En dag midt i firserne stod min far ude i haven sammen med en kollega. De kiggede mod øst, mens de diskuterede den dag, de sovjetiske missiler ville komme.
Begge var kyndige udi matematik og fysik, og snakken gik på missilernes flyvehøjde og hastighed. Kunne man stå i haven og se dem? Kunne man høre dem? Hvordan så de ud?
Jeg lyttede med, og det, der bagefter slog mig mest, var, at de voksne snakkede om atomkrigen som noget uafvendeligt. Den ville komme en dag, spørgsmålet var bare hvornår, og ingen kunne rigtig gøre noget ved det.
Enhver konflikt eller sikkerhedspolitisk beslutning havde dengang det perspektiv, at det kunne ende helt galt. Eksperter forsøgte at overbevise os om, at ingen var interesserede i at starte en krig og udrydde alt liv på jorden, men jævnligt blev vi mindet om, hvor skrøbelig situationen var. En forkert beslutning, en enkelt fejl, og det ville være slut.
Det levede vi så med, og vi skubbede det væk, og måske var det først bagefter, at vi for alvor blev klar over, hvor klemt alle havde været mellem to supermagter, der bare skulle trykke på en knap.
Indtil for nylig troede jeg, at vi endegyldigt havde sagt farvel til denne følelse. At vi aldrig mere ville lade det komme så vidt, at frygten blev klangbund for vores liv. Desværre ser det ud til, at jeg tog fejl.
Ny verdensorden
Dem, der kan huske Gorbatjov og senere Murens fald, kan også huske følelsen af, at der kom ny ilt på kloden. Det, der før var uafvendeligt, blev afvendeligt. Pludselig opstod der mulighed for, at vi kunne arbejde os væk fra truslen, og jeg synes også, man kan sige, at vi gik i gang. Nogen gjorde i hvert fald.
Der blev talt om en ny verdensorden, som godt nok var fyldt med konflikter og problemer, men der var en periode, hvor det virkede som om, ulykkerne havde fået andre og mindre proportioner. Der spredte sig en optimistisk følelse af, at det nok skulle gå.
Men knap havde vi sagt farvel til de gamle fjender, før vi begyndte at skabe nye. Allerede i firserne og i starten af halvfemserne blev opmærksomheden rettet mod udlændinge og flygtninge. Nu var det dem, der ville tage friheden og demokratiet fra os.
Igen blev der kaldt til samling om frihedens fane, og folk sluttede op. Vi i Vesten skulle stå sammen mod resten. Ellers var det slut, og vi ville miste alt det, vi elskede og så indædt havde kæmpet for.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange nogen har sagt, at islamismen har overtaget kommunismens rolle. Og hvor har vi dog brugt lang tid på at diskutere, hvordan nogle fanatikere og senere bare nogle muslimer ville tage demokratiet og vores værdier fra os. Endeløse debatter i korte loops om tvungne frikadeller og kønsopdelt svømning, muligheden for Sharia på Nørrebro og det rimelige i, at kvinder går med tørklæde.
Vi fokuserede på de fremmede, og vi troede, at det var der, truslen lå.
Den stærke mand
I dag står det klart, at det bare var et trylletrick. Mens vi havde opmærksomheden rettet mod politiker- og medieskabt udlændingeflimmer, skete der noget langt vigtigere et andet sted, som ingen rigtig lagde mærke til.
Det var alligevel ikke halalslagtning og fem kvinder i burka, der var den store trussel, men derimod den demagogi og populisme, som har fået tag i politikere og befolkning. Villigheden til at løsne forbindelsen til demokratiet vokser. Og dermed åbnes døren for den stærke mand, der åbenlyst udsteder falske checks på en bedre verden.
Du taler om Trump, vil I sige til mig, og Trump er amerikaner og ikke dansker. Og det er sandt. Men snart er det superpopulisten Trump, der har fingeren på den knap, der sender missiler henover min fars have. Det er ham, der er ved at kvæle den spirende optimisme på klimaets vegne. Og det er ham, der skruppelløst fisker stemmer, mens han lader hånt om frihed og lighed.
Og kig jer omkring i Europa og i Danmark. Hvor er de politikere, der tager lederskabet på sig og sætter kurs mod mere demokrati, mere åbenhed og mere frihed? De findes, heldigvis, men hvor længe endnu? I hvert fald er det sjældent dem, der vinder de store sejre og den folkelige opbakning.
Skrøbeligt og vakkelvornt
Jeg har nemt ved at forestille mig koret af danske politikere, der vil sige, at det jo netop var for at undgå demagogi og populisme, at de endeløst har strammet udlændingeskruen. I så fald må vi vel give dem et point for ambitionen, men straks trække det fra igen for udførelsen. For det har ikke hjulpet. Faktisk slet ikke.
I dag kan alle se – hvis de vil – at vores samfund er truet. Men trusselsbærerne er ikke muslimerne eller de brune eller de fremmede. Den kommer fra os selv, og det ironiske er, at dem, der har været mest bekymret for danskheden og de fremmedes ankomst, nu selv viser sig at være en del af truslen.
Jeg tænker, at det er en erkendelse, som ligger lige for. Det kræver ingen intellektuel skarphed at se, hvordan situationen er.
Alle os, der lever i dag, fik en stafet og en fordring fra dem, der kom før. Den bestod i at tage vare på et demokrati, der ser stærkt og imposant ud på overfladen, men som i virkeligheden er skrøbeligt og vakkelvornt.
Meningen var, at vi skulle udbygge og forbedre folkestyret, at vi skulle sørge for, at det spredte sig til alle hjørner og rodfæstede sig. Men vi forstod ikke opgaven, eller også tog vi den bare ikke højtideligt nok. I hvert fald bildte vi os ind, at vi sad på demokratiets top, at værket var fuldendt, og at der ikke var mere at gøre.
Vi ville eksportere demokratiet til andre og lære verden om frihed og folkestyre. Det var en god ambition, problemet var blot, at mens vi havde så travlt med at vurdere de andres demokratiske sindelag, glemte vi vores eget. Resultatet er, at demokratiet siver ud mellem fingrene på os, og i min omgangskreds diskuterer vi, om sivningen først stopper, når der ikke er mere tilbage.
Der er ingen andre
Dermed er vi igen tilbage i min barndoms have, hvor de voksne diskuterede missilernes komme. Omstændighederne er anderledes, men følelsen er den samme: Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår det sker.
Det er et mistrøstigt udsagn, men for mit vedkommende er det sandt. Vi er ved at spille os handlemulighederne af hænde, mens baggrundsangsten spirer frem.
Det er selvsagt en farlig situation, som kun truer med at blive værre. For med følelsen af uafvendelighed følger en apatisk bevidsthed om, at ingenting nytter. Vi kan kun se passivt til, mens det demokrati, vi kender, hastigt forvitrer.
Men det er jo lige præcis den konsekvens, vi ikke må drage. Det er muligt, at vi har krydset floden, men broen står der endnu. Dengang i firserne troede vi også på uafvendeligheden, og vi blev overraskede, da det viste sig, at vi tog fejl. Truslen forsvandt, og vi fik en ny chance. Sådan kan det gå igen.
Måske ligger der et håb i, at de reelle trusler nu er så åbenlyse, at dem, der tidligere har flirtet med populismen, vil se, at tingene er gået for vidt. Måske vil dem, der i årevis har placeret skyld og ansvar hos udlændinge og flygtninge, forstå, at der er andre og langt mere påtrængende problemer, der skal tages hånd om. Måske kan vi stadig nå at gøre noget.
Jeg tror det. Men det kræver, at dem, der for alvor kerer sig om frihed og folkestyre, stemmer i med al den styrke, de kan mobilisere. Presset for at holde populismen fra døren skal komme fra os. Der er ingen andre. Spørgsmålet er, om vi er mange nok, om vi har kræfter nok.
Peter Lauritsen er professor ved Aarhus Universitet
Hørt!
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
God dag der ude
Jeg boede som studerende ved Aarhus Universitet et par år i Gellerup Parken. Du kommer der sikkert ikke særligt tit – måske bortset fra en søndagstur til Bazaren - men jeg synes du skal gå en aftentur derude, og så er jeg ret sikker på, at du nok skal få et nyt perspektiv på sagen. Når man først engang har hørt en indvandrer råbe ’fucking dansker, vi slår dig ihjel’, så begynder man at få en vis forståelse for DF og kompagni.
Thomas,
hvor længe siden er det, du har været i Gellerupparken? Jeg kommer der næsten hver dag (mest eftermiddag og aften), og jeg kender ikke til den oplevelse.
Det er næsten lige som visdomstandudtrækningen: Man hører kun om de dårlige oplevelser, for det store flertal, der ikke har oplevet noget dårligt, fortæller ikke om det.
"Men knap havde vi sagt farvel til de gamle fjender, før vi begyndte at skabe nye. Allerede i firserne og i starten af halvfemserne blev opmærksomheden rettet mod udlændinge og flygtninge. Nu var det dem, der ville tage friheden og demokratiet fra os."
At tænke sig, det lader til at enhver stat (demokratisk eller ej) altid og til alle tider har haft brug for ydre fjender. Men hvorfor egentlig? For at konsolidere magten? For at skabe en følelse af fællesskab mellem 'os', der nu engang lever samme sted? Eller simpelthen bare for at tage fokus væk fra andre og måske vigtigere ting?
Mens vi tænker over disse spørgsmål, kunne vi jo læse et digt:
"- Hvorfor begynder pludseligt denne uro
og denne ophidselse. (Ansigterne, hvorfor blev de så alvorlige.)
Hvorfor tømmes gaderne og pladserne hurtigt,
og alle vender hjem til deres huse, i dybe tanker?
Fordi det blev nat, og barbarerne kom ikke.
Og nogle kom fra grænserne
og sagde, at der ikke længere er barbarer.
Og nu, hvad skal der blive af os uden barbarer
De mennesker var dog en slags løsning."
Konstantin Kavafis, Mens vi venter på barbarene (1904).
Et indlæg, der næsten ikke kan svares på, for hvis ikke man er enig, er man allerede fra begyndelsen stemplet som én af de forkerte.
Jeg troede egentlig, at det at være professor (for det lader det til, at Peter Lauritzen er) ville garantere for et vist udsyn og respekt for forskellige måder at anskue tingene på.
Mage til selvsmagende vås, skal man da lede længe efter.
Jeg mener, det er da i orden, at man synes vesten har brug for islamisk tankegang og værdinormer. Men man er vel ikke nødvendigvis et ondt menneske (eller indskrænket) fordi man ikke deler dette synspunkt.
Det er jo omsonst over for folk som Peter Lauritzen og hans trofaste følgerere at gå ind på en nærmere uddybning af, hvad islam står for, eller henvise til udviklingen i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Nej, for dem gælder det bare om at skabe/genoprette/fastholde billedet af deres modstandere som en flok nynazistisk inspirerede tumber, der ikke er i stand til at udlede noget fornuftigt af erfaring, viden og oplevelser.
Hold mig udenfor! Jeg har fan'me advaret imod det her fra før internettet blev en mulighed.
Peter Lauritzen har begået et fantastisk indlæg. Da socialdemokratiet i sin tid skulle ind på banen var det med en bevidsthed om, at de skulle være bedre end de andre partier og ikke nok med at de skulle kunne måle sig med andre, men de skulle også opfinde helt nye økonomiske redskaber, samt at de skulle ændre kultur institutionerne og den måde folk tænker på....Det krævede at der var mennesker der var villige til at sætte sig selv tilside for at fordybe sig i problemerne og det forandrede alting .... men vi nok erkende at selvtilfredshed, selvtilstrækkelighed og en uvidenhed om hvordan disse faktorer virker på os mennesker har begrænset vore ressourcer som mennesker og samfund på en lang række områder og sendt os ind i en nedadgående spiral.....dybest set handler det hele om den menneskelige faktor, som ikke længere ser samfundet, andre mennesker og sig selv som noget man kan ændre til det bedre.
... det er beskæmmende at vi kun har et parti "Alternativet" der for alvor udvikler på deres politik alle de andre køre et spindoktor forløb....mere eller mindre...
... en politikers prestige måles på hvor gode onelineres hun har og ikke i hvor gode ideer hun får....sad...
Kudos - Kunne ikke have sagt det bedre selv.
Aldrig, aldrig,
må man glemme,
virkning/årsagssammenhænge.
Jeg vil stærkt anbefale DF's Martin Henriksen at studere denne artikkel, selv om jeg tvivler på at han fatter indholdet!
For at blive i det konkrete i forhold til Thomas Poulsen, så har jeg som odenseaner jævnligt min gang i Vollsmose.
Vi bor så ikke lige i nærheden, men handler der en del. Jeg er aldrig blevet chikaneret og hvis bare man som "hvid" bare vil åbne munden og smile en smule får man meget hurtigt en snak både ældre, unge og sørme også kvinder med tørklæder. Også selvom min kasket fortæller, jeg er med i øl entusiasterne. Men for mig er der ingen tvivl, vores væren nok i sig selv og selvforherligelse er til større fare end nogle muslimer som tror på Gud. Hos "dem" er alt selvfølgelig heller ikke godt.
Skarpe skud i bøssen fra indlægsholderen, med vid og indsigt, der bør gribes som de perler det er.
Imidlertid vil jeg gerne anholde lidt om populismen, der begyndte i de politiske kredse især fra omkring 2001 og frem, og hvor den såkaldte "aktive udenrigspolitik" blev skabt for Danmark, og som medieelitens folk lynhurtigt tog til sig, da de overså det blev solgt som "bolsjer og chokolade" i løse mængder, ganske som krigen i 1864 blev det fra politisk og elitehold, og godt beskyttet af gud("Monrad")!
Man kommer til at tænke på oraklet svar til en konge i fortiden om krigens udfald; "et stort rige vil falde", og ganske rigtigt et stort rige faldt - kongens eget.
Populismen slør er misinformationen overfor folket fra politikernes hånd, og viderekolporteret af en medieelite, der gerne vil være salonfæhige frem for at tænke selv, og stille de svære spørgsmål, for dovenskaben er en ret medieeliten har i egen optik i den anledning.
Modpopulismen kommer først senere, og udelukket ofte fra det offentlige medierum af medieeliten som kalder den uansvarlig med en lethed der overgår sund fornuft.
Ja, vi er tilbage til den "kolde krigs" retorik fra før murens fald i 1989, hvor Rusland trak sig tilbage til grænserne før 2. VK, og hele Østeuropa blev selvstændige stater igen.
En helt igennem rædselsfuld situation for en del vestlige krigsretorikkere, for hvad skulle de stille op med en fjende og et fjendebillede der ikke længere var til stede på "dørmåtten"!
Vist tog det tid før man fandt løsningen for krigsretorikkerne, men først i 2002(+/-) på dette geopolitiske problem og som skulle gennemføres med EU's hjælp.
Så i 2002 blev disse ludfattige og gældplagede Østeuropæiske lande optaget i EU selv om de ikke overholdt konvergensbetingelserne i EU's statutter, - de regler bøjede eller brød man simpelthen politisk i EU's ledelse, og fik fuldt medlemskab i EU.
Det var så det "figenblad" der skulle bruges til 2 år senere (2004(+/-) til at give de gamle Warszawa- pagt lande adgang til også at få fuldt medlemskab til NATO , så NATO's grænser til Rusland igen lå helt tæt, og krigsretorikkerne igen kunne arbejde med retorikken for angsten i vesten for kommunismen i Øst.
- Det fik det prangende lidt uskyldige navn "sikkerhedspolitik" for vestens borgere.
Raketterne fra fortiden, står nu på begge siden af grænserne - vores selvfølgelig alene i "fredens tjeneste" ved den polske grænse til Rusland, og det er for at skyde raketter ned Irans præstestyre, og ikke for at true Rusland.
- Mon ikke vesten og Rusland kunne have indgået en aftale om i fællesskab at beskytte sig mod præstestyret raketter fra Russisk territorium og med disse raketter i Polen ved det østlige Tyrkiets grænse.
NATO var selvfølgelig med omkring disse raketter ved den polske grænse til Rusland, men hoveddelen var nærmest bilateral mellem Polen og Amerika.
Efterfølgende har Rusland stillet "iskander raketter" op på deres side af grænsen til Polen, og som Polen nu skråler op om er truende, men hvis de russiske raketter nu er tiltænkt de raketter som vesten er så bange for fra Iran og Rusland blot vil hjælpe vesten, og det nu engang er det bedste sted militært at opstille dem, er der vel intet galt heri(?, for så er det jo i fælles freds tjeneste!?
Godt indlæg!
Men når Peter Lauritsen skriver:
"Måske ligger der et håb i, at de reelle trusler nu er så åbenlyse, at dem, der tidligere har flirtet med populismen, vil se, at tingene er gået for vidt. Måske vil dem, der i årevis har placeret skyld og ansvar hos udlændinge og flygtninge, forstå, at der er andre og langt mere påtrængende problemer, der skal tages hånd om."
- tror jeg Peter gør den fejl at tro at populister og vælgerne generelt reagerer rationelt. Når Trump, DF, NB, UKIP, Le Pen, AFD, HUT, etc. argumenterer, har det aldrig rigtigt hængt sammen.
Trump og co. kan lyve tv-seerne direkte ned i ansigterne, med seernes vidende!, uden at de reagerer negativt. Grunden er at man taler til, resonerer og reagerer med *følelser*. Der er en resonansbund i samfundet for populisme.
Størrelsen at resonansbunden er afhængig af f.eks. uligheden i samfundet, utrygheden ved egen situation, dårlig samvittighed over selvforskyldte spildte chancer for sig selv eller afkom, gammelt nag eller mistænksomhed til systemet osv. osv. Det som kendetegner os, som ikke resonerer på den måde, er at vi har vores på det tørre.
Hvis man skal have en chance mod populisterne, skal man reducere mismodet og utilfredsheden med samfundet. Jeg tror mange vælgere tænker som Trump's ord: "What the hell do you have to loose?" Den eneste vej tilbage er at øge befolkningens følelse af at de er en del af samfundet, ikke i opposition.
Hvordan man så skal gøre det, er en anden diskussion. Der tror jeg man skal se på årsagerne til politikerleden, kleptokratiet, pengestærke personers og organisationers udenomsparlamentariske indflydelse, alt det her med at gå til grænsen af det lovlige eller konventionsbestemte i stedet for at gå efter lovenes/konvensionernes ånd.
I princippet burde man komme tilbage på banen med politik, baseret på værdier og ideer for hvordan vi skal behandle hinanden, hvordan vi får alle til at føle sig trygge, bidrage med det man kan osv.
Det meste politik, som udføres nu handler om økonomi i første prioritet. Man har glemt at økonomi er et middel til at opnå mål - ikke et mål i sig selv.
MVH
b
1000 tak for et rigtig godt indspark i Danmarks største udfordring lige nu.
Ja, demokratiet fosser ud mellem fingrene på os, og ja det er politikernes skyld, da de ikke er principfaste nok til at tage deres ansvar for demokratiet alvorligt nok, men i stedet sælger ud af vores fælles frihed til lavestbydende populistiske udsagn.
Demokratiet er jo ikke til for eliten, men for den almindelige borger; og derfor er det på tide, at den almindelige borger tager ansvaret for demokratiet tilbage.
@Thomas:
Det tilråb, du beskriver at have oplevet i Gellerupparken, det er udtryk for fordomme/racisme.
At du kan finde et menneske med indvandrerbaggrund, som optræder fordomsfuldt/racistisk er det dårligst tænkelige forsvar for DF's fordomme/racisme. Det viser ikke andet, end racisme er et tankesæt og en adfærd, som du kan finde hos mennesker fra alle etniske grupper. Vi er med andre ord også ret ens på det punkt, på tværs af kulturer.
Jeg har også boet i Gellerupparken, og har ikke oplevet det du beskriver. Tværtimod, I en periode, hvor jeg ikke kunne skaffe kollegieværelse, tilbød en Iransk flygtning mig at bo på hans værelse i Gellerupparken, på trods af hans meget små midler.
Der findes bare mennesker som gør ret, og mennesker som gør uret.
Det er heldigvis alt sammen populismens skyld. Populister som Løkke, der lover lavere skatter. Og socialdemokrater, der lover, at alle nok skal komme i beskæftigelse (om det så er idiotisk beskæftigelsesterapi). Og Alternativet... findes jo ikke
Jeg ville virkelig ønske at mange af kommentarerne sammenholdt med artiklen, ikke viste den helt overbeviste holdning om egen fuldkommenhed, der jo netop er baggrunden for at populismen kan sås, plejes og høstes, helt uden de med de rigtige meninger kommer i tvivl om deres projekter.
Jeg ville ønske der var den smule tvivl til stede, der fordrer koncentreret lydhørhed over for tanker der er normalt fremmede for de logisk tænkende, de empatiske og de veluddannede, og jeg ville sådan helt ærligt ønske at kommentarerne afspejlede denne rummelige tvivl.
Jeg ville ønske at artiklen og kommentarerne ikke selv, med deres sikkerhed, deres afvisning, deres bedvidenhed ikke var foder til en videreudvikling af situationen.
Mærkelig indholdsløs og indforstået tekst. Der er en del meninger, men ingen fakta eller argumenter.
Man bliver indviet i en mands følelsesliv og alle, der føler ligedan råber, jaae...
Venstrefløjen består af mennesker, der er indkrogede i sig selv - selv ude af kontakt og ikke kontaktbare udefra.
Dette er ikke politik, men pseudoreligion af den mere forrykte slags.
Søren Ferling. Indholdsløs tekst var nok det eneste jeg ikke vil kalde PL's kommentar til udviklingen i Danmark. Faktisk er jeg blevet befriet over at han holder sig indenfor den danske grænse, når han viser mig, hvorfor vi står lige her. PL skriver ikke politisk men filosofisk, hvilket betyder at læseren selv skal tænke tingene igennem.
Omkring problemet, fjenderne og løsningerne står jeg som de fleste kommentatorer og debattør famlende. Men jeg er begyndt at se nogle linier, som får fjenderne til at poppe op. Hovedfjenden er den finansielle sektor og kapitalen. Deres magt i verden er vokset og vokset samtidig med at institutionerne stadig har samme struktur og uregulerede markeder. Deres magt har fået lov til at vokse fordi de politikere, som begyndte at være kritiske alle er faldet til patten og nu scorer kassen på at sætte kikkerten for det blinde øje. Læs evt. svømme med hajer.
Fjende nummer 2 er de etablerede politikere og politiske partier, som er blevet selvopholdende virksomheder og levebrødspolitikere. Hvorfor har vi så mange regeringsomdannelser? Tja, kunne det tænke sig, at partierne ruster sig til at blive professionelle gennem at partiapparatet styres og ledes af folk med ministerpensioner. Smart, ikke.
Fjende nummer 3 er den offentlige mening. Du godeste hvor kan jeg bruge meget tid på at forarges og læse artikler og kommentarer, fordi det er så nemt, når jeg klarer det hele bag skærmen på min iPad. Samtidig giver medierne - både de støttede og de sociale - mig et information overload som til den ene side forarger og glæder mig og på den anden side trykker mig ned i min sofa i afmagt.
Jeg føler af og til et behov for at starte en krig mod eliten og pengemaskinerne, men hvordan skal strategien laves og hvem vil være soldaterne?
Nå, men første skridt må altså være at finde og definere fjenden, så jeg kan beskrive og designe våbnene. FTT hm! Kann sein!
Tjaa - hvis man ikke vil erkende tingenes tilstand så kan man jo altid finde nogle stråmænd at slå på...
Det virkelige problem er beskrevet meget godt her:
I like to use what I call my bathroom metaphor. If two people live in an apartment, and there are two bathrooms, then they both have freedom of the bathroom. You can go to the bathroom anytime you want, stay as long as you want, for whatever you need. And everyone believes in freedom of the bathroom. It should be right there in the constitution. But if you have twenty people in the apartment and two bathrooms, then no matter how much every person believes in freedom of the bathroom, there’s no such thing. You have to set up times for each person, you have to bang on the door, ‘Aren’t you through yet?’ and so on.” And Asimov concluded with one of the most profound observations I’ve seen in years. He said, “In the same way, democracy cannot survive overpopulation. Human dignity cannot survive overpopulation. Convenience and decency cannot survive overpopulation. As you put more and more people into the world, the value of life not only declines, it disappears. It doesn’t matter if someone dies, the more people there are, the less one individual matters.”
ophav:
"As far as we know, it originated with Dr. Albert Bartlett. Here’s the way he describes it, as transcribed on Global Public Media:
Peter Lauritsen har fuldstændig ret i, at der i iveren efter at forsvare demokratiet er en risiko for at smide barnet ud med badevandet. Men at betegne problemerne som "politiker- og medieskabt udlændingeflimmer" er lige flot nok. Den slags arrogance er vand på populismens mølle.
@ Jacob Mathiasen
Det er ikke helt klart, hvor du har citatet fra. Så vidt som jeg ved, så stammer citatet (eller et, som næsten er identisk hermed) fra en samtale, som Isaac Asimov havde med Bill Moyers på dennes A World of Ideas i 1988 (citatet starter ca. ved 20:10). Der findes også en afskrift af deres samtale. Men det er blot en detalje.
Når det kommer til the bathroom metaphor i sig selv, så må jeg indrømme, at jeg primært anser denne metafor som et argument for negativ frihed. Altså retten til ikke at blive forhindret (i at bruge badeværelset, når jeg har lyst). Og her kan man selvfølgelig indvende, at denne ret aldrig kan implementeres fuldstændig, så længe antallet af mennesker overstiger antallet af badeværelser. Eller for at generalisere problemstillingen, kan man sige, at individet altid vil være begrænset i sin frihed af mødet med andre mennesker.
Imidlertid, for ikke at gøre diskussionen for teoretisk, så står vi jo stadig tilbage med problemet vedrørende overbefolkning. Og her er det ganske givet, at Jorden på et eller andet tidspunkt (før snarere end siden?) når et mætningspunkt mht. mængden af mennesker. Den positive frihed til at få børn, kan ende med at sende menneskeheden ud over afgrunden. Men er det et problem? Planeten skal nok klare sig uden mennesker, og myrerne og kakerlakkerne står givetvis klar til at tage over.
Hvis vi ikke desto mindre antager, at vi er interesserede i en fortsættelse af menneskehedens beståen, hvad er det så, Asimov fortæller os? Siger han, at vi må opgive demokratiet, den menneskelige værdighed og vores (vestlige) komfort i fald, verden bliver overbefolket? Det kunne dog omvendt være, at man kunne indrette verden bedre? Mindre ulighed, færre krige, ingen sult etc. Dette er dog (det erkender undertegnede) normative betragtninger: Sådan kunne jeg godt tænkte mig, at verden var indrettet.
Tilbage i den virkelige (deskriptive) verden kunne et perspektiv være, at vi ender ud i en demaskering af det (såkaldt) civiliserede menneske, som for alt i verden vil beholde sine privilegier. Det er ikke for ingenting, at behovspyramiden vender den tunge ende nedad. Hvad lever mennesket af? "Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral" (Brecht). Måske går vi en voldsom tid i møde...
Men er denne grandiøse forestilling ikke overdrevet? Kan vi ikke lade det blive ved snakken? Uanset hvad, takker jeg for en tankevækkende kommentar.
Med venlig hilsen
Lars Rasmussen
Jeg mener det er Isaac Asimov - som du også siger. Men der, hvor jeg hentede det fra (som angivet) mener jo så noget andet og det har de ret til (det er bare ikke rigtigt :-) .
Hvis du ønsker det kan jeg da godt lade være med at kommentere på din kommentar.
Men det er det som er problemet. - Og det viser sig så på 1 mio. måder i dag.
@ Jacob Mathiasen
Du er velkommen til at kommentere alt, hvad du vil :-)
Når jeg i første omgang reagerede på din kommentar, så var det blot fordi, at jeg blev glad for at se en reference til Asimov. Dem kan man ikke få for mange af.
Og problematikken er spændende. Hvad gør det 'civiliserede menneske', når det føler sig truet? Mister det sin civilisatoriske fernis (denne luksus, som vi er blevet så vant til) eller findes der en anden (ud)vej. Fx har jeg overvejet følgende spørgsmål: Hvis darwinisme er historiens lov, er kundskabet herom da motivering nok for mig til at blive (social) darwinist? Jeg har ikke fundet svaret endnu. Eller også er sandheden, at jeg allerede er darwinist, blot forklædt som politisk korrekt europæer med sit på det tørre. Hvem ved?
Med venlig hilsen
Lars Rasmussen
Darwin har aldrig udtalt ordene "Survival of the fittest", disse kan tilskrives Herbert Spencer, som bl.a. Hitler lænede sig stærkt op ad!
Darwinismen peger jo på en dynamisk natur, netop ikke en statisk, men nogle principper, der dog er rimeligt pragmatiske og stærkt situationsbestemte: at den bedst egnede løber med udviklingen, ikke nødvendigvis den stærkeste. I så fald går verden jo fremad, hvad man godt kan mistænke, når man ser på den menneskelige evne til at forstå stadigt mere komplekse sammenhænge og udvikle stadigt mere forfinede teorier, ofte med meget fintfølende apparatur til hjælp.
Overbefolkningen kan jo bringes ned på et par generationer, hvis flere oplevede velfærdsforbedringer på verdensplan - men det kræver også en forståelse af, at det ikke længere er større arbejdsstyrke, der skaber mere velstand, men derimod de langt hurtigere produktionsanlæg, der er automatiserede og kan sætte sig ud over menneskers fysiske begrænsninger.