Selv de danskeste af de danske er ude efter de danske værdier

Forleden var jeg inde og høre Det Kongelige Teaters opførelse af Højskolesangbogen. Forestillingen blev sendt direkte til et antal biografer landet over, og jeg hørte den i min lokale biograf (Danmarks ældste! I Stege).

Der var totalt udsolgt, men et kvarter før dørene åbnedes, befandt der sig i den tætpakkede foyer ikke én person en dag under 60 år. Desuden kunne mændene tælles på én hånd, selv hvis jeg talte min egen med. Men et par minutter i tid strømmede det pludselig ind med unge mennesker. Var det bare et spørgsmål om en mere cool generations omgang med klokken?

Det var det ikke, viste det sig, for eftersom de alle lod til at kende hinanden, lå forklaringen nær: Det var den lokale højskoles elever, der havde indfundet sig.

Det kunne jo lyde ganske løfterigt: Så var det ikke kun gamle nisser, der er vokset op med »Danmark nu blunder den lyse nat« og »Septembers himmel er så blå«, som Højskolesangbogen appellerede til.

Man kunne opfatte sceneriet som en nutidigt snapshot af danskerne. På billedet flokkes de gamle, men ind strømmer unge, der således i moderne form videregelejdes i en dansk tradition.

Nu er vores lokale højskole imidlertid en teaterhøjskole, så det var sikkert nok så meget for at studere skuespillernes fremførelse af nationalarven, at ungdommerne troppede op. Højskoleelever eller ej.

Jeg vover derfor at konkludere, at det var to karakteristiske tendenser, der blandede sig med hinanden den aften. Den velkendte: At det stort set er kvinder over 50 år, der holder kulturen i live, blandede sig med det, opførelsen af Højskolesangbogen kunne tolkes som: Det værn om danskheden, som ligger så mange så stærkt på sinde i disse tider.

Jeg læser i min avis, at der er kræfter inden for handelsstanden, der oven i købet frygter, at tyskerne vil tage den danske jul fra os! Heldigvis er artiklen velresearchet, så den både får med, at vi i forvejen stort set har vores juletraditioner fra Tyskland, og at amerikaniseringen rækker langt længere fangarme ind i dronningeriget end tyskerne. Bare vent til 2. januar! så står der SALE og OUTLET klasket hen over samme handelsstands butiksruder.

Men julen skal være dansk, dét skal den! Det må da bero på en forglemmelse, at Bertel Haarder ikke har den med i sin værdikanon.

Jeg er også selv bekymret for både kulturen og danskheden. Men personligt tror jeg, at truslerne mod såvel danskhed som kultur først og fremmest kommer fra de senere års danske regeringer og deres støtter. Nedskæringer rammer ikke mindst kultur. To procent, år for år. Det rammer blandt andet museerne, herunder Nationalgalleriet, så man ser sig nødsaget til at tage entré for kulturarven, med det resultat at færre stifter bekendtskab med dansk kunst og tradition.

Uddannelserne, der skulle ruste ungdommen til selvstændigt at klare sig i fremtiden, nedskæres. Og nu må de heller ikke uddanne sig i to forskellige fag på samme niveau længere. Snart sagt alt, hvad Bertel Haarder havde med i sin kanon, er truet af eller allerede udsat for massive nedskæringer.

’Velfærdssamfundet’ er under angreb fra alle vinkler: privatisering, forbud, krav om fortsatte besparelser år efter år efter år. ’Hygge’? Ser regeringen hyggelig ud? ’Lighed for loven’? Angribes af selveste, danskeste Dansk Folkeparti, der nu kræver hårdere straffe og nul prøveløsladelse, hvis den dømte har været medlem af en bande. ’Frihed’? Hvor meget frihed har man, hvis man er enlig mor og har ramt kontanthjælpsloftet? Eller er sat i arbejdsprøvning for 17. gang, selv om man er syg? Og ’tillid’? Behøver jeg at sige mere?

Åh, ja, ’foreningslivet’! Nu rammer besparelserne også musikskolerne hårdt. Regeringens krav slår igennem på de kommunale budgetter. Resultat: færre elever, der skal betale mere. Lur mig, om ikke selv Højskolesangbogen så også bliver ramt.

»Oh, Danmark, på rænker du aldrig dig forstod / Det har du tit betalt med dit reneste blod.«

Karen Syberg er kulturjournalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning