Kommentar

Mordor ligger ved afkørslen til Herlev

Da jeg mistede min mor til kræft, mødte jeg et offentligt sygehussystem, der var udsultet og kaotisk. Et system, der efterlod min mor savlende i en kørestol. Et system, der er på randen af sammenbrud
Herlev Hospital

Herlev Hospital

Per Folkver

30. november 2016

Det kaldes ’Mordor’ i lægekredse, Herlev Hospital. Det er en slet skjult reference til det trøstesløse, golde land i Tolkien’s Ringenes Herre, hvor mørkets fyrste, Sauron, hersker over sine orker. Og især er det en reference til det høje tårn Barad-dûr, som kaster lange mørke skygger over resten af Midgård.

For to år siden befandt jeg mig på ortopædkirurgisk afdeling på Herlev Hospital og så min mor visne langsomt væk i en kørestol, fordi hendes krop var fyldt med kræft. Da forstod jeg, hvorfor det trøstesløse Mordor var så godt et billede.

Det var ikke sygdommen i sig selv, der gav mig indsigten – kræft er kræft og en ordentlig røvtur for alle involverede.

Det, der gjorde det så fandens goldt og trøsteløst, var at se min mor sidde hjælpeløst og savle, fordi der ikke var nogen til at tage sig af hende. Der var ingen, der havde givet støtte til hendes hoved, som hun ikke længere kunne holde oppe.

Læs også: Da min mor døde, døde min drøm om at være læge

Som pårørende måtte vi på skift made hende og give hende lidt at drikke. På et tidspunkt stak en forvirret sygeplejerske hovedet ind og spurgte, om hun skulle have steg eller vegetarmad til aftensmad. Det var lang tid siden, at hun havde kunnet tygge noget som helst.

Min mor havde altid været en stærk og initiativrig kvinde med mange hårde job – ofte flere ad gangen. De sidste mange år kæmpede hun som tillidsrepræsentant og social- og sundhedshjælper for ordentlige forhold for syge og ældre og sine kollegaer.

Hun underviste i løfteteknikker, tog nye studerende, som overvejede at kvitte uddannelsen, under sine vinger og fik dem igennem alligevel, og hun var med til at planlægge indretningen af et nyt genoptræningscenter i kommunen. Så gik hun på efterløn og fik kræft.

Få måneder tidligere havde min mor tørret røv. Nu var der ingen til at tørre røv på min mor. En hjernesvulst havde lammet hele den venstre side af hendes krop, så hun faldt og brækkede hoften. Nu lå hun på et overbelagt sengeafsnit på ortopædkirurgisk afdeling sammen med demente ældre, der lå på gangene og råbte på deres hjertens kære, som ikke var der.

Der var en konstant enerverende bippen fra maskinerne. Vi måtte som pårørende ofte opgive at finde en sygeplejerske, og jeg gik med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne holde ud at være der hele døgnet.

Hørte ikke til nogen steder

Min mor var blevet lovet en plads på et fremragende hospice, hun havde været på tidligere i kræftforløbet for at få styr på medicinen. Personalet var sødt og bestod i høj grad af frivillige. Nu var beskeden, at de mest havde kompetencer inden for det med medicin, og at hun med en brækket hofte ikke hørte til der.

Som pårørende forventede jeg, at hun så ville ende sine dage på palliativ afdeling, som lå nogle etager ovenover. Det er jo trods alt der, folk bliver kørt hen for at dø. Der skulle det efter sigende være mere roligt.

Men med brækket hofte mente hospitalet ikke, at hun hørte til der. I stedet var planen nu, at hun skulle sidde alene og hjælpeløs de sidste uger af sit liv og savle blandt hoftepatienter og bippende maskiner. Det var på ingen måde værdigt.

Læs også: Jorden er giftig på hospitalsstuen

Det var endt sådan, hvis ikke det havde været for min moster, der i et raserianfald fik fat i min mors læge, som trak i nogle tråde. Min mor endte sine dage på et visitationssted, hvor hun indtil for nyligt selv havde undervist i løfteteknikker. Personalet på stedet var empatisk og respektfuldt og værnede om hende og os som pårørende den sidste tid.

Min mor var heldig, at min moster havde ressourcerne til at handle. Selv var jeg lammet og satte min lid til, at hun blandt hvide kitler var i mere kompetente hænder end mine egne. Retrospektivt har jeg dårlig samvittighed over, at det ikke var mig, der havde kræfterne til at råbe op. Andre er måske ikke så heldige, men er lammede, ligesom jeg var. De må i stedet se deres kære visne savlende væk i kørestol i Mordor.

Mennesket er glemt

Jeg bebrejder ikke Herlev Hospital. Jeg bebrejder heller ikke lægerne eller den forvirrede sygeplejerske, der skulle passe min mor, men som tydeligvis ikke havde haft tid og mulighed for at sætte sig ind i hendes journal. Jeg bebrejder til gengæld de politikere, som har det overordnede ansvar for vores sygehusvæsen.

Når læger kalder Herlev Hospital for Mordor, er det et symptom på, at sygehusvæsenet i sig selv er sygt. Det er tydeligt, at der er skåret så meget, at systemet risikerer at bryde helt sammen.

Mit eget ydmyge bud er, at de seneste årtiers neoliberalistiske tankegang og New Public Management fra begge politiske fløje på Christiansborg har udhulet den omsorgsfulde og sociale kernevelfærd, som min mor kæmpede for.

Læs også: New Public Management er afgået ved døden

Mennesket er blevet glemt i det system, som var skabt til at passe på det. Man har skabt et udsultet og trøstesløst system, der får de ressourcestærke til at sige fra og søge over på privathospitalerne på bekostning af alle andre.

Vi bygger nye supersygehuse, og Herlev er selv ved at blive bygget større. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er godt eller skidt. Men jeg frygter, at politikere og andre beslutningstagere bruger pengene på mursten frem for indhold. Det er set så tit. Men det giver selvfølgelig bedre billeder i medierne at klippe en rød snor over end at vaske røven på min kræftsyge mor.

Jan Sørensen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kim Øverup
  • Flemming Berger
  • Bastian Barx
  • David Zennaro
  • Carsten Pedersen
  • Søren Andersen
  • Grethe Preisler
Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Kim Øverup, Flemming Berger, Bastian Barx, David Zennaro, Carsten Pedersen, Søren Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Havde forfatteren af ovenstående kronik valgt at uddanne sig i et af 'de traditionelle kvindefag', som f.eks. sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent i stedet for cand. mag i et eller andet, ville han have været bedre faren, da hans mor havnede på ortopædkirurgisk i Herlev med sin kræft og sin brækkede hofte.

Men det var da godt for alle parter, og ikke mindst kronikørens gamle mor, at mosteren ikke også var for højt uddannet til at tage affære og hugge den gordiske knude over, så hendes søster undgik de værste følger af kombinationen NPM, skattestop og udlicitering til private næringsdrivende af den sundhedsfaglige sektors infrastruktur efter grønthøstermetoden.

Anne Eriksen, curt jensen, Flemming Berger og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Desværre er det beskrevne tilsyneladende blevet normen.
Har selv i familien oplevet det samme.
Et grusomt resultat af en sammenspist korrumperet koalition af politikere og "ØkonomiskElite", som i alt for mange år har fået lov til at hærge her i landet.
Intet under, at førnævnte havde travlt til at lave private hospitaler til sig selv.
Der bør gøres op med den slags.

Anne Eriksen, curt jensen, Christel Gruner-Olesen, Troels Brøgger, Flemming Berger, Torben Skov, Charlotte Harder og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er ked af at læse, at man skal hidse sig op, råbe og kræve for at få behandlet hjælpeløse mennesker ordentligt i det offentlige system.

Jeg har aldrig rigtig været god til detder ophidselse og råben op. Jeg troede faktisk, at alle skulle have lige ret til en god behandling på sygehusene, uanset hvilken uddannelse eller kår, man kommer fra.. Men det viser sig at være endnu en gang blår i øjnene.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, curt jensen, Flemming Berger, David Zennaro, Torben Skov, Carsten Pedersen, Charlotte Harder og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det var ikke meget bedre for 25 år siden, da min egen - hidtil selvhjulpne - mor, som boede i Aalborg, blev ramt af en blodprop i hjernen, som efterlod hende med halvsidig lammelse og inkurabel afasi. Hun måtte vente et helt år på en ordentlig plejehjemsplads, da Aalborg Kommune havde opnået status som frikommune og selv kunne bestemme, hvad der var en passende plejehjemsplads i hendes tilfælde, efter at diagnosen 'uhelbredelig' var stillet af specialisterne på sygehusets geriatriske afdeling. Hvor de gerne ville have beholdt hende, indtil der blev en stue ledig efter en afdød beboer på den relevante adresse.

Havde hun ikke haft gode venner med gode forbindelser og nærtstående familiemedlemmer i byen, ville hun formentlig have været død af sult og vanrøgt, før det endelig lykkedes sagsbehandlerne på kommunen at finde en behovsvarende plejehjemsplads til hende.

Anne Eriksen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Torben Skov og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Jens Østergaard Petersen

Jeg kan ikke genkende dine oplevelser fra ortopædkirurgisk afdeling, Jan. Min mor lå der i længere tid først på året, med hoftebrud, lungebetændelse, begyndende demens m.m., hvilket ledte til hendes død (efter udskrift fra Herlev). Jeg blev forbavset - og flere gange ganske rørt - over den tålmodighed og omsorg, sygeplejeskerne på afdelingen kunne udviste. Lægerne manglede tit koordinering, og kunne ikke rigtig hitte ud af, hvad min mor fejlede (der var måske også for mange ting i gang på en gang), men den daglige pleje synes jeg var decideret rosværdig. Der var naturligvis ind imellem nogle, der havde for travlt, men der må stadig være rammer på Herlev, der gør muligt for (ihvertfald en del af) personalet at følge deres ”gerning” på menneskelig vis.

Hvorfor skulle behandlingen på Herlev være anderledes end standarden på så mange andre områder, f.eks. indenfor psykiatrien eller med de mange problemer forårsaget af lægemanglen i udkantsdanmark, hvor der af hensyn til folkeoplysningen snart burde stå advarselsskiltene om at man eget ansvar forlader velfærdssamfundet. Selv det så ofte hyldede retssamfund, der skulle gøre os til mere civiliserede end nogle fjerne varme lande, er mestendels en tom kulisse fortrinsvis for folk, der har råd til retfærdigheden og uden problemer kan satse de nødvendige store summer på oddsene. Apropos behandling af ældre tillader mig at fortælle en anden historie fra dagens Danmark.

Få dage efter, at jeg i sommers flyttede i en lejlighed, blev jeg på det nærmeste kommanderet ind til min nye nabo. Hun introducerede sig kort, fortalte at hun var 98 år gammel og døv, og spurgte mig om jeg havde en kæreste. Lettere overrasket og lidt i tvivl om hun var ved at lægge an til et frieri, meddelte jeg, at det havde jeg ikke, hvorfor hun bramfrit konstaterede, at så måtte jeg være en særling. Årgang 1918 er skarpsindige, tænkte jeg. Ugen efter traf jeg hendes noget yngre underbo på 86 år, mens hun var ved at kæmpe sig de 3 trin ned af trappen med rollatoren. Det møde endte anderledes. Hun viste sig at være super åndsfrisk som en på 30 og havde som pensionist dengang det stadig var tilladt, fuldført en cand. mag i dansk. En gang om ugen mødtes vi til en kop kaffe, snakkede om alt mellem himmel år jord, filosofi, litteratur, politik, religion etc. og jeg begyndte at låne bøger fra biblioteket, som fyldte det meste af hendes lejlighed. Jeg fik historier om opvæksten i Holte, om eliteskolen, krigens tid, om et oprør mod baggrund og miljø og om datidens betingelser som alenemor med 3. Hun havde bl.a. arbejdet en del år i USA som sygeplejerske, og netop fra det job vidste hun også, hvor det bar hen med hendes Parkinsons, der som hun sagde var ved at æde hende op, mens det enorme pillearsenal gav utroligt mange bivirkninger.

Årene som pensionist havde hun hidtil nydt med kulturelle og sociale oplevelser, men hun var nu pludseligt blevet isoleret og lænket til lejligheden, hvor hun måtte kæmpe sig rundt, og plejehjemmene var til ældre, som ikke længere var friske nok til at føre en fornuftig samtale. Hun ville ikke ende som grøntsag, sagde hun, men selv bestemme, hvornår det skulle være slut. Jeg sagde, det var hendes eget valg og vi snakkede så en del om ældrepolitik, om ideen med at bevare folk længst muligt i egne hjem og om aktiv dødshjælp. Hun genoptog kontakten med hendes søn og begyndte at skrive på en kronik til Politiken om aktiv dødshjælp.

Et par måneder senere ryddede gartneren ud i buskene foran hendes terrasse, og formodentligt i et anfald af bivirknings tåger sendte hun mig en rasende sms, hvor hun spurgte om det var mig, som havde bestilt gartneren, og hvor hun konkluderede, at så røg vores venskab, fordi nu havde fuglene ingen steder at være. Jeg svarede, at det havde jeg ikke noget at gøre med, og sagde hun måtte rette vreden mod ejerforeningen. Senere på dagen spurgte jeg i en sms om hun stadig troede, at busk massakren var mit værk, og hun svarede, at hun stolede på mig og at det var i orden, men at jeg ville forstå det hele senere.
Det lød sært profetisk, og jeg havde sådan set allerede forstået det inden politiet næste dag stod i hendes lejlighed og den døde krop blev transporteret væk. Kronikken blev aldrig færdig, og den kan jeg ikke skrive for hende, men det giver ikke meget mening, hverken menneskeligt eller økonomisk, at der er mangel på boliger til unge i storbyerne samtidig med at åndsfriske syge ældre isoleres længst muligt i egne hjem, og med det nyligt afholdte kræft TV show in mente er det trist, at der til enhver alvorlig sygdom skal være markedsføringsmaskiner med spindoktorer og tilhørende armeer af private indsamlere til at stemme dørklokker. Jeg håber, at jeg vil have det samme mod og klarsyn, som skal til at undgå at rådne op i det dysfunktionelle velfærdssamfund.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Ernst Enevoldsen, Egon Stich, curt jensen, Torben Kronholm, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jacobs vittighed(tror jeg) for mange år siden lød sådan; "Jeg kendte engang en der var indlagt på Ringsted sygehus, og han overlevede"!

Henrik Pedersen

@Jan Sørensen, cand.mag.

Du kunne jo også have valgt selv at pleje og passe din dødsmærkede og kræftsyge gamle mor.
Det er trods alt hende, der har født og opfostret dig.

Det er for billigt at fralægge sig det nedarvede ansvar og helt umenneskeligt at skyde ansvaret over på det offentlige, når du ret beset selv burde træde til.

Min far døde på Herlev Hospital i 2002. Jeg har intet at udsætte på behandlingen, og jeg beundrer de sygeplejesker, som gør alt, selv om de har et krævende og ikke altid opmuntrende job.

De er utroligt professionelle til trods for al den dårligdom, de året igennem gennemlever. Jeg beder og håber til, at de kan afkoble, så de også har et anstændigt privatliv på trods af de daglige belastninger.

Mikkel Madsen og Jens Østergaard Petersen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Man kan da sige, at Henrik Pedersen individualiserer plejeopgaven.
Man kan vel også hævde, at det er for billigt, hvis offentlig ansatte blot kan fralægge sig deres del af ansvaret.

Niels Duus Nielsen, curt jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

@Henrik Pedersen
Jeg synes ikke jeg ser skribenten her angribe de enkelte personer på hospitalet men mere systemet som forringer og forringer vores fælles muligheder for at få en ordentlig behandling.
Jeg synes heller ikke at der er grund til at lægge Jan Sørensen for had fordi han er cand.mag, det er mange der er.....
Og så mener jeg forøvrigt ikke at man kan gungre folk oveni hovedet fordi de ikke kan klare at passe en terminal kræftpatient, mor eller ej, selv.
Der kræves andet en personlig opofrelse for at kunne gøre det !! Man skal have professionel hjælp, og hvor får man det...på et hospital for eksempel ?

Anne Eriksen, ingemaje lange, Esben Lykke, Niels Duus Nielsen, curt jensen, Kim Øverup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jan Sørensen har helt ret. I det danske sygehusvæsen, er der næsten udelukkende ildsjæle ansat, som er der fordi de gerne vil gøre en forskel for os alle sammen. Politikerne derimod, har udsultet ressourcerne, så ingen har tid til at gøre den forskel, som det hele handler om. Det mellemmenneskelige. Der er kun tid til det absolut nødvendige og ikke andet.

Mon ikke, efter 30 år med neoliberalisme vi burde være i stand til at genkende et mønster?

For at kunne privatisere en samfundstjeneste så elementært vigtig som sundhedsvæsenet er man først nødt til at bevise for befolkningen at en privatisering er blevet "nødvendig". Og det gør man ved at sabotere det så stille og roligt, så meget at det bliver dysfunktionelt.
Derefter kan man politikerne pege med fingre, identificere skylden for miseren - den offentlige misforvaltning af resurser - og komme med den reddende ide: privatisering.
Kun sådan kan politikerne overleve en tvungen privatisering. Har set det mange gange, især i England under Thatcher, med British Gas, BP, vandforsyningen, British Rail og nu er det sundhedsvæsenet der står for skud, som noget af det sidste der er tilbage af velfærdsstaten.
Privatiseringen af NHS (national health service) har været undervejs siden Thatcher kom til magten. Det er et meget følsomt projekt da Briterne elsker deres NHS og med god grund.

Her i Danmark er politikerne nødt til at træde lige så varsomt som i UK når det drejer sig om sundhedsvæsenet. Det vrimler med newspeak fx. kommunale/regionale "sundhedshuse" i stedet for nedlagde sygehuse. Forskellen mellem sundhedshusene og sygehusene er at der i førstnævnte næsten aldrig er læger tilstede, udover i kontortiden. Nok fordi der mest er sunde som kommer? (deraf "sundhedshus", eller er det fordi man skal være meget sund for at overleve en behandling der?)
Bliver man syg udenfor kontortiderne får man ingen hjælp af sundhedshuset som er tilknyttet 1813 men på 1813.dk kan du læse om de mest udbredte sygdomme og lidelser og hvad du selv kan gøre.
Mener du alligevel at du har behov for lægehjælp bliver du flere gange, både af båndstemmer og formentligt levende sygeplejersker opfordret til at vente til næste dag hvor du kan kontakte egen læge. Insisterer man og overlever man sygeplejerskens forhør, kan man med lidt held blive henvist til akutafdeling på det nærmeste sygehus, i mit tilfælde ca. 30 km væk. Hvordan du kan komme derhen skal du selv finde ud af. Sygeplejsersken anbefaler man har nogen der kan køre en derhen hvis ikke man selv kan.
Der går ikke en bus om natten. Tog 1 gange i timen indtil ca. midnat, taxa koster 450 dkr. Kører du selv og bliver du indlagt i længere end til næste morgen, skal du huske at få nogen til at flytte din bil fra parkeringspladsen hvor man kun må parkere i 3 timer i kontortiderne, ellers har du ikke en bil når du bliver udskrevet igen....

Har man først klaret at komme frem til sygehuset afhænger det naturligvis meget af stedet. Min oplevelse er at personalet altid gør en kæmpe indsats, ofte imod mange forhindringer, men systemet er meget firekantet. I mit tilfælde, ligger jeg ofte mellem forskellige kategorier. For rask til at være fuldt handicappet selv om jeg kan være det når jeg har en dårlig dag. Men så er det bare surt for mig selv. Da jeg ikke er i "handicappet" skuffen kan jeg ikke få den hjælp som fuldgyldige medlemmer af denne kategori får.
At man i tilfælde af akut sygdom sagtens kan være midtertidligt handicappet, tager systemet ikke højde for. Det er enten for indviklet for dem der programmerer sundhedsvæsenets software eller for indviklet for politikerne til at overskue.
Men systemet er jo også ment til at fejle. Kun sådan kan man gennemtvinge privatiseringen med tiden.
Det triste er at folk stadig går rundt i den drøm om at vi har verdens bedste sundhedsvæsenet og de fatter ikke hvor skidt det i virkeligheden står til indtil de har brug for hjælp.

Endnu mere trist er at folk finder sig i det, ligesom de finder sig i alle de andre forbrydelser mod menneskeheden begået i neoliberalismens navn - hvor de selvfølgelig hedder noget helt andet.
Ligesom "sundhedshus"

Troels Brøgger, Anne Eriksen, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Egon Stich, Slettet Bruger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Er ellers helt enig med Troels Brøgger.
Man skal være mere end gennemsnitlig ignorant for at tro at man bare selv, på en ordentlig og kvalificeret måde, uden at opsige sit job, kan pleje en terminal kræftpatient, ligemeget hvad ens uddannelsesbaggrund er.
Det kan heller ikke være meningen med en velfærdsstat at man skal.

For neoliberalisterne gælder: det er billigere for mig at betale privat pleje de få gange jeg har brug for end at betale skat hver eneste måned hele mit liv. Og så får jeg også en bedre pleje når jeg har brug for den.
De der ikke har råd til det kan jo bare rådne op. Hvorfor skal jeg betale for dem?

At en forsikring er gensidig og hviler på solidaritetsprincippet er uforenelig med den neoliberalistiske tankegang. Og der findes ej heller ret mange forsikringer længere som er gensidige. Gensidighedsprincippet er udskiftet med en forpligtelse om profitmaksimering for aktionærerne og i dag har vi at gøre med flere generationer som slet ikke længere ved at man også kan få en forsikring der bygger på gensidighed og solidaritet i stedet for at være en gambling i at man aldrig får brug for det.

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Henrik Pedersen:
Skam dig..!!
At prioriterer på andres vegne, er for letkøbt.
Du gjorde det jo heller ikke selv, men lod andre tage slæbet?

Henrik Pedersen

@Troels Brøgger

Helt enig. Jan Sørensens stilling er irrelevant. Derfor er det underligt, at den er anført under artiklen. Det eneste der her er af interesse, er om han er del af sygehusvæsenet og/eller de bevilgende myndigheder (jeg har selv en kandidatuddannelse, så der er intet brødnid, sådan som du insinuerer).

Det er en styg sag at kalde Herlev Hospital for Mordor og de ansatte for orker. Hospitalet er det stik modsatte, men er ikke ufejlbarligt (ligesom undertegnede). Der er vore politikere heller ikke, men det er for primitivt at skyde skylde for en enkelt, muligvis dårlig behandling over på dem.

Artiklen minder mere om de opstød, man kan finde på BT og Ekstrabladet og efterhånden også på Politiken.

I det danske sygehusvæsen var der i 2015 i alt 1.347.563 indlæggelser og 4.0657.222 sengedage. Med så mange indlæggelser, må der også være nogle skæve. Spørgsmålet er hvor mange, og om antallet er uacceptabelt.

Her kan Informations journalister bidrage med statistiske oplysninger og eventuelle patient tilfredshedsundersøgelser, så sygehusvæsenet i sin helhed kan vurderes på et oplyst grundlag og ikke ud fra enkelttilfælde. Det sidste er ikke seriøst.

Hvis jeg havde en enkelt uheldig eller fatal oplevelse med en magister, ville jeg ikke finde det rimeligt at betegne magisterforeningen som Mordors forgård og magistrene som ondskabsfulde orker og deres politiske arbejdsgivere som hensynsløse båtnakker, vel ?

Henrik Pedersen

@Egon Stich

Du skrev: ”Du gjorde det jo heller ikke selv, men lod andre tage slæbet?”

Korrekt, for det var der ingen grund til. Jeg vurderede, at min far fik en tryg behandling. Havde jeg fornemmet det modsatte, havde jeg grebet ind.

Jeg skammer mig ikke. Det burde Jan Sørensen gøre. Han fordømmer det danske sygehusvæsen, dets ansatte og vore folkevalgte politikere ud fra en enkelt i hans øjne dårlig oplevelse.

Den form for ekstrapolation er ikke seriøs - uanset de personlige følelser.

Det giver god mening med et system, hvor folk er garanteret et vist niveau af sundhed, pleje og øvrige basale minimumsvilkår. Mange familier er spredt udover by og land, og hvis borgerne, som det har været fremført af flere social- og sundhedsministre, skulle tage mere ansvar på sig i forhold til pleje af familiemedlemmer, så undergraver det fordele og fleksibilitet ved samfundsmodellen, f.eks. hvad angår tryghed og frihed og på det økonomiske område i forhold til politikernes kroniske ønsker om økonomisk udvikling, specialisering og produktivitetsstigninger. Mange er i forvejen stressede og har slet ikke de øvrige nødvendige ressourcer til at tage vare på ældre og syge, familiemedlemmer eller ej, og så er det langt fra alle som har en familie, en tilknytning til denne eller synes at de skylder forældre personlige tjenester fordi de er blevet født. Derfor kan man udmærket ønske sig væsentligt højere kvalitet.

Jens Erik Starup

@Henrik Pedersen.
Hvis det er useriøst at klage over det offentlige ud fra en enkelt dårlig oplevelse, så må det jo også være useriøst at rose ud fra en enkelt god oplevelse.
Det gør det sandelig ikke nemt for en borger at komme med en seriøs tilbagemelding til det offentlige.

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Troels Brøgger, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Udgifterne til sundhedsvæsenet er steget og steget de sidste 20 år, fordi der er flere og flere gamle, der lever længere og længere. Der er ikke tale om nedskæringer overordnet. Der er bare mange flere patienter end før.

Udgifterne til sundhedsvæsnet kan ikke bare stige på grund af flere ældre. Ældre er måske i bedre stand end tidligere, væsnet er vel også blevet mere effektiv og bruger bedre teknikker. Men gad vide hvor mange flere indlæggelser der er per hospital?
Jeg er sikker på at lønninger, teknik og omkostninger er steget som alle andre steder.
Man skal vare sig at bedømme væsnet generelt ud fra egne oplevelser, for der er rigtig mange gode oplevelser og dygtige medarbejdere.

Hvis vi betragter velfærdssamfundet som et forsikringsanliggende, så tvinger vi os selv til at forstå behandling og sygdomspleje (idag kaldet sundhed), social støtte og hjælp (idag kaldet trivsel og beskæftigelse) og andre rettigheder til hjælp fra fællesskabet, som varer og ydelser, den enkelte som skattebetalende kunde på reciprok vis har gjort sig fortjent til. Ganske som det foreskrives i NPM-paradigmet, hvis aktuelle udviklingsfase (lyt til det danske erhvervsliv, som alle de magtbærende partier på tinge gerne står sig godt med) fokuserer på hvordan varerne bedst sælges af det offentlige sundhedssystem, som efterhånden har 'modnet' sin markedsgørelse så meget at privatiseringsbølgen nærmest kan rulle af sig selv.

Henrik Klausen,

Det passer jo ikke at der ikke har været nedskæringer. Der har været ganske brutale nedskæringer, både i antallet af sygehuse og behandlingssteder og på div. budgetter. Og når man ikke opjusterer i takt med en voksende klientel så kommer det i øvrigt ud på det samme som nedskæringer.

Udgifterne er vokset. Hvad så?
Det er indtægterne for de rige også. Og forholdsvis langt mere end udgifterne vil jeg tro.

Det handler også om prioritering af midlerne. Når man angiveligt ikke har råd til det hele, er man jo bare nødt til at prioritere. Hvorfor skal vi prioritere militæret? Hvad skal vi bruge kampfly til udover at skabe endnu flere flygtninge?

Hvorfor vælger man at sænke skatterne når en stigning af nødvendige udgifter faktisk dikterer det modsatte at "skattelettelser" - et newspeak udtryk som jeg andtesteds foreslog at omdøbe til "velfærdsforringelser" fordi det er jo det de er!

Har vi ikke råd til at betale 1-2% mere i skat?
Jeg har og jeg er absolut ikke rig. Men jeg må jo ikke engang frivilligt betale mere skat! Har faktisk undersøgt det. Godt nok kan ingen forhindre mig i at spendere penge til skattevæsenet, men kommunen MÅ SLET IKKE BRUGE penge vi frivilligt ville indbetale!

Det er en ren politisk/ideologisk dagsorden som har INTET at gøre med hvad vi har råd til eller ej.

Troels Brøgger

Udgifterne til sundhedsvæsenet er OGSÅ steget fordi der købes sindsygt dyr medicin.
Der er en medicinalindustri som forstår at profitere på vores ide om at redde ethvert liv for enhver pris.
Ud af det kommer der så røster om at vi må have en "prioriteringsdiskussion".
Den eneste løsning på det er igen lovindgreb og statslig ansvarlighed m.h.t. at sige: "JO I må gerne tjene så meget at det kan betale sig at udvikle ny medicin, men I må IKKE tjene så meget at I alle kan køre rundt i Audier som andenbil efter Lamborghinien og have fire huse hver, samtidig med at I flår det offentlige sygehusvæsen ved at støtte "retfærdige" shitstorme fra mennesker der har besvær med at få det offentlige til at betale de piller til en halv million som skal få dem til at leve tre måneder længere, som I så tilfældigvis fremstiller.

Alt er blevet et spørgsmål om penge og så snart det lyder "5 millioner til dit eller dat", så skal vi klappe i hænderne og tro det bedste...
Det her handler om kendskab, til det nærmeste, det somatiske og alle kan ikke være hjemme her.
Når dem, der skal prioritere, ikke kender til stoffet - og det kan godt været ret banalt, så render "autoriteterne" med pengene og pokalen og overlader ofrene, de døende, til reglementet/ systemet uden videre tankevirksomhed.

At generalisere ud fra alder og økonomi hjælper ikke en dyt, der er en stadig udveksling af ammunition på dette område, ganske som der politisk skelnes mellem grupper og værdiudladninger, mens menneskeligheden og empatien bliver sparket ud i det ydre rum til den dag, man genopfinder (forhåbentlig inden for kortere tid) igen?