Da jeg vågnede op til nyheden om Trumps valgsejr, kom jeg til at tænke på en kollega, jeg havde, dengang jeg var soldat. Jeg var ud over delingens ’kloge Åge’ også kendt som mistænkeligt venstreorienteret, så når vi var på vagt sammen, ville han altid diskutere politik.
Han var især optaget af ligestilling, feminister og politisk korrekthed, hvilket jeg fandt spøjst for en ung konstabel. Jeg kendte jo selv de identitetspolitiske aktivister fra min korte tid som studerende og huskede dem som lidt forkælede og navlebeskuende typer, men også ret uskadelige fra universitets beskyttede værksted.
Men det fyldte ekstremt meget for ham, og han var oprigtigt bekymret over udsigten til den magt, de politisk korrekte ville få med en rød valgsejr. For ham var den vigtigste kamp den mod de progressive veluddannede mennesker med de ’rigtige’ holdninger.
Og hvad er så den politiske korrekthed? Mange bliver fornærmede over, at man overhovedet bruger begrebet, men det findes altså i de efterhånden mere og mere snævre rammer for, hvordan man må tale i det offentlige rum uden at blive beskyldt for racisme, sexisme, homofobi, ableisme, klassisme og misogyni og sikkert også flere ismer, jeg ikke kan komme i tanker om.
Men man er ikke Nelson Mandela eller kvindesagsforkæmper, fordi man deler de rigtige ting på Facebook. Og man er altså ikke racist, fordi man er bekymret over indvandringen, ligesom man ikke er mandschauvinist, bare man er imod tvungen mandlig barsel, eller ikke køber præmissen om, at der ikke er ligeløn mellem kønnene.
Desværre opgiver alt for mange progressive at argumentere. I stedet bruger de deres retoriske magt til at udskamme og dømme de mennesker, der ikke lige er up to date med de nyeste postkoloniale termer for intetkøn og mennesker fra de varme lande.
Det bedste eksempel er nok den radikale Zenia Stampe, der forklarer Trumps valgsejr med had, sexisme, islamofobi og jødehad – og derefter opfordrer til dialog, som om der var noget at tale om, efter sådan en svada.
De giver muligvis point på de aktivistuddannelser, der kalder sig kønsstudier, men rigtig mange mennesker er intenst trætte af, at blive talt til som monstre, og de vil stemme på hvem som helst, der står op i mod det.
Læs også: Trumps vælgere behøver ikke længere venstrefløjens anerkendelse
Hvide mennesker i både Danmark og USA synes selv, de har skabt nogle ret gode samfund, og alligevel skal de høre en masse lort for alt det, de er skyld i. Jeg kunne godt ønske mig, at arbejderklassemænd havde mere progressive værdier og vendte vreden mod de rige – den rigtige elite.
Men skal jeg være ærlig, så kan jeg godt selv føle deres irritation. Hver gang jeg hører elitefeminister og professionelle antiracister i skatteyderfinansierede organisationer snakke om, hvor forfærdeligt det hele er, så tænker jeg, at hvis Danmark er så racistisk og sexistisk et samfund, hvorfor er det så her, alle araberne vil bo, og hvorfor flytter alle feministerne ikke til Afrika?
Og jeg gider ærligt talt ikke skamme mig over slaveriet. Mine forfædre tilbragte den florissante periode på træhesten og under ridefogedernes piske. Til gengæld var det dem, der sprængte tyskernes tog i luften og blev skudt i Ryvangen og byggede højskoler og andelsmejerier.
Det Danmark, vi har, er bygget på deres knokleri, og det lokum de politisk korrekte røve sidder på, er givetvis sat op af mænd som os.
Det er nemt at skrive »stupid white men« som jeg så en gøre på twitter efter Trumps sejr, men det gør kun problemet større, for det gør modreaktionen endnu stærkere. Måske de progressive selv skal til at tænke over, hvilken effekt deres ord har?
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Spot On-!!!
Måske hvide, heteroseksuelle mænd skulle opgive deres selvbestaltede tro på at sidde inde med retten til magten, riget og herligheden.
Hvis almindelige, arbejdsomme hvide mænd føler sig pressede, må de rette deres vrede mod dem, der presser dem: overklassen af hvide, heteroseksulle mænd, der udfordrer alle andre hanner til kamp i et stupidt, unødvendigt og uværdigt magtspil.
Når man sårer og provokerer med sin åbenlyse nationalisme, sexisme, racisme, homofobi, antisemitisme, fremmedhad og samtidig stemmer på en præsidentkandidat, der står for de samme uacceptable 'værdier', har man forskertset sin ret til at blive omtalt politisk korrekt og hensynsfuldt. Om man så nok så meget kalder sit had og sin racisme for 'patriotisme'.
Niels Jespersen, du har ikke været med til at skabe ”nogle ret gode samfund”. Det var ikke dig på træhesten, du sprængte ikke tyskernes tog i luften eller byggede andelsmejerierne. Du oprettede ikke højskolerne.
Det var mænd og kvinder i generationer før os, som udrettede det.
Alligevel forsøger du at bruge din ”hvidhed” til at tage æren for deres kamp og ofre. Du stiller dig op skuldrene af historien, men kun på de nøje udvalgte dele af historien, du kan lide. Dem som bekræfter og afstiver din hvide stolthed. De hvide slavehandlere? Nej, det var ikke dig eller dine.
Det kan vel være, at ”de hvide” i USA ligeledes synes, de har opbygget et ”ret godt samfund”, men det er et samfund, som i århundreder var dybt racistisk - politisk, juridisk og kulturelt - overfor den afrikanske del af befolkningen. Den dag i dag er den strukturelle diskrimination af USA's sorte befolkning gennemtrængende. Uden den sorte borgerrettighedsbevægelse i 50erne og 60erne, for eksempel, ville det have set endnu værre ud. DE var med til at opbygge et bedre samfund. Hvordan kan du sige, at de hvide opbyggede USA's gode samfund, når det gode samfund til dels blev bygget på trods af dem?
Din chance for at skabe det gode samfund er her og nu. Dit indlæg læner sig tæt op af ”white supremacy” (det siger jeg ikke ud af politisk korrekthed, men for at kalde en spade en spade). Knips dig ud af det, eller du vil placere dig entydigt på den forkerte side af historien om det gode samfund.
Det er pudsigt nok lige præcis vældigt politisk korrekt lige nu at sige, at vi ikke må tale ned til fx Trumps eller DFs vælgere, hvilket på sin vis netop er en undervurdering af disse.
Er det mon en freudiansk fortalelse, når klumnisten skriver:
"Det er svært at undervurdere, hvor provokerende og sårende det opfattes, når privilegerede mennesker med lange uddannelser omtaler ens helt dybfølte ideer om køn og patriotisme som sexisme og racisme."
Hvis det er svært at undervurdere, er det let at overvurdere. Altså har vi nok overvurderet, hvor provokerede og sårede, de bliver.
Man skal passe på med ikke at undlade at rode sig ud i for komplicerede benægtelser.
Troels Holm
Som undskyldning vil jeg medgive, at det nu også godt kan være svært at få begrebet til så at sige at 'vende rigtigt'. Er benævnelsen, for dét man ønsker at udtrykke, nu at sige 'man skal ikke undervurdere', eller, hm, er det snarere 'overvurdere'? Been there done that, som man siger. Og som du også drillende demonstrerer, er dilemmaet ikke så helt forskelligt fra, hvordan man også kan komme til at kløjs i dobbelte negativer. :)