’Jeg har fundet ud af, at jeg overhovedet ikke er karrieremenneske’

Sara Creemers Norn, 33 år, er uddannet SOSU-hjælper og er i lære som lægesekretær. Hendes familie har i flere generationer været kunsthistorikere og arkitekter, men efter to semestre på Dansk på universitet blev det klart for Sara Norn, at et liv som akademiker ikke var noget for hende.

– Hvorfor er du endt med at gå en helt anden vej end din familie?

»For mig handler det rigtig meget om, at jeg gerne vil finde noget, som giver mig en eller anden form for mening. At jeg føler, at jeg gør en forskel. Og at sidde på uni og skrive de der lange projekter over seks måneder om semiotik, eller hvad det nu kunne være, det gav mig ikke ret meget mening.«

»Da jeg så som ufaglært fik et SOSU-hjælperjob, syntes jeg jo lige pludselig, at det var håndgribeligt. Jeg følte, jeg udrettede rigtig meget – jeg gjorde en ret stor forskel, når jeg hjalp andre mennesker.«

»Efter sådan en SOSU-dag kunne jeg se tilbage og tænke på, at hvis ikke jeg var mødt på arbejde, så havde alle de her mennesker ikke fået deres medicin eller blevet hjulpet op af sengen. Jeg føler, at man gør noget vigtigt, når man arbejder med mennesker, som ikke kan selv.«

»Og så tror jeg også, at jeg er gået min egen vej, fordi jeg altid har klaret mig godt i skolen og gymnasiet, og der derfor har været en forventning til, at jeg skulle tage en længere uddannelse. Ikke lige fra min far, men måske fra resten af familien og fra samfundet. Og den forventning har nok gjort mig lidt trodsig. Så har jeg sagt: ’Nej, så vil jeg gerne være SOSU-hjælper, fordi det, synes jeg, er givende’.«

– Har du oplevet, at samfundet har forventet noget andet af dig?

»Jeg synes, at når jeg har været til jobsamtaler, og folk har set på mit cv, at jeg har læst på universitetet, så har de spurgt, hvorfor jeg har valgt at være SOSU-hjælper. Dér undrer folk sig lidt, fordi hvis man kan det, skal man så ikke udnytte det og tage en længere uddannelse? Jeg tror, folk har undret sig over, at jeg har valgt at blive SOSU-hjælper og tørre røv på gamle mennesker, når nu jeg kunne fortsætte med at læse på universitetet.«

– Føler du selv, at du spilder dine evner?

»Overhovedet ikke. Altså, jeg har for lang tid siden fundet ud af, at jeg overhovedet ikke er et karrieremenneske. Jeg har fundet fred i, at et arbejde skal være en ting, hvor jeg føler, at jeg kan gøre en lille forskel, og som ellers bare skal bringe mad på bordet. Og jeg skal føle, at når jeg er på arbejde, så er jeg på arbejde, og når jeg har fri, så har jeg fri.”

– Hvad tror du, at dine forældre havde sagt, hvis de stadig levede og vidste, at du var SOSU-hjælper og nu snart lægesekretær?

»Jeg er vokset op med, at jeg kunne blive lige det, jeg ville. Bare jeg brændte nok for det og arbejdede for det. Og jeg har ikke oplevet noget som helst pres for at skulle tage en længere uddannelse. Min far så meget gerne, at jeg tog gymnasiet, men derfra var der helt frie tøjler.«

Efter gymnasiet fik Sara Norns fritidsinteresser hende til at søge ind på danskstudiet.

»Jeg skrev digte og læste Søren Kierkegaard, og så var der nogen, der sagde til mig, at det da var oplagt, at jeg skulle læse Dansk. Men jeg skrev jo for sjov, og jeg læste Søren Kierkegaard for sjov, og da det blev et studie, så syntes jeg ikke, at det var så sjovt længere. Jeg læser stadig og skriver en masse, og det kan man sagtens, selv om man er SOSU-hjælper eller lægesekretær.«

– Det er måske en fordom, men der var vel ikke så mange i SOSU-frokoststuen, der læste Kierkegaard for sjov?

»Det ved jeg faktisk ikke, det tror jeg ikke. Men folk lavede mange andre spændende ting til gengæld. Der var f.eks. nogen, der lavede kunst. Jeg har mødt helt vildt mange skarpe kolleger.«

– Hvordan ville din hverdag have set ud, hvis du havde taget en femårig universitetsuddannelse?

»Jeg havde sikkert arbejdet meget mere. Og kedet mig, tror jeg.«