Kronik

Trumps sejr indvarsler enden på globaliseringen

Opbakningen til Donald Trump er et udtryk for en tilspidset kamp mellem politiske og økonomiske bevægelser. Neoliberalismen, som hidtil har domineret med sin globaliseringsbegejstring, udfordres af venstrepopulisme og økonomisk nationalisme. Kampen vil sandsynligvis skabe turbulens de kommende år, indtil en ny økonomisk verdensorden tager form
Det var Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som i 1980’erne stod fadder til neoliberalismens dominans som herskende økonomisk paradigme. Med valget af Trump synes den epoke at være slut

Det var Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som i 1980’erne stod fadder til neoliberalismens dominans som herskende økonomisk paradigme. Med valget af Trump synes den epoke at være slut

Polfoto

12. november 2016

Donald Trumps sejr er udtryk for, at den økonomiske globalisering er i dyb krise. Det samme budskab leverede Brexit-afstemningen.

Det kan varsle enden på det globale regime af økonomisk liberalisme og frihandel, som har domineret den rige verden siden begyndelsen af 1980’erne.

England og USA har været frontløberne i den økonomiske og finansielle globalisering siden valget af Ronald Reagan og Margaret Thatcher, men nu reagerer vælgerne altså voldsomt på konsekvenserne af den frie bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft.

Det er historiens ironi, at det netop er i de lande, der har været så centrale i opbygningen af den neoliberale globalisering, at vælgerne nu vender projektet ryggen.

Globaliseringen oplever ikke kun problemer på det politiske plan. Også på det materielle plan er verdenshandelen ved at tabe dampen.

En oversigt fra WTO fra september viser, at væksten i verdenshandlen i perioden efter krisen kun har været halvt så stor som i 1990’erne, og at den fortsat er faldende. 2016 bliver det første år i nyere tid, hvor verdenshandelen vokser langsommere end den økonomiske vækst. 

Hvad der kommer til at efterfølge den neoliberale verdensorden står endnu ikke klart, men konturerne af flere mulige alternativer tegner sig i den bølge af antiestablishment-politik, som ryster den vestlige verden i disse år.

Krisen sluttede aldrig  

Den umiddelbare baggrund for Trumps sejr er den finansielle krise i 2007-8 og den økonomiske nedtur, der fulgte. Her mistede millioner af amerikanere deres job eller blev tvunget fra hus og hjem, da boligmarkedet kollapsede og trak hele økonomien med sig ned.

Samtidig oplevede de kriseramte, at de bankfolk og finansielle institutioner, som var årsag til krisen, ikke alene undgik straf, men endda blev reddet af massive bankpakker.

Siden har de amerikanske økonomiske nøgletal rettet sig noget, især på grund af en politik med ekstremt lave renter og kvantitative lempelser fra den amerikanske centralbank.

Problemet er bare, at mange amerikanere ikke har oplevet, at deres liv er blevet bedre. Det har givet Trumps rasen mod det eksisterende system vind i sejlene.

Neoliberal konsensus

De historiske rødder til problemerne i det postindustrielle USA stikker imidlertid dybere end den seneste krise. Normalt taler man om Murens Fald i 1989 som indvarslingen af den liberale verdensorden, men på det økonomiske område begyndte den allerede med 1970’ernes økonomiske krise.

Efter en lang periode med stærk økonomisk vækst, stigende lønninger, der mindskede uligheden, keynesianisme og et internationalt finansielt system, der var reguleret gennem det såkaldte Bretton Woods-system, trak det op til uvejr.

I 1971 ophævede USA dollarens konvertabilitet til guld, og fjernede dermed grundlaget for Bretton Woods-systemet. Da oliepriserne pludselig blev sat i vejret i 1973, trak det hele verdensøkonomien i recession, og 1970’erne blev en periode med en kaotisk økonomisk tilstand, præget af faldende investeringer, arbejdsløshed og inflation.

Krisen betød, at økonomisk liberale tænkere, herunder Friedrich Hayek og Milton Friedman, vandt gehør. De mente, at for stor statslig indblanding var et problem for økonomien. Man skulle opgive at føre en aktiv politik for at sikre beskæftigelse. Det skabte bare inflation. I stedet burde man lade markedet løse problemerne.

Det krævede tre ting: for det første en mere fri løndannelse. Hvis man fjernede fagforeninger og regulering af arbejdsmarkedet, kunne lønnen falde til det ’naturlige’ niveau, som ville sørge for job til alle.

For det andet øget frihandel og finansiel deregulering, så konkurrencen blev sat fri, og virksomheder og kapital kunne bevæge sig frit over grænserne og finde hen, hvor forholdene var bedst.

For det tredje skulle man sikre flere penge til investeringer ved at lette skatten for virksomheder og de rigeste.

Hayek og Friedman havde forsøgt at gøre deres pointer gældende siden 1940’erne, men først med 1970’ernes økonomiske krise fandt de et stort publikum blandt en ny generation af virksomhedsejere på den politiske højrefløj.

En mere militant arbejderbevægelse og øget miljøregulering og forbrugerbeskyttelse pressede mange virksomheder på profitten, og det neoliberale program præsenterede en måde at løse problemerne på.

Storhedstiden

Det neoliberale projekt fik sin første succes i Storbritannien og USA fra begyndelsen af 1980’erne. Det førte til finansiel deregulering, knækkede fagbevægelsen og sænkede selskabskatten og topskatteraterne kraftigt. Siden spredte programmet sig til Europa og udviklingslandene. Hos os dog for det meste i en mere moderat form end i neoliberalismens angelsaksiske kernelande.

På sine egne præmisser var det neoliberale eksperiment en succes – det lykkedes at begrænse inflationen, og den politiske og økonomiske forvirring fra 1970’erne blev afløst af en ny orden, da de fleste vestlige lande i løbet af 1980’erne og 1990’erne tilsluttede sig den neoliberale konsensus. Men konsekvenserne var store.

De neoliberale reformer skabte ikke den lovede vækst. Vækstraterne kom aldrig tilbage på samme niveau som i 1960’erne, og selv 1970’erne gennemsnitlige årlige vækst er højere end i alle de efterfølgende årtier.

Samtidig blev især den traditionelle arbejderklasse hårdt ramt af den stigende internationale konkurrence og muligheden for at flytte produktionen til lavtlønslande.

Resultatet blev, som Piketty og andre har demonstreret, at uligheden begyndte at stige eksplosivt –almindelige lønninger stagnerede, og de rigeste blev rigere.

En mellemperiode

Efter finanskrisen undrede mange sig over, at den ikke førte til større politiske forandringer. Når neoliberalismens finansielle deregulering havde bragt en global krise med sig, måtte et nyt politisk alternativ da tage over, tænkte man.

Men paradigmeskift i økonomisk politik går sjældent så hurtigt. Det tog mere end 15 år fra begyndelsen af Den Store Depression i 1929, før Bretton Woods-systemet og keynesianismen trådte frem som det dominerende økonomiske paradigme.

Og det tog et kaotisk årti i 1970’erne fra Bretton Woods-systemets sammenbrud, før den neoliberale verdensorden havde bidt sig fast.

Læs også: Når man ikke vil lytte, får man ... Trump

Meget tyder på, at vi nu befinder os i en sådan ny kaotisk mellemperiode, hvor der ikke er et dominerende økonomisk paradigme, men i stedet flere forskellige konkurrerende projekter.

Der er den neoliberale elite, som siden krisen har holdt fast i, at løsningen på de lave væksttal er en accelerering af det neoliberale projekt. Væksten skal skaffes via mere frihandel, yderligere skattelettelser og offentlige nedskæringer.

De ideer er stadig dominerende i det politiske establishment i de fleste europæiske lande og i EU-systemet, men projektets folkelige legitimitet er i frit fald. Det ser vi ikke bare i valget af Trump, men også med Brexit og problemerne med at gennemføre handelsaftaler som TTIP og CETA.

Udfordrerne

Resultatet er fremvæksten af nye bevægelser mod det politiske establishment. Fra venstre ser man opkomsten af en ny venstrepopulisme, hvor ønsket om større økonomisk omfordeling og regulering af markedet kombineres med et ønske om at frigøre demokratiet fra den økonomiske elite.

Bernie Sanders kalder dette oligarki for the billionaire class, mens Podemos i Spanien taler om La Casta. Venstrepopulismen er især slået igennem i Sydeuropa, men interessant nok har Labours nye leder Jeremy Corbyn i Storbritannien og Bernie Sanders i USA også haft succes på neoliberalismens hjemmebane.

Samtidig ser man fra højre en ny økonomisk nationalisme, der lover at bruge en mere aktiv stat til at beskytte landets borgere mod effekterne af den økonomiske globalisering og skabe større lighed.

Den fremmeste fortaler har længe været Front National i Frankrig, men efter Brexit er Theresa May som ny leder af de engelske konservative også begyndt at tale varmt for forbedring af arbejderklassens vilkår, ligesom hun bekymrer sig om problemerne ved ulighed og globalisering.

Den form for erhvervsvenlig, men globaliseringsfjendtlig politik har haft stor gennemslagskraft, men indtil videre har den mødt fjendtlighed fra alle dele af erhvervslivet.

Samtidigt er det svært at se, hvordan Trumps økonomiske program, der bl.a. lover endnu større skattelettelser til de rigeste, i praksis vil forbedre forholdene for hans vælgermæssige base.

Hvorvidt venstrepopulismen og den nye økonomiske nationalisme kommer til at samle tilstrækkelig opbakning til at forme fremtidens verdensøkonomi, eller om vi kan forvente noget helt tredje, er stadig uvist. Men som tingene står nu, virker det til, at den liberale globaliserings æra er ved at have sunget sit sidste vers.

Rune Møller Stahl er ph.d-stipendiat med speciale i politisk økonomi ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Flemming Berger
  • Thomas Frisendal
  • Palle Yndal-Olsen
  • Rasmus Knus
Torben Arendal, Flemming Berger, Thomas Frisendal, Palle Yndal-Olsen og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er vist snart på tide, at de ærede forfattere måske skulle tage en lektion eller to i begreber inden for økonomi og politik.
Det er blevet ét stort roderi med de mange betegnelser på kryds og på tværs.

Først er der: Globaliseringen: Menes der mon blot frihandel?
Så er der: Neoliberalismen: Aner ikke, hvad der menes. Liberalisme i sig selv er flertydigt.
Der er også en variant: venstrepopulisme: Kan også misforstås.
Endelig afsluttes med: økonomisk nationalisme: Et blandet begreb.

Jeg er kun kommet til titel og resumë ....

Men der fortsættes ufortrødendt med: økonomiske globalisering,
økonomisk liberalisme, finansielle globalisering, neoliberale globalisering, neoliberale verdensorden, antiestablishment-politik, liberale verdensorden, neoliberale projekt, neoliberale eksperiment, neoliberale konsensus, neoliberale reformer, neoliberalismens finansielle deregulering, neoliberale verdensorden, neoliberale elite, neoliberalismens hjemmebane
... ad infinitum !!

Ak ja, hvad der ikke kan komme ud af et neoliberalt Phd-projekt ;-)

peter fonnesbech, peter hansen, Arne Lund, Hans Aagaard, Bjarne Bisgaard Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

@Hans Jørn Storgaard Andersen
"venstrepopulisme"
Mon ikke skribenten mener at alle venstreorienterede der snakker økonomi pr natur er populister? Jeg kan ikke læse det anderledes...

@Martin

Økonomi, dette pseudovidenskabelige fag, som generelt tiltrækker dem som enten har indset at "moral" og "etik" er varm luft på pose, eller dem som ikke fattet det endnu og formentlig aldrig kommer til det.

Søren Roepstorff, Torben Arendal, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thomas Frisendal

Selvom jeg endnu ikke har forstået hvad der menes med venstrepopulisme synes jeg nu kronikken giver et godt overblik over situationens alvor.

Allan Stampe Kristiansen, Torben Arendal, Vivi Rindom, Steffen Gliese, Flemming Berger og Sven-Åge Westphalen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg kan altså godt forstå teksten, selv om der står neoliberal og liberalisme mange gange. Jeg synes sådan også set det er en udmærket opsummering af udviklingen af efterkrigstidens globale økonomi og jeg vil faktisk gå så langt som at sige jeg også forstår Martin Hansens venstrepopulisme-joke. Man nu har jeg så også fået tre kopper kaffe!

Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Sven-Åge Westphalen

Tak til Rune Møller Stahl for en god analyse, der er god at reflektere over. Jeg tror, at forfatteren med (venstre-)populisme mener det, som Mikkel Thorup har defineret som mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt. Jeg er enig med forfatteren i, at det liberalistisk- økonomiske paradigme er på vej ned af bakke. Det kritiske spørgsmål i den sammenhæng er, om demokratiet som system er stærkt nok til at overleve. Jeg er ikke bekymret for, om der skal vokse nye partier frem; de skal nok komme. Spørgsmålet er, om de gamle partier, herhjemme især socialdemokraterne, de Radikale, de Konservative, Venstre formår at forny sig, eller om de fortsætter deres desperate partnerskab med den økonomiske elite og er villighed til ikke kun at sætte deres egen værdighed som politisk parti over styr, men også er villig til at sætte det demokratiske system over styr med lovgivning. Det er ikke dominerende endnu, men den stigende villighed hvormed regeringer, ministre og politikere har været villige til at udfordre FN's menneskerettigheder og principper, indskrænke muligheden for at kigge staten over skulderen eller misbruge offentlige midler er bekymrende.

Torben Arendal, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Denne artikel har et lidt bedre perspektiv end vanligt. Jeg skal af hensyn til Inf-debattens venstrepopulistiske følelsesocean ikke udpensle. Faktisk havde jeg selv en snært af huden i senfirserne, men iagttagende naboskab med Elbæks frontløbere beskyttede mig mod de værste illusioner. Tak.

For mig synes svaret ganske enkelt: Det må være muligt at realisere en 3. vej, hvor global frihandel kan gå hånd i hånd med en stærk statslig begrænsning af markedsøkonomiens domæne - så at kontrol og ejerskab med alle de infrastrukturelle resourcer og tjenester, som tilhører og skal komme fællesskabet til gode, ikke ender som investeringsobjekter for grådige aktionærer og multinationale banditter.

Balancen mellem offentlig og privat ejendom og ansvar er skredet - og kimen til det blev ganske rigtigt lagt i 80'erne - men det er først i 00'erne at det for alvor er løbet af sporet. Og det er nu, at vi begynder at se skaderne af det neoliberale amokløb. Man har simpelthen begået den klassiske fejl, som også alle despoter begår: Glemt at man kun kan beholde og eksekvere sin magt, så længe man har et fundamentalt tilfredsstillet folk. Udpiner og udnytter man et folk længe nok, så gør det oprør - om det er med høtyve eller med stemmesedlen. Eliten forstår simpelthen ikke denne eviggyldige grundregel. Den evner ikke kunsten at beherske sig og tilgodese alle de delikate balancer i en samfundsorden. De ender i grådighed, korruption og udskejelser - og baner dermed vejen til deres eget uundgåelige fald.

Første skridt til at genoprette den økonomiske balance og rimelighed, er at få skilt privat og offentlig økonomi og ansvar ad, så man klart definerer, hvad en borger behøver af basal velfærd, og sikrer at staten til enhver tid kan levere denne velfærd til en pris, som alle kan betale. Dette betyder at disse ydelser ikke skal prissættes på markedsvilkår; de skal reguleres af staten, og kun staten. Det gælder energi, transport, uddannelse, sundhed, - og evt. også bolig og bankvæsen.

Resten kan man lade det private marked konkurrere om at producere og sælge - og hjertens gerne på et globalt marked; alle 'luksus'-varene og ydelserne.

Hvor kæden efter min mening for alvor er hoppet af, er da man begyndte at sælge ud af offentlig, dvs. fælles national ejendom til private investorer - under det neoliberale påskud, at det ville sikre fri konkurrence og dermed billigere priser til forbrugerne. Det er åbenlyst forkert. Hvordan kan det blive billigere ved at skyde en gruppe umættelige investorer ind i forsyningskæden? Og det burde slet ikke være lovligt at foretage et sådan udsalg. Politikerne er valgt til at forvalte samfundsværdierne - ikke sælge ud af dem.

Hvis man startede med at standse hele dette åbenlyse svigt og tyveri af offentlige værdier - og få bragt offentlige kerneopgaver tilbage i den offentlige sektor - så ville man måske have en lidt mere velvillig og sympatisk indstillet befolkning.

Der er mange gode principper i socialismen - og de bedste af dem kan altså godt kombineres med en liberalistisk økonomi i et eller andet forhold. Det var præcis det, der kendetegnede de nordiske velfærdssamfund, inden neoliberalisterne begyndte at ødelægge denne fine balance.

/O

peter fonnesbech, Ole Steensen, Allan Stampe Kristiansen, Karsten Aaen, Martin Madsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming S. Andersen, odd bjertnes og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar

Jeg tror ikke, at forfatteren med globalisering mener frihandel. Jeg tror han hentyder til at Trump er blevet valgt på at mange amerikanere er arbejdsløse pga. mexicanere der "tager deres jobs" og at industrijobs er flyttet ud af landet, som netop er følger af globaliseringen.

Der er dog noget der ikke helt hænger sammen:

"Væksten skal skaffes via mere frihandel, yderligere skattelettelser og offentlige nedskæringer.

De ideer er stadig dominerende i det politiske establishment i de fleste europæiske lande og i EU-systemet, men projektets folkelige legitimitet er i frit fald. Det ser vi ikke bare i valget af Trump (...)"

Og derefter:

"Samtidigt er det svært at se, hvordan Trumps økonomiske program, der bl.a. lover endnu større skattelettelser til de rigeste, i praksis vil forbedre forholdene for hans vælgermæssige base."

Jeg synes der mangler lidt nuancering. Mener forfatteren at Trump er for eller imod skattelettelser og "det neoliberale projekt"?

Ud fra hvad han har sagt (nu må vi se hvad han rent faktisk gør) synes jeg Trump vælger sin egen vej ved at være for de dele af "det neoliberale projekt" der kan styres indenrigspolitisk, men han er jo imod frihandelsaftaler og måske mere groft sagt globaliseringen.

Frihandel og handel er ikke det samme. Frihandel indebærer, at man aftaler nogle liberale spilleregler, som skaber fælles spilleregler på et marked i en eller anden forstand.
Hvorfor nu det? Eller rettere: i dag er reglerne således, at produkterne skal kunne finde adgang, så der ikke må være tale om særlige regler, der står i vejen for lige handelsfordele. I stedet bør det selvfølgelig være sådan, at ligheden består i, at alle skal kende betingelserne og så vælge, om de ønsker at deltage på de betingelser.
Hvad er forskellen? At man tvinger virksomhederne til at konkurrere på kvalitet i stedet for at nivellere niveauet for produkterne for at øge profitten, sådan som det sker i dag.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Allan Stampe Kristiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

- Det vil give et pres for kvalitetsløft i andre eksporterende lande, som ikke vil kunne sælge deres varer, hvis de ikke lever op til en bestemt standard, selvom de også udsættes for et prispres.

Allan Stampe Kristiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

...Thjaaa, alt i mens fagforeningerne snork sover og mener de kun skal fungere som vogtere for middelklassen med de gode jobs og gode lønninger skal der indføres en minimoms løn som er til at leve af på f.eks. 100 kr. inden for hele EU ligesom arbejdskraftens frie bevægelighed i EU ikke skal gælde for ufaglærte og lavtuddannede, da jobs her er en stigende mangelvare og da det er her der først og fremmest ses løndumping fra EU lande med lønninger på 30, 40 kr. i timen eller mindre.

Jeg bilder mig ind, at der ikke er nogen, der er imod frihandel som sådan, men at den aktuelle modstand retter sig mod udformningen af TTIP og CETA (det er i hvert fald min holdning).

I øvrigt er artiklens brug af "neoliberal" lidt malplaceret. Kald det hellere "neoliberalistisk".

I overgangen fra neo-liberalistisk tyranni til... hvad? da kommer monstrene frem fra skyggerne. Og pt. er der mange af dem: Trump, Le Pen, Petry, Orban, Erdogan, Farage m.fl. Her til lands vejrer partier som Dansk Folkeparti og Team Saxo Bank samt erhvervsledere som Asger Aamund fornyet morgenluft. Således fabler LA's ideolog Dennis Nørmark om vitaliserende politiske visioner, der fornyer demokratiet og om at smide en håndgranat ind i debatten - og det kunne fx være et opgør med klimakonventioner og menneskerettighederne mv.
Trump er kun lige begyndelsen, tilpasningen er i fuld gang, og langt flere end det er godt at tænke på, hilser hans valgsejr velkommen.
PS: Undres lidt over, at Møller-Stahl ikke nævner USA's overgang fra krigsøkonomi og fuld beskæftigelse pga. Vietnamkrigen i 1975, som en kraftig medvirkende årsag til de økoniske stramninger/kriser, der satte ind i tiden derefter.

Globallisering/frihandel er verdensomspændende svineri.
Globaliseringen er modsætningen til at bekæmpe klimaforringelsene.
Samtidig skabes de superrige magter - ikke nationer, men pengemagter.
Så enkelt er det, og man kan glemme alle ismerne.
Hvis USA vil isolere sig og fortolde materialisme, gavner det klimaet - sjovt nok helt modsat Trumps klimafornægtelse.
Danmark og ligestillede bør gå foran med samme tankegang og beskatte materialisme, rovdrift på naturen og det svineri, der er følgen.
Samtidig skal indføres finansiel regulering på andre måder.
Gøres dette globalt, gavner man både klimaet og tager toppen af uligheden.

Dette er liberalt, fordi det gavner alle borgere - istedet for nu nogle få.

Donald J. Trumps sejr er IKKE begyndelsen til enden for globaliseringen; ej heller er den begyndelsen til enden for neoliberalismens supply-side economics (slå det op!).

Som jeg ser det, fra mit udsigtstårn, er det således:
Der foregår lige nu en kamp mellem detman kunne kalde et nationalt borgerskab og et internationalt orienteret borgerskab. Og der foregår lige nu en kamp mellem det man kunne kalde for olielobbyen og det man kunne kalde for vindmølle og den alternative energilobby. Lige nu, her i 2016, med Donald J. Trumps sejr (dvs. flertal i the electoral college) i USA, ser det ud til, at det nationale borgerskab og olie- og gaslobbyen har vundet. Og det internationale borgerskab har tabt.

Arbejderne i USA's olie,gas, kul og stålindustri jubler over valget af Donald J. Trump til præsident i USA. De håber nemlig at han vil genskabe USA som det var i dets storhedstid (fra 1955 til 1995) sådan cirka; et nostalgisk ønske om at han vil føre dem tilbage til en glorværdig fortid, som måske? aldrig har eksisteret, men kun har eksisteret - og måske? - stadig eksisterer inde i deres hoveder...
En længsel efter en tid, hvor alt var meget mere enkelt.....og hvor hvide mænd og kvinder bestemte alt. Og groft sagt: en tid hvor mænd var mænd og bøsser var skydevåben...igen: ikke jeg, mener dette, men de fra den amerikanske arbejderklasse, de hvide mænd og kvinder, i USA, fra denne klasse, der stemte på Trump, Donald J. som deres præsident ved valget her i november 2016.

De håber på, at han bringe kul,stål, olie og gas industrien tilbage til områder som Pennsylvania, Michigan, Kentucky m.fl. steder i USA. Og at de kan få arbejde der, især (hvide) mænd uden en college-degree. Men som jeg ser, fra mit udsigtstårn, er dette en illusion, et håb, der hører en anden tid til. Netop fordi, som i DK, forsvinder de her jobs i USA lige så stille og bliver udfaset ganske langsomt eller hurtigere og hurtigere. Og selv i olie-industrien skal man i dag i USA have en college-degree af en eller anden art, mener jeg.

Hvad der sker, når de her mennesker opdager, at de blevet holdt for nar, og at der ikke kommer 100.000vis af jobs indenfor de første 100 eller 200 dage af Trumps præsident-tid, er ikke godt at vide....

Tsk. tsk.

Globaliseringen er et produkt af verdenshandelen og 'kapitalens store civiliserende indflydelse' - omend en universalitet i bestandig selvmodsigelse. [Marx: "Grundrisse", b. 2, s. 294f., Modtryk 1975]