Hvad er det, Trumponomics minder om?

Så Amerikas herskende klasser har tabt et præsidentvalg til en milliardær, der førte sig frem som en mand af folket?

Donald Trump gik op imod hierarkiet i sit eget parti, uden velsignelse fra etablerede medier og topchefer, uden at holde taler for Wall Street, uden kampagnepenge fra Silicon Valley. Hillary Clinton var establishment-kandidaten, Trump den uelskede, rebelske outsider.

For lidt over en måned siden forsøgte jeg at opspore Trump-vælgere i West Virginia og Pennsylvania – to af de stater, der gik i rødt på valgnatten. Og gang på gang slog det mig, hvor svært det var at finde nogen, der offentligt ville indrømme, at de havde tænkt sig at stemme på manden.

»Jo, han er en nar,« begyndte en, »men … «. En anden erklærede: »Jeg ved godt, at han er en totalt idiot, men …«

Men: Jeg stemmer på ham. For hvem er der ellers? – jeg har fået nok. Sådan var indholdet af næsten alle mine samtaler med vælgere i et af de mest højrøstede demokratier på Jorden. Flere bad mig om at holde deres identitet hemmelig.

Outsiderrebellen

Trump ses således som en outsiderpolitiker, der har stillet sig i spidsen for et oprør blandt outsideramerikanere.

Vi kender historien: Den handler om de hvide mænd fra kulmine- og rustbæltestaterne, der føler sig hjemløse i eget land og ladt i stikken af begge partier. Og sandt er det, at en stor luns af Trumps vælgerkorps er mennesker, der ser sig selv som tabere efter fire årtiers neoliberal politisk og økonomisk ortodoksi.

Men lad mig tilføje et yderligere ’men’: Donald J. Trump bliver under ingen omstændigheder den præsident, der holder dødsmesse for neoliberalismen – af den grund, at den tomhjernede narcissist ikke har den fjerneste anelse om, hvad han vil sætte i stedet.

For toneangivende politiske og økonomiske kommentatorer er det i disse dage populært at fremhæve, at Trump vender sig imod frihandel og tager de vælgere alvorligt, som ingen før har gidet lytte til.

Han vil styre Amerika i en radikalt ny og anderledes retning, får vi at vide. Der tales om ’revolution’, og om at de vrede pøbelmennesker med høtyvene omsider har fundet deres anfører.

Da Trump på valgnatten nærmede sig 270-mærket, kom en af ​​de første e-mails, jeg fik, fra en fondsbestyrer i den gigantiske Fidelity-gruppe.

Han erklærede, at vi nu »går ind i en verden med aldrig før sete politiske risici – en verden, hvor det bærende fundament for verdensordenen efter Anden Verdenskrig er væltet over ende«. Symptomatisk, men nonsens på stylter – i al fald for så vidt angår økonomi.

Plastiske Trump

For det første ser fondsbestyreren bort fra, hvor fluktuerende plastisk Trumps politik er. Dette er ellers manden, der – uden for citat – for blot et par måneder erklærede over for New York Times-journalister, at »alt er til forhandling«.

Dette er outsiderrebellen, der på et mindeværdigt foto ses i festligt og lattermildt lag med Bill og Hillary Clinton, VIP-gæster ved hans bryllup i 2005. Dette er den barske bølle, der ikke kan åbne munden uden at modsige sig selv.

Tager vi alle krumspring, overdrivelser og direkte løgne ud Trumps standard-rablerier, ender vi med tæt på ingenting. Alt dette gør ham til en uhyre formbar og føjelig præsident for de republikanerne i Senatet og Repræsentanternes Hus, som han bliver nødt til at arbejde med.

Hvad de opskræmte analytikere overser, er, hvor gammeldags Trumponomics er. Se på de mennesker, han omgiver sig med. Blandt hans økonomiske toprådgivere er Stephen Moore fra Heritage Foundation, en konservativ tænketank og en vigtig arkitekt for Reagans økonomiske politik.

For ganske rigtigt: Trumps økonomiske politik er over lange stræk en kopi af Reagans. Skær ned på bureaukrati og sociale programmer, sænk selskabsskat, indfør store lettelser på indkomskat, afskaf ejendomsskatterne osv.

Kæmpe budgethul

De planlagte skattelettelser vil koste billioner – op til 9.000 milliarder dollar over det næste årti ifølge nogle modeller – og de vil slå et gigantisk hul i USA’s offentlige finanser, især hvis Trump også vil gøre alvor af sine planer om at investere massivt i renovering af infrastrukturen.

Men hans løfte nu er samme slags løfte, som Reagan, hans rådgiver Arthur Laffer og resten af den tids slangeoliesælgere afgav: Der vil komme ny vækst, som vil bringe store skatteindtægter i det lange løb, og den vil sive ned gennem samfundslagene og skabe velstand for alle.

Intet ved denne politik vil gavne Trumps forurettede arbejdervælgere. Men nu havde ejendomsmagnaten jo heller aldrig forestillet sig, at han skulle dele ud af sin rigdom, styrke fagforeningerne eller betale arbejdere en højere løn.

Det er ikke så længe siden, at han hævdede, at lønningerne var ’for høje’, før han straks efter flipfloppede og på Twitter beklagede sig over, at USA’s middelklasse ikke har »har haft reallønsfremgang i årevis. For dårligt«.

Hans seneste holdning lyder: »Jeg ser gerne en vis stigning i mindsteløn, men jeg vil helst overlade det til de enkelte stater«. Ih dog, tusind tak, Donald!

Paradokset er åbenlyst. Store dele af Trumps vælgerbagland stemte i protest imod de sidste årtiers afvikling af Amerikas sociale kontrakt. De gjorde oprør mod reaganismen og dens præferencer for Wall Street frem for Main Street, dens ejendomsmarkedsboom og industrikrak. Men hvad de nu kan regne med at få, er meget mere reaganisme fra en mand, der havde sin sidste storhedstid i netop Reagan-årene.

En opstand er ikke en revolution. De kloge hoveder i politik og medier ser et system, der er forstyrret, og råber ’opstand’. Det gjorde de også i Storbritannien efter sejren for Brexit-fløjen, og de vil de gøre igen, når Trump indsættes den 20. januar. Og igen vil de tage fejl.

Trumps Amerika og Brexits Storbritannien er dele af samme tragedie: En stor del af befolkningen får nok af den teknokratiske elite og dens mislykkede ortodoksi, men den etablerede politiske klasse er ikke stand til at formulere reelle alternativer.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen