Ung muslim: Højrefløjen radikaliserer mig

På en af årets varme sommerdage sad min mor udenfor i selskab med sine danske naboer. De solede sig, som forsøgte de at opnå hendes kenyanske glød. Solen kyssede ikke min mor, ikke fordi hun ikke elskede den, hun som løb nøgen på Afrikas længste kyst, men fordi hun havde beholdt sit tørklæde på.

Min mor klandrer ikke naboerne deres lette påklædning, så derfor lader de også hende være. Men det er tydeligt, at mange af dem tænker som Pernille Vermund, politisk leder for Nye Borgerlige. De opfatter tørklædet som i opposition til »demokrati, ligestilling, frihed«. For dem udgør kvinder som min mor en »stor udfordring« med sit ukonventionelle tøjvalg.

Jeg har længe været indigneret og forstemt over Danmarks optagethed af muslimske kvinders påklædning. Navnligt Dansk Folkepartis seneste forslag om at forbyde folkeskoleelever at bære tørklæde.

I partiets øjne »undergraver tørklædet demokratiet«. Ved at tvinge pigerne til at tage det af, fremmes integrationen. I mine øjne er det reelt blot endnu et højrøstet opråb om, at muslimer ikke kan rummes i danske normer og værdier.

Medansvar for radikalisering

Højrefløjen i Danmark udgør en alvorlig fare for sig selv og Danmarks sikkerhed. Vi ser flere forslag om ekstraordinære foranstaltninger og tiltag, der skal forebygge og bekæmpe ekstremisme og parallelsamfund, men reelt har de den stik modsatte effekt.

De mange antiradikaliseringsplaner, der er præsenteret de seneste år, har overhovedet ikke haft nogen effekt. Tværtimod har den medfølgende debat pustet til radikaliseringen blandt unge muslimer.

Det har negative konsekvenser for integrationen, når politikere sammenligner tørklædet med hagekorset; udtaler, at rettroende muslimer er til skade for demokratiet; stempler os som mordere og voldtægtsmænd eller fremturer med, at vi har middelalderlige holdninger. Den slags udtalelser medvirker effektivt til at skabe en følelse af eksklusion, og hvad værre er: radikalisering.

Jeg rammes af had og frygt. Frygten for, at en dansker sniger sig ind på os for at klæde min mor eller mine kusiner af uden deres samtykke.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville reagere, hvis min mor fik en bøde for at iklæde sig en burkini eller blev pålagt at gå og blotte sig, eller hvis en af mine kusiner blev sendt hjem fra undervisningen for at bære tørklæde. Men jeg ved, at min kærlighed til Danmark ville lide et knæk.

Jeg ville føle vrede og afmagt, jeg ville tænke, at Danmark ikke gider mig og mine, og at jeg gider ikke Danmark. Hver gang jeg hører om den slags forslag, begynder jeg at gå mere op i min tro.

Radikalisering som modsvar

Når I siger til mig og andre unge muslimer, at vi er uforenelige med Danmark og dets demokratiske værdier, bliver jeg vred. Jeg har i mange år forsøgt at finde ro og forene min danske og muslimske identitet. Desværre bliver de røster på højrefløjen, der erklærer de to for uforenelige stadig højere.

Resultatet er, at jeg vender mig bort og stille og roligt opgiver min danskhed. Jeg føler mig tvunget ud i at finde radikale grupper på internettet, der inkluderer og accepterer mig i deres verdenssyn. Jeg færdes i stigende grad i nye fællesskaber, hvor vi bekræfter hinanden i et islamistisk og antidansk verdenssyn. Jeg sætter spørgsmålstegn ved danske normer og værdier, og jeg hengiver mig til mine somaliske rødder.

Søren Pind (V) udtalte i forbindelse med regeringens nye handlingsplan mod radikalisering, at vi skal være til stede og sætte ind der, hvor radikalisering finder sted, og at der er behov for en styrket indsats mod onlineradikalisering, fremmedkrigere og kriminelle miljøer.

Men den sande radikalisering begynder med højrefløjens diskriminerende retorik. Der er i højere grad behov for en styrket indsats mod jer, der har gjort, at jeg føler så meget afmagt og eksklusion, at jeg flirter med radikal islam.

Lad mig sige det højt og tydeligt til jer, der befinder jer i udkanten af det mangfoldige Danmark – jeg er også på højrefløjen nu: Jeres forebyggende indsats har fejlet. Jo mere I råber op, des mere muslim bliver jeg.

I må overveje konsekvenserne for Danmark, når unge muslimer føler sig fremmedgjorte og marginaliserede. Jeg vil sandelig ikke sidestille højrefløjen og Syrien-krigere, men de er tættere forbundet, end man skulle tro.

Ismahan Ismail Hersi er 20 år og studerer arkæologi og antropologi