Kommentar

Bland Første Verdenskrig uden om

Da den russiske ambassadør i Tyrkiet blev slået ihjel, var folk hurtige til at male fanden på væggen og lave sammenligninger med attentatet mod Franz Ferdinand, der var startskuddet til Første Verdenskrig. Men der er god grund til ikke at drage forhastede konklusioner på baggrund af forsimplede historiske sammenligninger
Debat
31. december 2016

Attentatet på den russiske ambassadør i Tyrkiet, Andrej Karlov, gav rystelser i verdenssamfundet. I nogle timer var vi mange, der sad med sammenbidte tænder og frygtede en eskalation i forholdet mellem Rusland og NATO-medlemmet Tyrkiet. Lige indtil nyheden om terror i Berlin fik os til at glemme begivenheden for en stund.

Tyrkiet og Rusland fik efterfølgende udvekslet de fornødne diplomatiske høfligheder, afholdt et topmøde om krigen i Syrien og erklæret, at attentatet på Karlov ikke ville hindre normaliseringen af det russisk-tyrkiske forhold.

Men disse forsonlige toner landene imellem og løfter om fremtidigt samarbejde for at stække terroristerne – løfter som i øvrigt kom ret hurtigt efter attentatet – synes ikke at have gjort indtryk på visse meningsdannere i Vesten, herunder i Danmark. Disse fik hurtigt travlt med at advare om muligheden for en eskalering af situationen.

Det skete især med en pudsig og insisterende henvisning til det skæbnesvangre attentat på tronfølger i det Østrig-Ungarske rige Franz Ferdinand, begået af Gavrilo Princip, i Sarajevo den 28. juni 1914. Ligesom i 1914, lød argumentet fra bl.a. David Trads, kunne en lille begivenhed være med til at starte en uoverskuelig konflikt mellem stormagterne.

Argumentet er besnærende og der er naturligvis god grund til at holde øje med potentielle brændpunkter, især i urolige tider som vores. Forskellene er dog større end lighederne mellem 2016 og 1914. Jeg vil her kun nævne de få væsentligste forskelle i denne sammenhæng.

Intet besat land

I modsætning til Østrig-Ungarn i 1914, har Rusland i 2016 ikke besat attentatmandens land eller indført en socioøkonomisk omstilling, der skaber armod og frustration blandt en stor del af dette lands befolkning.

Dette var netop tilfældet i Bosnien, der siden 1878 havde været besat af Østrig-Ungarn og var blevet drevet som en koloni med al den udbytning af landet, som dette medfører. Og selvom et attentat mod en ambassadør er et alvorligt anslag mod ethvert land, så blegner det nu engang i forhold til et attentat på en tronfølger og altså et kommende statsoverhoved.

Desuden har Rusland ikke anklaget det officielle Tyrkiet for medvirken til attentatet. Tværtimod så samarbejder landene om at undersøge baggrunden for attentatet. Dette skete aldrig i 1914, fordi Østrig-Ungarns ledelse var så forhippet på at starte en krig.

Endelig står vi i dag i den lykkelige, men ikke nødvendigvis overraskende, situation, at ingen af de involverede lande ønsker krig. Derimod ønskede alle tænkelige parter en krig i 1914. Bl.a. havde den østrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hötzendorf, alene i 1913 talt for en krig med Serbien mere end 20 gange.

Attentatet i Sarajevo var således ikke en begivenhed som løb ud af kontrol og begyndte en verdenskrig. Det var et påskud, som den østrigske ledelse brugte til at tage et længe ventet opgør med Serbien, som man anklagede for at stå bag attentatet.

På samme vis havde de fleste andre europæiske magter interesse i krig: alle havde ambitioner, som de mente kun kunne realiseres gennem krig. Især Tyskland arbejdede aktivt for at forhindre en stabilisering af situationen efter 1914, så krigen blev uundgåelig.

Staterne vandrede således ikke bevidstløst ind i krig, som det ofte bliver fremstillet, herunder af David Trads. Krigen ønskede de næsten alle. At krigen blev en verdenskrig overraskede de fleste. I dag er der vel ingen, der ønsker en sådan krig, netop fordi det ikke ville overraske nogen, hvad konsekvensen af en krig mellem NATO og Rusland ville blive.

Hvilket vel også er grunden til, at det ikke kom til krig mellem Rusland og Tyrkiet i november 2015, da Tyrkiet skød et russisk kampfly ned. Dengang var det endda den tyrkiske stat, der udførte handlingen, og Rusland reagerede prompte og barskt, men holdt sig fra et militært modsvar.

Perspektiv

Historiske sammenligninger er tit nyttige og kan give perspektiv og indsigt i en given problematik. Derfor er det fornuftigt at studere historien og tage ved lære af den. Men der er mindst ligeså god grund til ikke at drage forhastede konklusioner på baggrund af forsimplede historiske sammenligninger.

Den slags kan ofte give en tekst tyngde og læseren en umiddelbar genkendelighed med et emne, men er også med til at sløre, at den følgende analyse ikke nødvendigvis er særligt velunderbygget og ikke bidrager til at forstå sammenhængen mellem fortid og nutid. 

Der er bestemt god grund til at være rystet over begivenheden i Ankara og til at tænke over dens årsager og mulige følger. Men der er ingen grund til at drage Sarajevo 1914 ind i sagen.

Ismar Dedovic er ph.d.-stipendiat i historie ved SAXO-instituttet, hvor han forsker i 1. Verdenskrig og nutidens brug af historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her