Læsetid 7 min.

Jeg blev rask, fordi psykiatrien gav sig tid til mig

Som barn var jeg voldsomt plaget af OCD. Af tvangshandlinger og onde tanker om sex, død, forgiftning og sygdom. Psykiatrien gav mig livet igen. Lægerne gav sig tid og fortsatte behandlingen til, jeg var helt rask. Desværre tyder alt på, at jeg bare har været heldig. At psykisk syge børn i dag møder et helt andet system
’At kæmpe sig ud af sygdommen krævede enorme mængder mod, for det er meget grænseoverskridende at spise et stykke brød og føle, at du risikerer at falde død om. Jeg havde aldrig turdet, hvis ikke jeg følte, at der var støtte og tid til at tage hånd om mig, hvis jeg fik tilbagefald eller gik i panik,’ skriver dagens kronikør, Anna Øhlenschlæger, der som barn var plaget af OCD

’At kæmpe sig ud af sygdommen krævede enorme mængder mod, for det er meget grænseoverskridende at spise et stykke brød og føle, at du risikerer at falde død om. Jeg havde aldrig turdet, hvis ikke jeg følte, at der var støtte og tid til at tage hånd om mig, hvis jeg fik tilbagefald eller gik i panik,’ skriver dagens kronikør, Anna Øhlenschlæger, der som barn var plaget af OCD

Sille Veilmark
7. november 2016
Delt 6077 gange

Jeg har altid døjet med nervøsitet. Som årene gik, tog det til. Efter at have hørt en historie i børnehaven om en pige, der fik fjernet mandler, brugte jeg dage på at mærke efter, om mine mandler var hævede. Jeg stod op mange gange, efter jeg var gået i seng for at stille mine forældre helbredsspørgsmål.

Da jeg var syv år brugte vi en formiddag på at få målt min hjerterytme. Jeg havde elektroder over hele kroppen, og min far var hvid i hovedet af skræk for resultatet, men alt var, som det skulle; kun min ængstelighed var ud over det sædvanlige.

Sådan var det i mange år, og jeg fungerede faktisk i øvrigt fint.

Men en dag i vinteren 2004, da jeg var 12 år, skete der noget. Jeg fik en mærkelig tanke: Kunne jeg mon blive gravid af at sætte mig på en plet sæd? Tænk, hvis der var en plet sæd på stolen dér? Eller på toiletbrættet? Hvordan ville det ikke se ud, hvis jeg – muligvis som den første i verden – blev gravid på den måde i en alder af 12 år?

Jeg forestillede mig, at jeg skulle gå i skole med en stor mave, større end jeg var høj. Forestillede mig, hvad folk måtte tænke. Det var så skræmmende. Det var så skamfuldt. Så pinligt at tænke på. Jeg følte ikke, at jeg burde tænke på sådan noget.

Men jeg turde ikke tage chancen og sætte mig ned. Så jeg stod op. Jeg stod op i skolen, stod op i bussen, stod op og tissede, og hvis jeg endelig blev nødt til at sætte mig ned for ikke at vække for meget opsigt, sad jeg på knæ ved bordene, eller sad på den yderste flig af stolesædet.

Som ugerne gik, blev tankerne mere omfattende. Jeg kunne godt se, at de styrede mit liv. De var belastende, helt fysisk var jeg træt.

Tryg ved verden

Heldigvis følte jeg mig et eller andet sted grundlæggende tryg ved verden. Tryg ved forestillingen om, at et sikkerhedsnet ville gribe mig. Derfor turde jeg fortælle min mor, hvad jeg følte. At jeg var opslugt af en fremmed bølge af grænseoverskridende og alt, alt for voksne tanker.

For nej, mine tanker handlede ikke bare om, at man ikke må træde på striberne mellem fliserne. Den slags OCD-tanker ønskede jeg mig, for de føltes lettere at fortælle om. Næ, jeg var en pige på 12 år, der tænkte på sex, død, forgiftning og alvorlige sindssygdomme.

Jeg fik hjælp. Jeg oplevede at blive taget yderst alvorligt af min mor, af min læge og senere af min psykiater. Eksistensen af det underliggende sikkerhedsnet blev bekræftet. Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg i stedet havde følt, at dets eksistens var blevet afkræftet. Mit nervøse sind havde ikke plads til mange dårlige erfaringer, før jeg så en anderledes faretruende verden for mig.

To dage står helt klart for mig.

Den ene tog min mor mig med op til lægen. De talte med mig sammen. Jeg behøvede ikke sige så meget. De forstod, at jeg havde brug for hjælp, og at det skulle være snart. Jeg var blevet meget tynd; man taber sig voldsomt, hvis man aldrig sidder ned, og min krop var forkrampet i anspændte skuldre og bøjet nakke.

Vi gik ned på en cafe på Vesterbros Torv bagefter. Jeg fik en sandwich med hellefisk, og jeg følte, at jeg kunne overgive mig fuldstændig til min mor og min læge. Jeg følte en ro løbe igennem min krop, mens jeg sad der med hellefisken. Jeg trak vejret ned i maven på en måde, jeg ikke havde gjort det i måneder. Lige indtil vi gik hjem, og tvangstankerne opslugte mig igen.

Men jeg havde set den første sprække af lys, og jeg varmede mig ved den, da vi kom hjem, og jeg tvangsmæssigt skrev nye sedler, der skulle forsikre mig om, at alt var okay, og jeg gemte dem i mit efterhånden fyldte skab.

Den anden dag, som står lysende klar, er den, hvor min mor og jeg holdt fri for at møde behandlerne. Først på dagen var vi hos en privat psykolog. Nordens bedste børnepsykolog med speciale i OCD, hed det sig åbenbart. Hun var sød og smilende, men jeg følte mig ikke tryg. Vi passede ikke sammen.

Om eftermiddagen tog vi i stedet på Bispebjerg. Vi kom ind til Merete, og hun kiggede på mig og talte til mig. Det var hårdt, og jeg tror, jeg græd, men hun tog ansvar for mig. Hun var omsorgsfuld og mild, men samtidig fast besluttet på, at det her skulle hun nok klare. Jeg følte mig tryg igen. Merete kunne se mig, og hun gav mig diagnosen svær OCD. Den dag begyndte seks års behandling.

Gav sig tid

Det seks år lange sammenhængende behandlingsforløb er en af de vigtigste pointer i min historie. At kæmpe sig ud af sygdommen krævede enorme mængder mod, for det er meget grænseoverskridende at spise et stykke brød og føle, at du risikerer at falde død om. Jeg havde aldrig turdet, hvis ikke jeg følte, at der var støtte og tid til at tage hånd om mig, hvis jeg fik tilbagefald eller gik i panik.

Mit forløb hos Merete strakte sig gennem en meget stor del af min barndom og ind i min begyndende ungdom. Hos Merete var der tid og plads til at se mig, som jeg er. Hun afsluttede ikke min behandling, så snart jeg viste de mindste tegn på bedring, men gav sig tid. Netop roen og tålmodigheden var gennemgående for hele den behandling, jeg fik. Det har reddet mig fra et liv gennemsyret af OCD.

Jeg trives og nærer endda grundlæggende tryghed ved systemet. Men jeg forstår, at jeg har været heldig. Når jeg læser den seneste tids debat om manglerne i børne- og ungdomspsykiatrien, står det klart for mig, at den slags åbenbart ikke er en selvfølge længere.

Jeg fik behandling hver uge i de sværeste tider. Mine forældre var til samtaler. Min bror var til samtaler. Jeg følte mig taget meget alvorligt. Det ville man næppe give sig tid til i dag, for samtaler, hvor patienten ikke deltager, udløser ikke penge til de psykiatriske afdelinger, forstår jeg.

Efter nogen tids behandling begyndte jeg på medicin. Kombineret med samtale reddede den mig. I dag forstår jeg, at også mit møde med medicinen har været heldigt. Jeg har aldrig haft en eneste bivirkning, det har fungeret helt perfekt. Optrapningen af medicin blev taget meget alvorligt, det skulle gå stille og roligt, så vi kunne finde et niveau, der var lavest muligt, men stadig gav den ønskede effekt. Medicinen har reddet mig, fordi den blev givet med respekt og kompetence – og fordi jeg oplevede, at den kunne ændres eller fravælges, hvis jeg ønskede det.

Særegent heldig?

Jeg må indrømme, at den tryghed ved systemet, jeg har opbygget gennem hele min barndom, har fået nogle hug de seneste år. Det er gået op for mig, at min historie ikke deles af alle børn i psykiatrien. Langt fra alle har følt den tryghed, jeg har, i mødet med systemet.

Jeg læser om børn og unge, der ikke er blevet set af en psykiater, før de har fået ordineret medicin. Jeg snakker med venner og bekendte, der beretter om, at der ikke var tid eller råd til samtale som en del af behandlingen.

Jeg har oplevet, at vi har et system, der kan alt, hvad man kan ønske sig. Men når jeg læser nødråb fra mere end 50 ansvarsfulde psykiatere og psykologer, der trygler om at få lov at bruge deres faglighed til gavn for patienterne, forstår jeg, at det langt fra er alle, der får lov til at opleve det samme som jeg.

Det synes ikke at skorte på dygtige, ansvarsfulde og engagerede fagpersoner i børne- og ungdomspsykiatrien, men der mangler ansvarsfulde politikere, der engagerer sig i andet end at få kortsigtede budgetter til at gå op. Hvis man endelig skal tænke lidt økonomisk, så må det da netop være dette tidspunkt, Mærsk talte om, da han talte om rettidig omhu, for i længden bliver det dyrt, hvis I ikke tager de psykisk syge børn og unge alvorligt.

Alle mennesker, der kommer til psykiatrien, fortjener en Merete. Og Mereterne sidder derude og vil gerne hjælpe. Jeg er et livsdueligt eksempel på, at det går godt, hvis de får lov. Så tag min lykkelige historie fra børnepsykiatrien og vid, at den kan blive flere børns, hvis opråbet fra de mere end 50 ansvarsfulde læger og psykologer tages alvorligt, og der investeres i tid og tryghed i psykiatrien.

Anna Øhlenschlæger er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Colin Bradley
    Colin Bradley
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Bruger 248180
    Bruger 248180
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Torben Jensen
    Torben Jensen
  • Brugerbillede for Ole Henriksen
    Ole Henriksen
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Henrik Wagner
    Henrik Wagner
  • Brugerbillede for Margit Tang
    Margit Tang
Colin Bradley, Poul Solrart Sørensen, Jørn Andersen, Bruger 248180, David Zennaro, Torben Jensen, Ole Henriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Møllgaard, Viggo Okholm, Anker Nielsen, Henrik Wagner og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Christian Nymark
Christian Nymark

Er der ikke en almindelig danskers historie fra samme periode, som kunne skrives som kontrast til din, Frk. Øhlenschlæger?

Titel og navn er måske ikke helt uden betydning; en slags klasse-profilering 'latent' i systemet? Det siges jo at ens baggrund så afgjort betyder noget for ens fremtid..

Hvor er det til gengæld glædeligt at læse at nogen med succes kan hjælpe andre til at få et så opløftende forløb som Anna har fået. Godt for dig og fedt! :-)

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

God artikel.... kunne måske blive en fantastiske foredrags serie, måske man kan nå nogen af dem der går alene med problemet.