Interview

Måske er der et liv efter væksten

Hvis vi skal gøre op med vækstsamfundet, kræver det større tro på fællesskabet og et farvel til den forestilling om frihed og grænseløshed, vi hidtil har dyrket som et ideal. Det siger folkene bag bogen ’Livet efter væksten’, der udkommer i dag
Forskerne Marie Holt Richter og John Holten-Andersen giver i bogen ’Livet efter væksten’ nogle bud på, hvordan alt fra banksektoren oversundhedssystemet til uddannelsesverdenen vil forandre sig, hvis vi gør op med vækstparadigmet.

Forskerne Marie Holt Richter og John Holten-Andersen giver i bogen ’Livet efter væksten’ nogle bud på, hvordan alt fra banksektoren oversundhedssystemet til uddannelsesverdenen vil forandre sig, hvis vi gør op med vækstparadigmet.

Sille Veilmark

25. november 2016

Den har været længe undervejs. Livet efter væksten – samfundsvisioner i en omstillingstid skulle egentlig have været på gaden for et par år siden. Men ting er kommet i vejen, som de altid gør, og det er helt ok.

»Vi har ikke stresset,« siger lektor emeritus John Holten-Andersen, der er blandt redaktørerne på miljøbevægelsen NOAH’s nye bog.

»Vi har sagt til os selv, at det fandme ikke er vigtigt, hvornår den udkommer. Det vigtige er, at vi har overlevet og haft det sjovt undervejs.«

Det er ikke en ligegyldig pointe. Arbejdsprocessen skulle gerne afspejle ærindet: At sætte tempoet ned og gøre op med den vækstideologi, der ifølge NOAH Modvækst er ved at ødelægge vores samfund.

Opgøret med væksten handler langt fra kun om at redde klimaet – artiklerne i Livet efter væksten har ikke fokus på NOAH’s traditionelle felt, miljøproblemer. Nej, hele vores samfund ligger i dag under for vækstparadigmet i et eller andet omfang, lyder budskabet fra John Holten-Andersen og medredaktør Marie Holt Richter.

De har sagt ja til at forklare Information, hvordan vi skaber et liv, hvor »vækstens grænseløshed« ikke går ud over vores sundhed, vores børn og vores fællesskaber.

»Den konstante stresstilstand i det økonomiske system, hvor virksomheder er tvunget til vækst og hele tiden skal producere nyt, den finder du også socialt og kulturelt i dag. Vi forbruger og smider væk, og folk skynder sig og bliver syge af det,« lyder det fra Marie Holt Richter.

Med Livet efter væksten forsøger NOAH at tænke en anden måde at indrette vores samfund på. Og vejen går blandt andet igennem en erkendelse af, at vi er nødt til at genfortolke den personlige frihed, vi har lært at tage for givet:

»I mindst 100 år er vores forståelse af frihed blevet identificeret med overskridelse af grænser. Og ikke kun dem, der er givet fra naturens hånd. I dag kommer vi ikke uden om at sætte grænser, hvis vi vil skabe et bedre liv for os selv,« siger Marie Holt Richter.

Brænder sammen

– Vi skal tale om alternativer til vækstparadigmet, men lad os først få et konkret eksempel på problemet. Hvordan påvirker denne vækstideologiens grænseløshed vores arbejdsliv og sundhed?

MHR: »I ’projektsamfundet’ er der hele tiden døre, du ikke må misse. Hvad sker der f.eks., hvis jeg siger nej til at stille op til det her interview? Det er vækstens paradigme internaliseret og gjort kulturelt. Folk bliver syge, for der er aldrig et stoppunkt.«

»Hvor mentale sygdomme før i tiden var reaktioner på forbud og rigide normer – tænk på neuroser og hysteri – er moderne patologier i højere grad reaktioner på det totalt frie valg og manglen på grænser. Nogle får depressioner, andre får stress. Ligesom mig. Jeg gik helt ned og brugte flere år på at komme tilbage.«

JHA: »Mange grønne ildsjæle brænder sammen.«

Små isolerede øer

Men hvordan slipper vi så fri af vækstideologien? Et politisk projekt som ’grøn vækst’, hvor den traditionelle sorte vækst blot skiftede farve, mens vækstlogikken forblev intakt, er blandt eksemplerne på, at det ikke er så nemt endda.

Livet efter væksten er et forsøg på at tage skridtet videre fra kritikken af vækstparadigmet, som NOAH rejste med bogen Modvækst – omstilling til fremtiden tilbage i 2011. Nu handler det om at fremlægge de gode eksempler på, at »verden kan indrettes på en anden måde« Visionerne, fællesskabet og de konkrete initiativer skal på bordet – ellers ender vi som »små isolerede øer af selvrealisering«, mener Marie Holt Richter.

I Livet efter væksten tager hun afsæt i kronikken »Jeg opgav mine bæredygtige idealer til fordel for familien« (Information, 28. juli 2015), hvor skribenten har smidt håndklædet i ringen og i modstrid med sine principper om at leve bæredygtigt har købt en bil for at komme hurtigere fra A til B og få mere tid til sine kære.

MHR: »Jeg kan sagtens forstå dilemmaet, men på intet tidspunkt problematiserer kvinden de strukturer, der tvinger hende til at blive privatbilist imod sin vilje og viden. Alt for få problematiserer, at huslejerne er så høje, at arbejdsmarkedet er så rigidt og krævende. Det er strukturerne, vi i sidste ende skal ændre.«

– Men når I taler om ’strukturer’, bliver det hele lidt abstrakt for mig. Hvad er første skridt i den her samfundsomvæltning? Hvad er vigtigst?

»Fællesskaberne,« svarer Marie Holt Richter og John Holten-Andersen i kor.

MHR: »Det er lokale fællesskaber, der muliggør en anden levevis. Og dem peger vi på. Se bare på Svanholm (oprettet i 1978 som Danmarks største kollektiv med fællesøkonomi, red.). Her lægger beboerne noget af deres indkomst til fællesskabet, til gengæld slipper de for den daglige kamp med sig selv over køledisken – skal man købe økologisk eller ej? De går bare ud i det store fadebur.«

JHA: »Og så er der selvfølgelig pligter forbundet med at bo der. Der skal vaskes op, bygninger skal holdes i stand, jorden skal plejes ... «

MHR: »Pointen er, at hvis man vil være del af et fællesskab, er man også nødt til at lægge begrænsninger på sin egen frihed en gang imellem. Jeg bor selv i et kollektiv med regler, og nogle gange er jeg nødt til at være hjemme for at lave mad til de andre osv.«

– Men ’fadebur’ og ’kollektiv’ lyder lidt som et elitært projekt. Er I slet ikke bange for at prædike for koret?

»Det er en misforståelse, at genskabelsen af bæredygtige, lokale fællesskaber kun er for de ressourcestærke,« siger John Holten-Andersen og fremhæver energifællesskabet på Samsø.

JHA: »Ideen til at gøre Samsø til en grøn ø baseret på vedvarende energi er muligvis kommet fra venstresnoede intellektuelle som os, men for det første er det lykkedes at få hele øen med på projektet: fra Venstrebønderne til den tidligere konservative borgmester. For det andet har projektet slet ikke handlet om at være politisk korrekt. Det har været en overlevelsesstrategi.«

MHR: »Samsø er et eksempel på, hvordan man kan samle folk med akutte materielle behov. Ganske vist om en grøn dagsorden, men der var intet kor at prædike for, kun en masse mennesker, der var nødt til at flytte fra øen, hvis ikke der blev skabt job i en fart.«

»Direktøren for Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, fortæller faktisk i vores bog, hvordan han lagde ud med at tale om grønne visioner. Og de andre lokale var skideligeglade. Varmemesteren foreslog bare et nyt oliefyr, for det var nemmere. Det var først, da Hermansen italesatte sit projekt som et middel mod udkantsproblemer og centralisering, at han fik vind i sejlene.«

Et andet liv

– Men vi taler om relativt afgrænsede eksempler. Hvordan kommer vi fra Svanholm og Samsø til en samfundsomvæltning?

»Det, vi snakker om her, kan aldrig lykkes som frelst top down-projekt, hvor en Svend Auken-type får tingene til at ske oppefra,« siger John Holten-Andersen.

»Det skal komme nedefra gennem en masse lokale fællesskabsinitiativer, der lægger så meget pres, at strukturerne giver sig til sidst. Og jeg ser mange flere små projekter i dag end for bare fem år siden.«

»For mange er FoMO – fear of missing out – blevet til JoMO – joy of missing out,« supplerer Marie Holt Richter. »Det er jo derfor, folk elsker at se Bonderøven på DR1. Vi er draget af det simple liv, hvor tingene er mere konkrete og fysiske.«

– Men et tv-program som Bonderøven indgår vel bare i vores forbrug …

JHA: »Ja, ja, men han trykker på nogle knapper, fordi han lever et liv, som mange i deres stille sind går og drømmer om.«

– Måske er der også nogle, som bare er irriterede på Bonderøven. Hvordan undgår man, at omstillingsprojektet bliver moraliserende?

JHA: »Det er en rigtig dårlig ide at sige ’du må ikke’ til folk. Jeg har selv prøvet det til familiearrangementer: ’Du tager altså ikke til New York for at købe julegaver!’ … Når jeg har startet den diskussion, har jeg ødelagt familiefesten. Man skal have en anden tilgang. Man skal sige: ’Mads, du skal med mig på fjeldet til sommer’. Og så skal han opleve, hvor skønt det er ikke at have mobilkontakt og adgang til cola. Man må vise de unge, at et andet liv kan være mere berigende.«

– Men går Mads så ikke bare ned i Fjeld og Fritid og køber vandrestøvler, telt og base layer for flere tusinde kroner?

JHA: »Det er så hans mor, der gør det … «

– Fører det så ikke bare til mere forbrug? Er Mads og hans mor ikke bare med til at få hjulene på vækstmaskinen til at køre rundt?

JHA: »Jo, det kan du sige … Og det er udfordringen. Hele det moderne projekt med fremskridt, udvikling og frigørelse er intimt vævet ind i den væksttankegang, vi taler om. Det er den, vi skal tænke os ud af.«

Og så er vi tilbage ved begrænsningerne, supplerer Marie Holt Richter:

»Vi er nødt til at tage vores forestilling om frihed op til revision, selv om det for nogle kan virke nærmest blasfemisk. For når først man gør sig klart, at vores begreb om frihed i høj grad er bestemt af kapitalismen og den økonomiske liberalisme og ofte falder tilbage på vores forbrug, bliver vi klar over, at grænser er nødvendige. Netop fordi de giver frihed fra noget i stedet for frihed til noget.«

Afskaffer job

Nogle vil indvende, at hvis vi holder op med at forbruge og ’vækste’, som det hedder i moderne tale, så kommer der færre penge i statskassen, og til sidst er der ingen velfærdsstat tilbage. Men det er en misforståelse – siger John Holten-Andersen – at vores samfundsmodel nødvendigvis skal bygge på vækst og mere forbrug, fordi det skaber flere arbejdspladser.

»Vækstprojektet er nemlig også et jobafskaffelsesprojekt i den forstand, at fokus bliver på hele tiden at rationalisere og effektivisere og derigennem bortkaffe manuelle job. En økologisk omstilling af samfundet, derimod, kræver flere manuelle job, fordi økologisk fødevareproduktion kræver flere hænder. Det kan ikke gøres så rationelt og effektivt.«

Han understreger, at formålet med Livet efter væksten ikke er at få folk til helt at holde op med at købe ting.

»Du må fandme ikke fremstille os, som om vi ikke vil have, du køber et par nye sko. Vores projekt handler om at få folk til at sætte tempoet ned.«

Annonce: Hvad er det for et samfund vækstkritikerne ønsker sig, og er det realistisk? Er den grundlæggende økonomiske model er forskellig? Og hvordan med fællesskabstanken? Kom og deltag i debatten, når forsker Marie Holt Richter og professor og forh. overvismand Niels Kærgaard, den 14. december diskuterer frihed og grænser efter væksten. Ordstyrer er Informations David Rehling. Tilmeld dig her

Serie

Efter væksten

Mens de fleste politikere savner væksten og håber på, at den venter lige om næste hjørne, har vækstkritikerne vundet stadig mere frem – både som græsrødder og på den mere etablerede venstrefløjen.

Men et er at kritisere væksten, noget andet er at forestille sig, hvad der kommer efter væksten. Hvilke muligheder og begrænsninger giver det at slippe vækstforestillingerne? Hvordan ser samfundet ud efter væksten?

Det belyser denne debatserie på en række områder lige fra vores forestilling om sundhed til konsekvenserne for vores forestilling om frihed.

Seneste artikler

  • Den store omstilling kræver en gentænkning af frihedsbegrebet

    7. januar 2017
    Den individuelle frihed er en af hjørnestenene i den vestlige opfattelse af det gode liv. Men hvis vi skal sikre et bæredygtigt samfund, er vi nødt til at sætte grænser for netop friheden
  • Vækstlogikken gør kroppen til en biologisk maskine

    16. december 2016
    I dag betragter vi kroppen som en biologisk maskine, man kan og bør reparere på, som var den en bil. De slidte dele kan skiftes ud, og den kan modificeres kemisk: sovemidler ved søvnløshed, morfin til smertefrihed og Viagra for en sikkerheds skyld. Men hver gang man benytter sig af et quickfix, fjerner man lysten til at gøre noget ved årsagen til sygdommen
  • Livet efter væksten kræver et tættere forhold til ressourcerne

    8. december 2016
    Flugten til byerne og den dalende respekt for håndværk har ført os langt væk fra naturen. Når man ikke længere bor i den eller arbejder med dens ressourcer, mister man respekten for den. Så er vejen banet for hovedløst overforbrug og forestillingen om, at økonomisk vækst er lykken
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Holger Madsen
  • Leo Nygaard
  • ingemaje lange
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
Kurt Nielsen, Holger Madsen, Leo Nygaard, ingemaje lange, Michael Kongstad Nielsen, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Fint for mig med fokus på fællesskaber og positiv tilgang.

Skal det batte noget med omstillingen - skal vi også turde HADE!

Hader kraft´edme MONOPOLER - DE BURDE FORBYDES!

Hvor bliver f.eks. min livslange pensionsopsparing af - hvis "vi" slipper pyramidespillet med aktieinvesteringer nu?

Strandede investeringer og overvurderede mursten der gør folk insolvente - er nok ikke sådan lige at sluge for den enkelte, risiciene for egen fremtid taget i betragtning.
Hvorfor så ønske forandringen?

Arbejdere (generelt) i kapitalismens barndom havde intet at tabe, bortset fra deres lænker.
Individdet/familien idag, har mere på spil i den nuværende situation - hvor der er optaget lån i millionklassen for at have et sted at bo, og hvor hundredevis af tusinde kroner i form af pension er investeret i aktier, og hvor jobbet måske lige akkurat kan holde "cirkusset" kørende.

Fin start med denne artikel, på en god og nødvendig debat.

Top dowm eller nedefra og op - er ikke et enten eller, men snarere et - både og!

God dag der ude

Niels-Simon Larsen

John C: Der er jo ingen, der taler om at slippe det hele og lade det falde på gulvet. Det drejer sig om at skru ned for blusset trin for trin. Alene det at sige, at nu stopper vi festen langsomt er angstfremkaldende for de fleste, og det er den angst, der skal tages fat på.

Jeg er helt enig med forfatterne, men der er lige en krølle: Vi er jo flygtet fra fællesskaberne, som mange af os syntes var begrænsende og undertrykkende. Vi mangler nu at se forbindelsen mellem frihed og fællesskab.
Desuden skal vi også finde en ny form for åndelig dybde i fællesskabet. Det er ikke nok at gå igennemi de samme gulerodsrækker og tynde ud, hvis det ikke har en højere/dybere betydning. Fællesskabet skal have sine sange, danse og fortællinger. De skal først nu til at opfindes. Økofællesskaberne findes ud over landet, og de har også deres kultur. Det næste bliver så, at gøre det i større målestok. Det tror jeg på kommer, men der skal arbejdes for det.

Kurt Nielsen, Christian Nymark, Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Fordrer et fællesskab ikke også, at man sætter et tempo, hvor alle kan være med?
Derfor vil der alligevel være spejdere i fronten og more immobile på bagkanten og det er helt i orden. Post-vækstsamfundet skal ikke være en ensretning eller et enten-eller.

Jag var til møde igår. Det viser sig at min by også har fået stablet et fødevarefælleskab på benene. Og at man sagtens kan blive medlem af et kogræsser-fællesskab. Og at festivalpladsen har et frivilligt affaldsindsamlings-informerende korps. Og at den nærtliggende højskole arbejder på at blive grønnere og mere kredsløbsorienteret... at en hel del mennesker faktisk VIL noget andet.

Solen skinner i dag og optimismen er ikke jokket ud endnu.

Kurt Nielsen, David Zennaro, Sune Kjeldsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er og har hele tiden været fællesskaber derude, hvor folk - som de individer, de er - engagerer sig og indgår i ansvarlige sammenhænge, hvor man løfter i fællig.
Det er ikke engang socialisme, det er almindelig borgerlighed, men båret traditionelt af borgerskabet, mens de gode år fra 50erne til slutfirserne var én lang periode med stadig mere adgang for den almindelige arbejder eller funktionær. Siden er det så gået tilbage, fordi overklassen ikke i narcissistisk selvglæde længere kunne regne med at berige sig umådeholdent på samfundets bekostning i et sådant samfund, hvor flere og flere ovenikøbet uddannede sig til og beskæftigede sig med ting, der i højere grad vendte sig imod samfundets opgaver end det private erhvervslivs. Dette valg af samfundsprioritering har politikerne på intet tidspunkt villet lytte til, tværtimod har man besværliggjort karrierevejen - i en sådan grad at vi nu f.eks. mangler sproglærere.
Vækst kan komme alle steder fra, ikke mindst fra grundig humanistisk forskning.

Vækst har ikke nødvendigvis noget at gøre med øget ressourceanvendelse - vækst kan udmærket skabes ved større effektivitet på samme ressourcegrundlag.

Da de første vaskemaskiner kom i handelen reducerede de arbejdstiden tiden for en vask med ca 75%
- den første transatlantiske telegraf reducerede kommunikationstiden med ca 2 uger ( et brev med skib mod et telegram )
- det første elektriske strygejern reducerede stryge tiden med 50-60 %
-centralvarme i stedet for kakkelovne gav en gevaldig tidsbesparelse ( ikke mere kultransport og optænding) og en reduktion i luftforureningen

De "vækst-frygtende " er alt for ofte fokuserede på dagens tekniske muligheder - de glemmer , at udviklingen ikke står stille - vores børnebørn vil givet have et bedre liv, større forbrug , bedre sundhed o s v MED EN RESSOURCEANVENDELSE , SOM GIVET BLIVER MINDRE END NU.
-

Jeg får det ud af artiklen at vækst er pres. Tidspres, personligt pres mod andre personer, det offentliges pres på borgerne, pres på natur og klima...........og mere, der ender hos den enkelte.
Ændringer starter hos os borgere. Mange kan ikke ændre ret meget - er bundet op af økonomiske tilrettelægninger og psykologiske barrierer.
Det starter med os - på en Black Friday.

Selvfølgelig vil der være et liv efter vækstparadigmet, spørgsmålet er bare om menneskeheden, som vi kender den, bliver en del af det.

Leksikalt:
Via nye investeringer udvides og vedligeholdes det eksisterende kapitalapparat, hvormed en større kapacitet og produktivitet opnås, og økonomisk vækst opstår. Økonomisk vækst er derfor positiv, når investeringerne (tilførsel af ny kapital) overstiger den mængde kapital, der er nødvendig for at vedli- geholde det eksisterende kapitalapparat - hvormed ekspansion er mulig. I efterfglgende perioder gentages investeringscyklussen således fra et nyt og højere udgangspunkt og så fremdeles.

Således set er anvendelsen stigningen i BNP (væksten) en del af det demokratiske grundlag, hvis samfundet skal styre demokratisk. Virkeligheden er bare at "kapitalapparatet" er omfattet af grundlovens bestemmelser om den private ejendomsrets ukrænkelighed.

I den forbindelse er John Christensen overvejelser 06:20 om hans pensionsfond på 4.000 milliarder kr. helt relevant.

Skal samfundet nationalisere denne pensionsfond og investere pengene i "kapitalapparatet" således at Statens Folkepension overtager pensionskassernes forpligtigelser til gavn for alle i samfundet, og ikke kun de der har været mange år på arbejdsmarkedet. Og skal danske virksomheder holdes på danske hænder til gavn for et, i samfundsmæssig henseende, alsidigt arbejdsmarked. Således vil vi også kunne styre arbejdsmarkedets misbrug og nedslidning af arbejdskraft og erhvervslivets slid på miljøet.

Et opgør med den private ejendomsret kan ikke undgåes, hvis vi vil noget andet med vores samfund.

Kurt Nielsen, charlie white og Christian Nymark anbefalede denne kommentar

Centralisering - vækst - stres er vel nøgleord i teksten, elementer som fælleskaberne skal være med til at afskaffe.

Det var sikkert en stor fejl at vi for år tilbage opgav udviklingen af de mange fælleskaber, udviklingen af de mange fælleskaber ville have sørget for at vi som mennesker ikke var endt i en fremmedgjort verden, hvor job og forbrug var det vigtigste i livet, en livstil som har isoleret mange mennesker og familier og som danner bund for fremmedhadet.

En langsom tilbagevenden til de mange fællesskaber hvor vi sikrer at "alle" er med vil på den lange bane sikre den simple omsorg for hinanden og det vil helt sikkert give danskerne mere ro i økonomien.

Der er så mange fordele i at afskaffe centraliseringen og finde frem til den menneskelige vækst som er helt stres fri at det vil frigøre den energi som vi har brug for til at genoprette undervisning, omsorgen for de ældre og forståelsen af et et sygehus med nærvær er helbredende.

John Christensen

Min bekymring skyldes også kapitalismens evne til at overtage vores dagsordner - og der efter gøre dem ligegyldige.

I slut halvfjersere og igennem firserne blev miljøkampen fuldstændig tromlet af den kapitalistiske markedsføringsmekanismer - alt blev sådan "lidt grønt" uden at være "rigtigt grønt". Det samme er til en vis grad sket med klimakampen.

Nogen vil sige - jamen det er da bare dejligt at alle har tager spørgsmålene alvorligt, men faktisk forhaler det omstillingen.

Patenter købes for at undgå konkurrence - så man fortsat kan svine og forurene. Det er sygt!
Profit er målet - ikke et bæredygtigt samfund.

Bill har ret når han siger at vi ikke kommer uden om at se på den hellige almindelige private ejendomsret.
Finanskrisen i USA, kostede hunderetusinde amerikanere deres pensioner - og har tvunget familier fra hus og hjem. Hvorfor dog fortsætte ad den vej?
Gør de afgørende samfundsmæssige spørgsmål til "de valg" vi kan vælge imellem, tak.
Det er da det vi har demokratiet til - eller hvad?
Hvorfor må vi kun stemme om vi ønsker skattelettelser? Det er sygt.
Mette Frederiksen har jo på den seneste kongres i Socialdemokratiet lagt sig fladt ned på ryggen, for EU og Nato. På den måde kommer vi så ingen vegne.

God dag der ude

Niels-Simon Larsen

John C: Bliver det bedre, når vi får socialisme? Jeg mener, begynder temperaturen så at falde? Giv mig lige nogle eksempler.

Det hele handler også om at vi lære at sætte vores forventinger ned, færre ferier med fly, om nogen, hvor mange har ikke rejst ud i verden på ferier, men kender knap nok deres eget fædreland. Passe bedre på det vi anskaffer. Sætter kvalitet over kvantitet. Osv.