Kronik

Jeg vil stå ved min sociale arv – ikke bryde med den

Jeg har altid længtes sådan efter den dag, hvor nogen ville kalde mig mønsterbryder. Men nu, hvor de gør det, vrider det sig i mig. For jeg er blevet til noget i kraft af min opvækst, ikke på trods af den
Det er så forbandet ambivalent for mig at blive kaldt mønsterbryder, for det har jo hele vejen været mit mål at bryde mønstret, skriver Freja Troelsen.

Det er så forbandet ambivalent for mig at blive kaldt mønsterbryder, for det har jo hele vejen været mit mål at bryde mønstret, skriver Freja Troelsen.

Sigrid Nygaard

19. november 2016

Jeg er flere gange blevet kaldt mønsterbryder. Forleden dag sad jeg hos min jordemoder, og efter en snak om opvækst, vilkår og værdier bad hun mig klappe mig selv på skulderen. »Tillykke, du har brudt den sociale arv,« sagde hun.

Og selv om det naturligvis er rart med anerkendelse, var der alligevel noget, som vred sig i mig, som jeg sad der og klappede mig selv på skulderen en højlys efterårsdag. Jeg skammede mig og følte mig pinligt berørt. Og jeg blev ked af det.

Det har været mit livs kamp – at bryde den der sociale arv. Jeg har været familiens håb og følt presset hver eneste dag – som en smerte i maven og en unaturlig bevidsthed om mit eget åndedræt. Og jeg fandt først ro, da jeg begyndte at acceptere min sociale arv – i stedet for at prøve at bryde med den og tage afstand fra den.

For lige meget hvor hårdt jeg kæmper imod, er jeg et produkt af min sociale arv, og det vil jeg altid være. Den er i mine værdier, mine tanker og processer. Den er i mine minder, i min mors varme arme.

Klirrende Netto-poser

Jeg er fra et sted, hvor Brøndby-flaget hænger fra flagstængerne i de små gårdhaver. Et sted af beton, stisystemer, socialdemokratiske værdier og klirrende gule Netto-poser. Et sted, hvor man kender sine naboer og hilser på Stefans far nede foran kiosken. Et sted, hvor naboens dreng spiser med tre aftener i træk, fordi ingen ved, hvor hans mor er. Et sted, hvor man ikke stiller for mange spørgsmål.

Min mor var alenemor til tre. Vi havde alle den samme far, men ikke en vi så meget til. »Det er nok for det bedste,« sagde min mor, men jeg husker tydeligt følelsen af at blive brændt af.

Jeg lærte hurtigt, at bare fordi han havde sagt, at han ville hente os, betød det ikke, at han ville gøre det. Men hver eneste gang håbede jeg så inderligt, at han ville. Når han ikke gjorde, græd vi i mors arme og brugte hele dagen side om side, hånd i hånd. »I vil altid kunne regne med mig,« sagde mor, og det havde hun ret i.

Hun havde det ikke nemt. Hun havde flere job på samme tid for at komme af med den narkogæld, vores far havde efterladt hende med, og hun kæmpede bravt kampen mod et knust hjerte og bristede drømme.

Om aftenen kunne man høre hende græde i soveværelset i rækkehuset med de papirstynde vægge, og mine søskende og jeg lå i vores køjesenge og aftalte, at vi ville prøve at være nogle nemmere børn i morgen, og næste dag ville vi servere hende morgenmad og sort pulverkaffe på sengen og inderligt håbe, at hun ville have en af de dage, hvor hun smilte. Vi ville gøre alt for vores mor, for hun gjorde så forbandet meget for os.

Afgørende værdier

Det er nok derfor, det vrider sig i mig, når jeg nu får tildelt mærkatet mønsterbryder – når jeg hører, at jeg er kommet så meget længere end mine forældre, at jeg har brudt den sociale arv. Jeg har ikke brudt den sociale arv.

For selv om jeg hverken tæller ned til derby på stadion i mine opdateringer på Facebook, har narkogæld eller diagnoser, så ville jeg ikke være den, jeg er i dag, uden netop min opvækst, og jeg er nået hertil, hvor jeg er i dag, primært på grund af empati, et klogt hoved og en god portion viljestyrke – alle værdier, som har været mig tildelt i min opvækst.

Jeg har som barn bekymret mig meget mere om penge og mine forældres velbefindende, end noget barn har godt af, og jeg var i en meget tidlig alder klar over, at mine søskende og jeg ikke havde de samme vilkår som de fleste. Hverken dengang eller nu.

Men vi har haft hinanden, og midt i de til tider farveløse omstændigheder har vi haft kærligheden og sammenholdet, og et rum, hvor der var plads til at tro på sig selv, og hvor drømme ingen grænser kendte.

»Du kan gøre, lige hvad du vil,« har min mor sagt til mig så mange gange, at jeg til sidst har troet på det. Jeg har som publikum på forreste række været vidne til, at min mor gang på gang har samlet sig selv op fra selvmedlidenhed og tomme rødvinsflasker og er kommet videre i livet. Det er min sociale arv, og den vil jeg være ved – ikke bryde med.

Hovedløs høne

Det er så forbandet ambivalent for mig at blive kaldt mønsterbryder, for det har jo hele vejen været mit mål at bryde mønstret. Jeg har rendt rundt som en hovedløs høne og troet, at jeg skulle alt muligt i min desperate iver efter at gøre noget med mit liv – blive til noget.

Jeg har tvunget mig selv igennem uddannelser bare for at bevise, at jeg kunne, og fuldstændigt glemt mig selv i det. Og jeg har sådan længtes efter den dag, hvor nogen ville kalde mig mønsterbryder, hvor nogen ville anerkende, at jeg har gjort noget med mit liv. Men det betyder ikke længere det samme for mig.

I al vores snak om den sociale arv og mønsterbrydere glemmer vi noget vigtigt. Vores fokus er på det, der kan måles og vejes, status og penge, og vi glemmer det, der i virkeligheden betyder noget: om vi er vokset op og blevet nogle sunde, fornuftige og kærlige mennesker, som trives i tilværelsen. Det er i sandhed det vigtige. Og det har også jeg til tider glemt, fordi jeg har troet, at det handlede om noget andet.

I virkeligheden handler det jo bare om at kunne mestre sit eget liv på sin egen måde – mønsterbryder eller ej. Især i ordet ’bryde’ er der noget, som gør mig meget ubehagelig til mode. Uanset hvilke vilkår og ressourcer, vores forældre har haft – eller netop ikke haft – så må det anerkendes, at langt de fleste forældre har ønsket det bedste for deres børn og gjort deres bedste med det, de havde at gøre med.

Og lad os nu skide på det rigtige modetøj, eksotiske ferier og restaurantoplevelser i weekenderne. Det er fint, men det er ikke det, der er vigtigt.

Når vi vælger at anvende ord som ’bryde’, så tager vi automatisk afstand fra vores forældre og vores baggrund, og det bliver lige pludselig ens helt egen fortjeneste at have brudt den der sociale arv. Det bliver lidt sådan en »tillykke, du fik tildelt ingenting, men fik alligevel noget ud af tilværelsen«-retorik, og det er virkelig ærgerligt.

Fokus er det helt forkerte sted, for det vil altid være omsorgen, anerkendelsen og kærligheden fra vores forældre, der er den afgørende faktor for, hvilke mennesker vi vokser op og bliver.

Jeg anerkender, at der har været en risiko for, at det ville gå mig anderledes på grund af min opvækst og min sociale baggrund, men at det er gået mig godt, er altså ikke kun min egen fortjeneste, det er ikke på trods af min opvækst, men også i kraft af den.

Arven som et vilkår

Når det er sagt, bliver jeg selvfølgelig nødt til at anerkende min sociale arv som et vilkår. Den sætter stadig den dag i dag nogle begrænsninger for mig, fordi det ikke har været nemt at vokse op, og fordi jeg stadig ligger om aftenen og bekymrer mig irrationelt for hele verdenen omkring mig. Det er mine vilkår, men det er okay.

Ifølge statistikken har jeg »brudt den sociale arv«, men det havde jeg aldrig været i stand til at gøre uden netop den arv. »Størst af alt er kærligheden, min skat,« sagde min mor tit, mens hun stille strøg tårerne væk fra mine røde barnekinder, og det runger stadig i mit hoved.

Freja Troelsen er lærerstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Flemming Berger
  • Poul Sørensen
  • Ib Christensen
  • Ole Henriksen
  • Tino Rozzo
  • Karsten Aaen
  • Claus Oreskov
  • Elisabeth Andersen
  • Anne Eriksen
  • Margit Tang
  • Niels Duus Nielsen
  • Dorthe Jacobsen
  • Heidi Larsen
  • Carsten Mortensen
  • Marianne Rasmussen
  • Slettet Bruger
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Steffen Gliese
  • Christian De Thurah
  • Malan Helge
  • Benny Larsen
  • Steen Sohn
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
  • jørgen djørup
  • Grethe Preisler
Vivi Rindom, Flemming Berger, Poul Sørensen, Ib Christensen, Ole Henriksen, Tino Rozzo, Karsten Aaen, Claus Oreskov, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Margit Tang, Niels Duus Nielsen, Dorthe Jacobsen , Heidi Larsen, Carsten Mortensen, Marianne Rasmussen, Slettet Bruger, Mikael Velschow-Rasmussen, Steffen Gliese, Christian De Thurah, Malan Helge, Benny Larsen, Steen Sohn, Jens Thaarup Nyberg, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, jørgen djørup og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

jørgen djørup

Stærk erkendelse, som det har taget mange et helt liv at nå frem tilt

Bastian Barx, Claus Oreskov, Elisabeth Andersen, Søs Dalgaard Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Ja hun må godt give sig selv et klap på skulderen og hele indstillingen til livet og dets betingelser, Hun bliver en god lærer. Ja hendes artikel her trak tårer, sentimental eller ej.

Flemming Berger, Britt Kristensen, Bastian Barx, Elisabeth Andersen, Søs Dalgaard Jensen, Karsten Aaen, Jørn Andersen og Sus johnsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Tak din mor - og dig selv

Britt Kristensen, Bastian Barx, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Søs Dalgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Enig, en accept af hvem man er og hvor man kommer fra gør ikke nogen til mønsterbryder, det gør bare en stærk og ærlig.

Flemming Berger, Britt Kristensen, Bastian Barx, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Søs Dalgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg har givet artiklen en anbefaling ....
Det er jo en god historie. Og jeg blev lis'som andre - som det empatiske menneske jeg er - positivt følelsesmæssigt berørt af historien.

Men jeg sidder alligevel og tænker:
- "Hvad skal jeg bruge historien til ?"

Men hvad - måske er det bare mig ....
Og historien står fint for sig selv uden at skulle diktere en eller anden plan, fortsættelse eller konklusion.

Randi Christiansen

Mikael, for mig er det vigtige i denne historie, at det er tydeligt, hvor freja har sit overskud fra - sin mor. Og det er et gennemgående træk for såkaldte mønsterbrydere (jeg forstår fuldstændig frejas modvilje mod ordet) at der er ihvertfald een person i deres liv, som giver dem den omsorg, de har brug for.

Britt Kristensen, Ole Henriksen, Bastian Barx, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen, David Zennaro og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

I min ungdom lagde jeg store kræfter i forskellige forsøg på at bryde den sociale arv. Min farfar var vicevært gennem et helt liv. Min far var uddannet tjener (eller opvarter, som han kaldte det). Siden blev han steward og restauratør og endte som alkoholiseret postbud. Jeg ville være musiker og/eller arkitekt og nåede langt med begge dele, men endt med at slide mig selv op i mit helt eget kredsløb, uden at få så meget som et sommerjob på en tegnestue. Grundlæggende havde jeg hverken netværk, helbred eller tilstrækkeligt talent. Så, hvad blev jeg i virkeligheden, efter en tur omkring postvæsenet? Jeg blev vicevært. Den sociale og biologiske arv (det er samspillet der tæller) er som en magnet og vi er som jernspåner. På et eller andet tidspunkt finder man ud af at skinnerne i det store og hele er lagt ud på forhånd. Det er jo heller ikke tilfældigt at Shu-bi-du-a-drengene kommer fra pæne villaer i Charlottenlund, vel? Michael Hardinger arbejdede fx allerede i Radiohuset, da bandet blev dannet!
Jeg tænker på min farfar, hver gang jeg samler en hundelort op og fortryder lidt, at jeg ikke tog med ham på Travbanen, bare en enkelt gang. Men det var ikke fint nok til mig dengang. The Eagles har sagt det meget præcis: You can check out, but you can never leave.

Vivi Rindom, Flemming Berger, Randi Christiansen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Søs Dalgaard Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Søren Lystlund

R ikke SL
Din artikel viser, at uagtet ophav, er et godt forældre vejen til et barns lykke og velstand. Vær god ved din mor, hun har hjulpet dig.

Gode og godt begavede forældre, bedsteforældre og gode lærere var min lykke, samt selvfølgeligt, at jeg ville og kunne. Det handler om at ville. Du har villet.

Vær du en god lærer, så bliver du ved med at bryde flere mønstre.

Når man føler det så hårdt at blive rost for at bryde den sociale arv, så er det jo fordi det ikke er en jordemoders opgave at komme med den dom. Hvorfor skal hun stille sig an og sige tillykke? Men meget sundhedspersonale har den ide, at det er i orden. Det lyder som en positiv tilkendegivelse, men det er i virkeligheden at sætte sig til doms over vores og vores pårørendes liv. Og det er altid ubehageligt.

Britt Kristensen, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Anne Eriksen, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Dorthe Jacobsen

Jeg er (voksent)barn,af kærlige forældre med med sociale udfordringer, jeg blev for nogle år siden vurderet hos psykolog, og psykologen, brugte et andet ord for "mønsterbryder" som jeg her vil give videre: Mælkebøttebarn! et mælkebøttefrø, kan finde vej gennem asfalt og blomstre.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Helene Brochmann

Kære Freja - jeg forstår godt din ambivalens. Men to måder at tænke på kan måske gøre det nemmere at tage bemærkningerne om mønsterbrydning: For det første kan du godt se det som en ros til din mor, at hun har givet dig styrke til at komme længere, end hun selv har kunnet med de forudsætninger, hun nu har haft. De, der kommenterer det, kender jo ikke den del af historien, og derfor er det heller ikke dét, de kommenterer - men du kan se den rigtige sammenhæng. For det andet kan du måske tænke det som enhver anden anerkendelse: Hvis nogen siger, at det er en flot, ny frakke du har fået, behøver det jo ikke betyde, at din gamle var ubrugelig. Den gamle var sikkert også varm og behøver ikke ligefrem blive smidt ud. Eller sagt på en anden måde: Når nogen siger det til dig, er jeg overbevist om, at det kun er ment positivt og blot som en anerkendelse af, at du nok har haft lidt mere at slås med end dem, der har fået det hele forærende.

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Bemærkningerne her får mig til at overveje vores udtryk, forventninger til normer og sociale mønstre.
Hvorfor er det for alle eller mange så vigtigt at kunne sige : Jeg kom længere end mine forældre? Hvad er det vi måler på? uddannelse? intelligens, hvad det så er? økonomisk status? eller burde det bare være at det enkelte menneske hviler en smule i sig selv og opnår at få kærlighed og behov så tilfredsstillet, at det menneske ikke behøver kun at leve af brød alene? Ingen tvivl om at de fleste har brug for anerkendelsen i det samfund og fællesskab man er i, men kunne den anerkendelse ikke ligge i "bare" at være gadefejer?

Steffen Gliese, Flemming Berger, Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Debat indlægget, viser meget godt hvorfor unuancerede og endimensionelle definationer er problematisk, dette gælder i sagens natur også for i artiklen nævnte teorier om social arv og mønsterbrydere.

For det første antager de at sociale tilstande arves på lige fod med køn og udseende, hvilket på alle tænkelig områder bedst kan betegnes som absurd. Social forhold er netop forhold, det er ikke noget man arver eftersom der er tale om vilkår der kan være forsaget af et utal af faktorer. Der er med andre ord mere tale om en risikofaktorer end noget deterministisk, forudbestemt. Et hvilket som helst individ vil reagere forskelligt på disse vilkår, ikke mindst fordi der blot er tale om et vilkår af mange. Udover dette vilkår er der instututioner, voksen kontakt, relationer, miljøer, kulturer mm. der alle bidrager til dannelse af det enkelte individ. Så når nogle ikke bliver ligesom deres familie, skyldtes det ganske enkelt at der har været vilkår der har trukket i en anden retning.

Det samme problem er med definationen mønsterbrydder, for hvem siger der er et mønster til at begynde med, et andet problem er at man ser på det ud fra et individ perspektiv. Problemet med denne tankegang er at mennesker ikke er en ø, vi er noget i kraft af andre, de miljøer, kulturer mm vi færdes i ikke på trods.

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Artiklen fik mig spontant til at tænke på den norske arbejder digter Rudolf Nilsen og digtet Bekjennelse:
ekjennelse

Det er ingen mening med livet?
Du sier: Vi fødes og dør,
men er der et mål for det hele,
en hensikt med alt det vi gjør?

Jeg kjenner en mening med livet.
Det er at du gjør din plikt
i stort og i smått mot din klasse -
i handling, i tanke og dikt.

Det er at du aldri gir efter
for løfter om laurer og lønn,
men trossig og hatefull kjemper
for rettferd og fred for din sønn.

Ti selv har du intet å håpe.
Lykken er ikke for dig.
For fremtidens slekt skal du åpne
en bedre og lysere vei.

Jeg kjenner en mening med livet.
Det er i de navnløses hær
å kjempe for arbeiderklassen
med tanke og sang og gevær.

http://dikt.org/Bekjennelse

with help via Google translate -

Confession

There is no meaning of life?
You say: We are born and die,
but is there a goal to it all
a purpose in everything we do?

I know a meaning of life.
It is that you do your duty
in large and small to your class -
in deed, in thought and poetry.

It is that you never give after
for promise of laurel wreath and wages,
but defiantly and hateful fight
for justice and peace for your son.

Tues yourself, you have no hope.
Happiness is not for you.
For the future generations you shall open
a better and brighter way.

I know the meaning of life.
It is in the army of the nameless
to fight for the working class
with thought and song and rifle.

https://www.youtube.com/watch?v=8QBaNw72J1I

Philip B. Johnsen, Flemming Berger, Britt Kristensen, Viggo Okholm, Karsten Aaen og Ulla Søgaard anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Mikkel, sociale faktorer nedarves (epigenetik) og forudsigelsernes (determinisme) præcision afhænger af mængden af information, der kan lægges til grund for determineringen.

Hans A. Sørensen

God beretning.

Hvis der skulle være en "negativ social arv", som det ville være vigtigt at gøre noget ved, så tænker jeg nærmere, at den skal findes et helt andet sted...

Nemlig i de familier og miljøer, hvor man "fødes med en guldske i munden". Det giver tilsyneladende ofte "følgeskader". Nemlig en "asocial arv", som ofte følges op af fornemmelsen af at det er helt i orden at snyde i skat. Og holdninger, som siger at det er en naturlig ting, at tjene på at betale mindst muligt for udført arbejde og opkræve mest muligt for bolig og andre tjenesteydelser til folk som har behov for arbejde eller bolig...

Poul Sørensen, Flemming Berger, Britt Kristensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Jens Erik Starup, Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er ikke skyggen af videnskabelig belæg for at konkludere at sociale faktorer nedarves , sådan noget kan man ikke benytte den forskningen der eksistere til at konkludere. Men det forhindre ikke nogen i at koble ting sammen der ikke er belæg for at koble sammen.

Men der er forskere der tror alt skyldtes gener og dets lige. Men teorien er i bedste fald tvivlsom.

Men nogle mennesker forstår sig ganske enkelt ikke på teori, teori er ikke fakta. Men gider ikke sidde i disse spalter og redegør for folk hvad teori er!

Michael Kongstad Nielsen

En præstesøn bliver måske forretningsmand. En biologiprofessors datter måske modetøjsdesigner.
Det findes der tusindvis af eksempler på. Det sociale er ikke biologisk arveligt, men nogen gange socialt 'arveligt', forstået som social efterlignelse. Fx. en fodboldspillers søn bliver fodboldspiller.

Randi Christiansen

Jeg burde have tilføjet, at den biologiske arv kan konstateres ikke kun fra mor til datter men også videre i rækken fra mormor til datterdatter og sådan videre ...

Randi det nu nu hentyder til er biologisk/genetisk arv, debatten omhandler social arv!

Det skrevet kan biologisk/genetisk arv spille ind som en faktor, men også her er vi ude i en hvad forsager hvad diskussion.

Sult er blot et eksempel, du ser sult som årsag, men det ensidig, sult er en konsekvens, der resultere i andre konsekvenser, men er i sig selv aldrig årsagen, der er altid noget der forløber og forsager sulten.

Randi Christiansen

Jeg kan anbefale 24 spgsm til professoren, 24/7, i går med en professor i statskundskab, der taler om mennesket som 'et politisk dyr' (i øvrigt med reference til en af de oldgræske filosoffer). Fx skulle en årsag til fedme i følge ham ikke kun være overindtag af mad men også, at en psykologisk faktor kan være i spil, som betyder, at overvægtige i højere grad end de slanke trækker mest mulig næring ud af maden.

Randi Christiansen

Hidtil har du ikke argumenteret for din påstand mikael.

Jeg refererer til videnskabelige fakta - tjek selv op på fx epigenetik, men også ovennævnte radioprogram vil kunne oplyse dig.

Er det ikke meningsløst at diskutere, om den sociale arv nedarves biologisk set, når alle ved, at det vi snakker om er social reproduktion, og de muligheder samt umuligheder der er gemt der!

Vivi Rindom, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

En mønsterbryder bevæger sig i flere sociale rum, der mere eller mindre udelukker hinanden. Mange ender med at blive en fremmede i alle sammenhænge. Fremmede for sin egen fortid og familie, samt en fremmede blandt det segment, at det sociale liv, hvor vedkommende har tilkæmpet sig en plads. I gamle dage kaldte man i småborgerlige kredse, en mønsterbryder for en opkomling eller plebejer. Helt accepteret bliver man aldrig når man kommer fra bunden! Omvendt kan familie og venner, i ens gamle miljø, ikke forstå hvad for forvandlinger man har gennemgået. I bedste fald er de indifferente, men de kan også reagere aggressivt, og så få man påklistret prædikatet: fisefornem, snobbet og liggende. En mønsterbryder få således ikke samme støtte, som unge fra borgerlige og velfungerende hjem, der skal mere styrke til at gennemføre en højere uddannelse når man må undvære ros og forståelse. Ligesom mønsterbryderen ingen symbolsk kapital har (i bedste Bourdieu forstand). Mønsterbryderen skal hele livet kæmpe videre, for når uddannelsen er færdig skal vedkommende bruge ekstra energi, på at legitimere sig i den borgerlige verden. En verden med andre normer, og andre sociale koder, og som igen, som Bourdieu siger - med en anseelig symbolsk kapital, som mønsterbryderen ikke har.
På denne baggrund syntes jeg, at Freja Troelsen på en beundringsværdig måde, har løst en del af de umuligheder og ambivalente situationer hun uvægerligt befinder sig i, på en overraskende og eksistentiel bæredygtig måde!
PS: Jeg ved af erfaring hvad jeg snakker om.

Vivi Rindom, Flemming Berger, Britt Kristensen, jørgen djørup, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Ole Henriksen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

Claus Oreskov: Lige en lille tilføjelse for at beskrive de næsten automatiske fælder og begreber vi bruger. :" Helt accepteret bliver man aldrig når man kommer fra bunden" Det at komme fra bunden? jeg ved godt hvad du mener, bare lige en finte omkring vores forståelse. Hans E. Sørensen beskriver den omvendte mønsterbrydning og for ikke at falde i fælden undlader jeg begrebet om "klassen" der. Under alle omstændigheder har vi hver især en karma/bagage som vi skal slæbe med os, den kan være tung og hvis vi skal ændre den for eget og andres bedste kræver det erkendelse, som jeg anser Freja at være kommet til. Jeg tror ikke betydningen rig /fattig eller midt imellem er det afgørende for om man lider eller glimtvis er lykkelig, for mig er det afgørende menneskesynet og helst sammen med at kunne se livet som det er.

Randi Christiansen

Mikael, 2011 - 18.52 - det er mig der argumenterer og underbygger med henvisning til videnskabelige fakta, radioprogrammer med professorer mv, som du åbenbart ikke finder det ulejligheden værd at undersøge. Det kan ikke kaldes refleksion men netop påstande og stædig, uinformeret afvisning. Mærkeligt.

Med hensyn til biologisk kontra social vil jeg gerne dele noget der er nyt for mig.

http://blogs.discovermagazine.com/notrocketscience/2008/10/05/toxoplasma...

Der lader til at biologiske faktorer ikke kan udelukkes fra social adfærd.
Og benytter vi os af sund logisk tankegang til, at udelukke hvad vi tror er ulogisk, ender vi med et meget begrænset udvalg af muligheder, der meget muligt slet ikke indeholde sandheden som mulighed.

Freja tak for en hjertevarm artikel... jeg vil dog opfordre dig til at genoverveje at tage ordet "bryde" til dig. Hvis man ikke lære at brydes med tingene, så ender man i en stille stående konservatisme, hvor den foregående dagbliver "the blueprint" for dagen i dag og der er en fare for at det på en stille måde bliver helt stillestående uden man opdager det og pludselig deler man dagdrømme med Bendt Bensen, Lene Espersen og Lars barfod, men forhåbentligt giver det en trang til at genbruge og blive kreativ med ordet "bryde"....:-)

@Viggo Okholm. Jeg forstår godt hvad du mener og er stor set enig. Imidlertid ville jeg ikke bruge begrebet karma fordi det indebære, at man kan takke sig selv for den livsskæbne man nu fik! Børnene på lossepladsen i Rusland, eller i sydøstasien, har ikke selv forskyldt at de lever og bor på en affaldsdynge (for at tage et grelt eksempel)." Helt accepteret bliver man aldrig når man kommer fra bunden" indebære at man laver sig om, så man bliver en kloning at det borgerlige samfund man skal begå sig iblandt og alligevel bliver man aldrig helt accepteret men man bliver tålt. Tålt fordi man kan bidrage til det beståenedes reproduktion. Småborgerskabet rekruttere de bedste hjerner fra arbejderklassen til støtte for deres egne værdier og interesser - sådan som jeg ser det er det dette artiklens forfatter siger nej til. Angående om man er lige lykkelig som fattig kan jeg ikke besvare entydig. Imidlertid vil den sultne, syge og frysende altid stræbe efter mad, medicin og varme. At få noget at spise er vigtigt for den fattige og underernærede. Joh Hill har lavet en sjov sang, om hvordan kirkens mænd, lover de fattige kalvesteg i himmelen når de dør! Det er en ringe trøst:
"Du får mat, o kamrat
uti himmelens härliga stat! Svält förnöjd! O vad fröjd!
Du får kalvstek i himmelens höjd."
https://www.youtube.com/watch?v=XjKduK9GkOc
Heldigvis findes der nogle mennesker der vil gøre noget ved sådanne misforhold og om en sådan kvinde skrev Joh Hill "The Rebel Girl" kort inden han blev henrettet. Her på svensk (lad os ikke glemme at joh Hill var svensker :-))
https://www.youtube.com/watch?v=M8dXpGqwGL0

Randi Christiansen

Når det nu kan konstateres, at fx skader pga underernæring, sultspor, ses nedarvet gennem generationer (epigenetik) så må man da indse, at miljø-og socioøkonomien er uadskillelige faktorer, hvis effekter nedarves. Altså : skader pga sult er en miljø-og socioøkonomisk faktor, som nedarves.

Måske hørte jeg ikke rigtigt efter i biologi timerne men er det ikke sådan for at der kan ske en (arvelig) mutation skal der ske en forandring i kønskromosomerne? Selvom man klipper halen af en kat gennem 100000 generationer fødes killingerne alligevel med hale.

Randi Christiansen

Claus, jeg vil gerne have lov at uddybe karmabegrebet. Selvom det skulle forholde sig således, at vi reinkarnerer (genfødes i kødet) og bærer effekterne af vore handlinger med os fra liv til liv (der er en vis retfærdighed heri) - som man høster, sår man - så kan man sige, at det ikke er karmaloven, som fritager for valget om at drage omsorg for andre eller ej.

Og med omsorg menes der? Det er interessant at lytte til professor i statskundskab i 24 spgsm til professoren, 24/7 udlægge begrebet 'mennesket som et politisk dyr' der skal agere i et fælles rum og mht retsvæsen gør en rationel kalkule, ifht hvorvidt det er værd at investere i rehabilitering eller fjernelse af en forbryder. Så den sociale forpligtelse er interessant at undersøge. I forhold til hvad? Hvis det er i forhold til artens overlevelse, synes der ikke at være enighed om, hvorvidt samarbejde eller indbyrdes konkurrence er bedst.

Randi Christiansen

Claus, jeg vil gerne have lov at uddybe karmabegrebet. Selvom det skulle forholde sig således, at vi reinkarnerer (genfødes i kødet) og bærer effekterne af vore handlinger med os fra liv til liv (der er en vis retfærdighed heri) - som man høster, sår man - så kan man sige, at det ikke er karmaloven, som fritager for valget om at drage omsorg for andre eller ej.

Og med omsorg menes der? Det er interessant at lytte til professor i statskundskab i 24 spgsm til professoren, 24/7 udlægge begrebet 'mennesket som et politisk dyr' der skal agere i et fælles rum og mht retsvæsen gør en rationel kalkule, ifht hvorvidt det er værd at investere i rehabilitering eller fjernelse af en forbryder. Så den sociale forpligtelse er interessant at undersøge. I forhold til hvad? Hvis det er i forhold til artens overlevelse, synes der ikke at være enighed om, hvorvidt samarbejde eller indbyrdes konkurrence er bedst.

Randi Christiansen

http://www.epigenetics.dk/ :

"Epigenetikken er altså et felt der videnskabeligt kan besvare nogle af de store forunderlige spørgsmål inden for biologien, blandt andet hvordan en kompleks organisme kan dannes fra en enkelt celle og hvordan ydre påvirkninger lagres i vores cellers hukommelse og potentielt nedarves. Samtidig er epigenetikken et felt, der forventes at kunne give afsæt for nye behandlingsformer af de store folkesygdomme, som for eksempel kræft."

Michael Kongstad Nielsen

Den der sår forestillinger om social arv som uomgængelig, høster stavnsbånd, livegenskab, og anden råddenskab. Der der sår frie individer, høster selvstændighed og egenrådighed. Frihed fra sociale krav og bindinger giver boblende glæde, Hvis mosekonen holder sine børn nede i mosen, kommer der mere bryg, men mindre 'tågen letter'.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Mikael, effekten af den epigenetiske påvirkning er ikke uomgængelig men netop reversibel i og med påvirkning er mulig.

Niels Duus Nielsen

randi, dit link virker ikke, så her er et andet lødigt link:

http://www.whatisepigenetics.com/fundamentals/

"The field of epigenetics is quickly growing and with it the understanding that both the environment and individual lifestyle can also directly interact with the genome to influence epigenetic change."

Min interesse kom oprindelig af, at jeg læste om hvordan hjortene, der lever i skovene på grænsen mellem det gamle Øst- og Vesttyskland, stadig den dag i dag undgår de steder, hvor det elektriske hegn - som blev pillet ned for 25 år siden - stod. Selv om de nulevende hjorte alle er født efter Tysklands genforening.

Så enten acceptere vi epigenetiske fænomener, eller også postulerer vi, at hjorte kan tale og at forældrene fortæller hjortekiddene, hvor det er farligt at færdes.

Jens Erik Starup

Ja, Niels Nielsen. Der kan vel findes andre forklaringer på fænomenet. Døde hjorte giver jo ikke deres gener videre, men levende hjorte har måske vaner, som den opvoksende generation kopierer.

Michael Kongstad Nielsen

Ordet 'epi' er af græsk oprindelse og betyder egentlig 'ved siden af' – så epigenetik betyder 'ved siden af generne'. Ordet epigenesis kan spores langt tilbage i historien og var i blandt andet 1600- og 1700-tallet forbundet med den da fremherskende 'præformationsteori'.

Efter min mening er vi ovre i almindelig heksekunst. Det skal man heller ikke kimse af. Rigtige hekse, trolde, elverfolk og elverpiger er født af 'det ved siden af'', Griegs Peer Gynt er et eksempel:
https://www.youtube.com/watch?v=O2gDFJWhXp8&list=RDO2gDFJWhXp8#t=17

Men der er ingen grund til at løfte 'det ved siden af'' op til høj videnskab, som det aldeles ikke er.
Det er og bliver mosekonebryg.

Niels Nielsen, Dyrene i skoven er genetisk præget til at overleve. De bevæger sig der, hvor de lærte at bevæge sig, men kombinerer det med egne nye erfaringer, som sagtens kan fortrænge de gamle dyrs.

Troels M. Kvols, Jens Erik Starup og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Okay, så prøver vi med en af de tunge drenge indenfor biologi, Robert Sapolsky.

https://www.youtube.com/watch?v=NNnIGh9g6fA&list=PLD7E21BF91F3F9683

Og hvis I ikke har tid til at se 41 forelæsninger, så er her en artikel, der beskriver, hvorledes traumer videreføres, selv om det ikke skulle være muligt ifølge vores børnelærdom.

https://www.theguardian.com/science/2015/aug/21/study-of-holocaust-survi...

Videnskab udmærker sig ved, at hvad der var sandt i går, ikke nødvendigvis er sandt i dag. Genetikken som sådan er der ikke ændret på, blot er nogle af følgeslutningerne ikke længere gyldige på grund af ny viden.

Sider