Klumme

De ambitiøse ambitioner

Det forarmede nysprog gange tre ministre
2. december 2016

Der stod de, de tre små nummermænd bag hver sin lille talerpult, den scenografi Anders Fogh Rasmussen utvivlsomt for at kompensere for et fuldt berettiget mindreværdskompleks så kreativt indførte i Statsministeriet i sin tid. Statsministeriet står der på pultenes front, som om man var i tvivl, når det er statsministeren, det drejer sig om.

Og det er det jo: Lars Løkke Rasmussens selvcentrerede projekt om at fastholde taburet og løn koste hvad det vil af hykleri og småfusk, og om så folkestyrets skik og brug: at statsministeren udskriver valg, når interesserne kolliderer og lokummet brænder ned, sættes over styr som her.

Men dér stod de så og afleverede efter tur og størrelse deres små forberede lektier. Sidst kom manden, der hedder Pape, som alt i alt, når kuglerammen gøres op, bærer det borgerlige Danmarks mere menneskelige ansigt. Til gengæld med så ringe et antal mandater, at det næste gang kan være så godt som løgn.

Han vil passe på Danmark, sagde Pape som vammelt ekko af det truende DF. Sammen med de to andre var dét hans ambition. Som om Danmark er et pattebarn eller et mågestel eller en juleplatte.

Man passer ikke på et land, når man er politiker, og over halvdelen af folket ikke ønsker at blive passet på af lige præcis dem, der hævder, at de har så store ambitioner om at gøre det.

Fedtede for statsministeren

Nummer to i rækken bliver af iagttagere med en slet misforståelig omskrivning beskrevet som vidtløftig, for ikke at sige noget værre. Nu orker man ikke tale om det skide træ mere, men mandens stålsatte forsikringer holder fra nu af ikke i byretten, som man siger.

Alligevel påkalder mandens optræden sig en retrospektiv kommentar. Den kunstneriske præstation var ikke flatterende. En hovedregel i selskabslivet tilsiger aldrig, ALDRIG at underholde sine omgivelser, især ikke hvis de er tvangsindlagt, med hvor festligt man har haft det i et andet selskab.

Ifølge manden, der rent ud sagt stod og fedtede for statsministeren, og som man altså sagtens kan sige noget værre om, havde de tre enslydende mænd haft de så morsomt, så morsomt og grinet og grinet og var trimlet rundt på gulvet af grin, uden at manden ville fortælle, hvad der havde været så morsomt.

I forvejen forbinder de færreste manden med, hvad man normalt opfatter som morskab. Han ville i så fald ikke være den mand, som manden er, og i hvert fald ikke forsvare de idiotiske idéer og den bøvede fanatisme, der har bragt ham og hans flok ind i maskinrummet, som han benovet forsvarer sin kovending.

Måske var det i virkeligheden kun manden og statsministeren, der grinede, mens den tredje var ude og tisse, de to morede sig over de mandater, han har, at de kan stå i det lille gæstelokum på Marienborg, og efter næste valg ikke engang behøve prøve.

Ambitioner til fælles

Én ting har manden tilfælles med ham med de få mandater, skønt de egentlig ikke har ret meget andet tilfælles end ubehaget ved et valg lige nu, de har ambitionen til fælles.

Det var først statsministeren, der langede dén over disken. Så mange gange ambition at denne skribent, der af faglig vane gerne tæller bommerter i fjernsynet og har Nordeuropas største samling af dronningens fra nytårstaler gennem mange år, nu ynkeligt måtte opgive at holde tal på, hvor mange gange statsministeren og siden de to andre nummermænd sagde: ambition i ental, flertal, som adjektiv og adverbium.

I kort form er det rene og skære indhold her gengivet i overensstemmelse med den retoriske mentalitet, hvori præsentationen af regeringsgrundlaget blev formidlet:

Vi har en stor ambition om en ambitiøs politik, vi ambitiøse partier med ambition om ambitioner, vi er så ambitiøse, at det er en stor ambition at være så ambitiøse.

Idéen kommer sikkert fra statsministerens parti, der i årevis har lanceret det ene tomme slagord efter det andet og flere gange vundet på det. Én gang gik det galt: Da Fogh Rasmussen i opposition bed sig fast i, at pengene fosser ud af statskassen. Dén slog tilbage på ham selv.

Der var sgu ingen, der troede på, at noget fossede nogen steder med Store Mogens som finansminister; den skulle Fogh ud hvor Kragerne går i træsko med, og heller ikke der slog den an.

Men ellers: Venstre ved man, hvor man har. Det kan enhver jo komme at sige, og gør man det tilstrækkeligt tit, begynder pressens folk, hvoraf et synligt tal selv er venstrefolk, at bruge den samme.

Ministeren med højeste IQ

Ligervis med ambitionerne. Nu hedder det sig allerede, at regeringen er ambitiøs. Det er der ellers i betragtning af ministerlisten ikke meget, der tyder på. Den minister med højest IQ og troværdighed er den nu degraderede Søren Pind. Alene det.

I et eller andet omfang må mennesker, hvilket så også gælder partiledere og nu ministre, jo måles på det, der kommer ud af munden på dem. Det var altså forleden ambitioner i skysovs.

Indholdet er det rene plat, der kun får mening, når de tre ledere i koalitionen fra tallet 53 tæller op til de manglede mandater. Så meget for ambitionerne.

I spidsen for det hele står manden, som kun en tåbe ville købe et brugt bilag af. Ambitiøs? Tjah.

Ambition er blevet et plusord, uanset at det dybest set gælder for en klassisk dødssynd. Hos Shakespeare optræder ambition i betydningen magtliderlig hensynsløshed.

Da Mark Antony hævder, at den netop myrdede Cæsar havde planer om at forgylde romerne, vil de springe op og falde ned på, at han var ambitiøs, akkurat hvad de sammensvorne beskyldte diktatoren for. De myrdede ham, netop fordi han var ambitiøs. Ved udsigten til guld og grønne skove, betænkt romerne i testamentet, bliver skældsordet underordnet, men også først da.

En blot og bar ambitiøs person er bare en skiderik.

Dette blot et ambitiøst forøg på at få andre end folk, der mener det i forvejen, til at indse, i hvilken uambitiøs jammer riget er havnet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Torben K L Jensen
  • Tino Rozzo
  • Jan Weis
  • jørgen djørup
  • Niels Duus Nielsen
  • Philip B. Johnsen
  • Grethe Preisler
Steen Sohn, Torben K L Jensen, Tino Rozzo, Jan Weis, jørgen djørup, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer