Vi ved det jo egentlig godt: I dag kan nye politiske partier og bevægelser få succes også uden at have et egentlig program eller være forankret i en af de klassiske ideologier. De behøver heller ikke have mange penge eller stor opbakning fra massemedierne.
På Island har de Piratpartiet. I Italien har de Femstjernebevægelsen. I Danmark er Alternativet – og måske snart også De nye borgerlige – klare succeser.
Alligevel kom det som et chok, at det lykkedes Trump at gøre stort set det samme i USA: At erobre præsidentposten uden noget egentligt politisk program, med modstand fra stort set det samlede politiske establishment, de etablerede massemedier samt ikke mindst sit eget parti.
Hvad var det lige der skete, spurgte mange.
Eksperterne talte om populisme og oprøret mod eliten efter finanskrisen. Men er det nu også hele forklaringen? Alternativet er for eksempel et byparti, som appellerer til mange højtuddannede, der ikke oplever identitetstab som konsekvens af finanskrisen. Nej, der er også noget andet på færde.
Vi ved godt, at politiske partier er professionelle kampagnemaskiner befolket med eksperter, der ved alt om, hvordan politik markedsføres. De politiske ideer undfanges stort set ikke længere i partierne, men i ministerier, interesseorganisationer, tænketanke mv.
I den forstand er partierne tømt for indhold. Så politik sker ikke længere kun i parlamenter. Politik er snarere en diskursiv arena, hvor mediernes rolle er øget, og eliter skaber politikken i netværk, designer og markedsfører den til befolkningen.
Men hvorfor så lige Alternativet og Trump? SF, Radikale Venstre og Konservative er jo også professionelle marketingsmaskiner – bare uden den store succes. Har de ikke længere den rette vare på hylderne?
Nej, en simpel markedslogik er heller ikke tilstrækkeligt til at forklare, hvad der foregår.
Appel til følelserne
Politik handler om legitimitet og folkelig appel, og der er forskelle i legitimitet og folkelig appel mellem de nye politiske partier og de gamle. Men hvad er det, Alternativet og Trump kan, som skaber så stor politisk appel?
For at forstå, hvad der sker, bliver vi nødt til at rette blikket mod det politiske landskab. Det er et landskab, hvor mediernes logik i dag påvirker alt. Denne medialisering gør politik til drama. Dramaet er altid iscenesat og altid medlevet. Dramaet lever af og i kraft af emotion.
De gamle partier er rundet af klassisk ideologi, der i dag fremstår blottet for emotion og medlevet drama. De nye partier og projekter har hverken program eller ideologi i klassisk forstand. De har derimod en helt grundlæggende forståelse af, at mennesker er emotionelle og påvirkelige. Uden emotion er der intet drama.
Deres appel består i, at de forstår betydningen af en direkte emotionel tilknytning mellem vælgerne, projektet og dets bannerførere. Vælgere føler noget, snarere end mener noget, når de stemmer. Det de føler, er frygt, afsky, vrede, lede – såvel som håb, tiltrækning, passion og kærlighed.
Fiktionens tiltrækningskraft
Men følelse gør det ikke alene. Dramaet lever også af og i kraft af fiktionen. Politisk appel i dag kræver en fortælling om håb og frelse, fornedrelse og fortabelse. Kernen i de nye politiske partier og projekters succes er derfor deres evne til at skabe fiktioner – i et tæt samarbejde med deres vælgere. De har evnen til at skabe forestillingsverdner, om det der kunne være – og om det frygtelige, der måske kan ske.
Trumps politiske projekt såvel som Alternativets kan begge analyseres ud fra en helt simpel aktantmodel, som trækker på dybe emotionelle lag i deres vælgersegmenter. Fiktioner beskriver dermed den politiske aktivist som en protagonist, der investerer sig selv i projektets gyldne fremtid – i kamp mod en dunkel fremtid.
De klassiske ideologier dyrkede også utopierne, men den kommunistiske utopi forsvandt hurtigt i femårsplaner. Formalisme og finanslovsforhandlinger æder nemlig utopier op, og for at mindske afstanden mellem ideologi og realpolitik skabte de gamle politiske partier i første omgang forkromede partiprogrammer.
Det virkede, så længe partierne var folkeligt forankrede, og der kun var massemedierne til at formidle politikken. De tider er forbi. Nu har følelser, fiktion – og Facebook erobret den politiske arena.
Politik som kunst
Fiktioner kan kun fremstilles symbolsk og handler om det, som vi forestiller os kan være eller bliver sandt og reelt. Fiktioner er med andre ord kunstens domæne. Det er en æstetisk disciplin, som handler om at udnytte og bearbejde kulturens symbolske arvemasse i et samlet værk, der først og fremmest bør begribes emotionelt og sanseligt, snarere end blot intellektuelt.
Kunstneren ved, at følelser har det med at løbe forud for eftertanken. Kunst rummer et potentiale for at ane noget, før det er evident. God kunst kan endda løbe forud for videnskab og politik. Vi opfatter dermed med rette og som regel kunst som et berigende mulighedsrum, hvor ny inspiration til levet liv og samfund kan opstå.
Vi glemmer blot, at kunst er blevet brugt af såvel demokratier som diktaturer. Kunst kan få despoter til at fremstå attråværdige, kunst kan aflede opmærksomheden fra verdens sande tilstand, og i kunstens verden kan vi gå til grunde på smukkeste vis.
Da partiernes folkelige legitimitet forsvandt, forsøgte de sig med talkrig og designerpolitik. En kommunikationsform som store dele af befolkningen nu også afviser. De vil igen føle et ejerskab til politik.
Lederne i de nye partier har nok en privilegeret position som store forfattere til fiktioner. Men til forskel fra den klassiske politiske ideologi, hvor ideologien alene udlægges af partiers generaler, kan alle fortælle med på fiktionen, ikke mindst via sociale medier.
I cyberspace har ingen og alle ejerskab til fiktionen – og alt kan bruges – sådan set også løgn, misinformation og konspirationsteorier. Fiktionens betydning i vore dages politik tolkes derfor ofte også, som om vi er kommet ind en postfaktuel æra.
Men fiktion i politik handler ikke nødvendigvis om at bilde folk noget ind eller at manipulere. Fiktioner er kunst, og al kunst er jo en form for løgn. Men selv om Hamlet ikke har sat sine fødder på jorden i den virkelige verden, så er hans oplevelser, tanker og følelser så menneskeligt sande, at de ikke bare kan kategoriseres som løgn. De er fiktive, men samtidig troværdige og sandfærdige, fordi vi som emotionelle væsner kan genkende os selv i dem.
De store fortællinger
Det handler dermed om ’de store fortællingers’ død og genkomst – i nye gevandter, som fiktioner. Noget tyder på, at vores egne små fortællinger giver meget mere mening,
Der er sikkert dem, der vil mene, at sådan har politik, da altid været. Og ja, det er rigtigt. Politik har altid handlet om emotionel appel og om at mobilisere masserne til fordel for forestillede fremtider. Som sagt, så vidste vi det jo egentlig godt. Men hvorfor glemte vi det så? Og er det bare det glemte, vi skal genlære?
Nej, vi kan ikke nøjes med at sige, at vi jo egentlig har været her før, eller at historien har sin egen logik, hvormed alting har det med at vende tilbage. Vi skal også forstå vores egen tid – medialiseringens særlige virkemåde og os selv som emotionelle såvel som manipulérbare individer, der har brug for håb og fællesskab.
Fiktionens destruktive potentiale såvel som fiktionens evne til at krydse kløften mellem eliter og befolkning.
Peter Aagaard er forfatter, ph.d. og lektor på ISE, RUC
Det er åbenbart svært for populisterne, at de ikke længere har fuld kontrol over, hvad der publiceres.
Jens Erik Starup. Spot on, som det vist hedder på nydansk. Jeg kan efterhånden forstå, at jeg er populist.
Og det giver mig det problem, at jeg ikke har en fast referenceramme at vurdere verden ud fra, men er nødt til at tænke selv. Det kan så igen føre til de mest tåbelige udsagn.
