Klumme

Quinoa-imperialismens hykleri

Imperialisme er noget, der kommer fra USA. Især som fastfood. Men hvad med den quinoa, der importeres til godhedsindustriens hvide fortrop i Afrika? Mad, der stammer fra indianerne, kan ikke være ond. Den er jo lavet af ædle vilde og spises af dem, der kæmper for de fattige
24. november 2016

Noget, der slår en her i Ghanas hovedstad, Accra, hvor jeg er bosat, er fraværet af McDonald’s, Burger King og Starbucks – globale fastfood-kæder, som ellers har slået rod i andre BNP-svage egne.

Det burde glæde enhver ’foodie’, at en forhenværende koloni som Ghana ikke er bukket under for fastfood-imperialismens pres. Især forestiller jeg mig, at en mand som Claus Meyer ville klappe, hvis han var her og så, at stort set den eneste fastfood, der er tilgængelig, er den, man kan købe hos street food-sælgere a la stegt yams og ris med kylling.

Rationalet bag Meyers såkaldte madrevolution i Bolivia har netop været at få de lokale til at tage kampen op mod den amerikanske fastfoods indtrængen og få dem til at indse, at det er bedre at trække på deres egne fødevareressourcer.

Især afgrøden quinoa har fået en central plads i denne revolution og er blevet kløgtigt markedsført som en ursort, der har brødfødt indianerne siden tidernes morgen.

Afrika har stadig en egentlig madrevolution til gode. Ikke desto mindre er der længe blevet ført en madkamp på kontinentets vegne. I hvert fald retorisk. Således er det et evigt tema i debatten om global ulighed, at EUs protektionistiske landbrugspolitik fastholder Afrika i fattigdom.

Urimeligt høje toldbarrierer og krav til fødevaresikkerhed blokerer for afrikanske producenters adgang til EU’s marked. Hvis bare de afrikanske bønder dog ikke blev mødt af sådan en mur af bureaukratiske forhindringer, ville afrikanske madvarer strømme ned i vores indkøbskurve og mavesække. Nogenlunde sådan lyder argumentet.

Derfor er det interessant at se, hvad vi europæere faktisk putter i vores indkøbskurve og mavesække, når vi nu engang befinder os i Afrika og kan købe direkte fra producenterne uden om det store stygge EU.

Her i Vestafrika er afgrøderne yams og kassava basiskost. Jeg har dog aldrig set nogen af delene i en expats indkøbskurv. Til gengæld er det nemt at spotte, hvilke supermarkeder der frekventeres af hvide – i den betydning af ordet, som Christian Lander gav det i bogen Stuff White People Like. Det er de supermarkeder, som har flere hyldemeter med øko-fairtrade quinoa til priser, der nærmer sig en lokal ugeløn.

Der er økologisk, glutenfri og fairtrade Instant Quinoa, Red Quinoa, White Quinoa, Instant Power Porridge Quinoa med chiafrø, Quinoa Gourmand, Colour Quinoa Blend, Quinoa Flour og Quinoa Trio med olivenolie og havsalt – fra mærket BioFair. Derefter fortsætter det med økologisk, fairtrade og glutenfri byg- og boghvedeprodukter og brune ris. Som regel er der også en italiensk afdeling.

Det er påfaldende, at de hvide idealister, der om dagen har deres gang i alverdens ngo’er – ofte med dertilhørende landbrugshjælpeprogrammer – sat i verden for at redde Afrika, om aftenen fylder deres indkøbskurve med fødevarer, der aldrig har set skyggen af afrikansk jord.

Det sætter spørgsmålet om fødevareimperialisme i perspektiv. Det kan godt være, at McDonald’s endnu ikke har koloniseret Afrika, men på hverdagsbasis gider ’den hvide mand’ ikke beskytte Afrikas fødevareindustri. Hellere betale 10 gange så meget for boliviansk quinoa end at sætte tænderne i den lokale yams.

Jeg har dog svært ved at forestille mig, at nogen af de herboende hvide i godhedsindustrien, endsige Claus Meyer, ville acceptere termen quinoa-imperialisme. For quinoa stammer jo fra indianerne i Sydamerika, er økologisk, fair trade, glutenfri, og omhyllet af opbyggelig bæredygtighedsretorik på emballage i lilla nuancer.

Imperialisme er amerikansk, og man må kun bruge termen om den mad, der ligger i bunden af det kulinariske hierarki.

Ulla Holm er sociolog

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstår ikke hvad Ulla Holm skal i denne avis. Jeg forstår heller ikke hvorfor hun hidser sig sådan op. men jeg kan hidse mig op over at hun - på linje med fx Marie Krarup og andre på den yderste højrefløj - kalder nogen eller noget for godhedsindustrien. Det er en ækel, nedladende for ikke at sige modbydelig metafor.

Charley Kristensen

Selvfølgelig skal Ulla Holm skrive i Information. Jeg vil da meget gerne vide hvad der foregår og tænkes på 'den yderste højrefløj'. I det konkrete tilfælde afslører Ulla Holm jo sig selv ved at være nødt til at bruge den groft generaliserende kliché 'godhedsindustrien'. Det gør man kun, hvis man har en dårlig sag.