukturerne, vi i sidste ende skal ændre.«

– Men når I taler om ’strukturer’, bliver det hele lidt abstrakt for mig. Hvad er første skridt i den her samfundsomvæltning? Hvad er vigtigst?

»Fællesskaberne,« svarer Marie Holt Richter og John Holten-Andersen i kor.

MHR: »Det er lokale fællesskaber, der muliggør en anden levevis. Og dem peger vi på. Se bare på Svanholm (oprettet i 1978 som Danmarks største kollektiv med fællesøkonomi, red.). Her lægger beboerne noget af deres indkomst til fællesskabet, til gengæld slipper de for den daglige kamp med sig selv over køledisken – skal man købe økologisk eller ej? De går bare ud i det store fadebur.«

JHA: »Og så er der selvfølgelig pligter forbundet med at bo der. Der skal vaskes op, bygninger skal holdes i stand, jorden skal plejes ... «

MHR: »Pointen er, at hvis man vil være del af et fællesskab, er man også nødt til at lægge begrænsninger på sin egen frihed en gang imellem. Jeg bor selv i et kollektiv med regler, og nogle gange er jeg nødt til at være hjemme for at lave mad til de andre osv.«

– Men ’fadebur’ og ’kollektiv’ lyder lidt som et elitært projekt. Er I slet ikke bange for at prædike for koret?

»Det er en misforståelse, at genskabelsen af bæredygtige, lokale fællesskaber kun er for de ressourcestærke,« siger John Holten-Andersen og fremhæver energifællesskabet på Samsø.

JHA: »Ideen til at gøre Samsø til en grøn ø baseret på vedvarende energi er muligvis kommet fra venstresnoede intellektuelle som os, men for det første er det lykkedes at få hele øen med på projektet: fra Venstrebønderne til den tidligere konservative borgmester. For det andet har projektet slet ikke handlet om at være politisk korrekt. Det har været en overlevelsesstrategi.«

MHR: »Samsø er et eksempel på, hvordan man kan samle folk med akutte materielle behov. Ganske vist om en grøn dagsorden, men der var intet kor at prædike for, kun en masse mennesker, der var nødt til at flytte fra øen, hvis ikke der blev skabt job i en fart.«

»Direktøren for Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, fortæller faktisk i vores bog, hvordan han lagde ud med at tale om grønne visioner. Og de andre lokale var skideligeglade. Varmemesteren foreslog bare et nyt oliefyr, for det var nemmere. Det var først, da Hermansen italesatte sit projekt som et middel mod udkantsproblemer og centralisering, at han fik vind i sejlene.«

Et andet liv

– Men vi taler om relativt afgrænsede eksempler. Hvordan kommer vi fra Svanholm og Samsø til en samfundsomvæltning?

»Det, vi snakker om her, kan aldrig lykkes som frelst top down-projekt, hvor en Svend Auken-type får tingene til at ske oppefra,« siger John Holten-Andersen.

»Det skal komme nedefra gennem en masse lokale fællesskabsinitiativer, der lægger så meget pres, at strukturerne giver sig til sidst. Og jeg ser mange flere små projekter i dag end for bare fem år siden.«

»For mange er FoMO – fear of missing out – blevet til JoMO – joy of missing out,« supplerer Marie Holt Richter. »Det er jo derfor, folk elsker at se Bonderøven på DR1. Vi er draget af det simple liv, hvor tingene er mere konkrete og fysiske.«

– Men et tv-program som Bonderøven indgår vel bare i vores forbrug …

JHA: »Ja, ja, men han trykker på nogle knapper, fordi han lever et liv, som mange i deres stille sind går og drømmer om.«

– Måske er der også nogle, som bare er irriterede på Bonderøven. Hvordan undgår man, at omstillingsprojektet bliver moraliserende?

JHA: »Det er en rigtig dårlig ide at sige ’du må ikke’ til folk. Jeg har selv prøvet det til familiearrangementer: ’Du tager altså ikke til New York for at købe julegaver!’ … Når jeg har startet den diskussion, har jeg ødelagt familiefesten. Man skal have en anden tilgang. Man skal sige: ’Mads, du skal med mig på fjeldet til sommer’. Og så skal han opleve, hvor skønt det er ikke at have mobilkontakt og adgang til cola. Man må vise de unge, at et andet liv kan være mere berigende.«

– Men går Mads så ikke bare ned i Fjeld og Fritid og køber vandrestøvler, telt og base layer for flere tusinde kroner?

JHA: »Det er så hans mor, der gør det … «

– Fører det så ikke bare til mere forbrug? Er Mads og hans mor ikke bare med til at få hjulene på vækstmaskinen til at køre rundt?

JHA: »Jo, det kan du sige … Og det er udfordringen. Hele det moderne projekt med fremskridt, udvikling og frigørelse er intimt vævet ind i den væksttankegang, vi taler om. Det er den, vi skal tænke os ud af.«

Og så er vi tilbage ved begrænsningerne, supplerer Marie Holt Richter:

»Vi er nødt til at tage vores forestilling om frihed op til revision, selv om det for nogle kan virke nærmest blasfemisk. For når først man gør sig klart, at vores begreb om frihed i høj grad er bestemt af kapitalismen og den økonomiske liberalisme og ofte falder tilbage på vores forbrug, bliver vi klar over, at grænser er nødvendige. Netop fordi de giver frihed fra noget i stedet for frihed til noget.«

Afskaffer job

Nogle vil indvende, at hvis vi holder op med at forbruge og ’vækste’, som det hedder i moderne tale, så kommer der færre penge i statskassen, og til sidst er der ingen velfærdsstat tilbage. Men det er en misforståelse – siger John Holten-Andersen – at vores samfundsmodel nødvendigvis skal bygge på vækst og mere forbrug, fordi det skaber flere arbejdspladser.

»Vækstprojektet er nemlig også et jobafskaffelsesprojekt i den forstand, at fokus bliver på hele tiden at rationalisere og effektivisere og derigennem bortkaffe manuelle job. En økologisk omstilling af samfundet, derimod, kræver flere manuelle job, fordi økologisk fødevareproduktion kræver flere hænder. Det kan ikke gøres så rationelt og effektivt.«

Han understreger, at formålet med Livet efter væksten ikke er at få folk til helt at holde op med at købe ting.

»Du må fandme ikke fremstille os, som om vi ikke vil have, du køber et par nye sko. Vores projekt handler om at få folk til at sætte tempoet ned.«

Annonce: Hvad er det for et samfund vækstkritikerne ønsker sig, og er det realistisk? Er den grundlæggende økonomiske model er forskellig? Og hvordan med fællesskabstanken? Kom og deltag i debatten, når forsker Marie Holt Richter og professor og forh. overvismand Niels Kærgaard, den 14. december diskuterer frihed og grænser efter væksten. Ordstyrer er Informations David Rehling. Tilmeld dig her