Kommentar

Trump og Brexit må ikke splitte os – minoritetskamp er også klassekamp

Identitetspolitik er ikke nødvendigvis en blindgyde for venstrefløjen, og de, som påstår det, er kun ude på at splitte os
19. november 2016

En tese er kommet på mode: Når Trump vandt præsidentvalget og det populistiske højre marcherer frem, er det, fordi venstrefløjsforkæmpere for feminisme og for minoritetsrettigheder er gået for langt. Som en The Wall Street Journal-klummist skriver: »Identitetspolitik, dømmesyge og overdrevent fokus på hensyn til eksotiske seksuelle minoriteter giver nu bagslag«.

Budskabet er klart: Minoriteter, som mange finder sære, moralsk fordærvede, perverterede eller alt for højrøstet agiterende for deres rettigheder, har høstet vind. Nu må de tage følgerne af stormen.

’Elite’ betegnede førhen dem, der i et givet samfund besad rigdom, magt og privilegier, f.eks. børsvekselerer og erhvervsjurister, der var forbundet gennem et netværk, der allerede blev grundlagt på deres fine privatskoler, eller milliardær-plutokrater, der hang ud i guldelevatorer.

Begrebet er nu gået over til at betyde dem, der forsvarer mindretals- og kvinderettigheder.

Den højreorienterede populisme i vor tid dyrker gerne retorik om arbejderklassen, men vel at mærke en bestemt slags patriotisk og indfødt arbejderklasse, som den kan bruge til at holde op som modbillede til den rodløse, kosmopolitiske, selvhadende storbymiddelklasse og dens påståede foragt for førnævnte ’almindelige menneskers værdier og livsstil’.

’Folkelig kontrarevolution’

»Hvis du er verdensborger, er du ikke statsborger nogen steder,« erklærede premierminister Theresa May i et af de karakteristiske hånlige udfald imod denne nye elite, der ser ned på »arbejderklassen« og »finder dens patriotisme usmagelig og den bekymring for indvandringen snæversynet«.

Ifølge klummisten Melanie Phillips udgør Brexit og Trumpismen ligefrem en »folkelig kontrarevolution« og et forsøg på at flytte politikken tilbage til dens rette element.

Hendes tese er, at de sande fanatikere ikke er de hvide nationalister, der nu står på tærsklen til at overtage magten i Washington, men snarere den »antihvide racisme hos Black Lives Matter og andre venstreliberale«.

Arbejderklassevælgernes sande plageånder er slet ikke de finansinstitutioner, der har styret deres lande ud i økonomisk katastrofe, og ikke de koncernledere, der ikke betaler deres arbejdstagere nok, eller de magnater, som unddrager sig skat (såsom Trump). Nej, det er da fortalerne for minoriteter og kvinder, der er slået ind på kollisionskurs med arbejderklassen.

Arbejderklassen består åbenbart kun af hvide heteromænd og ikke kvinder, ikke etniske minoriteter, ikke indvandrere, ikke LGBT-personer, der kræver rettigheder.

Klassekamp først

Den gamle venstrefløj, domineret som den var (og til dels stadig er) af hvide heteromænd, anlagde samme linje: Klassekampen kommer først – efter revolutionen kan vi ordne alt det andet.

Det var en tilgang, som kvinder og minoriteter gjorde oprør imod. Arbejderklassen var fuld af mangfoldighed, hævdede de. Og klasseundertrykkelse var ikke den eneste uretfærdighed, som arbejderklassemennesker blev udsat for.

Undertrykkelsen kom ikke kun fra oven, men også fra deres egne samfund og arbejdspladser. Kvinder blev udnyttet af deres arbejdsgivere, ligesom mænd blev det. Men de blev også udsat for sexchikane fra mænd (som Trump), diskrimineret, underbetalt og tvunget til at påtage sig ulønnet husarbejde og hovedparten af ​​børnepasningen.

Også sorte arbejdere havde elendige vilkår på arbejdspladsen, men blev derudover behandlet som andenrangsborgere, chikaneret af politiet, udsat for racistiske overgreb i gaderne og diskrimineret på arbejdspladsen, hvilket betød, at der var flere af dem i arbejdsløshedsstatistikkerne.

LGBT-arbejdere kunne som deres heterokolleger hyres og fyres efter arbejdsgiveres luner, men de blev også mødt med bornerte fordomme gennem hele deres liv, hvilket gav næring til udbredte psykiske lidelser, fordi så store dele af samfundet afviste og hadede dem. De var ude af stand til at holde i hånd med deres kæreste på gaden uden at blive udsat for overfusninger og vold, og de savnede de samme juridiske rettigheder som andre par.

Klassekampen lever

I dag har venstrefløjen helt opgivet klasseperspektivet til fordel for identitetspolitik, lyder anklagen nu. Og jo, det kan godt være, at denne position findes, som når feminister fokuserer mere på at kræve flere kvinder i virksomhedsbestyrelser end på systemisk ulighed. Men for socialister bliver klassemodsætninger ikke mindre centrale, blot fordi vi også lægger vægt på ligestilling mellem køn, race og forskellig seksuel observans.

Elendigheden i arbejderklassesamfund i Trump-land eller Brexit-land skyldes den finansielle sektor, de store selskaber og skatteunddragerne – ikke polakker, muslimer, sorte eller transrettighedsaktivister.

Det nytter ikke, at erklærede progressive hopper med på Brexit- og Trump-tilhængernes vogn og lader kvinderne og minoriteterne i stikken. Det ville være en strategisk fejltagelse, for trumpisterne vil aldrig stille sig tilfredse. Uanset hvilke indrømmelser de får, vil det aldrig være nok, og de vil kun føle sig yderligere opildnet.

Jo, vi skal diskutere de bedste strategier for at opnå lige rettigheder, men det betyder ikke, at vi skal vige over for den modreaktion, vi ser nu. Arbejderklassens frigørelse må omfatte hele arbejderklassen: mænd og kvinder, hvide og sorte, heteroseksuelle og LGBT-personer.

Vi er på vej ind i en tid, hvor fordomme får frit løb igen – nu med opbakning fra officielt sted. Hæslige dæmoner er sluppet fri på begge sider af Atlanten. Højrefløjen har allerede vundet to store sejre i år. Overgiver vi os til deres dagsorden, vinder de endnu flere.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nike Forsander Lorentsen

En stille undren....er kvinder en minoritet, jeg spørger kun fordi kvinder tit bliver omtalt sammen med minoriteter.

Det lyder godt, men er lidt vagt når det kommer til det konkrete. Skal vi være mere eller mindre bornerte, f.eks.?

En ting forstod jeg dog: vi skal være mere tolerante & vores politiske modstandere er hæslige dæmoner.