Klumme

Trumps stemme – forførerens stemme

Trumps stemme forfører. Giver mig lyst til at lade mig føre. Hvor var det nu, jeg sidst hørte sådan en stemme … det var vist, da den tonede ud af min farmors krystalapparat
14. november 2016

Hvis jeg var amerikaner, kunne jeg så have fundet på at stemme på Donald Trump?

Jamen ærlig talt – jeg er jo en kvinde med en højere uddannelse, ligesom så mange af de kvinder, der har stemt på Hillary. Klart, at jeg ikke kunne stemme på en mandschauvinist af værste skuffe.

Klart, at det måtte blive Hillary – som jeg i øvrigt i sin tid beundrede for den solidaritet, hun udviste i forhold til sin mand, dengang med that woman, Monica Lewinsky. Ellers har jeg ikke specielle følelser omkring Hillary.

Og Trump? Det er en helt anden historie. På sin vis er det jo ikke til at stå for, den måde han står og puster sig op på: Den stærke mand, altid parat med et uforskammet svar, altid klar til at lægge modstanderen ned med et frækt modargument grebet ud af luften. Retorikken er i orden, han har den på rygraden. Det er svært at stå for den grad af stålsat selvsikkerhed.

Men især er det noget med hans stemmeføring. Den mand kan noget med at modulere sin stemme, så den snart udtrykker begejstring for alt det store, han vil (gen)skabe, snart isnende foragt for alle dem, han ser som samfundets farlige bundfald.

Demagogen Donald Trump, den dominerende han, forføreren, der puster sig op for kvinder såvel som for mænd, vi vil jo alle så gerne forføres. Forføreren, folkeforføreren, føreren …

Ja, den stemmeføring vakte noget i mig, noget fra engang for meget længe siden – hvor kender jeg den stemmemelodi fra?

Jeg må helt tilbage til min farmors krystalapparat. Jeg var syv år gammel, året var 1933. Vi boede i et rækkehus i Hamborg – min far og mor, min lillebror og mig. Og så min ældgamle farmor.

Hun boede på anden sal. Dér havde hun sin lille lejlighed, dér stod hendes skrivebord, dér sad hun en time om dagen og snakkede med os og læste højt for os. Bøgerne stod på en hylde til venstre over hendes skrivebord, og dér stod også en epokegørende ny opfindelse: et krystalapparat.

Sådan et var der ikke mange mennesker, der havde, vi havde i hvert fald ikke. Men på det krystalapparat, den moderne radios forgænger, kunne man høre både musik og tale. Og jeg glemmer ikke de lyde, der en dag lød oppe fra anden sal, en dag hvor min far og mor var oppe hos min farmor.

Min lillebror og jeg havde fået besked på ikke at gå med op, så vi måtte nøjes med at høre lydene nede fra trappen. Men jeg vil altid huske lyden af stemmen, en mystisk, rasende stemme, en stemme, der byggede op fra sagte og steg højere og højere, en bølge, der steg og steg, indtil den eksploderede i klimaks.

Og derpå en jubel af andre stemmer, en ny bølge, der steg og steg og ikke var til at stoppe. Det lød fantastisk, fristende, forførende, jeg var lige ved at juble med.

Men så kom mine forældre ned ad trappen med bekymringen malet i ansigterne. Og de tog konsekvensen: Et halvt år efter sad vi i toget på Hovedbanegården i Hamborg, på vej til København.

Jeg forstår godt, at det lykkedes Hitler at forføre både mænd og kvinder med den stemme – og de løfter. Nu skulle alt blive godt, bedre, ideelt. Tyskland skulle blive stort igen efter nederlaget i 1918, nu skulle den enkelte mand, den enkelte kvinde generobre sit selvværd som rigtige mænd og rigtige kvinder.

Nu skulle man bygge mure, eller i det mindste deportere alle de uønskede personer, som forgiftede atmosfæren og ødelagde den enkelte indfødte borgers livsmuligheder. Syndebukke er gode at kanalisere et samfunds vrede over i.

Trump kommer ikke nedefra som Hitler, han kommer oppefra. Men han kan det samme, han har det på rygraden, og retorikken forstærkes af hans stemmeføring. Han har demagogens sans for forførerkunsten, og jeg kan sagtens mærke en nerve, der sitrer – lysten, fristelsen til at lade mig forføre.

Men heldigvis hører jeg, hvad det er, han står og siger – praleriet, løgnene, klicheerne.

Og truslerne: Hvad skal vi med atomvåben, hvis ikke vi må bruge dem?

Og så er fortryllelsen brudt.

Stemme på Trump? Det håber jeg ikke.

Maria Marcus er forfatter

Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Tingkær
  • Helle Lorenzen
lars søgaard-jensen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Tingkær og Helle Lorenzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Tingkær

Sprog, tonefald og udtryk minder ildevarslende om visse danske politikere i tyverne og trediverne.
Den aggressive stil udviklede sig især siden slutningen af 90erne i Danmark. Prøv at lytte til gamle optagelser fra radioen.