Kronik

Er Danmark parat til NATO’s missilforsvar?

Hvis man synes, 2016’s store sikkerhedsdebat om køb af kampfly var hed, skal man ruste sig til 2017. Her bliver det store spørgsmål, hvorvidt Danmark er klar til at deltage i afskrækkelse gennem kernevåben og missilforsvar
Beslutter Danmark at deltage i NATO’s missilforsvar, skal radarerne på søværnets fregatter opgraderes. Hvis der sker vil de danske flådefartøjer komme på listen over mål for russiske atomangreb.

Beslutter Danmark at deltage i NATO’s missilforsvar, skal radarerne på søværnets fregatter opgraderes. Hvis der sker vil de danske flådefartøjer komme på listen over mål for russiske atomangreb.

Simon Fals

21. december 2016

Valget af præsident Trump komplicerer et allerede vanskeligt emne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Skal Danmark deltage i NATO’s missilforsvar – som annonceret af Helle Thorning-Schmidt på Chicago-topmødet i 2012?

På overfladen er beslutningen teknisk: en opgradering af radarer på søværnets fregatter. Men i realiteten er det et emne, som viser, at Danmark ikke kan køre på automatpilot i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Vi er nødt til at styrke vores forståelse af strategiske spørgsmål i en tid, hvor der er tvivl om hele den europæiske sikkerhedsarkitektur.

Missilforsvaret kalder i særlig grad på gode begrundelser, hvis Danmark i 2017 skal beslutte at deltage. Bag ved den tekniske beslutning ligger nemlig et kompliceret spil om international sikkerhed og et spørgsmål om, hvorvidt Danmark er strategisk moden til at være med i denne del af sikkerhedspolitikken.

Internationalt handler det komplicerede spil om strategisk stabilitet, primært mellem USA og Rusland. Missilforsvar er ikke et ligefremt militært værktøj, men en del af den strategiske balance som atomvåbnene og de internationale våbenkontrolaftaler ligeledes indgår i.

Missilforsvarssystemer er derfor en kvalitativt anden kapacitet end for eksempel avancerede våbensystemer som F-35-kampflyet. At medvirke til missilforsvar kræver andet end teknisk militær kompetence, og en politiker, der nikker ja eller nej.

Deltager man i missilforsvar, bliver hele ens politiske system en del af den symbolske logik, som terrorbalancen bygger på. Politiske udsagn bliver en del af alliancens ydre troværdighed.

Det kræver med andre ord en veludviklet fornemmelse for strategiske spørgsmål, blandt alle involverede parter – herunder at politikere i centrale folketingsudvalg kan navigere i den logik.

Som bekendt erklærede den russiske ambassadør i København i 2015, at danske flådefartøjer ville komme på listen over mål for russiske atomangreb, hvis Danmark går med i NATO’s missilforsvar. Det viser forskellen på missilforsvar og kampfly.

Med NATO’s øjne

For NATO er missilforsvaret formelt set mindre kontroversielt. Det er nemlig ikke rettet mod Rusland, men skal først og fremmest kunne imødegå trusler fra stater med en mindre missilkapacitet – Iran nævnes typisk her. Det vil i princippet kunne forsvare store dele af NATO’s territorium mod et begrænset angreb med ballistiske missiler.

På længere sigt antages det, at internationale politiske ikkespredningsindsatser kun vil have en opholdende effekt på udbredelsen af avanceret missilteknologi, og at andre aktører end Iran vil blive trusler. Iran skal derfor også forstås som ’alle andre lande end Rusland’.

Men missilforsvar handler ikke kun om aktive trusler mod NATO’s territorium. Det kan også bruges til at undgå afpresning i forbindelse med trusler mod lande uden for alliancen.

Endelig er missilforsvaret for NATO et middel til at holde USA inde i Europas sikkerhed, og omvendt bringe europæiske lande (og deres våbenindustri) ind i et avanceret netværk som en del af en langsigtet investering i Vestens militærteknologiske overlegenhed.

NATO-topmødet kommer til at handle om den forandrede geopolitiske situation. På billedet markerer russiske soldater sejren under Anden Verdenskrig ved en ceremoni afholdt på Den Røde Plads i år.
Læs også

I realiteten er NATO godt klar over, at missilforsvaret komplicerer forholdet til russerne. Netop fordi den primære effekt af systemet er at ændre nyttekalkulationerne for stater med en mindre missilkapacitet – har de kun få våben, er der kun en ringe chance for, at de vil virke – så komplementerer det alliancens atomvåben.

Som det senest blev slået fast på NATO-topmødet i Warszawa i juli, så er NATO’s missilforsvar et selvstændigt element i den ’passende blanding’ af også konventionelle og nukleare kapaciteter, som tilsammen udgør alliancens kollektive forsvar.

Atomvåbnenes afskrækkende funktion er mindst lige så politisk, som den er militær. Kombinationen af amerikanske atomvåben, europæiske atomvåbenbærende kampfly, og NATO’s diplomatiske forum for atomvåbenpolitik udgør en særlig arbejdsdeling omkring det nukleare ben i alliancens kollektive forsvar.

Den sikrer fire ting: ydre afskrækkelse; den holder amerikanerne konkret involveret i Europa ved at gøre deres engagement mere tydeligt og troværdigt; den giver europæerne – også de ikkenukleare og her især tyskerne – en stemme i styrkeplanlægningen; og den reducerer incitamentet til, at flere europæiske lande – igen Tyskland – selv skulle ønske at udvikle atomvåben.

Det er denne logik, missilforsvaret tilføjer en ny dimension. I modsætning til atomvåben, hvis potentiale er offensivt, er missilforsvaret defensivt. Man skelner mellem to typer afskrækkelse: ved straf, som er atomvåbnenes funktion (hvis du angriber mig, gør det ondt på dig selv), og ved nægtelse, som er missilforsvarets funktion (hvis du angriber mig, vil det ikke lykkes).

På den måde giver missilforsvaret mening som et alternativ til atomvåben – også selvom en defensiv effekt ikke nødvendigvis er stabiliserende i terrorbalancens logik.

Ruslands position

I en verden domineret af to store atommagter spiller forventningen om gensidig ødelæggelse en væsentlig rolle i at sikre et stabilt system. Derfor havde USA og USSR mellem 1972 og 2002 ABM-traktaten, som regulerede og begrænsede de to parters opstilling af missilforsvarssystemer.

Det er den stabilitet, Rusland – mod bedre vidende – påstår, er i umiddelbar fare med NATO’s missilforsvar. USA ønskede at komme ud af ABM-traktaten på grund af en stigende bekymring for spredning af missiler og missilbårne masseødelæggelsesvåben blandt de mindre tunge stater i verdenspolitikken, og ikke på grund af Rusland.

Læs også

Som den russiske ambassadørs trussel om at gøre danske flådefartøjer til nukleare bombemål viser, er den russiske villighed til at udtrykke sig kontroversielt stor, når det kommer til missilforsvar.

Rusland ved godt, at det nuværende projekt ikke udgør en trussel mod Ruslands strategiske atomvåben, men sporene fra Reagans stjernekrigsprojekt og fremtidens potentiale skræmmer. Rusland udvikler allerede nu nye midler til at omgå et eventuelt missilforsvar vendt mod dem – blandt andet en atomundervandsdrone.

Men fordi missilforsvaret er af et meget mindre omfang, end hvad man overvejede på Reagans tid, og fordi det netop ikke er hensigten at pille ved den strategiske stabilitet, er der et falsk ekko af 1980’erne i russernes beklagelser. Rusland bruger også den europæiske – tyske – frygt for spørgsmålet om strategisk ustabilitet som et politisk værktøj til at skabe splittelse i NATO.

Hvad vil præsident Trump?

Amerikansk udvikling af missilforsvar har været i gang i årtier, og allerede før Trump vandt præsidentvalget, var sagen kompliceret.

Men den bliver endnu mere indviklet af, at ingen ved, om Trump ender med at mene, at Rusland udgør en væsentlig sikkerhedspolitisk udfordring for USA og NATO, og om han vil lytte til de rådgivere, der ønsker et stærkt USA (og som ønsker mere missilforsvar i alle tilfælde), eller om han vil imødekomme Rusland i en aftale om europæisk sikkerhed.

Derfor er der heller ingen der ved, hvor Trump-regeringen ender med at stå i forhold til de eksisterende planer for et europæisk NATO-missilforsvar.

Amerikanske soldater patruljerer Glienicker Bruecke i Vestberlin, 1986. Europa har altid kunne regne med amerikansk hjælp i krisetider, men efter valget af Trump som præsident, står Europa (muligvis) alene igen.
Læs også

Det er muligt, der kommer en afklaring op til NATO-topmødet til sommer, som vil ende med, at Trump støtter europæisk missilforsvar (især det skibsbaserede som Danmark tænkes at deltage i).

Men missilforsvarsemnet vil i alle tilfælde blive ved med at være en knast i det russisk-vestlige forhold. Selv med et uændret format er det muligt, at Rusland vil bruge det som påskud til at træde ud af INF-traktaten, der begrænser mængden af USA’s og Ruslands kort- og mellemdistancemissiler.

Rusland ønsker i forvejen at komme af med den for at kunne afskrække USA og NATO-landene – såvel som Kina, Indien, Pakistan, med flere.

Vanskelig beslutning

For dansk forsvarspolitik er beslutningen ikke business as usual på linje med anskaffelsen af pansrede mandskabsvogne eller kampfly. Sådanne normale forsvarspolitiske beslutninger bør naturligvis kunne afgøres ud fra, om det er en kapacitet, der er nødvendig? Om den er efterspurgt? Om den løser et erkendt problem? Og om den er vigtigere end andre investeringer?

Disse forhold bør politikere altid kunne forvente, at der er redegjort for, når de skal træffe beslutninger om Forsvarets investeringer. Det bevis kan ikke siges at være løftet entydigt endnu på missilforsvarsområdet.

Men udover, at missilforsvar er en ny kapacitet i forsvaret, så er der en fundamental forskel på ’normale’ våbensystemer og missilforsvaret. Den forskel er først og fremmest sikkerhedspolitisk, og handler om, hvorvidt Danmark vil være med i NATO-fællesskabets inderste kerne, som benytter sig af strategisk afskrækkelse gennem kernevåben og missilforsvar. Det er grundlæggende et politisk spørgsmål, der ikke kan svares analytisk på.

Men det politiske svar afhænger af en strategisk analyse, for det forudsætter robust indsigt i, hvad missilforsvaret er, og hvad det kan. Danmark har altid bidraget til alliancens evne til kollektivt forsvar med konventionelle styrker. Det er hverken omdiskuteret eller kontroversielt.

Til gengæld har vi en lang og kompliceret historie i forhold til, at atomvåbnene er en hjørnesten i det kollektive forsvar, som Danmark har nydt godt af siden NATO’s grundlæggelse.

Dansk deltagelse i missilforsvaret er ikke helt så symbolsk omfangsrig, som en beslutning om at bidrage til NATO’s nukleare mission ville være, men det minder om det. Man kan forestille sig, hvordan en debat om at gøre de kommende danske F-35-kampfly parate til at bære atomvåben i alliancens tjeneste, ville forløbe.

Danmark skal nøje overveje, om vores politiske fællesskab er klædt på til at tage et skridt op i NATO’s hierarki. Har vi strategisk modenhed nok til at håndtere en international situation, hvor missilforsvaret er et uafklaret stridspunkt for relationen mellem USA-Vesten og Rusland? Det bliver et af de vigtigste spørgsmål for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik i det kommende forår.

Henrik Ø. Breitenbauch er centerleder ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Niels Duus Nielsen
Hans Aagaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Henrik Ø. Breitenbauch

"Har vi strategisk modenhed nok til at håndtere en international situation, hvor missilforsvaret er et uafklaret stridspunkt for relationen mellem USA-Vesten og Rusland?"

Jeg er ikke helt sikker på, hvad "strategisk modenhed" helt præcist er; men uanset hvad, er jeg til gengæld helt sikker på, at vi ikke har nok heraf, til at vi kan håndtere den beskrevne situation.

Strategi er, hvordan vi forholder os til den påståede trussel fra Rusland. Modenhed er, at vi følger USA's strategi.

”strategisk moden” er spørgsmålet, og svaret må være, at vi aldeles ikke er politiske moden. Terrorbalancen er sandt for dyden, ikke et rent militært anliggende, men en del af en overordnede geopolitisk magtkamp. En kamp om herredømme og resurser.
”Men missilforsvarsemnet vil i alle tilfælde blive ved med at være en knast i det russisk-vestlige forhold” Ak ja – for nylig så vi i et krigsspil på TV hvordan denne ”knast” udvirkede 3. verdenskrigs udbrud på mindre end en uge! Og kære medborger, lad være med at tro at det kun er russiske børn og voksne der omkommer i million vis – vi er alle dødsdømte i dette scenarie. De få som muligvis overlever ville ønske de var DØDE!
Nå men det er jo jul- og julens budskab skal også lyde herfra: ”Fred på jorden for alle I mennesker der har Guds velbehag”. ”If God’s on our side - He’ll stop the next war”

kjeld jensen, Torben Skov, Bill Atkins, Peter Jensen, Flemming Berger, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Klassens kloge dreng har for længst indset at vi må ud af NATO, jo før jo bedre, og han ved også, at det er omsonst at drøfte det med læreren. Læreren og hans generation har ingen besvær med, at ofre den opvoksende ungdoms liv, i en kommende krig på A- våben, når bare de kan gøre USA tilpas.
Hvad gør så klassens kloge dreng? Hvad ville I gøre?

kjeld jensen, Torben Skov, Bill Atkins og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Citat: "Som bekendt erklærede den russiske ambassadør i København i 2015, at danske flådefartøjer ville komme på listen over mål for russiske atomangreb", som om de ikke ville det i en krigssituation, se på Aleppo, Ukraine osv. for russerne er det sagen og staten der tæller og gælder, ikke menneskeliv, krigslove og internationale regler, det må da selv de mest naive og godtroende da efterhånden have observeret og indset!

Modsat, hvis de danske flådefartøjer ikke er på listen nu, så må russerne jo se de danske flådefartøjer som harmløse og ubetydelige. Så det interessante her er, at de egentligt har afsløret, at det eneste de ville have respekt for, det ville være et effektivt missilforsvar, og det synes jeg da er en indrømmelse af værdi og til eftertanke.

Danmark har i dag intet luftforsvar, og vi har måske, med lidt god vilje, 20 funktionsdygtige fly, der skal ikke meget hovedregning til, at regne ud hvor meget de vil kunne præstere eller hvor længe de vil holde hvis russerne pludselig vil lukke for østersøen og sætter ind fra f.eks. Kaliningrad. Husk, Danmark er faktisk yderst strategisk i forhold til Østersøen, den der behersker Danmark kan lukke totalt af for Østersøen.

Danmark bør også have et effektivt og moderne forsvar, eller i hvertfald et respektfuldt forsvar set i forhold til fællesskabet i NATO, og et forsvar der kan gøre i det mindste lidt ondt, og ikke bare indbyder til et tagselvbord og frit slag i en krisesituation. Et evt. angreb vil ofte ske på det svageste led, og sådan et led er Danmark i dag i NATO regi, og vi burde i stedet, som rigt land, kalkulere med, at kunne komme f.eks. Baltikum til hjælp i en evt. krisesituation, også efter princippet, den der har evnen/midlerne har også pligten!

Derfor burde Danmark investere i et moderne teknologisk forsvar, f.eks. et tidssvarende heldækkende missilforsvar, med missiler der både kan ramme i luften, på land og i vand. Det vil være en moderne update af et næsten i forvejen ikke eksisterende forsvar, og jeg tror også det vil være væsentligt billigere i forhold til nyanskaffelser af både fly og flådefartøjer, og ikke mindst, så vil det have en reel afskrækkelseseffekt og værdi, uanset hvem fjenden så end måtte være, og det tror jeg faktisk ikke det danske forsvar har i dag, desværre.

Så er vi tilbage i vores eget sind, psyke og menneskesyn. Tror vi at vore medmennesker generelt er mere onde end vi selv? tror vi andre landes magthavere er mere onde end vore magthavere? Er mennesker som er sat på jorden groft set ens i deres ønske om lykke, en form for velfærd og mulighed for at elske og opleve? Det må vel være et udgangspunkt de store magthavere burde tvinges til at tage stilling til inden vi smides ud i et nyt våbenkapløb der igen, igen tager ressourcerne fra dem som virkelig har behov.

David Joelsen, kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Graae, Bill Atkins, Peter Jensen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Problemet er, at USA har travlt med at bevæbne verden til krig. Russerne har beregnet, at missilforsvaret vil true deres nukleare kapacitet i 2035, og som Breitenbauch siger, er missilforsvaret potentielt og dermed reelt ligeså offensivt som defensivt. Det er derfor ikke for at gøre verden til et mere sikkert sted, at man opstiller missiler ved grænsen. Et diplomatisk samarbejde ville være den bedste realpolitik, modsat oprustning og konfrontation.

Putin har ofte sagt, at han gerne vil samarbejde med Vesten, men at Vesten ikke vil samarbejde med ham; de henviser til annekteringen af Krim og den manglende demokratiske styreform, men har ingen problemer med at handle med Saudi Arabien og deslignende, mens annekteringen af Krim i høj grad var som reaktion på kuppet i Ukraine og den stadige indkredsning af Rusland fra Vestens side. Det burde altså ikke være nogen overraskelse, at et land som Rusland forsøger at forsvare sine interesser, når man konstant presser på med militære og økonomiske midler i en arrogant magtfuldkommenhed fra Washington og Bruxelles' side.

Verdenslederne bør erkende, at de gør verden til et farligere sted, ved at agere aggressivt i stedet for diplomatisk. Og eftersom man i lang tid har fulgt den samme benhårde magtlogik, er det svært at se, hvordan man skal komme ud af spiralen. Politisk er der i DK heller ikke stor opbakning for at gøre noget som helst andet end, hvad USA dikterer, fra andre end - af alle mennesker - Marie Krarup. I sidste udgave af Kritik har den glimrende geostrategiske analytiker Ova Tunander med kildehenvisninger fra norsk diplomati også påvist, at USA ofte agerer udenom nordiske landes interesser og overvælder disses politikere med deres overlegne efterretningssystem for ikke at sige generelt asymmetriske magtbalance.

Jeg tror det ville være uklogt, at bevæge sig ned ad den militær-engagerede sti mod konfrontation med Rusland, selvom vi under alle omstændigheder grundet Trump bliver nødt til at opruste. Efter min mening bør vi håbe på, at Trump vil forsøge at etablere et venligere forhold til Rusland end vi har haft hidtil - og at Putin ikke tager røven på ham og invaderer Baltikum i processen, hvilket sikkert heller ikke er sandsynligt, eftersom det er i alles interesse, at nedtrappe mulighederne for militær konflikt og styrke handlen på tværs af grænser.

kjeld jensen, Torben Skov, Bill Atkins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Omsorgen for hinanden her på jorden, og dermed hele det humanistiske projekt skal mobiliseres hvis menneskeheden skal overleve krigstruslen i vores tid. Sådan forstå jeg Viggo Okholm - 14:25 indlæg!
Jeg tror også at vi i fremtiden vil hører flere stemmer imod krigens herre og dødens købmænd. I dag er det sådan at Danmark gå ind og ud af diverse angrebskrige uden forudgående debat, uden at hører befolkningen. Den trafik tror jeg snart vil bortfalde og modstanden imod den af politikerne planlagte krig vil vokse.
Bertrand Russell udgav en lille bog med et stort tema dengang i 1961. bogen hedder på dansk ”Har Mennesket en Fremtid?”. Denne bog handler om en A-krigs muligheder og rædsler. Det er en advarsel ingen ved sine fulde fem kan overse. Afsnittene om de politiske konstellationer er selvfølgelig forældet, men selv der er der meget genkendeligt fra vores egen tid.
I dag har vi ingen som Russell, der kan agere samvittighed i en samvittighedsløs verden – så indtil en ny freds bevægelse ser dagens lys, køb denne bog og send den til din politiker!

Bill Atkins, Peter Jensen, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Hele den tankegang som vises i artikelen , peger på at det er brug for et nytænk væk fra den patriarkalske maskuline militære tankegang. En fredspolitik som en udmeldning af NATO, nedlægelse af våbenproduktion ja kriminalisering af all våben opfindelser. En omlægning af våbenproduktion til at producere hjælpemidler/mediciner for alle dem som er sårede til krop og sjæl i denne klodens alle krige. Det er nok nu, det viser Aleppo helt tydligt.

kjeld jensen, Bill Atkins, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Kan Danmark, som alligevel ikke er nogen militær stormagt, ikke gå foran, i et sådant arbejde, som nike forsander lorentsen eftersøger?

Medens danske politikere løber omkring som hovedløse høns, har Trump markeret en anderledes Ruslands politik end den gængse:
"Certainly, as Donald Trump seeks a rapprochement with Moscow, having the country taken off the list of America’s security threats, taking into consideration the fact that the Russians never listed or named the US as a major national security concern since the collapse of the Soviet Union, is probably the right step and an encouraging gesture which could help set the tone for further dialogue and cooperation."
http://theduran.com/donald-trump-removes-russia-list-us-defense-priorities/

Når det har været relativt nemt for NATO landende, at genskabe fjendebillederne af Rusland, beror det måske på at ”nogen” blandt os, har savnet disse orienteringspunkter?

kjeld jensen, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Søren S. Andersen

Når man tænker på, hvor militær- og krigsliderlige de fleste partier er, er det en guds lykke, at Danmark er et lille ubetydeligt land.

Vores lidenhed til trods har Danmark har gang på gang taget del i folkeretsstridige angrebskrige, og må vel nærmest betegnes som "en lille forbryder-nation". Efter at vi begyndte på vores "aktivistiske udenrigspolitik" har jeg skammet over at være dansker.

Preben Jensen, kjeld jensen, Torben Skov, Holger Madsen, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Thomas Petersen, men at skamme sig er ikke noget argument for noget, så må man jo argumentere for realistiske alternativer og ikke kun drømmerier, om en perfekt verden, som vi alle ville ønske den var, men som desværre ikke eksistere. Derfor må vi forholde os til verden som den er her & nu, og hvilke spilleregler, om nogen, modparten benytter sig af.

Hvad vi så kan arbejde på herefter, det er en helt anden sag, men der skal to til tango, og hvis man kun danser rundt med sig selv og sine egne fine og højtflyvende idealer, og "partneren" danser sin helt egen dødedans, så er det en naiv tango, som man efter min bedst overbevisning ikke kommer langt med, eller som vil have den stik modsatte effekt, end den intention, der ellers lå i den, da modparten ofte vil se denne som medløb eller svaghed.

Ej heller er det et argument, at gode argumenter ikke måtte bide på undertegnede, men det jeg ofte ser vedr. dette og lignende emner, det opgivenhed, ladhed, og lidenhed, og ikke, at ville forholde sig til den virkelige virkelighed, men til en drømme virkelighed, som ikke eksistere, og det er ikke gode argumenter!

Poul Eck Sørensen

Utrolig så enøjet man kan formulere sig hos militæret. Selvfølgelig er der tale om en trussel mod ruslands gengældelsesmulighed i en atomkrig, når man anlægger et misilforsvar op ad Rusland. Det handler om at man har udviklet den syge tanke at man kan gennemføre en begrænset atomkrig.

Klip fra artikkel af Jan Øberg: "Siden omkring år 2000 har USA bygget sin atomdoktrin på dette - ikke MAD (“gensidigt sikret ødelæggelse”- MAD, Mutually Assured Destruction) men NUTS, Nuclear Use Theory.

Kort sagt i det atomare spil kan missilskjoldet kun opleves som destabiliserende og provokerende i den andens øjne. Og hér har USA et stort teknisk forspring foran Rusland.

Det véd USA/NATO godt og har derfor fundet på den absurde påstand - som både udenrigsministeren og ledende politikere må have fået at vide at de skal ty til - at det hér skam ikke handler om Rusland men om at beskytte Vesten mod f.eks. Iran!

Nu er der bare det ved det at Iran ikke har atomvåben eller langtrækkende raketter; dets militære udgifter er 6,3 miliarder dollar mod NATOs samlede 990 milliarder dollar.

For den, der vil vide fakta og ikke lade sig forføre af propaganda og løgn så er Ruslands militære udgifter cirka 10% af NATOs. Medmindre Putin anses for at være klinisk sindssyg eller suicidal er der ingen risiko for et angreb på hverken de baltiske stater, Danmark eller nogen anden som NATO føler sig forpligtet overfor. "

Søren S. Andersen, Thomas Petersen, Claus Oreskov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Poul Eck Sørensen, som jeg har forstået den militære logik så er NATO begyndt at tvivle på deres egen musketer-ed og derfor er medlemsstaterne nød til at punge ud til endnu mere krigsmateriel placeret endnu tættere på NATO's ydre grænser - mod øst. En tilstand af skizofreni, eller bare et militært kup mod NATO's medlemsstater der er styret af politikere der blot lader seddelpressen køre?

læser jeg Poul Eck Sørensen ord rigtigt, når jeg klunkudere ,at også han mener at faren for en a-bombe krig øges med den nuværende oprustning?
Nogle tror på terrorbalancen, men kan terror overhoved balancere? Og hvad er det for et menneskesyn, vi kolportere sammen med denne døds trussel som terrorbalancen signalere?
Bertrand Russell skrev i bogen "Har Mennesket en Fremtid?":
Kernevåbnenes afgørende kraft vil imidlertid gøre fristelsen til at benytte dem næsten uimodståelig, navnlig for statsledere, som står foran et nederlag". Ja det er skræmmende virkligheder vores uansvarlige politikere har forført os ind i - og det næsten umærkeligt på nogle få år!

Et missilskjold er ikke med konventionelle missiler, det er en misforståelse hvis man tror de er nukleære, så ja derfor er det til forsvar fremfor til angreb. Missilerne her er skabt til, at møde og ødelægge andre missilier, men ikke til, at sende atombomber mod andre lande.

Så jeg synes der nu debateres to forskellige ting her.

Poul Eck Sørensen

Et missilforsvar kan indtænkes i et angreb på den måde at man angriber med atømvåben og håber at missilforsvaret kan ødelægge modstanderens atomvåben inden de når ind i Europa, derfor er de placeret på grænsen til Rusland. Planlægningen af dette startede længe inden Trump satte spørgsmålstegn ved musketer-eden. Det var derfor man under den tidligere kolde krig have aftalt at USA og Rusland hvor kun havde et missilforsvar. Denne har aftale har USA opsagt, så den nye kolde krig er langt farligere end den gamle. Under den gamle kolde krig var varslingstiden på 20 min og der var mange computer fejlmeldinger, som mennekser korrigerede. Nu lægger USA ikke skjul på at de vil have det militære herredømmet i rummet, hvorfra fremtidige krige skal styres.

Jørgen Dragsdahl afslørede i sin tid at Thule radaren også kunne bruges offensivt - det tilgav USA lejesvende ham aldrig og I dag er han en færdig mand!

Poul Eck Sørensen

I Esbjerg fredsbevægelse har vi et kvik hoved, Oluf Dragsbo, der har afsløret at Thule radaren slet ikke peger mod Iran, men mod Rusland og at det er en stationær radar.