Klumme

De fleste vil da hellere have en demagog end en magtsyg, fuldtonet skiderik

Politikerleden er gået fra sund skepsis over for magten til en decideret trussel mod det åbne samfund. Men politikerne bærer selv en del af ansvaret, for ingen er så slemme til at tale deres profession ned under gulvbrædderne som dem selv
2. december 2016

Da Liberal Alliance i forrige uge indledte deres nedkravlingen fra det berømte træ, spurgte Enhedslistens Pelle Dragsted på facebook, om Anders Samuelsen ville bytte topskattelettelserne for »personlig toppost, privatchauffør og ministerpension?« Det er åbenbart, hvad der motiverer den stålsatte liberale formand. Personlig vinding og magt for magtens skyld, forstod man.

Men hvis det er tilfældet, så har Samuelsen valgt en helt utroligt ineffektiv måde at opnå det på. Han kunne nemlig sagtens være blevet minister i sit gamle radikale parti. I stedet tog han chancen og dannede Ny Alliance, der de første  år var til grin med en opbakning, der ikke kunne måles statistisk.

Sjovt nok lød Pelle Dragsted som et ekko af Samuelsen kort tid forinden. Her var det nemlig den liberale formand, der hånede Konservative og SF for at vinde ministerbiler, men tabe deres sjæl.

Og Dragsted og Samuelsen er ikke alene. Politikere af alle farver elsker at fremstille hinanden som magtliderlige og inkompetente.

På den måde puster politikerne selv ivrigt til politikerleden. Ideen om, at vores folkevalgte er grådige og umoralske. Det er en farlig udvikling, for trods alle deres fejl, er der ikke noget demokrati uden folkevalgte, og som vi ser det i USA, så er alternativet til den politiske elite ofte demagoger uden respekt for magtens tredeling. Pressens frihed og institutionernes uafhængighed.

Derudover har politikerleden en mere direkte og grum side. I sommer blev den britiske socialdemokrat Jo Cox myrdet af en højreekstremist, ligesom den daværende justitsminister Morten Bødskov blev overfaldet og slået i hovedet på Islands Brygge i København.

På Bornholm spyttede en mand efter Folketingets formand Pia Kjærsgaard, og i sidste uge blev DF-politikeren Morten Messerschmidts 15-årige lillebror overfaldet af fire maskerede mænd.

Jeg argumenterer ikke for, at den politiske debat ikke må være hård og ubarmhjertig. Tværtimod. Men jeg ville bare ønske, de folkevalgte var lidt mere tilbageholdende med at angribe hinandens motiver. At de undlod at fremstille det hele som et spil om magt og ministerbiler. Gjorde de det, tror jeg også, at mediernes dækning ville være mere fair.

Der er ikke noget mere dødsygt, end når journalister interviewer andre journalister om ’spillet’ og reducerer det hele til gustent overlæg og kynisk manipulation. Den slags er ikke magtkritik, det er doven motivanalyse. Desværre bidrager politikerne gerne selv med karaktermord på hinanden.

Når vælgerne hader politikere, så er det jo ofte, fordi de rent faktisk tager politikernes kritik af hinanden alvorligt. Sandheden er, at de fleste folkevalgte er idealistiske og hårdtarbejdende mennesker, der sagtens kan samarbejde, når kameraet er slukket.

Det er godt at være kritisk over for sin egen profession (her kunne mediebranchen lære noget), men politikerne taler deres job så langt ned under gulvbrædderne, at det ikke kan undre, at folk hellere vil have populister.

Og de får god hjælp af os klogeåger i kommentatorpartiet. Vi, der aldrig kunne drømme om at beskæftige os med politik uden at få penge for det, udskriver lyndomme over mennesker, der har brugt det meste af deres sene barndom og ungdom på ulønnet frivilligt arbejde.

Deadlineværten Niels Krause-Kjær kaldte f.eks. SF’s tidligere næstformand Mattias Tesfaye for en »fuldtonet skiderik«, da han meldte sig ind i Socialdemokratiet. Lars Trier Mogensen, der er rød radiovært på Radio24/7, skrev om Thor Möger Pedersen, en anden af SF’s tidligere næstformænd, at han var symbolet på et ærgerrigt magtmenneske, hvis synspunkter er til salg til højestbydende.

Et velfungerende demokrati forudsætter kritik af eliten. Hellere for grov end det modsatte. Men vi skal huske, at de folkevalgte udøver magt på vegne af flertallet. Vi kan hurtigt få nogle andre magthavere, der er ligeglade med kritik, og som kun står til regnskab for sig selv.

Niels Jespersen er cand.mag

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Vi kan hurtigt få nogle andre magthavere, der er ligeglade med kritik, og som kun står til regnskab for sig selv.

Kan du så ikke lige ridste forskellen op fra dem, vi har nu? De har lige foræret Folketinget 52 millioner f.eks og de er stjerneligeglade med, at befolkningen har svært ved at få øje på det fornuftige i den disposition.

I øvrigt så jeg - efter at have rustet mig mentalt - et afsnit af 'Debatten' i TV igår. Det minder om et afsnit af en absurd komedie, hvor det gælder om at råbe højest og IKKE lytte til sine kolleger. Hvis detder havde været en arbejdsplads i Danmark, så skule hele banden fyres omgående !!
Det er kort sagt en skændsel at landets folkevalgte deltager på en offentlig kampplads på den måde. Jeg føler mig beskæmmet bare ved at se på.

Kristian Rikard, Karsten Aaen, Egon Stich, Hans Larsen, Kim Øverup og P.G. Olsen anbefalede denne kommentar

Det er desværre også min oplevelse, som Lise Lotte Rahbek skriver, at vi skam allerede har magthavere, der er bedøvende ligeglade med kritik.

Karsten Aaen, Egon Stich og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sagen er, at politik netop er reduceret til denne kamp for egen vinding - ligesom politikerne reducerer det omgivende samfund til det samme. Det er selve kernen i den herskende logik, den er gal med.
Det er ikke, fordi det ikke har stået bedre til tidligere: da der var ægte ideologiske kampe holdt den almindelige anstændighed folk tilbage fra den mest iøjnefaldende grådighed, også fordi politikerne rent faktisk repræsenterede bredere samfundsinteresser og derfor måtte besidde en vis moral for overhovedet at udmærke sig til at blive opstillede.
Med især Socialdemokratiets brud med fagbevægelsen var den slags slut, og siden begyndelsen af 90erne har der reelt set ikke været nogle begræsninger, hvis man blot kunne enes med de andre politikere - og selvfølgelig kunne man det.
Det er dog ikke dette, der er skyld i politikerleden, nej, det er de løgne og bortforklaringer, der har smurt beslutningerne, der lidt efter lidt har fjernet det ansvarlige og moralske velfærdssamfund for i stedet at sætte et primitivt og gammeldags subsistenssamfund.
Når man undrer sig over, at folk ikke længere vil være med til det, der ses som fremskridt, skyldes det, at omkostningerne er for store for den brede befolkning. Kun ved at afskaffe alt det, der handler om at skulle indfri forventninger, blive lønnet udover sin løn, blive presset til at arbejde mere end den aftalte arbejdstid etc., kan vi få anstændigheden i samfundet tilbage.

Kim Øverup, erik winberg, Karsten Aaen, Egon Stich og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar