Danmarkskanonen er lunken nationalisme

Danmarkskanonen er ikke bare »en gave til folket«, som Brian Mikkelsen i sin tid sagde om kulturkanonen. Danmarkskanonen er en politisk praksis, der forsøger at definere relationen mellem staten og folket, og hvem folket i det hele taget er.

Kanonen er ikke banal nationalisme, som når flaget eksempelvis bruges til fødselsdage, uden at vi tænker over, at nationalstaten dermed flages. Den er heller ikke hot nationalisme, der eksempelvis sigter mod at skabe en ny nationalstat. Kanonen er en form for lunken nationalisme, der udvider det nationalt symbolske.

At nationalismen er lunken, betyder ikke, at den er uvæsentlig. Tværtimod. Hver gang der tilføjes nye symboler – om det er frikadeller, frihed eller frivillighed – stilles der flere krav til, hvad det vil sige at være dansk. Men de færreste, der bor i Danmark, kan identificere sig med alle de mange symboler. Dermed har forsøget på at tydeliggøre danske værdier potentielt den modsatte effekt – det forestillede fællesskab kommer til at virke ustabilt.

Identitetspolitik

At kanonen er identitetspolitik bekræftes, når Bertel Haarder fremhæver, at kanonen kan bruges »i en tid med internationale brydninger og indvandring«. Haarder problematiserer også »manden i Esbjerg, der har 17 børn og sværger på, at ingen af dem skal giftes med en dansker«.

Tvangsægteskaber er forbudt ved lov og strider imod FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Kanoniseringen af kønsligestilling handler altså ikke om lovhjemmel, men om at gøre national identitet til den primære identitet ved at konstruere og udpege ligheder og forskelle.

Det handler også om etnicitet, der netop, ifølge Richard Jenkins – der er professor i sociologi ved Sheffield Universitet og har forsket i dansk identitet – ikke er noget medfødt, men er noget som gøres, produceres og reproduceres blandt andet ved at udskille dem, der ikke menes at tilhøre gruppen.

Kanonens identitetspolitik antager, at dansk kultur har en håndgribelig og stabil essens, og politik forstås som en konsekvens af den essens. Men når eksempelvis kønsligestilling antages at være en del af en stabil dansk kultur, bliver det sværere at fremhæve de politiske problemer, der fortsat kunne være med kønsligestilling i Danmark.

Ikke nødvendigvis tolerant

På trods af at frisind kanoniseres, og at kulturradikalismen såvel som Christiania og fri pornografi fremhæves, er kanonen ikke nødvendigvis tolerant.

Frisind betyder ifølge kanonen »ikke, at man skal acceptere alle livsværdier og livsmønstre som lige gode«, men at man også kæmper »for andres ret til at have en anden opfattelse«. Det er ifølge kanonen vigtigt, fordi »befolkningssammensætningen« også i fremtiden vil »være præget af forskelligartede kulturelle baggrunde og traditioner«. På den måde udpeger kanonen »dem«, der skal tolereres, nemlig dem med »forskellige kulturelle baggrunde«.

Wendy Brown, professor i statskundskab og politisk teori ved Berkeley, som har forsket i tolerance, skriver, at tolerance er en politisk praksis, fordi den altid udøves af de dominerende. Frisindet bliver i kanonen netop italesat som de dominerende, der har magten til at udpege og tolerere det ’anderledes’ og ’ikkedanske’.

Frisind knyttes endvidere til kanoniseringen af den kristne kulturarv. Da kanonen blev lanceret stod der, at »Kristendommens begreb om næstekærlighed og de protestantiske tanker om arbejdets vigtige betydning, det personlige ansvar og alle menneskers lighed over for Gud har sat deres spor helt op i det moderne Danmark«.

Her gøres kristendommen til forudsætning for en særlig arbejdsmoral, for næstekærlighed og ikke mindst for lighed. Det formidler en idé om en særlig kristen etik, man som etnisk dansker antages at besidde, også selv om man ikke er en del af det »mindretal af befolkningen, der går regelmæssigt i kirke eller opfatter sig som troende i traditionel forstand«. Kanonen antager, at den etniske dansker altid allerede er (en form for) kristen, og dette italesættes som en forudsætning for lighed, demokrati og arbejdsmoral.

Kanonen fremhæver, at borgere i Danmark nyder »en høj grad af beskyttelse mod sociale og fysiske risici og har gavn af en række offentlige goder«. Danmark har en række velfærdsgoder, men siden begyndelsen af 1990’erne har der været radikale ændringer af velfærdssystemet. Eksempelvis er adgangen til dagpenge løbende blevet begrænset, og der er sket store ændringer i flexicurity-modellen.

Det afspejles også indirekte i kanonen. I kanoniseringen af velfærdsstaten står, at »den nordiske velfærdsmodel er meget udgiftskrævende«, og at »alle, der kan arbejde, derfor er forpligtet til at gøre det eller til at tilegne sig de kvalifikationer, der gør dem i stand til det«. Der er fokus på pligten til at arbejde. På konkurrencestaten.

Når velfærdsstaten kanoniseres som dansk kultur, overser eller skjuler man det faktum, at velfærdsstaten har undergået og undergår neoliberale ændringer og nedskæringer. Velfærdsstaten italesættes som en blivende værdi, som dansk kultur, men samtidig transformeres den politisk.

Et enigt folk

Kanonens lunkne nationalisme forsøger at skabe konsensus om, hvad national identitet og kultur indeholder. I den forstand er kanonen et udtryk for postdemokrati. Postdemokrati er en proces, der ifølge den kendte franske filosof og professor emeritus ved Université de Paris Jacques Rancière, legitimerer demokrati efter demos – efter folket. I postdemokratiet elimineres politiske konflikter og uoverensstemmelser til fordel for konsensus.

Kanonen hævder at repræsentere folket, fordi der har været mulighed for at indstille og stemme på emner til kanonen. Men hvem er folket i det hele taget? Hvem har/har ikke deltaget i kanonprocessen? Og hvorfor kan der ikke stemmes om, hvorvidt der overhovedet skal være en kanon? Kanonen er et eksempel på en form for inddragelse, hvor borgeren bliver bedt om at deltage, men uden at få adgang til de grundlæggende beslutningsprocesser; uden at have politisk agens.

Problemet med Danmarkskanonen er altså dobbelt. For det første er kanonen et eksempel på, at der med den lunkne nationalisme efterhånden er opfundet så mange nationale symboler, at der ikke er plads til forskellige identiteter inden for det nationalt symbolske, og at det forestillede fællesskab derfor bliver ustabilt.

For det andet er kanonen et eksempel på, at den konstruerede konsensus om en stabil dansk kultur og danske værdier overser eller negligerer egentlige politiske konflikter, eksempelvis om velfærdsstatens udvikling. I sidste ende er faren, at essensen af den demokratiske deltagelse forsvinder. Når kanonen insisterer på, at folket og dets kultur og værdier er definerede og stabile, lukkes den demokratiske forhandling mellem staten og folket.

Danmarkskanonen viser, at ’vi’ ikke er for utydelige om ’vores værdier’. Tværtimod. Hvis det levende demokrati skal vedligeholdes, skal der skrues ned for den lunkne nationalisme, og fastlåste forestillinger om konsensuskultur skal udfordres.  

Camilla Møhring Reestorff er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet. Hun udgiver næste år bogen ’Culture War’ på forlaget Intellect.