Kronik

Når sikkerhed bliver det eneste mål, forsvinder solidariteten

Hvis vi opgiver at føre politik baseret på normer om menneskerettigheder og forestillingen om en liberal verdensorden, ender vi med ren sikkerhedsbaseret politik. Og den underminerer solidaritet
Aleppos gader ligger i ruiner efter seks år med krig. Krigen i Syrien har skabt splittelse på venstrefløjen, som ingen anden krig, skriver dagens kronikør.

Aleppos gader ligger i ruiner efter seks år med krig. Krigen i Syrien har skabt splittelse på venstrefløjen, som ingen anden krig, skriver dagens kronikør.

Teun Voeten

4. november 2016

Information har startet en vigtig debat om den (il)liberale verdensorden i lyset af krigen i Syrien.

I debatten ser vi en kritisk læsning, der fremhæver USA’s konsekvente underminering af internationale retsprincipper og derfor stiller sig meget skeptisk over for den faktiske eksistens af en liberal verdensorden.

Den er ikke nødvendigvis prorussisk eller for Assads regime i Syrien, selv om argumentet også bliver fremført af Putin apologeter.

I Danmark fylder den antiimperialistiske læsning relativt lidt i forhold til den anden læsning, der også dominerede Informations særnummer om Aleppo (14. oktober).

Nemlig, at en ny sikkerhedsstruktur, hvor menneskerettigheder slet ingen rolle spiller længere, er hastigt på vej.

For denne fløj er intervention mod Assad regimet en mulighed, måske endda en nødvendighed. Denne fløj er ikke nødvendigvis proamerikansk, men argumentet findes også hos folk, der er.

Er der roser i ruinerne?

Mange af positionerne i den danske debat går igen i syriske og arabiske debatter om intervention og verdensorden, og særligt på den arabiske venstrefløj.

Faktisk splitter Syrienkrigen venstrefløjen i hele verden på en måde, som ingen tidligere krige har gjort.

Den rører ved et helt fundamentalt spørgsmål: Hvordan læser vi historien siden Den Kolde Krig? Har amerikansk lederskab af den vestlige verden været så destruktivt, at hovedopgaven nu er at kritisere og gøre modstand?

Eller skal man forsøge at redde resterne af et normbaseret verdenssamfund og påvirke de eksisterende institutioner i en positiv retning, på et tidspunkt hvor autoritære logikker vinder hastigt frem? Er der i ruinerne fra krigen mod terror noget, som er værd at redde; og hvis ikke, hvad skal vi så sætte i stedet?

Læs også: Slaget om Aleppo er et slag om vores verdensorden

Som den indflydelsesrige syriske mellemøstforsker Bassam Haddad skriver i ugemagasinet The Nation fra den 18. oktober, har Syrien efterhånden delt hele verdens lande, partier, massemedier, ja selv familier, i to uforenlige narrativer – selv om hvert narrativ i virkeligheden rummer stor uenighed og kompleksitet.

Haddads indlæg er blevet modtaget som et unikt forsøg på at finde en tredje vej.

Hans grundlæggende pointe er, at debatten om Syrien har nået en blindgyde, hvor den antiimperialistiske og den revolutionære fløj taler komplet forbi hinanden.

Mellemøstens medier, Rusland og USA, antiimperialister og interventionister, er alle med til at eskalere den retoriske og militære konflikt.

Haddad mener, at hvis en løsning skal findes på Syrien, må den komme fra folk, der søger en vej ud af blindgyden gennem kompromis, og som kan se, at omverdenens intervention i Syrien har været kriminel og destruktiv, men også at regimet har begået utilgivelige overgreb.

Disse folk (som ham selv) er til stede på begge sider af krigen i Syrien, men de bliver tilsidesat i en meget tilspidset krig om narrativer, mener han.

Hårde ord

Jeg er ikke uenig i præmissen om, at to skærpede og forsimplede narrativer eksisterer. Jeg har kunnet se denne krig udfolde sig gradvist i arabisk debat. Og på gaden i mit geografiske pejlingsmærke, Beirut, har jeg noteret, hvordan tilhængere og modstandere af revolutionen diskuterede heftigt i det første år af opstanden.

Efter 2012 var det som om, at skillelinjen var markeret. Man vidste, hvem der hørte til hvilken lejr, hvor de drak deres øl og kaffe, og hvor de publicerede deres artikler. Venskaber brød sammen, og rigtigt mange hårde ord blev sagt.

Læs også: Hvordan løser vi konflikten i Syrien?

Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg kom for skade at fejlvurdere to nye libanesiske venners politiske ståsted.

Vi var enige om det meste, men da det kom til Hizbollahs deltagelse i krigen i Syrien, var vi så uenige, at vi pludselig stod og råbte af hinanden. For dem gav Israels trussel mod Libanon og USA's støtte til Israel Hizbollah ret til at hjælpe Assad-regimet.

For mig ændrer Israels forbrydelser i Libanon og Palæstina ikke på, at det syriske regime er et fascistoidt oligarki. Det var, som om mine nye venner ikke interesserede sig for regimets vold, for den folkelige opstand eller for den lange kamp for demokrati også før opstanden begyndte. De kunne kun se internationalt plot, amerikansk geopolitik og wahabistiske petrodollar.

Den revolutionære fløj

Det er de skyklapper, som gør samtale svær. Jeg forstår godt den postkoloniale logik, som Haddad er et produkt af. Og jeg godtager argumentet om, at den liberale verdensorden aldrig var særlig ordentlig eller liberal. Uretfærdighederne og de ustraffede krigsforbrydelser står desværre i kø, og Vesten har begået en stor del af dem.

Men hvad stiller kritikerne i stedet?

Jeg har hele tiden støttet revolutionen ud fra den grundlæggende erfaring, at de arabiske regimer hverken er repræsentative eller retfærdige, og at den folkelige opstand i 2011 var nødvendig og uundgåelig. Det er sandt, at nogle revolutionære har modtaget penge fra USA og reaktionære regimer.

At være revolutionær kan imidlertid betyde mange ting, og det er her Haddads analyse bliver forsimplet. Hvad han overser er, at de mest fremtrædende syriske revolutionære, som forfatteren Yassin al-Haj Saleh, er endog meget kritiske over for USA.

Læs også: Modstand er den eneste mulighed

De er heller ikke heppekor for Qatar og Saudi Arabien, som de ellers ofte bliver skudt i skoene. For dem er den syriske revolution ikke, som Haddad skriver, »ubesmittet«. Den er netop blevet kapret snarere end støttet.

Saleh konstaterer, at Syriens opstand simpelthen er blevet gidsel i et internationalt spil. Hverken Vesten eller de reaktionære arabiske regimer ville støtte den folkelige opstand. I stedet brugte de den som anledning til at forfølge egne agendaer. Det er, som den fransk-libanesiske forsker Ziad Majed påpeger, en forældreløs revolution, som ingen ville vide af.

Saleh og Majed er også antiimperialister, men deres forståelse af imperialisme går videre end USA. Imperialisterne er dem, der forfølger deres egne interesser i Syrien. Og her er alle parter medskyldige.

Syrien er ikke et eksempel på amerikansk magt, men på amerikansk afmagt. De valg, som amerikanerne har truffet, har hverken skaffet dem sejr eller Syrien fred. I stedet har det åbnet en kamp om sikkerhedsarkitekturen efter den monopolære verdensordens sammenbrud.

En global kamp

Jeg er grundlæggende enig med Saleh i, at den syriske revolution nu er en del af en global kamp for at sikre, at denne sikkerhedsorden også bliver en retsorden. Som han skriver i et essay: »Når fremskridt ikke længere er universelt, så skrider det reaktionære frem.«

Det reaktionære er ikke blot autoritære og militære logikker, men også det, Saleh kalder en tilbagevenden til det arkaiske: til simple sandheder, stærke ledere og stammementalitet. Og vold uden blusel.

Derfor er Saleh og Haddad – de revolutionære og antiimperialisterne – også grundlæggende uenige om, hvordan krigen skal afsluttes: gennem kompromis med regimet eller fortsat modstand?

Læs også: Aleppo er blevet Ruslands vej til den internationale scene

Haddads argument om, at revolutionen kun fører til mere vold, vejer tungt. Vi ønsker alle at stoppe volden. Men hvad vil han gøre for at sikre, at freden ikke bliver dikteret af massemorderen i Damaskus og hans støtter?

Faktum er, at hvis vi ikke længere fører normbaseret politik, så er vi sikkerhedsbaserede, og sikkerhedslogikken underminerer solidaritet. Når vi prøver at finde løsninger på Syrien, skal vi i det mindste være os bevidst om, at det er den verden, der skrider frem nu.

Sune Haugbølle er mellemøstforsker og lektor i Globale Studier ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Espen Bøgh
  • Gert Romme
Mikael Velschow-Rasmussen, Espen Bøgh og Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hvorfor er FN ikke længere en del af ligningen?

Har den såkaldte venstrefløj ikke hele tiden været splittet?
I det mindste siden starten af 1900 tallet - og splittelsen beror på indstillingen til krigsbevillinger, op til WW1.

Der er ingen modsætninger imellem at være revolutionær og at være antiimperialisteisk.

God dag der ude

@ John Christensen,
- Hvorfor er FN ikke længere en del af ligningen"?

Det korte svar er, at FN er blevet til i en anden tid, og derfor fik en organisatorisk udformning, der i nutiden gør FN helt uegnet til at handle. Og de styrende lande har absolut ikke interesserede i nogen ændring af deres magt. - Men FN er faktisk, hvad man har, og hvad man har kunnet enes om, og derfor må man holde liv i tanken om, at FN kan ændre magtforholdene i verden..

Sagen er jo, at De Forenede Nationers magtfulde Sikkerhedsråd består af 6 faste medlemmer, der dels ikke er på valg, og dels hver for sig kan blokere for alle FN´s beslutninger. Og netop det, er også hvad der er sket i denne sag.

De faste medlemmer er: Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien, USA.
Og desuden har FN 10 midlertidige medlemmer, der er indvalgte, og sidder for 2 år af gange. Men de er "samtale-partnere", der reelt ikke har nogen magt overhovedet.

https://da.wikipedia.org/wiki/FN%27s_sikkerhedsr%C3%A5d

www.unric.org/da/nyhedsarkiv/27620-sverige-er-tilbage-i-fn

Man kunne ønske sig, at artiklens forfatter evt havde opholdt sig et stykke tid i f eks Saudi Arabien , Ægypten eller andre muslimske mellemøstlige stater.

De tanke-konstruktioner/analyser, som fremføres i artiklen, passer ikke til dagens realiteter i mellemøsten, hvor "spillet" om magt og indflydelse umiddelbart er næsten uforståeligt for folk med en vestlig filosofisk/ideologisk baggrund - man skal have omgåedes folk i området i et stykke tid, før det begynder at dæmre, at man skal tænke på en helt anden måde og ud fra en helt anden baggrund, hvis man vil forstå begivenhederne.

De citerede arabiske eksperter er for inficerede med vestligt "kulturelt tankespinderi" til at kunne være nyttige for forsøg på at forstå regionens p t tilsyneladende selvdestruktive dynamik.

Den arabiske kolonialisme startede efter profetens død og den er stadig en del af den arabiske/muslimske religiøse selvforståelse - religionen er en super vigtig brik for forståelsen af dagens mellemøstlige tragedie , hvilket er svært at kapere for sekulære danske "folkekirke-kristne" og ateister.

Meget rigtigt Gert Romme, men efterkrigstidens sammensætning og begunstigelser i FN er blevet afløst af koalitionernes tidsalder med "frihed og frelse", som nøgleord i retorikken, og en selvvagt exceptionalismes ret i Amerikansk favør, der ikke anfægtes udefra.

"Sikkerhedspolitik" er vel så meget sagt, og forenklet når geopolitikken handler om grundlæggende at sørge for egne regler og normer i vestlig imperialistisk liberal politik bliver den herskende verdensorden overalt.

Denne kolonialistiske åndshævdelse ude i verden er en tung byrde for mange, men en let byrde for vestlige lande, der ikke skal stå til ansvar spå samme måde som det kræves fra vestlig side af andre for krigsforbrydelser ved domstolen i Haag.

Den politiske retorik savner heller intet i dette forhold til omverdenen, så en ligelig præcedens er det umuligt at danne for den/de samme krigsforbrydelser når exceptionalismen skal have forrang overfor andre i den vestlige optik.

Et lille eksempel på denne retoriske accepterede praksis kan belyse forskellen, og handler om nedskydning af civile passager fly.

I 1988 nedskød et Amerikansk krigsskib med 2 raketter et civilt passagerfly i Hormuz strædet med 290 civile om bord, der alle sammen blev dræbt.

I 2014 blev et civilt passagerfly MH17 skut ned over Ukraine med russisk producerede raketter ær Donetsk og alle om bord blev dræbt.

Begge nedskydninger er forfærdelige og rædselsfulde, men det er i retorikken vi skal finde forskellene.

Det bliver de korte versioner her:

I den amerikanske historie om nedskydningen af passagerflyet skyldes det en overivrig kaptajn, der var skyld i nedskydningen, og Amerika påtog sig betaling af erstatning til de pårørende.

- Læg her mærke til det skete isoleres til en enkeltmandsværk, der ikke er i harmoni med USA's politik, men Amerika betaler erstatning til familierne på vegne af denne enkeltpersons handling!
- Så er den sag jo ude af verden!

Helt anderledes forholder det sig med retorikken fra vestlig side omkring nedskydningen over Ukraine ved Donetsk.

Her er det ikke en enkeltmandsværk i retorikken, - nej, derimod er det et statsværk fra russisk side og i ondskab som kun kommunisme kan og skal gøre rede for, og stå til ansvar for internationalt.

En stor international undersøgelse skal og blev iværksat med henblik på, at finde de skyldige, så de kunne bringes for domstolen i Haag.

Her benyttes ingen isolation mellem raketoperatøren og staten, - nej det er den russiske stat der er ansvarlig for nedskydningen, lyder retorikken fra vestlig politisk side.

Vi ser her klart og tydeligt forskellen vi dagligt præsenteres for i mediedækningen af forskellen mellem vestens syn på sig selv og sin rolle og rettigheder, overfor synet på andres rolle og ikke rettigheder set i vestlig optik og retfærdighedsopfattelse.

Det er derfor ikke mærkeligt når nogle afrikanske lande afviser Haag domstolen for dens ånds- og rets kolonialisme overfor verdens tredjelande, når ligheder behandles efter andre målestokke hvor exceptionalisme indgår for og til veslige fordel hver gang.

kjeld jensen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar

Kære Espen Bøgh ( kl 13.00)

Den nævnte russiske nedskydning kunne være klaret på samme måde som USA klarede sin nedskydning - d v s redegørelse for årsag, en undskyldning og erstatning til de ramte efterladte.

Problemet var bare, at russerne løb fra ansvaret og iøvrigt havde det forklaringsproblem, at nedskydningen skete på ikke-russisk territorium, og at russerne ikke ville indrømme, at de havde sendt deres militær ind i Ukraine. Så det var helt fortjent, at russerne fik med grovfilen for det "nummer".

De pårørende til de døde i Ukraine får vist aldrig nogensinde hverken forklaring, undskyldning eller erstatning fra Rusland.

Morale : Skal du skydes ned af nogen så skal det helst være af amerikanere - russerne lyver sig fra ansvaret.

Randi Christiansen

En forudsætning for at finde vejen er at læse kortet rigtigt. Ind til benet handler alle konflikter om magt og penge. Forudsætningen for magt er penge. Og hvor er pengene?

Og hvor er visionen? Tror man virkelig stadig på konkurrencestaten eller er tiden så småt ved at være inde til at optimere bevidsthedsniveauet på det miljø-og socioøkonomiske område. Hvilket alternativet gør en stor indsats for.

Randi Christiansen

En forudsætning for at finde vejen er at læse kortet rigtigt. Ind til benet handler alle konflikter om magt og penge. Forudsætningen for magt er penge. Og hvor er pengene?

Og hvor er visionen? Tror man virkelig stadig på konkurrencestaten eller er tiden så småt ved at være inde til at optimere bevidsthedsniveauet på det miljø-og socioøkonomiske område. Hvilket alternativet gør en stor indsats for.

@ Robert Kroll

Nu vrøvler du med din "morale" Robert: - Familierne skal åbenbart danse glædestrålende på de udbetalte "blodpenge", - der kan du da virkelig ikke mene?

Hvorfor ikke en internationale undersøgelse når det er Amerika(?), og hvordan kan du mene at, en egen undersøgelse er objektiv fordi den er amerikansk(?), og det modsatte ikke kan være, eller er en absolut umulighed, hvis det er russerne der undersøger sig selv?

Hvor ved du fra at det er russernes ansvar. flyet blev skudt ned over Ukraines territorium, længere er den historie ikke foreløbig, ligesom historien om hvor raketten er produceret(af russerne - og de amerikanske af Amerika).

Hvorfor kan det ikke være en Østukrainsk operatør der trykkede på knappen, - ved du noget vi andre ikke ved?

- Ja, russerne sendte deres militær og våben ind i Østukraine, men det skyldtes retorikken fra den siddende regering og ikke mindst retorikken fra Julia "bloddronningen" Timosjenko, der ville have Østukrainerne udryddet med atomvåben, - i sandhed en ægte "orange revolution.
EU modtog endda damen på den røde løber efter hendes retorik herom, ligesom man også modtog den kuppende præsident, som en ren og demokratisk person.
Østukrainerne var ilde set i Kiev alene på deres sprog(russisk), og EU gjorde intet politisk for at bringe denne retorik imod dette til ophør, og gøre det klart at politisk var det ikke en værdi der var værdsat i EU, og man i stedet skulle samle landets befolkning, - ikke slå dem ihjel efter for godt befindende, og det spinkle grundlag.
- Altså var der kun russerne til at forsvare Østukrainernes liv, som vesten solgte ud af for en tilslutning til, først EU og siden NATO, på trods af landet ikke opfyldte konvergenskravene i EU og desuden var ludfattigt, og den politiske korruptionen var velkendt med mafiaen indblandet.

kjeld jensen, Mikael Velschow-Rasmussen og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar