En historikers job vil ofte bestå i at samle brede temaer og tendenser og give dem fængende overskrifter, som folk kan genkende og forstå. Det er sådan, vi ender med titler som Romerrigets storhed og fald eller Hitlers vej til magten.
Som historiker spekulerer jeg ofte over, hvordan fremtidige historikere vil se tilbage på vores tid. Det er let at forestille sig en historiebog om hundrede år med kapitler, der starter med Reagan og Thatcher og slutter med den globale finanskrise og undergangen for noget, man kaldte Vestens neoliberale konsensus 1979-2008.
Samtidsanalytikere refererer dog sjældent til deres egen tids begivenheder på den måde. Endnu kan vi ikke se de skarpe linjer, fremtiden vil trække. Det var således næppe indlysende, at erobringen af Calais i 1347 ville blive afgørende for optakten til den dynastiske strid, eftertiden kender som 100-årskrigen.
Brede mønstre
Alligevel er det værd at give bud på, hvilke brede mønstre, vi ikke kan skimte i vores egen samtid, og her vil jeg vove den tese, at vi lige nu er på vej ind i Den Første Cyberverdenskrig – blot har vi ikke erkendt det eller sat navn på den endnu.
Hvor vil en fremtidig historiker se startpunktet for denne krig? Nuvel, 2007 kunne være et godt bud, for det år blev Estland udsat for koordinerede cyberangreb. Der var tale om særdeles effektive angreb, der lagde mange funktioner ned, fordi den baltiske stat har flyttet så store dele af sit offentlige liv online. Angrebene var efter alt at dømme iværksat af Rusland med godkendelse fra Kreml.
Cyberkrigsførelse er en ny front, hvor nationalstater vil forsøge at svække modstandere og lægge planer for angreb og forsvar. Men som spionage er det en skummel verden, hvor udenforstående har svært ved at danne sig overblik over, hvad der foregår. Vi oplever næppe nationalstater åbent tage æren for hacking.
Overskårne kabler
2008 bød på flere begivenheder, som en historiker vil kunne flette ind i en fortælling om global cyberkrig. Bl.a. blev flere undersøiske internetkabler skåret over i løbet af året, hvad der afbrød megen internetkommunikation og især ramte Mellemøsten.
Nogle har hævdet, at der var tale om utilsigtet skade forårsaget af skibe, der trak deres ankre efter sig. Mysteriet er uløst, men den mistanke står tilbage, at kun statslige aktører ville have nødvendigt udstyr og viden til at ramme kablerne så effektivt.
I 2010 blev Stuxnet-ormen brugt til at angribe Irans atomprogram. Båret via Microsoft Windows-styresystemer og specifikt rettet mod software fra Siemens, blev Stuxnet rapporteret at have forvoldt store skader på de centrifuger, der blev anvendt til at udvikle nukleart materiale i Iran.
Analytikere mente, at denne computervirus var så sofistikeret, at den måtte have været udviklet med støtte fra en statsmagt, og pilen pegede for de fleste at se på USA og/eller Israel.
Private aktører
En anden begivenhed fra 2010 – Wikileaks’ læk af de amerikanske ambassadetelegrammer – ville være uimodståelig for en historiker at henvise til i nærværende sammenhæng. Her adskiller Den Første Cyberverdenskrig sig fra konventionel krigsførelse også i den forstand, at nationalstater går sammen med pressionsgrupper, whistleblowere og hackere.
Ud over at se på statsapparaternes rolle må en historie om denne periode med cyberkrigsførelse være nødt til at nævne centrale aktører som Julian Assange, Chelsea Manning, Edward Snowden, Anonymous og Syrian Electronic Army.
Nordkorea er ofte mistænkt for at hacke for at opnå diplomatiske mål. FBI beskyldte offentligt staten for at have hacket Sony Pictures i 2014 og lække fortrolige virksomhedsoplysninger. Det var en hackeraktion imod af et japansk selskab, der blev angrebet målrettet af en asiatisk stat med det formål at presse den amerikanske gren af virksomheden til at stoppe en regimekritisk film, Pyongyang ikke brød sig om.
Undervejs har der været andre særheder. F.eks. de inficerede USB-nøgler, som dukkede op på en amerikansk militærbase i 2008, eller det bizarre laptoptyveri på en militærfacilitet i Skotland, der kort forinden havde modtaget et besøg af en kinesisk delegation.
Den store begivenhed, ingen historikere vil kunne ignorere, er selvfølgelig den påståede hackeraktion imod den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016, herunder de e-mails, som notorisk blev lækket – og de åbne spekulationer om, at en fremmed magt forsøgte at hacke sig ind i de amerikanske stemmeoptællingsmaskiner.
Det er muligvis det første tilfælde af sin art, men der vil givet komme flere. Mens dette skrives, bebuder Obama gengældelsesaktioner mod Rusland, og Tyskland ruster sig imod indblanding i valget 2017.
Men hvorfor antage, at disse tilfælde i sidste instans vil blive rubriceret af historikere under begrebet ’global cyberkrig’? Tja, for mig er det tanken om, at fjendtlighederne formelt kunne komme til en ende.
Traktat mod cyberkrig
Man kan forestille sig en situation, hvor Rusland, Kina og USA ser en gensidig fordel i at nedtrappe deres indbyrdes cyberangreb og at de sammen begynder at bekymre sig om udviklingen af kapaciteter til cyberkrigsførelse i en række mindre nationer.
Man kunne tænke sig indkaldt til et FN-topmøde om cyberkrigsførelse, og etablerering et adfærdskodeks, eller en anti-cyberkrigsførelses-traktat, der giver historikerne mulighed for at sætte punktum.
Det er naturligvis ikke sådan, at nationalstater vil indstille elektronisk overvågning eller undlade at have et cyberkrigsarsenal, men som ved i fleste krige, der ikke leverer afgørende sejre, bliver sådanne beredskaber til sidst for dyre og for besværlige.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
