Læserbrev

Politikerne har ansvaret for Tibet-sagen

22. november 2016

Tibet er som en lynkineser i dansk udenrigspolitik. Den sprutter, og det går altid galt. På den ene side vil vi så forfærdelig gerne kæmpe for menneske- og minoritetsrettighederne i Kina. På den anden side ender vi som regel med at gøre knæfald for Riget i midten – af politiske hensyn eller med tanke på danske eksportinteresser.

Tidligere var det især modtagelsen af Tibets åndelig leder Dalai Lama, der gav politikerne hovedbrud. Politikerne gik som katten om den varme grød. Mest parodisk var statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) møde i 2000 med Dalai Lama i et lokale i afgangshallen i Københavns lufthavn kl. 8 om morgenen, kort før Lama skulle flyve videre til Oslo. Af frygt for at vække kinesernes vrede skulle modtagelsen være så ussel som mulig.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vovede trods alt pelsen, da han i 2009 modtog Dalai Lama på Marienborg. Men kineserne blev rasende, og et bredt flertal af Folketingets partier – bortset fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten – vedtog derpå en verbalnote, der kun kunne opfattes, som at Danmark aktivt ville modarbejde tibetansk selvstændighed.

Men disse pinagtigheder antastede dog ikke den grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed, som vi har set det i den aktuelle Tibetsag fra 2012.

Politiet forsøgte her at skærme den kinesiske præsident, Hu Jintao, fra demonstranterne og deres megafoner og tage Tibet-bannere og flag fra demonstranterne og i det hele taget undgå, at demonstranterne var synlige for den fine gæst.

Det var åbenlyst grundlovsstridigt, jf. bestemmelserne om ytrings- og forsamlingsfrihed. Det aktuelle forsøg i Undersøgelseskommissionen på cover up af forløbet med modsigelser, ’hukommelsessvigt’ og afvisning af at afgive forklaring er ikke kønt.

Men ansvaret skal ikke tørres af på embedsmænd og politifolk. Man skal kende dansk politi dårligt, hvis man tror, at det af egen drift finder på at konfiskere Tibets farvestrålende flag. Jeg skal ikke kloge mig på det juridiske ansvar. Men politisk og moralsk er ansvaret politikernes.

Hvad kan vi lære af Tibet-sagen? Politikerne bør åbent sige, at der ikke mindst for et lille land er begrænsninger på vore muligheder for at forfølge hensynet til menneskerettighederne. Det være sig forsyningsmæssigt, sikkerhedspolitisk eller af hensyn til eksporten. Det vil befolkningen udmærket kunne forstå: Kina er en økonomisk supermagt, og dansk erhvervsliv vil naturligvis gerne have adgang til det enorme og voksende kinesiske marked.

Vi bør arbejde for fælles EU-fodslag i Tibet-politikken. Så får vor politik større gennemslagskraft, og det bliver vanskeligere for Kina at spille de europæiske lande ud mod hinanden.

Når Dalai Lama er i USA, modtages han i Det hvide Hus, og den kinesiske præsident må finde sig i højtråbende demonstranter, når han kører gennem Washington. Med EU på banen bør vi kunne optræde lige så anstændigt, næste gang en fornem kineser lægger vejen forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Sup Aya Laya
Torben Lindegaard og Sup Aya Laya anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu