Klumme

… og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo

Trump og bilernes lygter ved søerne. Krigen i Syrien og skænderier med børnene. Indianerne ved Standing Rock og børnefødselsdag i svømmehallen. Kan man leve sit eget liv, som om intet var hændt? Er det sådan, vi overlever i afmægtighed?
Aleppo.

Aleppo.

Manu Brabo

29. november 2016

Jeg cykler langs søerne, forbi Sølund, plejehjemmet, her bor de gamle, her ville min farmor gerne bo. Har alle mennesker det sådan, tænker jeg. Bærer alle rundt på sorgen over dem, der er døde, bliver man aldrig fri for savnet? Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Vi holder 10-års fødselsdag i svømmehallen, børnene spiser pølsehorn med kylling og muffins med banan og chokolade. Jeg går i gratis terapi på Nørrebrogade, bagefter står jeg på hjørnet og græder lidt, så skal jeg tilbage og arbejde videre. Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Trump er president elect, og jeg opgiver at læse Underkastelse færdig. Jeg forsøger at forklare børnene det amerikanske valgsystem, det lykkes ikke, jeg forstår det ikke selv.

Og jeg tænker, at det er ligesom med Nordkaperen: den der ville længst, bestemte destinationen, og det var altid Troels, der ville længst, min far fortalte det med lige dele ærgrelse og beundring. Trump er den, der vil længst. Valgets udfald er en game changer, det er en krise i græsk forstand, et vendepunkt, pludselig kan alt ske. Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Jeg ligger søvnløs og vred. Jeg har lyst til at råbe. Af dig, af verden, af mig selv. Jeg behersker mig. Jeg lægger mig ind ved siden af. Jeg læser for at falde til ro. Jeg falder i søvn, jeg vågner, jeg står op, jeg tuder i badet, jeg siger noget forkert til børnene, jeg sårer dem. Jeg gentager mine fejl i det uendelige. Jeg får ikke sagt ordentligt farvel. Jeg bliver ikke klogere, jeg bliver ikke blidere, jeg bliver ikke mere kærlig. Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Jeg læser om en midaldrende kvinde. Jeg er lettet over, at jeg ikke har fået børn, sådan som verden ser ud i dag, siger hun. Don’t agonize, organize, siger de, og jeg slår agonize op, at pines og plages, står der.

Jeg overvejer at støtte Planned Parenthood, jeg drømmer om at rejse væk, det gør jeg altid. Jeg tænker, at man kan leve sit eget liv, at man kan fortsætte, som om intet var hændt. Jeg tænker, at det er rimeligt at insistere på, at man er nødt til det. At det er sådan, vi overlever i afmægtighed. Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Jeg går til skolehjemsamtale, jeg rydder op i børnenes legetøj, jeg læser Herman Bang. Er verden af lave, tænker jeg, hvordan ved man, hvor slemt det står til? Hvordan ved man, hvornår det er tid til at flygte? Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Vi ser en film om et forældrepar, der mister deres datter, jeg græder og græder. Jeg kan ikke finde ud af det: Hvad er værst, at miste et barn eller det, der sker lige nu ved Standing Rock? Hvordan måler man tragedier? Jeg drikker kaffe alene, jeg spekulerer på, om jeg er lykkelig, jeg diskuterer de samme ting med mig selv igen og igen, jeg bestemmer mig for at sige til dig, at jeg synes, at vi gør, hvad vi kan. Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

’Your house was perfect for us’, skriver vores gæster fra airb’n’b, vores hjem er varmt og komfortabelt, skriver de. Det er noget, jeg har lært af min mor, at skabe et hjem, at fore det med bøger og billeder og organiske materialer.

En mand er blevet skudt på Røde Mellemvej, og jeg ser dig overalt hele tiden på gaden, bortset fra at det ikke er dig, en ryg, en lang frakke, et halstørklæde der flagrer, som dit altid gjorde. Jeg cykler hjem langs søerne, bilernes lygter ligner juletræskæder, mine tænder klaprer. Og jeg tænker på, at der kun er 30 læger tilbage i Aleppo.

Julie Top-Nørgaard er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Thomas Bindesbøll
  • Peter Heigaard Laursen
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
Anne Eriksen, Thomas Bindesbøll, Peter Heigaard Laursen, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Meget fornemt skrevet.... Hatten af !

Historien gentager sig - desværre. Både hvad angår selve krigsforbrydelserne, afmagten, eller det såkalte "Verdenssamfunds" svigt, vol I-II-III,,,, men også at der stadig er 30 læger tilbage der lige nu stadig gør hvad de kan for at redde liv... Som så mange andre steder.
Aleppo i ruiner, En bevidst strategi blandt kynikere. Og som set før.
Her blot et et billede fra Putins "svendestykke" mod angiveligt "egen borgere" , anno 2000.
https://northcaucasusland.files.wordpress.com/2014/01/grozny-war-chechny...

Men dette svineri hindrede ikke "Verdenssamfundet" de næste 10-15 års tid at pleje fuld og *investrerings-positiv* omgang med samme regime, der smadrede også denne hele storby til *smithereens*. Også Groznyj's sidste 30 læger opererede til det sidste - i lommelygters skær. Og siden er både alle tapre læger og alle ofre blevet glemt.
Men smerten består, skulle jeg hilse og sige, fra de overlevende.

Det vil den også gøre fra Alleppos alle ofre -