Klumme

På stripklubben er der ingen, der brokker sig over, at østeuropæerne tager vores job

Pigerne på stripklubben er fra Rumænien. Det må være noget med EU's fri bevægelighed. Mens mændene bygger metro, skænker kvinderne fadøl med fissen. Og her er der ikke nogen, der brokker sig over, at de tager vores job
4. november 2016

Jeg er ret sikker på, at jeg betaler turistpriser, men på en måde er det også, hvad jeg er. Turist.

Af årsager der er for omstændige at redegøre for her, er jeg endt på en noget snusket stripklub på Istedgade.

Jeg forsøger forgæves at prutte om prisen, men blonde Andrea ved lige så godt som jeg, at jeg ikke er kommet for musikkens skyld. Hun er hverken til at hugge eller stikke i. 500 kroner for en fræk fadøl.

Andrea anstiger baren og skruer en dildo på håndtaget til fadølsfustagen. Hun er ganske bundløs. Og hårløs for den sags skyld.

Dildoen må have gevind i bunden, for den sidder godt fast, mens Andrea rutineret smutter et kondom ned over den kødfarvede fallos.

Det er anden gang i mit liv, jeg er på stripklub. Sidst var til en polterabend, og der var pigerne alle sammen asiater. Nu er de fra Rumænien. Jeg tænker, det må være noget med EU's fri bevægelighed.

Mens mændene bygger metro og plukker jordbær (sammen med kvinderne), skænker Andrea og hendes kollegaer fadøl med fissen. Og her er der ikke nogen, der brokker sig over, at de tager vores job.

Det er et af de erhverv, hvor arbejdsvilkårene er så ringe, at danskerne ikke gider dem – eller kræver for mange rettigheder og for meget i løn.

Mens resten af Vesterbro er blevet pænt, rigt og fyldt med jyder og coldplay-lyttende mellemledertyper, forvaltes den historiske arv fra det pornomekka, der i 70’erne satte Danmark på verdenskortet, nu af østeuropæere.

Mon ikke Dansk Folkeparti i det stille glæder sig bare en lille smule over, at globaliseringen og indvandringen her bidrager til at holde den danske kulturskat i live?

Rihanna brager ud af højtalerne, og Andrea sænker sit køn ned over dildoen, så det brusende gule øl skummer ned i mit glas. De andre piger og kunder klapper og hujer, og det lykkedes faktisk at hæve stemningen en smule.

Sådan ser globaliseringen ud for millioner af europæere. Mens det for den øvre middelklasse betyder billig elektronik og velbetalte internationale NGO-job, er det for kvinder som Andrea muligheden for at slippe væk fra Bukarest og tjene det samme på tre måneder, som det tager tre år at tjene derhjemme.

Hun har arbejdet otte år som sexarbejder, men kan nu forsørge sin familie uden. Hun er ikke stolt af sin fortid, fortæller hun mig.

Jeg går ud og trækker lidt luft. For mange kunder er klubben åbenbart bare opvarmning, for herude falbyder en større gruppe afrikanere sex og stoffer. Colombiansk cortado om dagen. Kokain og fisse om natten.

To sorte kvinder griber fat i min arm, som om jeg bare trænger til lidt håndfast motivation. Det må jo virke, siden de gør det. Fulde mænd, der siger nej, men bare skal ruskes lidt, før de føjer sig.

Men jeg skal ikke nyde noget, så jeg går tilbage og betaler i stedet for et stripshow med en ung mørkhåret pige. Hun er smuk, men ikke særligt engageret. Til gengæld smider en af de kvindelige kunder kjolen og danser glad rundt i små trusser.

Bagefter går jeg ud og brokker mig over kvaliteten af showet. Den mørke pige har nu meget svært ved at tale engelsk, men får sagt noget med, at jeg jo så hende nøgen, så hvad mere kan jeg kræve?

Ja, det er et godt spørgsmål. I hvert fald mere end et par minutters akavet vrikken med numsen. Utroligt nok indvilliger Andrea efter lang tids palaver i at refundere en del af beløbet.

Symbolikken er ikke tabt for mig. Her sidder jeg. Den hvide middelklassemand i slips og jakke og presser penge ud af en stakkels østeuropæisk skønhed i diminutiv kjole.

Jeg er også veluddannet nok til at se, at turen på stripklubben nok ikke bare er en lummer tilføjelse i anekdotebogen for Andrea og hendes kollegaer.

Men jeg har det lidt, som når jeg lægger en ny iPhone i lommen: Arbejderne i Udkantskina har nok ikke haft det specielt fedt, mens de producerede den, men jeg bruger den alligevel og ved udmærket godt, at ingen kan bruge min medfølelse til en skid.

Jeg finder hende den kvindelige kunde, der smed kjolen og fisker den 200-seddel frem, jeg fik i refusion for den sløje lapdance. De penge har hun sgu ærligt fortjent. Så går jeg hjem til min egen verden.

Nielsen Jespersen er cand.mag.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Flot - at kunne vurdere at østeuropæere har overtaget pornoindustrien, ud fra ét enkelt besøg på en stripklub.

Flot - at du forlangte et ordentligt arbejde for dine penge, eller pengene tilbage. Andet skaber bare grobund for dovenskab.

Bjarne Bisgaard Jensen, Roxana Simion og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Sådan får man refunderet en regning fra en stripklub. I sedlen til redaktionen står der "research i forbindelse med en artikel". Smart. (tænkte han måske?)

med venlig hilsen
Lennart

Haha hvor morsomt at læse den del af artiklen, jeg kan læse (da jeg ikke er betalende). Ihverfald er det mere end nok for at forstå, at "turisten" -som nogle kloge andre- behøvede faktisk ikke at tage på en stripklub for at kunne påstå, hvordan/hvem/hvad OS rumænerne er ;)

Det er en skam for at turisten kender bedre til sådan nogle steder, end jeg, som rumæner, gør.

Og man brokker sig ikke over, fordi i Danmark er man blevet privatiseret. ;)

Nå, så er det vel bare et spørgsmål om tid før Beskæftigelsesministeren klager over at danske arbejdsløse ikke gider skænke øl med underlivet, de dovne hunde. Nogen skal jo udføre denne vigtige opgave og har man en nogenlunde velfungerende lukkemuskel skal man vel ikke føle dig for fin til det.

Ja, Marie Jensen, den virker som skrevet til husarene. Rigtig sørgelig læsning for en kvinde. Artiklens forfatter cand.magen gider ikke engang sætte betegnelsen, pigerne, i citationstegn! Hvilken foragt.

Synes der her på det seneste er dukket flere og flere klamme artikler op i organet for den næsthøjeste oplysning (siden 1945) med direkte ulækre og nedgørende betegnelser for det kvindelige kønsorgan og andre pøbelagtige sprogblomster, en ny form for uslebenhed i sproget, som mere hører hjemme på en byggeplads end i nærværende oplyste, kunstneriske og æstetiske forbindelse – har skribenten, eller hvem der nu har rekvireret dette litterære lavpunkt, overvejet at finde andre og sikkert mere taknemmelige kanaler for sine pornofiserede platituder …

Bjarne Bisgaard Jensen og erik winberg anbefalede denne kommentar