Klumme

Skal jeg sige ja til at medvirke i Peter Øvig Knudsens næste bog?

Hvad gør jeg, når Peter Øvig Knudsen ringer på døren og vil have mig med? Måske skal jeg komme den akavede situation i forkøbet og overlade materialet til Bent Jensen. For selv om min fortid har stof til både roman, erindringer og lyrik, er det ikke sikkert, jeg selv lige får tid til at gøre noget ved det
Debat
5. november 2016

For ung til at have været hippie, for gammel til at blive punker. Sådan sagde popmusikeren Elisabeth Gjerluff Nielsen en gang om sig selv i et interview. Vi er omtrent lige gamle, så det passer også på mig, men det bliver man ikke uskyldig af.

Jeg er født i DDR. I en kommunistisk familie – fjerde generation af slagsen, hvis vi tæller det hele med. Har som barn været på pionerlejre i Østeuropa, som ung på et halvt års partiskoling i Moskva, min journalistuddannelse er fra Land og Folk. Sopran i Københavns Drengekor nuancerer billedet lidt, så den tager vi til en start lige ud af regnskabet.

Fra Land og Folk gik turen til – ja, hvor ellers, vi skriver 1987 – DR’s daværende B&U-afdeling. Året efter Murens fald landede jeg på avisen, som De sidder med i hånden (eller hvad De nu sidder med, hvis De ikke er printlæser, som vi er begyndt at kalde avislæserne).

Jeg har gjort mig skyldig i adskillige politisk motiverede lovovertrædelser, endda i forening med andre og efter konspiratorisk planlægning; aldrig noget med vold eller trusler, men helt klart med det ufravigelige og erklærede mål at undergrave samfundet (lidt i tvivl om, hvad det betyder, men jeg tilstår ubeset – de kan alligevel ikke udvise mig til ’hjemlandet’, da det er nedlagt, æh bæh buh). Og hov, jeg var vist lige ved at glemme ’noget med fremmede magter’.

Tænker tit på, om det er en bog værd. Skal det være en roman, digte, erindringer, dokumentarisme … papir er taknemmeligt, så det er vel bare at vælge.

Dokumentarisme kræver en del pillearbejde, og hvor godt er pillearbejde lige for den frie fortælling? Erindringer er man lidt friere stillet med, man kan jo altid sige: »Jam’, sådan husker jeg det altså,« eller hvis galt skal være: »Det kan jeg virkelig ikke huske.«

Romanen tiltaler mig umiddelbart mest, måske endda det der autofiktion, hvor ethvert sammenfald med det virkelige livs tåber og idioter er bevidst, kalkuleret og tilsigtet, ja, det er sjovt.

Men det er slet ikke sikkert, det bliver til noget. Min kone synes f.eks., jeg hellere skal skrive noget om kærlighed (læs: om hende); og jeg skal jo også passe mit fuldtidsarbejde; og helt ung er jeg heller ikke længere, er både i og fra 50’erne; og jeg får vel også snart børnebørn, og så bliver der ved Gud ikke tid til at skrive romaner … Så altså, ro på, jeg har ikke lovet noget. Jeg er for resten slet ikke forfatter.

Men selvfølgelig, andre kunne være interesseret i historien om mig og mit miljø; alle os, der er frygteligt skuffede over, at der stadig ikke er fundet noget på os i Stasi-arkiverne i Berlin; os, der gik med bæltespænder fra sovjethæren i 1970’erne – længe før det blev hipt sidst i 1980’erne – og som et kvart århundrede senere hilser varmt på hinanden som gamle skolekammerater, selv om vi politisk og samfundsmæssigt er spredt for alle vinde.

Os, der godt ved, at der aldrig er nogen, der rigtigt har evnet at få hold på det egentlige i vores historie, lidt kratteri i overfladen er det blevet til, er vi som regel enige om.

Jeg har ikke rettighederne til den historie, det er der ingen, der har, så der er frit slag. F.eks. kunne Bent’erne Jensen & Blüdnikow med statsgaranti få noget skæg ud af det. Og blå briller. Fantasien fejler som bekendt ikke noget i den afdeling.

De kan læse ind i folks motiver og se ting, der er skjult for alle andre. Og de er altid gode for en større medievendetta. Med lidt held kunne vi mødes i byretten. De har meget at hævne, forstår man fra tid til anden. Det kunne faktisk også være sjovt.

Hvis De stadig er med – på web eller print –  vil jeg gerne indrømme, at det er lidt spredt fægtning, det her. Det er, fordi jeg overvejer, om jeg skal sige ja til at medvirke i Peter Øvig Knudsens næste bog. Jeg er i tvivl.

Hvad er det for et billede, han vil tegne? Skal jeg fortælle hans historie, eller vil han fortælle min? Skal det med drengekoret f.eks. indgå som en formildende omstændighed, eller skal vi nu, mens proppen er af, en gang for alle komme til bunds i, hvor mange af min slags, det kor har udklækket? Jeg kan godt allerede her røbe, at det er flere, end man skulle tro.

Men han har ikke spurgt mig. Endnu.

Jon Jørgensen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fornøjelig læsning :-)

Jesper Jørgensen

Du kunne overveje at overgive dit materiale til Arbejdermuseet/ABA, så vil adgangen være lige for alle. Her er i forvejen DKP's arkiv og arkiver efter en lang række af tilknyttede organisationer og personer.