Kommentar

Hvis du ser en nazist, så kald ham nazist

Svagt, uforpligtende sprog giver folk mulighed for at gemme sig for realiteterne og unddrage sig ansvaret. Skribenter skal ikke være bange for at kalde nogle af Trumps tilhængere for det, de virkelig er: nazister
Svagt, uforpligtende sprog giver folk mulighed for at gemme sig for realiteterne og unddrage sig ansvaret. Skribenter skal ikke være bange for at kalde nogle af Trumps tilhængere for det, de virkelig er: nazister

Brynn Anderson

25. november 2016

Hvad skal der til, for at man kan kalde en nazist for nazist? I de endeløse 14 dage siden valget af Trump har de amerikanske medier tumlet rundt i panik i forsøget finde en betegnelse for Trump-tilhængere med racistiske tilbøjeligheder.

I månedsvis har mange (også jeg) hengivet sig til Trumps politiske baglands foretrukne forskønnende omskrivning, ’alt-right’, et forsøg på at rebrande det hvide overherredømmes gamle rester fra konstruktionstiden som en cool, ny (og harmløs!) internetdille.

Til trods for at Breitbart News (som af sin tidligere chef, nu Trump-rådgiver, Steven Bannon er blevet beskrevet som en »platform for alt-right«) på et tidspunkt havde et nyhedstag benævnt »black crime« og var en drivkraft bag den racistiske konspirationsteori, ifølge hvilken Barack Obama i virkeligheden var en hemmelig kenyansk muslim, slog pressen knuder på sig selv for at undgå at anvende ordet ’racist’ om Bannon eller Trump.

Et offentligt ramaskrig har foranlediget en smule hakken og stammen over de subtile forskelle mellem hvide nationalister og hvide supremacister, omend de etablerede medier ikke tillod, at nogen af termerne blev knyttet til Trump selv, mens antisemitiske, racistiske, homo- og islamofobiske hadforbrydelser spredte sig i hans navn.

’Heil victory’

Da Richard B. Spencer, lederen af det konservative National Policy Institute, i lørdags afsluttende sin tale på alt-right-konferencen blot et få blokke fra Det Hvide Hus, blev det dog til sidst åbenlyst, hvad det er, vi har med at gøre her (i det mindste i denne specielle sekt af særligt frelste blandt Trumps tilhængere): De er en bunke regelrette neonazister.

Ifølge New York Times rasede Spencer – som hævder at stå bag betegnelsen ’alt-right’ –  »imod jøder og citerede, med et smil, nazipropaganda på originalt tysk. USA, sagde han, tilhører det hvide folk … Da han var færdig, havde adskillige tilhørere strakt armen frem til nazihilsen« og råbte sammen med Spencer ’heil victory!’«

Alligevel var overskrifterne fortsat tøvende. New York Times gestikulerede vildt i retning af nazisme uden faktisk at bruge ordet (»Alt-right jubler over valget af Donald Trump med en hilsen: ’heil victory’«), og et panel i CNN formåede helt at undlade at bruge ordet ’nazist’, til trods for at man diskuterede en skærmtekst, der lød: »Grundlæggeren af alt-right betvivler, at jøder er mennesker.«

Men hvis det at hævde den hvide races overlegenhed, citere nazipropaganda, opfordre til »fredelig etnisk udrensning« og udløse nazihilsner blandt tilskuerne ikke er tilstrækkeligt til at kategorisere én person som neonazist, hvad i himlens navn er så? Hvad skyldes denne tøven?

Og, i betragtning af de tætte bånd mellem alt-right og Trumps kabinet, hvordan kan det være, at hovedhistorien på alle forsider ikke er en eller anden udgave af »NEONAZISTER FORSØGER AT OVERTAGE KONTROLLEN MED DEN AMERIKANSKE REGERING«?

Amerikansk borgerkrig

En del af forklaringen synes at være, at flere af alt-right-konferencens talere bestræbte sig på at afvise en forbindelse til Bannon og Trump. Jeg formoder, at de er blevet nødt til at træde det skridt tilbage for at give Trump denden mulighed for med troværdigheden i behold at afvise en forbindelse, han har kørt på frihjul med i månedsvis.

»Når talerne på konferencen blev udspurgt om hr. Bannon,« berettede Times, »sagde de, at de måske havde givet ham hånden ved en eller anden lejlighed, men at de ikke rigtigt kendte ham.«

Så han er altså ikke nazist, blot en fyr, der har givet hånd til en hel masse af dem. Det er fint. Vi venter og ser.

Den oplevelse synes ikke at stemme overens med det, som Spencer tweetede den 8. november: »Alt-right-bevægelsen er blevet kåret som vinder. Alt-right har en dybere forbindelse med den trumpske populisme end den ’konservative bevægelse’. Vi er blevet establishment nu.«

Du kender ikke fyren, men hans sejr giver dig kommandoen?  En angivelig anti-establishment-bevægelse, der erklærer sig for establishment få timer efter sejren?

Det kunne give dig et piskesmæld, hvis du ikke har fulgt med: Dette er ikke et nyt, ungt, uortodokst establishment – det er et uddøende ét af slagsen, som er i færd med at befæste sig selv. Dette valg, sagde min mand eftertænksomhed til mig på et tidspunkt, er en del af Den Amerikanske Borgerkrig.

Fornylig skrev jeg: »Et afgørende aspekt af alt-rights hvide supremacitet består i, at den benægter sin egen eksistens ... Hvis du ikke kan nævne noget ved dets rete navn, hvordan skulle du da bekæmpe det?«

Så jeg blev opmuntret i går, da KUOW, en offentlig radiostation i Seattle, udsendte en erklæring, der bekendtgjorde, at de agter at udskifte ’alt-right’ med ’hvid supremacitet’ eller ’hvid nationalisme’. Begrundelsen, som et notat til de ansatte redegjorde for, lød: »’Alt-right’ betyder ingenting og normaliserer noget, der langtfra er normalt. Så vi bliver nødt til at italesætte det uden omsvøb.«

Det er dybest set blot en ændring i radiostationens stile guide – en hverdagsagtig administrativ beslutning, som kun har betydning for redaktionssekretærer. Men i dette tilfælde ville det, især hvis flere nyhedskanaler følger trop, kunne få en betydelig effekt.

Ord har magt. Svagt, uforpligtende sprog giver læsere og lyttere mulighed for at undlade at se realiteterne i øjnene, unddrage sig ansvaret, fortolke fakta, ligesom det passer dem. Krasse sandheder kræver enten handling eller en indrømmelse af medskyldighed.

Vær modige, skribenter, og vær ærlige. Hvis du ser en nazist, så sig nazist.

Oversat af Kenn Mouritzen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Jørn Vilvig
  • Hans Larsen
Pia Qu, Jørn Vilvig og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Hvilke kriterier skal være opfyldt for, at man kan kalde en person for nazist?
Jeg tror ikke, at Lindy West har mere end et overfladisk kendskab til nazismen.
At bruge dette ord i tide og utide om mennesker, man ikke bryder sig om, kan være med til at skygge for det gruopvækkende i nazismen.

@Jørgen M. Mollerup
Jeg synes nu hun er tydelig nok:
"Men hvis det at hævde den hvide races overlegenhed, citere nazipropaganda, opfordre til »fredelig etnisk udrensning« og udløse nazihilsner blandt tilskuerne ikke er tilstrækkeligt til at kategorisere én person som neonazist, hvad i himlens navn er så?"

Elisabeth Andersen, Ole Frank og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Efter afsløringen af nazismen i 1945 er det vist kun ganske få afsporede mennesker, der opfatter sig selv som nazister. Derimod er der mange, der kan betegnes fascister, og racister. Og de skal da helt klart konfronteres med de præcise konsekvenser af deres politiske holdning.