Vis mig en mand, og jeg skal sige dig, om han boller med rent mel i posen

Min sugardaddy er ikke mit egentlige problem. Det er sådan set mig selv og jer andre
Min sugardaddy er ikke mit egentlige problem. Det er sådan set mig selv og jer andre
Nilas Røpke Driesen/iBureauet
2. november 2016
Delt 1731 gange

Der var dårlige oplevelser i begyndelsen. Selvfølgelig var der det. Oplevelser, hvor kontrollen gled mig af hænde, og jeg lå tilbage med en krop, der havde det så forfærdeligt grimt. En krop, der rystede og rystede og skælvede og havde det misrøgtet.

Men det kommer ikke og aldrig til at ske igen. Jeg ved bedre nu. Hurtigt lærte jeg at tage mine forholdsregler, og endnu hurtigere blev mit douchebag-instinkt skærpet. Så vis mig en mand, og jeg skal sige dig, om han boller med rent mel i posen.

For ordentlige mennesker køber også sex. Egentlig kan de være hvad som helst, bare aldrig lykkelige, men altså tit ordentlige.

På et hotelværelse nede i midtbyen siger en mand, at han tænder på udtrykket i mine øjne, når jeg ikke kan få luft, fordi hans hænder er om min hals, og hans pik er presset ned i mit luftrør.

Jeg tager det ikke personligt. Jeg tror bare, han er vred på kvinder.

For han er ordentlig. Veluddannet, veltalende og endda venlig i de øjeblikke, hvor jeg ikke er kroppen, der er lagt for had og skal kneppes til ukendelighed.

Han siger, jeg morer ham. Jeg siger, at komplimenter ikke udløser rabat. Så griner han og siger, han virkelig mener det.

Derfor mener jeg det også, når jeg siger, at jeg bedre kan lide ham end mange af de mænd, jeg dater uden for sugardating-universet.

Vi er ærlige og redelige om og ihærdige for at være to dårlige mennesker, og det ligger der en uudtalt befrielse i. Hver for sig er vi hvem som helst, og sammen er vi dem, I andre ikke kan lege med.

Og så ligger der 3.000 kroner i kontanter på kanten af sengebordet, som fucker op og forskyder grænser og balancer, men jeg har for længe siden opgivet at finde ud af hvordan. Jeg ved bare, at de gør det meste okay. Så jeg spænder min numse og tæller mine penge.

3.000 kroner værd

Jeg ved også, at jeg har de her dårlige dage, og at det nok er en selvværdsting, der gør, at jeg stadig sugardater, selv om jeg faktisk tjener en rigtig god løn nu.

Når min chef har skældt mig ud en hel dag, kan jeg godt have det sådan, at jeg aldrig har følt mig mere værdifuld, end da jeg var 3.000 kroner værd.

Jeg dater altså stadig uden for salgscirklen. Det er som om, jeg har et parallelt sexliv eller to separate skeder, der skal tilfredsstilles. Sådan troede jeg ikke, det ville være.

At jeg egentlig er så fantastisk umættelig, og at de mænd, der har sagt til mig, at mit sexbehov er unaturligt, måske har en slags pointe.

Det er ikke altid, jeg fortæller de andre mænd, de rigtige mænd, at jeg sugardater. Hvis jeg fortæller det, bliver jeg ikke afvist.

Jeg bliver bare en luder, så jeg kan kneppes, men ikke dates. Af de mænd er jeg blevet behandlet værst. De tror, man træder og tramper på en luder, når man går.

Det lever jeg med. I begyndelsen troede jeg, at skam og skyldfølelse ville æde mig op. At jeg ville hade mig selv for at have sagt det og hade mig endnu mere for nogensinde at have åbnet min skede for betalende gæster.

Det gør jeg bare ikke. Nærmere bliver jeg tilfreds som rottefængeren, for med mit tilbudsskræv lokker jeg alle de største og fedeste rotter frem. For de mænd er hyklere, og de er falske.

Deres kulturradikale hellighed smuldrer i mødet med mig, og jeg er begyndt at tro på, at hvis man ikke kan behandle mig anstændigt som luder, så har man et mere generelt problem med kvinder.

Stockholmssyndrom

For at forstå, hvornår og hvordan alting for alvor blev gråzone for mig, må man også forstå, at det har været nogle lange år.

Jeg er et dårligere sted nu end før, og det har forviklet alting: For hver gang jeg går et skridt dybere ud i det, der ikke er godt, står der 3-4 unge mænd i mit liv og siger: »Du er ikke mit problem« og en gammel sexshoppende mand, der spørger: »Hvad kan jeg gøre for dig?«

Kan I så se, hvordan jeg umuligt kan se klart gennem det her mudder? Tingene bliver oftere og oftere vendt på hovedet.

Mit liv er et hurlumhejhus nu, hvor alt drejer og vrider sig som i et kaleidoskop fra barndommen. De forkerte tilter med hovedet og kigger med bekymret pandefold på mig, og de rigtige stikker bare alt skråt op i mig.

Jeg troede ikke, jeg ville ende her. Som en forsvarer for det forkastelige eller en luder med stockholmssyndrom. I starten var jeg anderledes.

Helt til at begynde med mødte jeg mine sugardaddies med frygt og forventning. Det forvandlede sig gradvis til mild foragt for dem og deres små perversioner, der alt for ofte er vokset ud af lange, ensomme nætter med for meget porno og for lidt virkelighed.

Men nu er det anderledes for mig. Mange af dem er lige så gode som alle andre. Der er ingen vandtætte skotter i det her skøre hus.

Herskesyg dressurrytterske

Når kroppen alligevel ikke vil, sparker jeg den frem foran mig som en køter. Det har jeg lært mig som en herskesyg dressurrytterske, og resultatet er mageløst: Jeg kan få min krop til snart sagt hvad som helst nu.

Nogle gange er jeg simpelthen nødt til det. At regere med den samme hårde mandehånd, som min numse bliver smækket med og mit ansigt stukket lussinger af.

Det lyder barbarisk, men for det meste er sugardating som at dykke i et mørkt hav. Det handler om at holde vejret og ikke være bange, når dine sanseindtryk bedøves, og du ser, hører og føler gennem et uigennemtrængeligt lag af vandmolekyler.

Vigtigst af alt er man nødt til at tro på, at man igen skal komme til at bryde vandoverfladen og trække vejret frit.

En sugardaddy spørger på et tidspunkt, mens han er ved at klæde sig på, om jeg nogensinde føler mig tom indeni.

I det øjeblik er jeg måske faktisk tom eller tømt, men jeg svarer: »Ikke rigtigt, hvad med dig?« Så svarer han: »Jo.« Det gør han nogle gange, for han har det lidt svært med de her hjemløse orgasmer, der bliver frembragt af de skygger, vi er for hinanden.

Men det burde jo være min replik. Og som han står der, halvt klædt på og halvt afklædt, en hel del fortabt og som mit eget spejlmenneske, bliver jeg i tvivl om, hvem af os, der er værst: Den der betaler, eller den der kræver sig betalt.

Er det ikke også fejt og lurendrejeragtigt at bilde mine mænd ind, at de for et par tusind kroner kan købe hos mig, hvad vi vel altid har vidst ikke kan købes for penge?

Jeg tror, det er sådan en situation, hvor ingen ler sidst eller bedst, for ingen ler overhovedet. Og her er måske heller ikke så meget at grine af.

Det har jeg tænkt en del på. At nogle gange er jeg også den onde, og vi vekselvirker skidt, godt, slemt og værre mellem hinanden. Mig og mine betalende mænd.

Så hvis man sidder og beskæftiger sig professionelt eller politisk eller personligt med det her emne, så vil jeg gerne sige, at jeg ved ikke, hvordan det er for andre, men lige nu er der mig, og hvis der er nogen, der gør mig fortræd, så er det mig selv.

Nogenlunde aldrig har jeg det som et offer for andre end mig selv. På for mange måder er mændene bare et værktøj, jeg hader mig selv med. Det kan man ikke rigtig forhindre, vel? At kvinder kommer til at hade sig selv.

Fransiska Arnoldsen er ikke skribentens rigtige navn. Hendes faktiske identitet er redaktionen bekendt

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

[...]
...This is stuff I find hard for discussion
How the fuck do you explain your own self destruction and still remain trusted?

To answer the question, yes - the city wants you gone
And thats the only thing connecting us, but the connection is so strong
So how dare you assume that I'll sleep when you're dead
This is well outside the boundaries of acceptable behavior
I will not give you the go ahead and you will not be remembered fondly
I'm throwing down the gauntlet, fuck you this isn't your decision
And for all the holy fuck I give, your little spectacle is ended
But don't think for just one second you've honored your obligations to me
I'm serious look in my eyes, I don't find this funny
Or whatever you imagine poetry and justice feels like when you combine them
I am not going to allow this on my watch buddy, nobodies impressed
With your imagined sacrifice device or insurmountable regret
You are not uniquely pained and if you go we won't be sorry
And who the hell are you to put me through the banality of watching this
Cause many better men have gone for clearly better reasons and I
Starkly must remind you that you have not even been trying
And that's the only thing remarkable about you, stop me if I'm lying

We are always outnumbered but we were never out militiad
There's no dignity for criminals, no ministry for the wicked
In this town if you make a sound you're the leper with the most fingers
The League of Extraordinary Nobodies, the other teams bringing in ringers
No faith in the majority, no hope for the little ones
Sally pulled a pistol out, billy got a blunderbuss
So what the fuck are you feeling that makes your struggle so wondrous?
Enough to arrogantly pull what's left of the rug out from under us?
I think not, you're in the same barrel all us other crabs are caught
And if I have to live, you have to live; whether you like this shit or not!

Dedicated to the drowning, and the noble futility of desperate friends forced to watch
(Never again)
And to my good friends who refused to allow it to happen to me
(Never again)
You know who you are, you know what I'm talking about
(Never again)
Believe me, man
I promise

Never never never gonna get that way again

- 'El-P: 'Poisenville kids no wins', 2007

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Marianne Bjerg
Jeg antog at have et avisabonnement. Du ved - nyheder, oplysning, information om samfundet..
Antallet af 'debat'indlæg fra profiler, som bogstavelig talt bliver bollet i røven og gerne vil beskrive detaljerne for avislæserne i Information, har overskredet min vurdering for det rimelige.
Min grænse er nået.

Brugerbillede for Nanna Wulff M.

Torsten Jacobsen
02. november, 2016

Som modvægt. Beauty!

One Art Related Poem Content Details
BY ELIZABETH BISHOP
The art of losing isn’t hard to master;
so many things seem filled with the intent
to be lost that their loss is no disaster.

Lose something every day. Accept the fluster
of lost door keys, the hour badly spent.
The art of losing isn’t hard to master.

Then practice losing farther, losing faster:
places, and names, and where it was you meant
to travel. None of these will bring disaster.

I lost my mother’s watch. And look! my last, or
next-to-last, of three loved houses went.
The art of losing isn’t hard to master.

I lost two cities, lovely ones. And, vaster,
some realms I owned, two rivers, a continent.
I miss them, but it wasn’t a disaster.

—Even losing you (the joking voice, a gesture
I love) I shan’t have lied. It’s evident
the art of losing’s not too hard to master
though it may look like (Write it!) like disaster.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

At bolle for penge bliver ikke finere af at kalde det noget andet.

Skribenten har tilsyneladende selv valgt erhvervet, og nu skal vi andre åbenbart høre om det så vi kan påskønne det. Det er nok at forvente for meget.

På en tidligere arbejdsplads eksisterede "mor-reglen". Den gik i sin korte form ud på at det man gjorde skulle være godt nok til at man ville udsætte sine egne børn for det. Jeg ville ikke anbefale mine børn at forsøge sig med de eskapader som skribenten beskriver.

Yderligere interessant er det fuldstændige tab af skelnen mellem privat og offentlighed, der ser ud til at være hos skribenten. I min verden er det en brist, hvis man ikke kan adskille de to sider med en eller anden form for gråzone.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Niels Nielsen

Information har aldrig været så god til dagsaktuelle nyheder og har derfor altid koncentreret sig om baggrundsstof og analyser. Denne artikel skal nok ses som baggrundsstof, hvor nyheden er, at Socialkammeraterne af moralistiske årsager igen igen går til angreb mod verdens ældste (næstældste?) erhverv.

Sjovt nok - man kan altså lade være med at læse artiklen, hvis man finder emnet uvæsentligt, ligefrem at opsige sit abonnement er et meget drastisk skridt, men det er jo et frit land vi lever i....

Selv læste jeg kun artiklen, fordi jeg skimmede kommentarerne og fandt, at den åbenbart var kontroversiel. Så nu har jeg læst den, og anbefalet den, for folk, der er interesserede i kontroversielle emner. Tak til de kommentatorer, der med trusler om sanktioner over for avisen fik mig til at læse et velgennemtænkt og provokerende indlæg i den evige kamp mod snerperne og moralisterne.

Brugerbillede for Grethe Preisler

1)"En rystende socialrealistisk reportage" - fra det virkelige liv?
Eller
2) "En pendant til sypigeromanen Fanny Hill" - for sadomasochister fra den lavere middelklasse"?

Jeg hælder mest til antagelse nr. 2, men sådan er vi jo så forskellige. Og noget skal der jo proppes i spalterne, når helsidesannoncer og Ritzau-telegrammer ikke er nok til at udfylde tomrummene i onsdagsudgaven af 'den mindst ringe' ... ;o)

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Snerpet - er det mig du mener, Niels Nielsen?
Åhja, så absolut. Jeg er erklæret sippe, snerpe, knyttet og lissom enormt hæmmet. Er det nu noget negativt at kende sine grænser?
Jeg oplever at stigende antal af debatindlæg med trusser/gstrenge nede om hælene - om det så er i buskadset på Amager fælled med andres faste partnere og eller med lukkemusklen penetreret til uigenkendelighed - For mig at se danner de ikke udgangspunkt for en mere generel debat om et emne. Der findes så vidt jeg ved kulørte magasiner, hvor man kan læse alle de kønslivsbekendelser man lyster, omend de velnok er bekostelige at investere i.
Avisens andet indhold har så vidt mig angår også bevæget sig en smule i den gale retning.

Men sådan er der så meget. Man kan ikke gøre alle tilfredse hele tiden.
Mine hønserøvede kommentarer slipper du næppe for alligevel, omend de bliver væsentligt begrænsede fra december.

Solen skinner og opvasken venter.

Brugerbillede for Claus E. Petersen

Jeg har læst artiklen som vel nærmest er en moderne udgave af en Vita Andersen novelle.
Jeg kunne ikke udstå Vita Andersens "prosaiske" pseudo udgydelser som jeg og andre var tvangsindlagt til at læse på handelsskolen (jeps, handelsskolen) fordi vores lærer nu engang var en af dem der kunne lide den slags selvpinende bræk.

Jeg fatter ikke hvordan fortællerens problem kan være mit problem eller andres for den sags skyld og fortællerens forklaring på hvorfor er et studie i efterrationalisering, og dårlige undskyldninger for ikke at tage de beslutninger som kendetegner voksne mennesker frem for små børn i en beskyttet sandkasse.

Jeg håber virkelig at danske gymnasie elever kan skrive bedre noveller end dét, for denne her er virkelig dårlig, kedelig og fuldstændig uden pointe, efter min mening altså.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus E. Petersen

For ikke at fremstå som fuldstændigt uden nogen form for smag indenfor jeg-har-haft-det-hårdt litteratur vil jeg anbefale bogen "Når kun håbet er tilbage" af Jeanne Cordelier, som er en helt anderledes beskrivelse af livet som prostitueret i Paris i 50'erne blottet for klynk og selvfedme.
Måske fordi at fortælleren selv oplevede det...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

Vis mig en kvinde og jeg skal sige dig om hun boller med rent mel i posen! Når der bliver for mange overskrifter i de mest toneangivende aviser, hvor kønsdebatten kun handler om at lytte til et køn, så kan man prøve at omskrive dem, (overskrifterne,(red.) med modsat køn test)! You like?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming S. Andersen

Kære Lise Lotte Rahbek

Måske vil du efter en smule eftertanke, give mig ret i at der ikke er den store forskel på artiklens sprogbrug og dit eget i seneste indlæg, hvor du forklarer dit synspunkt.
Så kan man diskutere emnets relevans, men arten er ikke uddød, så nogen må jo have interesse for andet end en bedre verden som os frelsere.
Tilbage er vel så prostitutionens evige problemer.

Med en lidt løsere definition af prostitution end den helt skarpt afgrænsede til køb og salg af sex, så kan man faktisk godt trække en del paralleller til politikeres gøren og laden, hvor det ikke er seksuelle ydelser der er salgsvaren, men holdninger og samfundsværdier der ryger over disken.

Jeg tror så desværre ikke at de politikere, der har kastet deres holdninger ind i spillet, har de samme betænkeligheder og kvababbelser over deres form for prostitution, som pigen i artiklen har over sit udsalg og det burde kunne gøre nogle interesseret i hvilke kvaliteter der bør være i vælgernes repræsentanter og hvordan vi afkoder deres sprog.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bækgaard

Bottom Line er at hun er prostitueret, og hun står ved det. Skal hun anses for ringere end andre mennesker? Skal hendes kunder? Hvori ligger forargelsen?
Jeg kan ikke begribe den moralske fordømmelse blandt mennesker over for prostituerede, hvad enten det er mænd eller kvinder.
Lad os dog legalisere det og få ordnede forhold for de som er prostituerede.

Brugerbillede for emil groth

Hun har samme "problem" som mange af os andre, hun formidler utaknemlighed.
Så er der enkelte som kan formidle taknemlighed, det er dem man aldrig glemmer.
Hun vil egne sig godt som borddame, røverhistorie skal fortælles realtime og ikke som artikel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Friis

Det er en spændende artikel. Og at det er i Information fremfor Ugens Rapport er blot bedre, da det giver et andet focus.
Jeg tænker på de mænd og kvinder, der har behov, som de ikke kan få dækket hos deres faste partner (hvis de har en). Måske pga manglende lyst, men sikkert også p.g.a. en anden respekt til den faste partner. Det er kompliceret at være mor/far, elskerinde og livledsager samtidigt (flere muligheder for rækkefølge).
Behovet må være voldsomt, da det er en stor risiko at indgå en aftale om seksuelle ydelser med en fremmed. Især i denne tid, hvor det normalle er ret så snævret og risikoen for at blive offentlig exposed er stor. Forargelsen vil ikke tage nogen ende.
Til dem, der tilbyder ydelserne, håber jeg, at det ikke bliver for vanedannende med de ekstra penge - og at det ikke giver for mange sår på sjælen. Tilsvarende skal yderen passe på sit helbred.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Hør lige her, det her, er ikke noget susanne staun har fundet på hjemme ved skrivemaskinen, det er virkelige mennesker i vores nabolag, der har det sådan, der lever sådan et liv. Og jeg synes, at det er et rystende vidnesbyrd om tidens depraverede afsporethed. Er det tidens tegn, eller har det altid været tidens tegn. Jeg ferierede engang i en gammel sydfransk bjerglandsby, og på hjørnet af et af byens centrale huse, var udhugget en numse i sten, således at lige meget hvor synshæmmet og fuld kunden var, kunne vedkommende alligevel føle sig frem til bordellets placering.

Hvis noget i samfundet er usundt, betyder loven om dynamiske effekter, at det smitter af på omgivelserne. Jeg vil påstå, at det er nemt at skelne imellem sund og usund seksualitet - dog ihukommende inge og sten hegelers vise ord om, at det normale har vide rammer - og at usund, seksualitet er en 'synd', som forstået i sin etymologiske betydning 'at ramme ved siden af'. Fordi når man er glad og har det godt, har man ramt plet. Kan vi ikke blive enige om det. Det er derfor relevant at udforske et område, hvorom man med folkelig sarkasme og tvetydighed siger, at tog-og seksualdriften kan man altid regne med.

Så hvad med at læse uden om, hvis det er for skrap kost. Dette er socialrealisme på grummeste niveau. Denne historie er kun toppen af isbjerget, og den går ikke væk, bare man lader være med at se på den. Så det må de rå mostre og co åbenbart påtage sig at gøre.

God dag derude

Brugerbillede for randi christiansen

'Politik og avissmørerier' - det er altså landsbyens gadekær, hvor vi fortæller hinanden historier, og meninger brydes. Hvis man ikke kan få øje på den (social)politiske relevans af denne historie, så er det heldigvis frivilligt at blande sig udenom.

Tror nogen virkelig, at nogen andre gennemgår det beskrevne helvede frivilligt. Denne afvigende adfærd har sin årsag i misrøgt et eller andet sted. Hvorfor griber et menneske til så ekstrem selvskadende adfærd? Økonomi? Seksuelle traumer/overgreb? Og hvordan skal vi set i det lys forholde os til sexkøbere? Især af den afsporede slags som her beskrives og som fransiska ovenikøbet er i stand til alligevel at se som 'ordentlige mennesker' - måske for dog at finde noget livsbekræftende i trøstesløsheden.

Når lars v trier laver nymfomania, bliver det set som stor kunst - han har måske gjort research til filmen hos fransiska eller en af hendes kolleger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Jan Weis,
Beklager - kender kun "Venus i pels" von hørensagen. Følte mig mere end rigelig 'oplyst' efter pligtlæsning af Mykle, Miller og Genets undergrundslitterære romaner i årene før billedpornografien også omsider blev frigivet ;o)

.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Christensen

"Lad os dog legalisere det og få ordnede forhold for de som er prostituerede" skriver en her over. Hmmmm............Jamen det er ikke forbudt, så legalisering forstår jeg ikke?
Prostitution har mange facetter. Det skal ikke forbydes, og såvel køber som sælger skal have ordnede forhold, mener jeg.
Foruden hjælp hvis det er det der er brug for. F.eks. ved afhængighed, som er nederen.

God aften der ude

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Brøgger

Jeg kunne ikke rigtig se hvad denne artikel lavede i Informeren, men når nu den er her kan jeg godt se det.
Den grænseløse slampøl af forargelse over prostitution findes.
Prostitutionen forsvinder ikke sålænge slampølen i den kollektive bevidsthed er der.
Det eneste sted forargelsen hører hjemme er på de kunder hos prostituerede der opfører sig som svin, samt dem der bedriver trafficking.
Det er hård læsning det her men forargethed og bedreviden hjælper ikke en skid.
Hvis vi andre holdt op med at fordømme sexarbejde som sådan ville de

Brugerbillede for Morten P. Nielsen

Indtil videre har vi jo kun "Fransiska Arnoldsen"'s ord for, at det vedkommende beskriver er oplevet. Og det er jo ikke det papir værd, det er trykt på. Pseudonymets overvejelser. Og selv om det er oplevet er det ikke nødvendigvis relevant, endsige væsentligt.

At nogen kan se det som "stærkt" og "rystende læsning" forbavser mig egentlig. Men at man kan svinge sig op til at mene, at disse anonyme erotiske essays kan have en tilværelse som relevante for en politisk debat om prostitution som fænomen, er dog virkelig søgt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balle

FRANSISKA ARNOLDSEN måske et tak for en bekræftelse på ikke a være så tåbelig at spilde en resurse på den måde det virker til at du gør. En narkomans (eller det der ligner) erkendelser og fald...+
Held og lykke med dit!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Så er debatten jo kommet i gang men jeg er stadig ikke sikker på hvad den egentligt drejer sig om. Bare et: Randi @ jeg synes, at det er et rystende vidnesbyrd om tidens depraverede afsporethed....

tidens afsporethed?

Er det ikke snarere alle tidernes afsporethed? Eller tror du virkelig at den form for livsstil er noget nyt og et produkt af vores tid blot?

Så vidt jeg husker kalder man det også "det ældste erhverv"

Og på en mere personlig plan: så fordømmer jeg ikke prostitution eller ser ned på prostituerede, jeg fordømmer bare den slags artikler som for mig virker mere som porno end seriøs journalistik. Og så må porno gerne have sin plads i verden, bare ikke forklædt som journalistik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Der synes at herske en del forvirring blandt nogle af de faste debattører, i forhold til hvordan en avis i 2016 fungerer:

Kvaliteten af den enkelte artikel måles ikke længere blot på indholdet, men i lige så høj grad på antal 'klik', antal kommentarer den genererer, på hvor lang tid den enkelte bruger er klikket ind på den enkelte artikel, og sikkert en mængde anden form for metadata jeg ikke lige er opmærksom på.

Det sætter jo den forargede læser af den digitale udgave af avisen i lidt af et dilemma: På den ene side vil man gerne give udtryk for sin forargelse, på den anden side ønsker man jo netop ikke at anspore redaktionen til at bringe mere af det forargelige materiale.

Løsningen - i det mindste den jeg selv forsøger at praktisere (med enkelte smuttere ind i mellem) - er at undlade at klikke ind på det forargelige materiale i første omgang. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, da forargelsen jo som oftest opstår under læsningen, men her er kunsten så at klikke sig væk fra det forargelige lige så snart forargelsen indfinder sig. således at man ikke gennem sit (for redaktionen målbare) tidsforbrug på det forargelige materiale, alligevel kommer til at give udtryk for interesse - og dermed indirekte at antyde en efterspørgsel efter mere af samme skuffe.

Vigtigst er det ikke at kommentere på det forargelige, da en sådan kommentar jo dels tager tid at forfatte, og samtidig - om man vil det eller ej - bekræfter redaktionen i formodningen om, at det bragte, forargelige materiale har sin berettigelse.

Nemmere sagt end gjort, naturligvis, når det tomme kommentarfelt kun er et par klik fra at blive udfyldt med retfærdig harme. Men viser fristelsen sig for stærk, kan man med fordel skynde sig at lukke browseren, måske endda slukke computeren, og så gå en tur ud i den virkelighed, som under alle omstændigheder har mere krav på opmærksomhed end sættenissernes daglige påfund i Store Kongensgade..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Torsten Jakobsen
Foreslår du, at avisabonnenterne lader være med at læse deres avis eller forholde sig til det der står i den???
Det er jo et synspunkt - men jeg er nok ikke til sinds at følge dine sikkert velmenende råd om at selvcensur.

anbefalede denne kommentar

Sider