Klumme

HAN vandt, HUN gik hjem i seng

Kvindehaderen Trump slog Clinton blandt hvide kvinder uden collegeuddannelser. Klasse slog køn. Og HAN vandt
10. november 2016

Skriv om den kvindelige præsident, USA ikke fik, sagde de på redaktionen.

Skriv om de skuffede kvinder i Hillary Clintons generation, der drev kvindesagen frem på at række ud efter verdens højeste embede som kronen på deres frigørelse.

Skriv om det efter en valgkamp, der handlede om at gribe kvinder i skridtet, at kvinder blødte ud af et vist sted, hvis de da ikke fik karakter efter deres udseende.

Jeg havde stået blandt de bevægede kvinder, unge som gamle ­– og blandt mændene – i Brooklyns Navy Yard, da Clinton modtog deres hyldest som den første kvindelige præsidentkandidat i USA’s historie for et større parti. Og skrev efterfølgende om det under overskriften ’Hun’.

Hun kunne have efterfulgt Barack Obamas historiske bedrift, der gjorde ham til den første sorte mand i Det Hvide Hus, ved at blive den første kvinde i en stol, hvor der kun havde siddet mænd.

Det viste sig, at klassekløften var større end kønskløften i det amerikanske samfund. Det er hverken overraskende eller beklageligt, at klasse er mere definerende end køn.

Menneskers økonomiske utryghed bliver ikke imødekommet af, at der kommer en kvinde i Det Hvide Hus. Eller af en afroamerikaner som præsident.

Mange af de amerikanere, der stemte på Obama ved de to sidste valg, stemte på Trump denne gang. Det kan ikke tolkes som andet end skuffelse over, hvad der er blevet gjort for dem i Obamas præsidentperiode.

Den kvindeforagtende macho Donald Trump tændte en kønskamp i USA. Dermed gjorde han det, som Clinton ikke selv var i stand til. Men han slog ifølge en CNN-kommentator Clinton med 28 procentpoint blandt hvide kvinder uden collegeuddannelse.

Det er også historien om dette valg. Det var ikke kun hvide vrede mænd, der følte sig kørt over af den økonomiske udvikling. Det gjorde de hvide kvinder i arbejderklassen tilsyneladende også i stort tal.

I den klassekamp stod Hillary Clinton som en repræsentant for eliten, der har hamstret de sidste årtiers velstand. Hun sagde, hun havde kæmpet for bedre forhold for de svageste og kvinderne hele sit politiske liv, men vælgerne mente, at hendes e-mails og hendes Clinton-fond gjorde hende helt igennem utroværdig.

Og hun kunne ikke engagere og overbevise minoritetsvælgerne om, at de havde brug for hende, i et antal der kunne forhindre Trumps sejr. Flere af dem, end hun havde regnet med, stemte på hendes modstander.

Det var svært at finde de rigtige ord at sige til min 13-årige datter onsdag morgen. Jeg kunne huske utrygheden, da nyheden kom ud af min farmors beigefarvede radio om Glistrup og jordskredsvalget i 1973, og de voksne pludselig blev så bekymrede.

Men de farvede børn i hendes gamle klasse i Brooklyn må have det så meget sværere i dag. De har en præsident, som nu siger, han vil favne dem. Men som har sagt det modsatte i halvandet år og dermed har brugt rasemodsætningerne i USA til at få magten.

Valget handlede ikke kun om race, men det handlede også om race, sagde en tydelig bevæget Van Jones, afroamerikaner og tidligere rådgiver for Obama, på CNN.

Nu står USA i den samme situation, som Europa har stået i i de sidste årtier, sagde den franske filosof Pascal Bruckner i onsdagens Information: »De har de samme problemer som os og frygter konsekvenserne af globaliseringen. Der er ikke flere vindere af spillet. Det amerikanske folk gør oprør mod den utrolige stigning af ulighederne, som sker på grund af det økonomiske system. De frygter invasionen af indvandrere og kræver lukning af grænserne. Dette er universelt i den vestlige verden.«

Trump siger, at ingen længere skal føle sig glemt i USA. Det er et uroligt stærkt budskab. Han vil skaffe nye arbejdspladser i titusindvis og en vækst på fire procent.

Han har gjort rent bord og sidder nu som den mest magtfulde nationalistiske og højrepopulistiske leder i den vestlige verden med ansvaret for at inddæmme eliternes selvtilstrækkelighed og den økonomiske utryghed, der har bragt ham til magten.

Spørgsmålet er, om han kan levere den økonomiske omfordeling, som for længst burde have været i alles fokus. Eller om den gamle elite blot erstattes af en ny.

Indtil videre ved vi kun, at HAN vandt, og HUN gik hjem i seng uden at tale om sit nederlag. Det er den sørgelige bekræftelse på en endnu sørgeligere kønsstereotyp.

Mette-Line Thorup er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Men måske var det en del af Trumps opskrift på succes, at hans modpart ved enhver given og tænkelig lejlighed udråbte ham til være rabiat kvindehader i stedet for bare uopdragen, når han fornærmede kvinder på lige fod med alle andre politiske modstandere.

Lad os f.eks. antage at Jeb Bush havde været en kvinde, som han tildelte øgenavnet "Low energy Jane". Vi ved jo meget godt hvad resultatet havde været: "Uhørt misogyni", "grotesk kvindehad" osv.

Og det var måske en væsentlig grund til, at det ikke rykkede noget som helst, selv ikke hos de kvindelige vælgere, da der så endelig kom lidt svesker på disken.

Jeg synes altså dårligt man kan give Trumps side skylden for, at valgkampen kom til at handle om "grab them by the pussy" og Megan Kellys eventuelle menstruation.

Kurt Nielsen, Finn Thøgersen og Martin Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg har det lidt svært med den fokusering på HAn/Hun. Jeg mener at amerikanerne gennemskuede denne falske fortælling, der har til hensigt at dække over de virkelige modsætninger i samfundet. Det er fortællinger, der splitter mennesker mens Trump formåede at aflevere et budskab, der fremstod mere troværdigt. Trump er en slags nar eller Cirkus direktør i samme person. Hillary Clinton lignede for mange mere Lady McBeth. Hvad forener mennesker. Hvad splitter og hvad taler til menneskers hjerne og hjerte. Demokraternes budskab var flere privilegier til overklassen og mere overklasse korruption og at resten bare havde at stemme på Hillary da alternativet var en slags fascist - en moderne udgave af Mussolini. Hvis man endelig skal gå ind i den med Han og Hun så vil jeg hæfte mig ved at der jo er flere stereo-type figurer og ikke kun luder-madonna/snehvide figurerne.

I kan tage det helt roligt. Donald kommer ikke til at sidde i det Hvide Hus tiden ud. Han har nu så mange fjender, at han lever livet farligt. Med et valgnederlag til sin modstander, der trods alt fik mere end 200.000 flere stemmer, kan man med god samvittighed sige, valgsystemet er korrupt. Et land med en våbenlovgivning der giver spædbørn adgang til maskingeværer spår jeg ham en snarlig død.

Kim Houmøller,

Så er det danske valgsystem også korrupt. Det er muligt at få flertal i Folketinget selvom oppositionen får flest stemmer, og så har vi endda et system med forholdstalsmandater. Man skal huske på at USA er en forbundsstat. Det er ikke et enkelt land. For overhovedet at få delstaterne til at acceptere at deltage i unionen, må man give hver stat kollektive rettigheder. Det er derfor at det samlede stemmetal er irrelevant. Sådan er det også i EU.

Man kan sige, at det er Clintons egen skyld at hun ikke fordelte sin kampagneindsats på en mere hensigtsmæssig måde. Fx besøgte hun ikke Wisconsin en eneste gang. Donald Trump var bare bedre til at føre valgkamp. Han holdt 4-6 store valgmøder om dagen, medens der var flere uger, hvor Clinton ikke viste sig offentligt.

Finn Thøgersen, Martin Lund og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Frank Hansen
Det danske er trods alt bedre end det Engelske og Amerikanske. Hvem der var bedst til at føre valgkamp er sagen uvedkommende.

Kim Houmøller,

Du overser, at USA er en forbundsstat og ikke et enkelt land. I en forbundsstat har de enkelte stater kollektive rettigheder, som giver dem ret til st blive hørt som nation. Texas ville aldrig have accepteret medlemsskab af unionen, hvis landet ikke var sikret en fast andel af det valgmandskollegium, som vælger præsidenten. På samme måde ville den danske befolkning aldrig have accepteret medlemsskab af EU, hvis vi blot udgjorde 5 millioner indbyggere og ikke havde ret til at blive hørt som nation. Det folkelige mandat er en irrelevant abstraktion i en forbundsstat.

Det er i høj grad sagen vedkommende, hvem der er bedst til at føre valgkamp. Den skal nemlig føres under hensyntagen til den virkelighed, som er givet af konstruktionen af en forbundsstat.

Finn Thøgersen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar