Klumme

Trump-MRSA

Da jeg støder på Lars Løkke i 2025 hænger han noget med næbbet. Måske er der ikke noget at sige til, at folk blev trætte af moderniseringstiltag og globalisering. Måske er det forståeligt, at folk, der bekymrede sig om afskaffelsen af retsforbeholdet, blev vrede, da de blev kaldt nationalistiske, fremmedfjendske bonderøve
21. november 2016

Det er år 2025. Vi er tilbage i venteværelset, Lars Løkke og jeg.

Til et rutinetjek i forbindelse med den svine-MRSA, vi begge tidligere fik konstateret.

Multiresistens er ikke sådan at få bugt med, det siger sig selv, og som en del af den nationale tryghedsplan for MRSA-udfordrede indkaldes alle til jævnlig kontrol.

En beskeden pris, selvfølgelig, at betale for i mange år at kunne sikre en konkurrencedygtig landbrugsproduktion, men dog en pris.

Måske det er den erkendelse, der tynger Lars, jeg ved det ikke, men han virker mut. Betuttet, slukøret. Mere end sidst vi sad på de her stole med det mintgrønne betræk.

Han kigger tomt ud i luften, udtryksløst ud i ingenting, med sin lommeudgave af 2025-planen fra tiden som statsminister knuget i hænderne.

Jeg prøver at komme på noget pænt at sige. Noget, som kan muntre ham lidt op, få tankerne hen på noget andet, også for min egen skyld, for uanset hvor almindelig den her bakterie er blevet – en udvikling, Ministeriet for Bæredygtigt miljø og Fødevarer kalder MRSA-normalisering – så påvirker omstændigheden da humøret indimellem.

»Ved du hvad, Lars«, siger jeg efter at have tænkt et stykke tid.

Lars kigger op.

»Dengang Trump vandt det amerikanske valg, og han stod på podiet som præsident, da blev jeg pludselig rigtig, rigtig glad for dig som statsminister. For at vi havde dig, Lars.«

»Mener du det?«

»Ja, for søren da. Langt mere end jeg plejede.«

Lars smiler. Kort og kun med munden.

Han vil ud med noget.

»Jeg kan jo godt se det nu, i bakspejlet«, siger Lars med henvisning til den manglende evne til at forudse Trump, Brexit, retsforbeholdsafstemningen og de nye partiers succes.

»Vi kaldte besparelser for budgetforbedringer. Vi talte i ramme alvor om moderniseringsstyrelse og uddannelsesloft.«

Han er meget fattet og meget afklaret.

»Og når vi rigtig skulle vise fremsyn, købte vi for 100 millioner kroner reservedele til et kampfly, vi endnu ikke havde fået.«

Jeg lader en beroligende hånd ramme Lars’ skulder, og han fortsætter om politik som administration af marginaler, med politikere som slaver af økonomiske regnemodeller, fulde af fejl. Om dengang en revision af BNP-tallene pludselig sendte Danmark tilbage i den økonomiske top-10, væk fra den brændende platform, man ellers påstod at befinde sig på. Ud af det blå.

Om omtalen af dem, der ville bevare retsforbeholdet, som nationalistiske, fremmedfjendske, usamarbejdsvillige bonderøve, der levede i fortiden og troede, man kunne bygge mure om sig selv, og som blev fortalt, at Danmark ville blive et paradis for pædofile og terrorister. Folk skulle bare makke ret og gøre, som de blev bedt om.

Om kampbureaukratiske EU, der ikke har taget globaliseringens tabere alvorligt, men blot opfatter det som en naturlov, når tusinder af job flyttes, og lønningerne trykkes, og som er blevet ledet af Goldman Sachs' helt egen Barroso, Luxembourg-fintens ridder Jean-Claude Juncker og »I kommer bare«-Merkel.

Det bliver folk trætte af. Det er tydeligt for Lars nu.

»Men det forklarer det jo ikke alene,« forsøger jeg. »Hillary fik flest stemmer. Det er det amerikanske valgmandssystem, den er gal med. Trump fik ikke et folkeligt mandat,« når jeg at sige, før jeg bliver afbrudt af en angrende Henrik Marstal, som hidtil har siddet helt stille i venteværelset.

En sagte Marstal fortæller om en længere periode i syv sind om svine-MRSA. Svineproduktion var i sig selv islamofobisk, det stod klart, men efter at have læst en fødevaretænketanks sammenligning af omtalen af landmænd med »jagten på homoseksuelle i 1980’erne, da vi alle troede dommedag var over os på grund af risikoen for, at homoseksuelle ville smitte os med aids«, kunne han simpelt hen ikke finde ud af, hvilket ben han skulle stå på.

Den tid er ovre nu.

»Kulturel appropriation, safe spaces, trigger warnings, hvidhedsprivilegier, krænkelseskultur. Lad da Justin Bieber have dreadlocks. Jeg kan godt se det nu. Det er jo ikke den slags, man vil dø for i skyttegraven.«

Lau Aaen er cand. scient. adm. og forfatter

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu