Klumme

Fremtiden først

Jeg har stresset så meget rundt i kampen for min fremtid, at jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad jeg faktisk godt kan lide at lave – ud over at arbejde for at få en bedre fremtid. Måske er det symptomatisk for Generation (My) Future First
Caspar Eric: »Jeg har brugt så meget energi på at være bange for at blive glemt i mængden, at jeg ikke længere rigtig ved, hvordan man slapper af. Eller: Jeg ved det godt, det står i alle selvhjælpsbøgerne, men jeg finder ingen ro i afslapningen.«

Caspar Eric: »Jeg har brugt så meget energi på at være bange for at blive glemt i mængden, at jeg ikke længere rigtig ved, hvordan man slapper af. Eller: Jeg ved det godt, det står i alle selvhjælpsbøgerne, men jeg finder ingen ro i afslapningen.«

Melissa Kühn Hjerrild

10. december 2016

Forleden dag sad jeg igen i en taxa. På vej fra den ene fest til den anden, og jeg kunne ikke rigtig overskue at tale med chaufføren, og det var heller ikke, fordi han ligesom lagde op til, at vi på den måde lige skulle ordne verdenssituationen.

Så jeg sad selvfølgelig med ansigtet begravet i min smartphone; skrev til et par venner, om de var der og der; tjekkede, om nogen havde liket en video eller noget.

Det kan umiddelbart lyde meget normalt. Og det er det også. Det er faktisk det mest normale ved mit liv for tiden, at jeg på ingen måde er i stand til at være der, hvor jeg er.

Og med flere og flere folk på diverse designerdrugs eller bare højskoleelever rundtom i landet, som jeg hører snakke om, hvordan de er bange for, at de ikke har lavet nok, fået udviklet nok kompetencer, ja, så kan kan jeg godt blive nervøs for vores evne til at fordybe os.

Jeg er ikke ude på at genudsende sådan en standardkritik af internettet eller af, at vi alle sammen er ved at blive afkoblet fra den fysiske virkelighed. Jeg har heller ikke lyst til at køre det op til et eller andet samfundsmæssigt problem.

Men det er et problem i mit liv. Jeg står til denne her fest, der er en masse mennesker, jeg kan lide, men alligevel tager jeg videre til den næste fest – ikke så meget fordi jeg er bange for at gå glip af noget, men fordi jeg har lyst til også lige at se de mennesker.

Det siger jeg til mig selv. Det er udramatisk. Men hvis jeg skal være ærlig, så er det også udramatisk, fordi jeg har lært at fortælle mig selv, at sådan er det jo bare. At jeg konstant lever med stress, fordi jeg er bange for at blive glemt, fordi jeg er bange for ikke at gøre nok. Uden at jeg er helt sikker på, hvad ’nok’ er, eller hvad det egentlig vil sige ’at gøre noget’.

Faktisk er jeg slet ikke sikker på, hvad der gør mig glad længere. Den fest, jeg kom til, var kedelig, synes jeg. Jeg forsøgte at drikke mig vildt fuld, og jeg havde en rar samtale med en ven, inden jeg endte med at blive sur over den måde, hvorpå nogen krævede, at en af mine venner, der ved et uheld væltede en øl, var forpligtet til at hente en ny. Det var ikke nogens skyld, at jeg blev sur, men jeg blev ked af den standard-’uden for diskussion’-forpligtelse, og så tog jeg hjem.

Jeg tror ikke, at jeg er et godt eksemplar af det danske menneske. Ofte føler jeg mig ikke engang som en særlig god version af mennesket Caspar. Men herfra hvor jeg skriver denne klumme, efter en lille pause og uden et specifikt håb om, at det nødvendigvis skulle gøre en forskel, så vil jeg bare sige, at jeg har det, som om jeg er ankommet til min fremtid.

Jeg har brugt så meget energi på at være bange for at blive glemt i mængden, at jeg ikke længere rigtig ved, hvordan man slapper af. Eller: Jeg ved det godt, det står i alle selvhjælpsbøgerne, men jeg finder ingen ro i afslapningen. Jeg har stresset så meget rundt i kampen for min fremtid, at jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad jeg faktisk godt kan lide at lave – ud over at arbejde for at få en bedre fremtid.

Så, for at undgå at citere Peter Sommers Valbybakke her, vil jeg bare advare, hvis nogen lytter derude, mod at bruge tiden på at jage fremtiden, hvis det betyder, at I kommer til at tilbringe det meste af jeres liv i transportsituationer.

Fra film som Tilbage til Fremtiden og shows som The Simpsons ved vi, at fremtiden – inkarneret af Donald Trump som USA’s kommende præsident – allerede er ankommet.

Sådan kan det også virke i den politik, der bliver ført for tiden. Selv de steder, der skulle være åndehuller, de steder, hvor vi burde have ro til at tænke over, hvem vi er som mennesker, de steder er under beskydning. Økonomisk set er der langt fra mig til fortidens No Future-oprørere.

Men måske er det på tide, at vi har en seriøs samtale om, hvorvidt vi er ved at opdrage en hel generation til at være (My) Future First. Altid på bekostning af miljøet og de mindre heldige selvfølgelig. I mellemtiden har jeg tænkt mig at gå en tur i skoven og høre et par podcastafsnit af The Heart.

Caspar Eric er forfatter

Klummen er udtryk for forfatterens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Mathilde Mensink
  • Jakob Trägårdh
  • Kim Øverup
  • Jørn Andersen
David Zennaro, Mathilde Mensink, Jakob Trägårdh, Kim Øverup og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Nu da du er opmærksom på, at du ikke er i nuet - som jo er det eneste, der er virkeligt - så ankommer du nok snart til erkendelsen af, at det er det, du skal : være i nuet. Doors of perception er wide open, og det er ikke nødvendigt at indtage euforiserende hjælpestoffer for at opleve det - selvom jeg har hørt, at en koncentreret dosis af dmt, som er overalt og i koncentreret form i psilocybin, skulle være ret heftigt, men dog ikke noget, man bør eksperimentere med på egen hånd, men bør anvende under vejledning af en erfaren guide.

Jeg kan anbefale denne video på 35 min :

https://www.youtube.com/watchv=s7B96xNDJAU&sns=em

The Awakening of Gaia (Full HD) - A Documentary by David Al-Badri

Niels Duus Nielsen

I meget gamle dage, dengang der fandtes færger over Storebælt, kendte jeg en mand, der blev stresset af at skulle vente på færgen. Alle vi andre fandt overfarten et behageligt afbræk i en kedelig køretur, vi fik noget at spise og kiggede på vandet og mågerne, og stressede af i bevidstheden om, at vi ligeså godt kunne slappe af i den time, det tog. Men han gik helt op i en spids over således at være tvunget til at spilde sin tid med at lave ingenting.

Selv har jeg altid nydt at lade mig transportere fra et sted til et andet, fordi man ikke kan gøre ret meget andet end at slappe af. En sommer var jeg på Interrail-tur, hele ferien tilbragte jeg på et eller andet tog, for da jeg kom til Rom blev jeg rastløs og tog til Athen, hvor jeg også blev rastløs og tog til Wien, hvor jeg blev rastløs, hvorefter jeg tog til Madrid, så til Paris, så til Berlin, og til sidst til London, hvor jeg fandt lidt ro ved at gå til rockkoncerter. Det er nok den mest afslappende ferie jeg nogensinde har haft, selv om jeg var på farten mere eller mindre uafbrudt.

Så der er ikke - imho - så meget i vejen med transportsituationer, bare man ved, hvorfor man lader sig transportere. Man skal ikke jage fremtiden, lærte jeg, men leve i nutiden; det er godt at have et mål og en retning, men rejsen er ofte mere spændende end målet. Og at sidde i et tog og kigge ud af vinduet og lytte til medpassagerenes besynderlige sprog og betragte deres mærkelige skikke og vaner er noget af det mest intenst nærværende, jeg har oplevet.

Men det var dyrt, så mine andre ferier har jeg rejst på tommelfingeren, det er lige så intenst, omend ikke helt så komfortabelt i regnvejr.

Fuck fremtiden, fuck karrieren, ha det sjovt, så længe du er her, for om ikke så længe er du her ikke mere.

David Zennaro, Steffen Gliese og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Mathilde Mensink

Jeg tror virkelig du skriver for en generation. Jeg går selv og bilder mig ind at jeg gør oprør mod karriereræset og fremtidsstressen ved at prøve at arbejde i et kunstnerisk felt. Ved at Undlade at tage en «fornuftig» uddannelse. Men det er vist en illusion. Jeg prøver jo også at meritere mig, arbejde på mit CV, netværke på sociale medier. Det fjerner fokus fra selve processen... Du skriver godt.

David Zennaro, Mette Poulsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, Mathilde Mensink, kunstnerverdenen er mere end noget andet sted i samfundet blevet korrumperet af ambition. Måske er det derfor, der skabes en masste prestigiøs, men intetsigende ny kunst.

Der er titusinde måder at spilde tiden på (indiansk)...
...problemet opstår når anerkendelse bliver en konkurrenceparameter.

Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Michael Pedersen, ind imellem kommer du virkelig med nogle gode kommentarer - det er meget bedre at høre om, hvad du synes, og hvem du er, og hvad du gør, end at læse de trollede oneliners, du af og til fyrer af.

:-)

Randi Christiansen

Michael, kierkegård var jo klog, når han skrev de vise ord om, at vi lever livet forlæns og forstår det baglæns.

Unge mennesker skal finde deres plads i livet, men hvis kampen for brødet - på grund af samfundets magtstrukturer - overskygger alt, er det ret forståeligt, at det kan være svært at tage den med ro. Samtidig er der i ungdommen som regel langt mere fysisk enegi, der skal finde sin rette plads.

Når det er sagt, så er det altid en god ide, hvis man kan tage den med ro - bare et øjeblik, fordi det altid vil give det bedste overblik ifht næste skridt, at man ikke farer rundt som en skoldet skid for at lede efter skatten, når den nu er lige der, hvor man selv er. Det er som hunden, der jagter sin egen hale, selvom det da også kan være sjovt. Been there, done that. Hvis du gør det, så nyd det, og vær i det mindste klar over, hvad du gør.

Men eet er de kloge ord, som andre giver, noget andet er, om de vinder genklang, hvilket er et spørgsmål om, hvor den enkelte befinder sig i sin personlige udvikling.

Selverkendelse er den første vej til forbedring, og om ikke andet så kan man da grine lidt ad sin egen skattejagt. Nogen gange finder man guld, nogen gange taber man sutten - men fortvivl ej jeronimus, for med et andet bon mot kunne man sige : at leve er at lære. Åbn øjnene og se hvilken fantastisk tids-og rumrejse vi er på.