Og selvfølgelig lader jeg mig da forføre af enhver demagog religiøs såvel som politisk, da jeg ikke har veletableret grundholdning.
Jeg har i det forløbne år tilhørt 25 forskellige religioner og 14 politiske partier fra det yderste til det inderste.
Det er ikke det bare sjov at være populist.
Økonomisk forbrugsdrevet vækst i vores del af verden er fiktion.
I USA trækker privatforbruget 69 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Herhjemme udgør det knap halvdelen, at påstå det kan forsætte, det er fiktion.
Populisme er fiktion.
Hm...ja og nej. Centrumpartierne taler også til folks følelser. Folk stemmer på dem, fordi de udstråler 'ansvarlighed', med deres jakkesæt og partiprogrammer. Men deres politik har fungeret dårligt, og så kommer der en reaktion, som har en emotionel kant af oprør imod de påstået 'ansvarlige'. Og ja, nye partier kommer som regel ud af en vision om noget andet end det bestående?
God og tankevækkende artikel. Fornuftens fornemste opgave er at efterrationalisere de beslutninger, vi allerede har taget med vore følelser. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set nogen blive overbevist af et rationelt argument, hvis ikke de allerede er følelsesmæssigt disponerede for at lade sig overbevise.
Problemet med begrebet "populisme" er, at det skal dække alt fra Sanders til Trump. Ved således at favne over alt, ender begrebet med at indfange intet. Men hvad er det modsatte af populisme? Et bud er hvad man kunne kalde "ansvarlig politik".
For at parafrasere: "Vi ved godt, at ansvarlig politik fremstilles af professionelle kampagnemaskiner befolket med eksperter, der ved alt om, hvordan politik markedsføres. Den ansvarlige politik undfanges stort set ikke længere i partierne, men i ministerier, interesseorganisationer, tænketanke mv."
Hvis vi sætter begrebet "ansvarlig politik" i centrum, bliver "populisme" så til yderfløjenes reaktion på ansvarlighedens reelle uansvarlighed. Så hvis begrebet "populisme skal kunne give mening, må det splittes op i (mindst) en venstrepopulisme og en højrepopulisme, som ikke har andet til fælles end en lede ved den førte politik.
Bemærk, ordet "ansvarlig" i begrebet "ansvarlig politik" er udtryk for elitær manipulation, hvilket ses af, at de "ansvarlige" partier - ligesom højrepopulisterne - brillerer i rent faktisk at føre en uansvarlig politik. At kalde venstrepopulisternes krav om en retfærdig fordeling for uansvarlig, er uansvarligt - se bare på historien, hvor langvarig uretfærdighed har haft det med at ende med optøjer og brændte biler i gaderne. At fremprovokere oprør, siden hvornår har det været ansvarlig politik?
Det bestående, er store ord om politikere der hellere overlader magten til populisme, end de vil indrømmer deres fejlslagne politik Henrik Klausen.
Kapitalisme er skadelig for økonomien, økonomers uddanelse værdiløs og politikerne lyver om deres viden om dette, i stedet for at handle på udfordringen, fortæller politikere og embedsværket løgnagtigt og bedragerisk befolkningen, at økonomisk vækst er positiv og borgerne skal øge produktiviteten, det er naturligvis landsforræderi, politikere og deres embedsværk skal selvfølgelig erstattes med kræfter der tjener befolkningens interesser, politik i dag skal ikke forveksles med demokrati, det er totalitær idelogisk magtanvendelse, helt på linje med kommunisme og tro mig, det er de godt klar over, der af kom udvikling af populismen, de opgiver ikke magten frivilligt, så heller Donald Trump og lade som om det hele nok løser sig selv, men naturen har selvfølgelig ikke brug for os og verificeret videnskab kan ikke skjules, selv de mest magtfulde politiske tumper og fantasters løgne en udløbsdato.
Populisme er fiktion.
"You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time."
Abraham Lincoln
Efter at have læst kommentarerne er jeg betydelig mere tryg. Der er nogen, der ved hvordan verden er.
Der er håb forude.
Lang fortælling. Trump blev valgt fordi Hillary blev valgt fra. Hollande i Frankrig blev valgt fordi Sarkozy blev valgt fra. Løkke blev valgt fordi Helle blev valgt fra. Valg som er sket ud fra følelser, da vi ikke blev præsenteret for en sammenhængende politik. Hvad ligner det at præsentere en 2025 plan midt i en valgperiode. Det er da politisk manipulation. Hvad medierne angår, så er de afhængige af deres egen - ofte personlige - ideologi, mere end de oplyser borgeren.
Det er somme tider lidt for let at at være et gammelt parti fra demokraterne over socialdemokraterne til konservativ og socialisterne. Ved hvert valg kan de bare genbruge de samme valgløfter. De bliver jo aldrig opfyldt.
Og jeg har mere fra den samme skuffe til denne seriøse og givende debat om, hvem der er seriøs og mest seriøs.
Populisme er at sige det folk gerne vil høre om fremtiden. Anti-populisme er så at sige det folk ikke vil høre om fremtiden - nemlig nødvendigheden. Så er nødvendighedens økonomi altså anti-populistisk?Ikke når den den fremløgges af Claus Hjort Frederiksen. Sandhed, virkelighed og tyngdeloven er stadig substans.
@Bill Atkins
Nødvendighedens økonomi lader til at være fuld af regnefejl. Ellers ville et hul i bunden af fælleskassen nok ha trådt frem noget før i regnestykket.
Endnu en ulv, der udbreder sig om fårenes sjæleliv...'Vi' mig her og 'Vi' mig der! Hvilken arrogance!
Hvad blev der af Occam's ragekniv?
Bla-bla-bla ting som alle ved i forvejen serveret i akademisk sovs. Man burde kunne ikke-anbefale en artikel.
Jeg læser efterhånden information for at få mere viden om hvordan jeg under ingen omstændigheder skal fortolke verden. Analyserne forplumre mere end de klarlægger.
Jeg citere: "Kunstneren ved, at følelser har det med at løbe forud for eftertanken. Kunst rummer et potentiale for at ane noget, før det er evident. God kunst kan endda løbe forud for videnskab og politik."
- Skal kunst være den nye religion og forresten, hvad blev der af betragtninger over hvorfor 51 % af de evangielske hvide kvinder stemte på Trump.
Trump havde stort set ingen historie. Hele Trumps politik gik ud på at folk skulle vente og se og så ville han gøre Amerika great og hans politik ville være amazing....der er ingen historie i det her andet det hvide amerikas flirting med racisme og en øvelse i at hyle i kor.......det er historien om ingen historie, der historien om røven ud af bukserne....historien om fattigdom på historie, det er historien om den kristne religion og alt dens øregas, der ikke har fået folk til at føle sig bedre til pas selvom om de har prædiket løs om en ny pagt med gud, så har de seneste 2000 år været en lang og næste uafbrudt krig..... og det spændende er, at den næste præsident de vælger sandsynligvis bliiver en falleret tvprædikant med et tandpaste smil eller en gangster rapper og det ikke fordi de har en historie, men det fordi det er det nærmeste folk kan komme til at sælge deres sjæl til djævlen og så håbe på at han vil gøre det bedre.... crazy men ikke mere carzy end at tro på kristendommen når man tager dens systematiske udrydelser med i betragtning.
- Alternativet står for stik modsatte....det handler om at tænke før man taler.
"Deres appel består i, at de forstår betydningen af en direkte emotionel tilknytning mellem vælgerne, projektet og dets bannerførere. Vælgere føler noget, snarere end mener noget, når de stemmer. Det de føler, er frygt, afsky, vrede, lede – såvel som håb, tiltrækning, passion og kærlighed."
Sådan er det jo.
Det forstår levebrødspolitikere ikke.
I deres kamp for personlig vinding, har de dræbt demokratiet.
Og gøder derfor den mark, hvori der kan spire vrede mennesker iført skrårem og støvler.
Det er set før, og ser man sig omkring, kan det ses, at spirerne er ved at sætte knop.
Endnu kan det forhindres, med det kræver nok en grundig gennemgravning af politiske kolonihave.