Læserbrev

Skråsikre Peter Øvig

Debat
5. november 2016

»Mine kritikere tager fejl,« fastslår Peter Øvig igen og igen, når han kommenterer kritikken af hans bog om bz-bevægelsen. Der er simpelthen ikke noget at komme efter.

Peter Øvig glemmer tilsyneladende sine egne gode erkendelser fra bogen Nakkeskuddet, som han udgav i 2014 om dokumentaristens mange dilemmaer. Her beskriver han, hvordan han opdager, at han hverken kan stole på kildernes hukommelse eller på sin egen: Han bytter for eksempel om på rækkefølgen af begivenheder, glemmer en mailudveksling og fejlhusker en formulering i en bog.

’Fikseringsfejl’ kalder man det, når man lægger sig så fast på en bestemt udgave af virkeligheden, at man kommer til at overse andre mulige versioner. Det er noget, vi alle sammen gør hele tiden, og det er forbilledligt, at Peter Øvig i Nakkeskuddet står ved, at han også kommer til det – selv om han gør sit yderste for at undgå det.

Han indrømmer – i sin vanlige uforfængelige stil – at han ikke helt kan afvise, at det også skyldes journalistens hang til at skrive en god historie, der skaffer ham læsere, penge og anerkendelse. Og han fortæller om den professionelle kynisme, der sætter ind, når han er så langt med en bog, at kilderne mere føles som figurer i hans bog end som rigtige mennesker.

Man kunne ønske, at mange flere journalister ville have det mod, for kun ved at se i øjnene, hvordan vinklen i en artikel eller bog kan overtage styringen, kan man forsøge at undgå det. Men denne modige ærlighed er i debatten om bz-bogen afløst af stor skråsikkerhed, og det er ærgerligt.

For selvfølgelig er det da et dilemma, om en central person i bogen skal have mulighed for at forsvare sig. Selvfølgelig er der en risiko for, at Peter Øvig har lagt sig så fast på sin vinkel om, at bz blev radikaliseret og mistede sin relevans, og at han overser nuancer, der peger i andre retninger.

Det er mærkeligt, at han ikke kan se det.

Dokumentaristen må foretage disse valg: konkludere i det komplekse, skrælle elementer væk, fremhæve andre. Han må kæmpe mod dem, der vil have ejendomsret til historien, og han må også skrive om folk, der ikke har lyst til at være med.

Men det ændrer ikke på, at det er et dilemma, og at hans valg får omkostninger for de mennesker, han beskriver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

henk verkooijen

Ja, vores Peter. Obsessed med radikalisering. hvor ligge det punkt, hvor det gå over få protestere imod til 'at gå over grenzen'. Han er fascineret om emne, og ikke uden grunden. Narcissism har jeg svaret på, efter Blekingegaden. Bog del 1 var mig, og jeg er fra Holland. Bog del 2 fandt jeg absolute ikke interessant! Sammelignende; den buddistiske munk, som brænde sig, som protest. Men ikke alle buddistiske munkene gør det? Hvoffor de ene eller en par, og ikke de andren. Jeg haft aldrig haft den tendens i mig at brænde mig, eller at gå til wåpenen. Og jeg har været i miljoet. Omstændigheden var der at gør det?, Omstændigheden var der ikke at gør det? Faktisk, jeg ved det ikke. Jeg var i en 'safe' område? Langt væk fra det hele? Selv om jeg følte det detsammen. Har jeg været tætter på? How knows. Jeg har ikke en svar på, hvor det blive radikaliseret til en 'voldsom' 'ting'. Jeg tror også ikke at Øving har det svar, self om han skrive vild om det.
Mvh., Henk Verkooijen.