Kommentar

Jeg skulle prise mig lykkelig, hvis jeg kunne blive gadefejer

Min folkeskoletid gik med lærernes bekymringer. Så var jeg for introvert, så haltede min motorik, og så var jeg et problembarn. Til sidst troede jeg selv på det. Flere børn ville have en chance, hvis ikke lærerne led af en ubændig trang til at problematisere og sygeliggøre
Min folkeskoletid gik med lærernes bekymringer. Så var jeg for introvert, så haltede min motorik, og så var jeg et problembarn. Til sidst troede jeg selv på det. Flere børn ville have en chance, hvis ikke lærerne led af en ubændig trang til at problematisere og sygeliggøre

Klaus Holsting

12. november 2016

Det var med glæde, at jeg begyndte livet som folkeskoleelev i 1990’erne. Med nystrøget skjorte, sideskilning og supermandsbriller var jeg klar. Men forventningerne blev aldrig indfriet. Folkeskolen var en evig kamp for at finde min plads. Alt for ofte så jeg mig selv gennem øjne, der så ned på mig.

Jeg har af natur altid været observerende. Det undrede mine lærere, for jeg klarede mig godt skriftligt. Derfor handlede mine første skole-hjem-samtaler om, at jeg skulle sige mere.

Hvorfor sagde jeg ikke mere, spurgte de voksne sig selv og hinanden. Havde jeg mon problemer derhjemme? Var det udtryk for en general mistrivsel? Når læreren italesatte min tavshed som et problem, opfattede jeg den også sådan.

Motoriske problemer

Lærerne forsøgte ihærdigt at finde problemer, hvor de ikke eksisterede. Så der gik ikke længe, før de fandt endnu et: Måden, jeg sad og gik på. Jeg var for tilbagelænet, når jeg sad på stolene i klassen, og mine fødder vendte en smule genert indad, når jeg gik. Dommen lød: Aksel har motoriske problemer.

Det resulterede i, at jeg hver uge skulle gå til motoriktræning i skolens gymnastiksal sammen med en gruppe handicappede. Her skulle jeg lære at hoppe og slå kolbøtter. Jeg følte mig mildt sagt malplaceret.

Jeg spillede jo fodbold i fritiden og var fast starter til hver kamp. Den ugentlige tur i gymnastiksalen var på ingen måde god for mit selvværd. Jeg følte mig mærkelig, anderledes og utilpas, for de andre elever lagde jo mærke til det. Jeg var ikke dum, jeg kunne godt høre, at de grinede og jokede i krogene.

Knækket tillid

Jeg ser intet positivt i at blive opfattet som normal, men når man alt for tidligt stemples som unormal, resulterer det sjældent i noget positivt. Det gjaldt også for mig. Jeg var vred og frustreret over den behandling, jeg fik. Min tillid havde lidt et knæk.

Det hjalp heller ikke ligefrem, at min klasse var særligt ramt af ekstremt mange lærerskift. Vi havde hele 57 forskellige lærere med 57 forskellige tilgange i de ni år, jeg var der.

Det forbedrede ikke ligefrem læringsmiljøet, og vi var da også stærkt utilfredse med det. Så hver gang der kom en ny lærer, udspillede der sig en magtkamp i klasselokalet, hvor vi testede grænser og overdøvede den nye underviser med råb og skrig.

Magtkampen var selvsagt tabt på forhånd, så vi søgte andre alternative måder at få afløb for vores frustrationer på. Det var alt fra sneboldskast mod kørende biler i skoletiden til hærværk på en skoleudflugt til skoven. Her smed vi sten på naturvejlederens bikuber.

Straffen faldt prompte: Vores skole blev for evigt bandlyst fra skoven. Det var drengestreger, og de var dumme, og nu var vi stemplet som problembørn.

Det var en negativ cirkel, og min lærer understregede, at jeg ikke skulle gøre mig forhåbninger om at komme på gymnasiet. Jeg skulle prise mig lykkelig, hvis jeg overhovedet kunne blive gadefejer.

Tvangsproblematisering

Mine oplevelser med folkeskolen rejser et vigtigt spørgsmål om, hvordan vi tvangsproblematiserer den mindste afvigelse fra normen. Hvordan vi lærer børn at opfatte sig selv som et problem. Hvordan vi sætter dem i bås, allerede mens de er i gang med at udvikle sig. Denne tvangsproblematisering er ikke uden omkostninger.

I dag er jeg i gang med en universitetsuddannelse, men jeg tvivlede tit selv på, at det var en mulighed. Der var mange nederlag undervejs.

Jeg kunne let være snublet i det samme hul, som flere af mine folkeskolevenner befinder sig i – en verden af kriminalitet og vold. Der er de, fordi de blev mødt som et problem, omtalt som et problem og til sidst tog den identitet på sig.

Aksel Færk er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Flemming S. Andersen
  • Per Jongberg
  • Anne Schøtt
  • Carsten Mortensen
  • Jørn Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anne Eriksen
  • Peter Wulff
Niels Duus Nielsen, Flemming S. Andersen, Per Jongberg, Anne Schøtt, Carsten Mortensen, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og Peter Wulff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Erik Starup

Jeg er af en noget ældre årgang end Aksel.
Flere gange har jeg oplevet, at arbejdskammerater har været meget forbeholdne, hvis der var behov for, de igen skulle sætte sig på skolebænken.
Enkelte har hellere villet modtage en fyreseddel.
Jeg går ud fra, at deres modvilje skyldes dårlige erfaringer fra folkeskolen.
Jeg håber da, at underviserne i dag bedre kan magte opgaven.

Randi Christiansen

Det danske undervisningssystem har kort sagt et dødsejlerperspektiv med snævert fokus på den økonomiske bundlinje og uddannelse af soldater til konkurrencestaten i stedet for på det hele menneske. De små forpjuskede forsøg i 60 - 70'erne på dannelse for livet blev hurtigt overhalet indenom af npm, djøfificering og fra forskning til faktura. Børn, som ikke gør oprør, bliver velafrettede i et stivnet system med risiko for senere sammenbrud og de, der gør oprør, risikerer at blive drop outs.

Vi lever i en tid, hvor symptomerne på systemets utilstrækkelighed bliver stadig tydeligere, og løsningen - miljø-og socioøkonomisk bæredygtig retfærdighed - ligger lige for. Hvis ellers de overpriviligerede og co kan dele med deres underprivilgerede medborgere.

Niels Duus Nielsen, Kim Strøh og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Harry Præstegaard

Fat mod.Jeg fik altid at vide at jeg var dum og doven. Det var jeg ked af dengang, men nu er jeg stolt over at være dum når jeg ser mig omkring og ser hvor klog de kloge er gør det ikke noget at være dum.
Jeg er nu 72.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Karsten Aaen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

".....hvis ikke lærerne led af en ubændig trang til at problematisere og sygeliggøre"

Som om det er dine læreres skyld, at dine folkeskolevenner "befinder sig i en verden af kriminalitet og vold"?! Det er for langt ude...

Gå du lidt mere på universitetet og bliv lidt ældre - så ser du nok, at lærerne har mindstedelen af ansvaret for, at dine kammerater ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt her i verden!!!

/P

Jens Erik Starup

For at sige det rent ud, så drejer sagen sig vel om, at underviseren er i stand til at rumme barnet.
Nu om dage kaldes det vel inklusion, men jeg mener, rummelighed er et bedre ord.
Jeg er uenig med Peter Andersen, som jo tilsyneladende har den opfattelse, at det er barnets egen skyld. Men det er der måske stadig nogle undervisere, der mener?

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

57 lærere på 9 år. Det er 6 om året eller om man vil ca. to om måneden. Og alle disse har altså været med til at sygeliggøre artikelskriveren. Det må jo betyde at de efter ca. to måneder ikke kunne de klare mosten. Øh hvem var det nu der styrede hvad når der skrives:Det forbedrede ikke ligefrem læringsmiljøet, og vi var da også stærkt utilfredse med det. Så hver gang der kom en ny lærer, udspillede der sig en magtkamp i klasselokalet, hvor vi testede grænser og overdøvede den nye underviser med råb og skrig.
Ak ja. Jeg takker min gud for at jeg ikke havde fornøjelsen af at være lærer nr. 58 i denne klasse.

Lise Lotte Rahbek

Er 'skyld' virkelig interessant?
Det ville da være mere konstruktivt at diskutere, hvorvidt dette fokus på diagnoser er mere interessante end børnene og deres lærdom .. tænker jeg.
Skyld er bare så.. last years news.

Ansvar og skyld, dum og klog, begreber som er helt afhængig af det menneskesyn vi hver især har. Aksel skriver ret så malende og falder så i "grøften" som mange andre , han er kommet på Uni, så kan det ikke være så galt.
Men i min optik så behøver man vel som sådan ikke være meget klog, hvis man er kommet på universitetet og fordi man er gadefejer behøver man ikke være dum og hvad ligger der egentlig i de udtryk? Som person har jeg en uddannelse. pædagog og min kone fik ingen, men hvis vi skulle måle vores intelligens er jeg ret sikker på at jeg "taber". Men pointen fra Aksel er jo så nok at selvværd og selvtillid ikke ligefrem styrkes, hvis man hele tiden får sat etiketter på i forhold til trends i den tid man tilfældigvis skal lære.

Lise Lotte Rahbek

Jens Erik Starup
Godt spørgsmål - men jeg har intet svar.
Det er måske fordi, min egen interesse mest beskæftiger sig med princopper for målet end for midlet.
Hvad ER det, myndigheder og lærere vil opnå med at påhæfte børnene diagnoser? Skal diagnoserne bruges til at undskylde børnene - eller til at undskylde lærerne, eller måske forældrene for ikke at have opnået DERES mål med børnene.. eller hvad tænker du?
Hvad skal diagnoserne bruges til?

Folkeskolens problem - ligesom mange andre institutioner - er, at de dyrker et meget firkantet normalitetsbegreb. Sådan har det altid været, det er bagsiden af institutionalisering. Derfor har mange altid valgt små skoler eller ligefrem frie skoler, hvor respekten for individet overtrumfer ønsket om en meget ensporet socialisation.

Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Bare en passant - skyld betyder at ramme ved siden af. Og det kan jo ske for enhver, bare synd når det går ud over børn.

Jens Erik Starup

Den Danske Ordbog:

Skyld.
Oprindelse oldnordisk skuld, oldengelsk scyld vist egentlig 'skyldighed, gæld, noget man skal eller har pligt til' beslægtet med skulle.

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Det var vist mig som lidt forsøgsmæssigt lagde de to begreber frem, og da jeg ingen "likes" har fået synes forsøget forgæves :) Bortset fra det så bruges begreberne nok en smule i flæng, men for mig er at tage ansvar en aktiv handling hvor man påtager sig at være på og være medleder og medaktiv i en løsning med risiko for at det kan gå galt. Skyld har for mig en stærkere følelsesmæssig binding og har en "tungere" klang og med en straf tættere på. Dum og klog bruges også i en blanding af forsøg på at skelne mellem "dumme" handlinger eller reel lav intelligens og så modsat omkring klog. Artiklen der diskuteres er lidt diffus og forhåbentlig ikke retvisende om skoler generelt.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg tror bestemt at Aksel Færk har oplevet sit folkeskoleforløb som beskrevet, men hvad nu hvis læreren ikke lagde mærke til de stille, de tilbageholdende, de der måske fik bank derhjemme etc. hvordan ville dette blive tolket ?Hvor var Færks forældre henne i dette spil. Med 56 forskellige lærere kan det være svært at få øje på LÆREREN. I den sidste klasse( på 19 elever) jeg havde var der tre elever hvis forældre var misbrugere, på tre år blev tre forældre skilt,hvad det tog enormt meget på de tre børn, to af eleverne havde været på en såkaldt observationskoloni, en elev mistede sin mor, da hun pludselig døde, to elever havde et kæmpe fravær og jeg ringede stort set hver morgen for at sikre mig at de kom. Det var ikke altid moren/faren gad at tage telefonen. En af pigerne var altid alene hjemme om aftenen, da moren serverede på et værtshus og faren var bange for at konen lavede hanky/panky. To elever boede hos deres fædre, som sjældent var hjemme... etc. Der var sandt for dyden nok at se til inden vi kom i gang med at læse Kim Fupz Aakeson. Det tog langt over et år at få blot nogenlunde rimelige forhold i den klasse. Pludselig kom der to elever der var smidt ud af en anden skole i klassen. Jeg var ikke nr. 58 i denne klasse, men jeg kunne godt have undt de evigt fordømmende bidragsydere at have været med i kampen.

Randi Christiansen

Kære jens peter, det er ikke lærernes skyld men de forhold, som de og eleverne arbejder under. "Its the economy stupid" (bill clinton)

Jens Erik Starup

Må man konkludere, at Aksel Færks oplevelser i skoletiden ligger udenfor, hvad skolen har mulighed for og lyst til at tage sig af.

Randi Christiansen

Beklager jens, det tog sin tid at finde frem, men her fra Online Etymology Dictionary :
"sin (v.) Look up sin at Dictionary.com
Old English syngian "to commit sin, transgress, err," from synn (see sin (n.)); the form influenced by the noun. Compare Old Saxon sundion, Old Frisian sendigia, Middle Dutch sondighen, Dutch zondigen, Old High German sunteon, German sündigen "to sin."

Læg mærke til 'err' - at fejle, heraf 'ramme ved siden af'.

Jens Erik Starup

Jeg vil mene, at her i landet holder en del mennesker sig til den betydning, som findes anført i danske ordbøger, men bevares, hvis du mener noget andet, så er du da i din gode ret til det.

Randi Christiansen

"This is a map [online etymology dictionary] of the wheel-ruts of modern English. Etymologies are not definitions; they're explanations of what our words meant and how they sounded 600 or 2,000 years ago."

Jeg skulle mene, at ordenes oprindelse og udviklingsforløb er interessant. Mht ordet skyld synes jeg, det trænger til at blive lettet for sin tyngde. Begrebet er meget negativt ladet, og har været anvendt som religiøs undertrykkelse. Vi kan alle fejle, og samvittighedens stemme bør være nok til at lede os på rette vej, uden at vi tilmed behøver at føle os tyngede af skyld, som gør nedtrykt istedet for at give styrke til at forbedring. Samtidig er det at føle skyld en af samvittighedens måder at få opmærkomhed. Jeg tillader mig altså via etymologien at diskutere skyldsbegrebet.

Jens Erik Starup

Selvfølgelig er det interessant, men det der betyder noget i det daglige, er da hvad et almindeligt menneske af i dag forstår ved et ord. At man, da man brugte bue og pil, brugte ordet på en anden måde, er jo ikke det, ovennævnte artikel omhandler. Men iøvrigt synes jeg ikke dit opslag i ordbogen ændrer ved konklusionen.

Randi Christiansen

Jens, der, hvor jeg især synes, at ordets oprindelige betydning bliver relevant i hverdagen, er, når det drejer sig om ord, der opfattes og tolkes forskelligt, fx kunst, hvad er kunst? Kunst er at kunne. Kunne hvad, er derfor spørgsmålet. Intelligens, som betyder at kunne forstå - hvorfor vores undervisningssystem synes ret uintelligent i sin snævre forståelse af uddannelse, som ikke er for livet men fra forskning til faktura.

Når vi diskuterer endnu mere esoteriske (indre) områder som fx åndsvidenskab, bliver etymologien et rigtig nyttigt værktøj til at afsløre det bedrag, det magtmisbrug, den manipulation (bevæget med hånden) det illusionsnummer (via fransk illusion fra latin illusio (genitiv -onis), afledt af illudere 'lege med, narre') som religion (fra latin religio (genitiv -onis) 'gudsfrygt, fromhed', ordret 'fastbinding', af religare 'binde fast') - bemærk 'binde fast' - i menneskehedens historie har været brugt til.

I diplomatiet er det for verdensfredens skyld meget vigtigt at kunne belægge sine ord uden at bedrage.

Sprog kan forføre i en dygtig retorikers mund.

Skyld > at fejle (err) - jeg mener at kunne forsvare tolkningen 'at ramme ved siden af', men det kunne være interessant med en professionel sprogforskers synspunkt. Jeg takker for opmærksomheden.