Klumme

Velfærdsstaten, det store røde tabu

Jeg er træt af velfærdsstaten. Det er svært, når man står ude på venstrefløjen. Herude er kritikeren af velfærdsstaten nemlig enten en liberal i fåreklæder eller anarkist i ankellang læderjakke
8. november 2016

Dengang jeg var dybt begravet i den familiepolitiske debat og talte for bedre strukturelle rammer om børnefamilier i Danmark, blev jeg hele tiden skudt i skoene, at jeg ville have staten til at fikse mit (og alle andre børnefamiliers) problem.

Og nu, når jeg forsigtigt hvisker, at vi er nødt til at tale om, hvad der skal ske med den her velfærdsstat, der er ved at gå på røven … at vi måske skal skrue lidt ned for den, nu får jeg at vide, at det kan man ikke sige, når man er venstreorienteret. Ikke højt i hvert fald.

Det er, som om alle os, der er røde både i kanten og i hjertet især, også har pligt til at tale velfærdsstaten op. Venstrefløjen elsker velfærdsstaten. Punktum. Og derfor skal vi stædigt tro på, at det er den bedste samfundsmodel, også selvom vi næsten dagligt ser nye eksempler på, at velfærdsstaten er blevet et mål i sig selv.

Problemer opstår. Velfærdsstaten kaldes hid. Hvordan vil I løse det her, spørger vi politikerne. Giv os flere penge, råber vi, selvom vi alle sammen godt ved, at der ikke er flere penge. Uanset hvor rige vi er.

Men i virkeligheden er det slet ikke økonomien, jeg er optaget af. Den er blot blevet en anledning til at tænke de tanker, jeg ikke rigtig kan få plads til på venstrefløjen.

For vi kan jo godt blive ved med at skælde ud på politikerne, og vi kan pege fingre ad embedsmændene og de offentligt ansatte især. Det er ikke godt nok. Lav nogle andre love. Gør jeres arbejde bedre. Det er bare ikke det, det handler om. Ikke kun i hvert fald.

For mig handler det om, at vi meget snart må begynde at tale om, hvad der er vores ansvar. Borgernes, mener jeg. Dig og mig, du ved, vi har frikøbt os selv, selv om det vel egentlig slet ikke var meningen.

For det gik sådan, at jo bedre velfærdsstaten blev, des flere opgaver overdrog vi til det offentlige. Velfærdsstaten tog sig jo så fint af børnene og de gamle og de syge og dem, der havde det svært. Til sidst kunne vi slet ikke få nok af velfærdsstaten.

Men hvad hvis nu det alligevel er blevet for meget af det gode? Hvad hvis nu velfærdsstatens vaklen faktisk er en anledning til igen at løfte blikket og se hinanden i øjnene og spørge os selv og hinanden: Hvordan kom vi nogensinde dertil, at vi forestillede os, at staten kunne og skulle yde helt almindelig mellemmenneskelig omsorg?

At være en dygtig sygeplejerske, pædagog eller lærer er noget helt andet end at være et menneske, der møder et andet menneske som … ja, netop, som menneske.

Offentligt ansat fagpersonale får penge for at løse deres opgaver, præcis som jeg får løn for at gå på arbejde. Jeg elsker mit arbejde, ligesom de offentligt ansatte sikkert gør (det meste af tiden), men det er mit arbejde. Det er ikke mit liv. Kan du se forskellen? Og hvorfor må vi ikke tale om det?

Vi har givet al magt til velfærdsstaten i ren eufori over, hvad den (så ud til at) kunne, men nu er det på tide, vi tager magten tilbage. Ja, det mener jeg virkelig. Gru!

Vi skal gentænke velfærdsstaten, ikke for at spare penge eller for at få flere penge mellem hænderne. Jeg er som sagt, som det uansvarlige venstrefløjsmenneske jeg er, ikke særligt optaget af pengene.

Jeg er derimod optaget af, at vi forholder os kritisk til velfærdsstatens rolle og opgaver, fordi vi har brug for at give plads til medmenneskeligheden igen. Vi skal tage os af hinanden. Se hinanden. Være noget for hinanden.

Vi skal turde tro på, at det at møde et andet menneske har en betydning, at vi hver især kan forandre noget, fordi vi er noget for nogen. Noget, som velfærdsstaten aldrig kan, skal eller kommer til at være.

Velfærdsstaten skal tage sig af de opgaver, der kræver uddannelse og faglig indsigt. Resten skal vi give tilbage til os selv, og det er på høje tid. Det er det, jeg gerne vil tale om. Hvis altså bare det var muligt herude på venstrefløjen, hvor jeg forsøger at finde fodfæste. Sådan lidt på trods.

Suzette Frovin er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Først og fremmest: Jeg tror ikke på opdelingen i Venstre og Højre-fløj. Så firkantede er mennesker ikke, omend deres tankekonstruktioner kan være det. .

Dernæst: Jeg mangler konkrete eksempler.
Hvad er det for opgaver du gerne vil udføre med andre mennesker i øjenhøjde?

Du skriver: "Jeg er som sagt, som det uansvarlige venstrefløjsmenneske jeg er, ikke særligt optaget af penge" Dette forstår jeg ikke.
Er du uansvarlig?
Hvad er et venstrefløjsmenneske?
Er "venstrefløjsmennesker" ikke optaget af penge?

Hvad vil det sige at du er ved at finde fodfæste ude på venstrefløjen. "Sådan lidt på trods."
Du virker meget usikker og skråsikker på samme tid. Hvad mener du egentlig selv?

Der var engang, journalister også gik på arbejde for at yde en indsats. Det var dengang, hvor pressen var opsplittet i politiske fraktioner, og hvor også arbejderbevægelsen og de socialt dårligt stillede havde en stemme i presse, der tolkede tilværelsen udfra et lønmodtagerperspektiv - der ikke er at lade sig nøje med at gå på arbejde og blive belønnet for sin indsats, men som kræver kvalitet og mening.
Velfærdsstaten forvitrer, det er dens problem, ikke at den er tabuiseret. Med kontanthjælpsloftet findes velfærdsstaten i realiteten ikke mere, for vi har politikere, der ikke længere arbejder på at sikre befolkningen tryghed, men tværtimod administrativt dømmer til hjemløshed.

Flemming S. Andersen, curt jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, John Christensen, Vibeke Hansen, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

"Velfærdsstat" er efterhånden blevet et udtryk der i flæng bruges om alle lande,sågar USA,så hvis du dermed mener at velfærdsstaten er blevet uretfærdig,så giver jeg dig ret.
Det er heller ikke meningen med velfærdsstaten - meningen er at disciplinere,holde arbejdsstyrken rask og sund,optimere gennem uddannelse og blive gode forbrugere der har råd til at købe de varer,ydelser der produceres i "Velfærdsstaten" og om der skal skrues op eller ned er et ideologisk,politisk valg alt efter om man lide det ene eller det andet. Som tvivlende venstreorienteret bør du vælge den løsning der gør livet lettere for dine medmennesker.

Flemming Berger, Flemming S. Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Da velfærdsstaten fungerede, ydede den en personlig og tilstrækkelig hjælp til dem, der havde behov for hjælp, f.eks. folk, der ikke længere selv kunne gøre rent eller varetage personlig pleje. Den gjorde det ustresset og uden at udmåle alt for små doser samvær og tid til grundighed mellem borger og ansat.
Hvis man havde sociale problemer, havde en socialrådgiver en værktøjskasse af initiativer at gribe ned i for at yde den adækvate hjælp, som kom for en dag i en sagsbehandling underlagt tavshedspligt.
Hvis man var syg, fik man sygedagpenge fra sin arbejdsplads (der fik dem igen fra det offentlige), hvis man var arbejdsløs, fik man dagpenge, og på et tidspunkt fik man også et fagligt relevant job, så man ikke gled ud af arbejdsmarkedet, men igennem denne tilknytning også fik lejlighed til at profitere af de job, der blev besat internt.
Altsammen noget, der var en direkte udløber af den måde, Danmark har fungeret på i århundreder: lavpraktisk, ubureaukratisk, løsningsrettet - og fremfor alt med en udstrakt indbyrdes menneskelighed og tolerance.

Flemming S. Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Torben K. L. Jensen, sådan har det udviklet sig, men i udgangspunktet er velfærdsstaten jo ydende og omfordelende, så man netop ikke behøver at flytte sig socialt (medmindre man har sociale problemer, der i så fald skal afhjælpes eller kompenseres for): velfærdsstaten omfordeler, så man som ufaglært eller faglært kan få en ordentlig tilværelse, selvom markedet ikke belønner indsatsen efter fortjeneste.
Velfærdsstatens opgave er at sætte markedets opdeling i tabere og vindere ud af kraft på samfundsniveau.

Torben K L Jensen

Steffen
Det var en ironisk markedstænkning jeg skrev om - og sådan bliver det jo opfattet blandt makro-økonomer over hele verden - nemlig den bedste måde at få et lige,rigt og velfungerende samfund på.
Du har selvfølgelig ret og det ville være mere retvisende at kalde velfærdsstaten "social-staten"

Velfærdsstaten gør at vi ikke kan se på folk, eller deres børn, om de er uden arbejde, er uarbejdsdygtige eller er uden selvforsøgelsesevne. Det gør Danmark til et vanvittigt godt samfund. Og alle har da lov at kalde sig venstreorienteret. Jo flere jo bedre.

John Christensen

Bill......alle kan kalde sig venstreorienterede. Hmmmmm.
All right så, men det betyder ikke - at deres synspunkter/holdninger er venstreorienterede.
Skribentens synspunkt i artiklen herover, er ikke specielt venstreorienteret i min optik.

Fokus - er afgørende - kræv dog medmenneskelighed overalt hvor det mangler.
Det behøver vi ikke rive "pyramiderne ned" for.!

Ingen konkrete forslag til hvordan ansvaret skal være borgerens, blot et naivt svar på højrefløjens medie-retorik. Vi har jo ikke råd.....gu´ har vi da så! Vi er stenrige, og alt handler om prioritering ;-)

Velfærdssamfundet er jo ikke et overgreb på borgeren, og du må faktisk godt dø hjemme - eller på gaden, hvis du har mistet dit hjem - og ikke ønsker hjælp.

Bill Atkins,
Du er vel klar over at den velfærdsstat som du beskriver den, ikke findes længere?

Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese,
For det meste er jeg helt enig med dig, men synes alligevel at du nogle gange smører lidt tyk på med at glorificere hedengangne gode velfærdstider.
Velfærdsstaten var altså absolut ikke ubureaukratisk og liberalisternes beskyldninger om klientgørelse var heller ikke uden grundlag. Har selv mødt nogle stykker velfærdskarrierefolk i 90'erne og formynderiske sagsbehandlere var der heller ikke mangel på.
Under stregen var det dog stadig langt bedre end hvad vi nu har, som er et skændsel for ikke kun de politikere der står bag men for hele den danske befolkning som ser til mens velfærdsstaten bliver systematisk slagtet.
Ikke mindst folk som Suzette Frovin, der meget tydeligt aldrig har manglet noget og slet ikke aner hvad hun skriver om men fabrikerer en omgang polemik som drypper af billig underholdningsjournalistik.

Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Niels K. Nielsen

Steffen Gliese
08. november, 2016 - 13:33

Skriver:

"Velfærdsstaten forvitrer, det er dens problem, ikke at den er tabuiseret. Med kontanthjælpsloftet findes velfærdsstaten i realiteten ikke mere"

Iflg. det oplyste så kan en enlig med 2 børn på kontanthjælp få 17.000 kr. udbetalt og et par med 2 børn få 23.000 kr. udbetalt - efter kontanthjælpsloftet.

Det er simpelthen uanstændigt, at påstå at kontanthjælpsloftet er et problem.

Velfærdsstaten forvitrer ikke men samfundet segner under de store udgifter, velfærdsstaten påfører samfundet.

Niels K. Nielsen du påstår at: Velfærdsstaten forvitrer ikke men samfundet segner under de store udgifter, velfærdsstaten påfører samfundet.

Er det noget du kan dokumentere, Niels K. Nielsen?

Torben K L Jensen

Mistænkeliggørelsens gift har haft sin virkning - velfærdsstaten sygner hen mod den visse død.

Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Torben K L Jensen, der er forskel på om velfærdsstaten segner eller sygner hen - eller om den politisk forsøges aflivet!

Det jeg beder om er dokumentation på velfærdsstatens manglende økonomiske bæredygtighed?

Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Den reelle udfordring vi har økonomisk i Danmark er at mere end 1.1 million mennesker er pensionister og mindre end 3 millioner arbejder. Det betyder at der er knapt tre arbejdere/lønmodtagere for hver pensionist.

På blot fire år er antallet af folkepensionister steget med 100.000 personer (http://dst.dk/da/Statistik/emner/offentligt-forsoergede/folke-og-foertid...), hvilket jo er dejligt, men der skal tjenes penge til at betale skat med så der kan udbetales pension.

Det er et vilkår og ikke noget man kan synes er godt eller skidt. Men det dikterer vores offentlige udgifter at forholdet mellem antallet i arbejdsstyrken og på pension, er som det er.

Velfærdsstaten er fantastisk, men har ikke uendelige ressourcer.

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming S. Andersen

Lennart Kampmann

Et andet regnestykke viser at vi idag som samfund genererer langt, langt større værdi, uanset antallet ansat i den producerende del, end det nogensinde har været tilfældet.
At man med denne voldsomme stigning i indtjening ikke er i stand til at brødføde befolkningen incl. de håndører pensinisterne gives, er selvfølgelig et falsum.

At denne store demografiske løgn kan overleve og fremføres som noget logisk efter den gamle regnebog for købmænd, er kun et forsøg på at forlede mennesker til at hoppe på en limpind, a la Leasy-peter, eller fenhundrede kroner på afbetaling af ti små lette betalinger på 100kr.

Lennart Kampmann

@ Flemming S. Andersen
Du har ret til din egen mening, men ikke dine egne facts. Check referencen til dst.dk og overbevis mig med andre facts. Jeg lytter altid til facts.
Fantasillioner tæller ikke.

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming S. Andersen

Lennart Kampmann

Næ, den går ikke Lennart.

Det er ikke mig der forsøger at overbevise med et regnestykke om at vort samfund er fattiggjort af skatter, der alligevel ikke er store nok til det nødvendige, og at alle de der intet behøver kommer til at sulte ved at yde det der er deres opgave.

Det prøver du så at bevise ved at gentage samme klagesang og smide et link til DS.

Kom med dine regnestykker og bevis velfærdsstaten ikke har råd til at sørge for sine borgere.

By the way.

Hvis du har ret, hvorfor er du så ikke flygtet for længst??

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Velfærdsstat er dels et spørgsmål om rimelige levevilkår for alle (omfordelingen af BNP), og dels størrelsen af BNP i forhold til befolkningens størrelse.

De danske velfærdsydelser kommer i dag ind på en niendeplads blandt OECD-landene, hvad angår "generøsitet". USA, Storbritannien og Tyskland ligger derimod i top-fem på OECD's liste, der også medregner private udgifter til social sikring og sundhed, og hvorvidt modtagere af overførselsindkomster betaler skat af ydelserne - sådan som det det er tilfældet i blandt andet Danmark. (Arb.)

Der er først problemer med velfærdsstaten, hvis beskatningen, til dækning af de faste sociale udgifter, efterlader mindre end, hvad der kan udtrykkes, som: "rimelig nettoindtjening for den arbejdende befolkning", og der derfor må optages statslån for at få finansloven til at hænge sammen. Men det scenarie er Danmark ikke i nærheden af.

At Danmark kan betragtes som en bedre velfærdsland end de lande, der ifølge OECD ligger højere med de sociale udgifter, er fordi, at i Danmark er ydelserne jævnt fordelt til "alle" borgere med behov.

Steffen Gliese og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Flemming S. Andersen
Det er ikke min opgave at bevise eller afvise velfærdsstaten. Jeg bibringer dig viden om fundamentale økonomiske sammenhænge, der ikke kan tilsidesættes, hvis man vil tages alvorligt.
Det skal dog ikke forhindre dig i at se sammenhængen anderledes.

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming S. Andersen

Lennart Kampmann

Selvfølgelig er det ikke din opgave at bevise eller afvise velfærdsstaten.
Det regner jeg med at du vælger at holde fast i.

Jeg forstår dit udsagn sådan, at du ,som jeg,ikke kan finde holdepunkter for at den demografiske udvikling på nogen måde udfordrer velfærdstaten, men at det alene beror på vilje til at spytte i kassen fra dem der intet mangler og sidder på hovedparten af de midler samfundet har tilegnet sig over de årtier, der er gået siden alle var enige om at pensioner, især folkepensionen er en rigtig god ide, og til du hvor de der har været med til at skaffe de rare grunker i de bugnende kasse også skal have deres pension.

Alt andet ville da også være hykleri.