Kommentar

En gadedreng kan da ikke blive djøffer

Jeg er den farvede dreng fra bunden, der kom på elitestudiet statskundskab. Mine holdkammerater er flinke, men de har svært ved at forstå, at ikke alle på studiet er ligesom dem. At nogle har andre vilkår og knap så mange privilegier
6. december 2016

Jeg er opvokset i et lille rækkehus i Husum med en etnisk dansk pædagogmor og en fraværende afrikansk far.

Jeg klarede mig på egen hånd gennem folkeskolen og gymnasiet med et godt gennemsnit, og er nu endt på elitestudiet statskundskab på Københavns Universitet.

Splittelsen mellem de to verdener, den akademiske og den, jeg er vokset op i, har manifesteret sig i sådan en grad, at jeg til dette indlæg brugte 45 minutter på at bestemme, hvilket billede af mig selv, der bedst accentuerede pointen – for er jeg gadedrengen eller akademikeren?

Det er ikke farve, man finder mest af i mit studiemiljø. Tværtimod.

Her er en masse etnisk danske unge mænd og kvinder, der alle ligner hinanden. Gruppen af akademikerbørn på studiet er så homogen, at man næsten får et chok, hvis man skimter et tørklæde eller alternativ pigmentering på gangene under det gamle kommunehospital.

I instituttets Studieforeningen Jacques D nyder de fremtidige DJØF’ere en velfortjent »fredagsbajer« oven på en hård uge med stærk tolerance over for og debatter om mennesker, som de ikke kender til.

De kigger sommetider lidt sjovt på mig, når jeg skiftevis påfører mig DJØF-camouflagen – skjorte og et par halvfine støvler – for så dagen efter at marchere militant ned ad gangene i sort træningssæt, eller i japansk blomsterprint, hvis jeg føler mig unødvendigt opmærksomhedskrævende den dag.

Det er ikke bekræftet med sikkerhed endnu, men de ellers så åbne og tolerante tager sig selv i at blive en lille smule skræmt, når en stor, mørk mand med hættetrøje har sat sig for at prikke lidt til de stille teknokrater. De bliver nervøse ved de store fagter, som er en arbejdsskade fra opvæksten.

Neger eller mørk

Allerede under introugen blev det tydeligt, at mine medstuderende har haft relativt lidt kontakt med indvandrere eller andre som jeg. »Hvordan vil du tiltales,« blev jeg spurgt. »Neger eller mørk?« De havde aldrig rigtig kendt sådan en som mig godt nok til at turde spørge, forstod jeg.

Deres isolation fra mennesker som mig blev endnu tydeligere, da jeg fandt ud af, at den førende teori blandt en del af pigerne fra mit hold var, at jeg måtte være adopteret af en rig familie et sted i Hellerup.

Da jeg svarede, at jeg nok snarere kom fra bunden end fra toppen, skabte det forvirring og desillusionerede øjne. At jeg ejer en trenchcoat og lader min mor om at gå med universitets maskot, Fjällräven, på ryggen, gør ikke forvirringen mindre.

Da det kom frem, at jeg ikke var adopteret, tog den analytiske autopilot styringen, og jeg blev straks spurgt, om jeg så var kommet ind på kvote 2, for der gjorde de vist meget ud af at optage »sådan nogen som os« … for diversiteten på instituttet selvfølgelig.

Jeg måtte igen skuffe. Jeg har det tilstrækkelige snit til kvote 1. Det kom endda – højst overraskende – frem, at mit gennemsnit oversteg den nysgerrige udspørges. Det fik forunderligt nok lidt mindre opmærksomhed.

Alle må da være ens

Min evne til at veksle mellem det akademiske vokabularium og gadesprogets intonation og intensitet forvirrer til stadighed nogle studiekammerater. Men flere og flere virker afklarede. Hvis jeg er endt på studiet sammen med dem, må hele gadejargonen og påklædningen jo være påtaget. Mange tror nok stadig inderst inde, at jeg må være helt ligesom dem, ellers var der jo noget galt.

Mine holdkammerater er alle vældig flinke, men de kan have svært ved at forstå, at ikke alle på holdet er helt ligesom dem. De forstår ikke, hvorfor nogle har brug for at vise mere, komme længere og klare den på en lidt anden måde. Her er man anderledes, hvis man ikke er lige så indbydende, lige så vedkommende, og hvis man tager tingene og sig selv lidt for alvorligt.

Spørgsmålet, der hænger i luften, lyder noget i retning af: ’Hvorfor kan du ikke være ligesom ham der, ham elsker alle, men dig, dig ved vi ingenting om, du giver os ikke noget, du åbner dig ikke op for os, hvorfor er du, som du er?’

Sådan kan det gå, når elitens børn bliver konfronteret med udefrakommende, som ikke deler helt samme historie, ikke har haft samme opvækst, den samme hjælp, de samme rammer og de samme privilegier som eliten selv. Men hvem kan bebrejde dem troen på, at vi er alle lige? Jeg må vel krybe til korset og indrømme, at jeg selv er et skoleeksempel på den lighed, de forestiller sig, eksisterer.

For jeg er jo netop kommet på eliteuddannelse, selv om mine forældre hverken betaler topskat eller har et cand. stående på deres navneskilt. Alligevel vil det være gavnligt – måske især for kommende djøffere – at huske på, at mennesker har forskellige vilkår for at klare sig, og at det kan manifestere sig i forskellige opfattelser af klasse, fællesskab og elite.

Men måske er min opfattelse forskruet. Måske har følelsen af at være anderledes intet med etnicitet eller klasse at gøre. Måske kan den føres tilbage til det faktum, at jeg ikke drikker kaffe.

David Christensen studerer statskundskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
  • Dennis Laursen
  • Anne Eriksen
  • Thomas Holm
  • Steffen Gliese
  • Lars Bo Jensen
  • Peter Knap
David Breuer, Dennis Laursen, Anne Eriksen, Thomas Holm, Steffen Gliese, Lars Bo Jensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Dygtig ung mand søges.
Ikke for ung og ikke for dygtig.

Kan en gadedreng forblive DJØFFER igennem livet?
Fremtiden viser hvad fremtiden bringer.

Tak for en fin artikel Davis. Om jeg helt finder dit studievalg fornuftigt er mit problem. At du er lidt negeragtig i huden gør vel, at du et par årtier endnu må affinde dig med at blive betragtet som lidt anderledes, selv om du ikke er det.

Charlotte Svensgaard

"Allerede under introugen blev det tydeligt, at mine medstuderende har haft relativt lidt kontakt med indvandrere eller andre som jeg. »Hvordan vil du tiltales,« blev jeg spurgt. »Neger eller mørk?« De havde aldrig rigtig kendt sådan en som mig godt nok til at turde spørge, forstod jeg"

Du vil vel bare tiltales som David, tænker jeg? Og hvis det er tilfældet så sig det.

Nu har jeg så også færdedes på "DJØF gangene" og det billede af elevsammensætning kan jeg absolut ikke genkende, men jeg kan til gengæld genkende at man gør hvad man kan for at i scenesætte en problematik som ikke behøver at fylde mere end hvad man selv vælger at lade den fylde.

Kristian Rikard, Ernst Enevoldsen og Slettet Bruger anbefalede denne kommentar

Et studium som det bør enten administrativt have sænket optagelseskvotienten eller lukkes.

Slettet Bruger, curt jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hmm.. Jeg respekterer at det er din oplevelse.

Men rent statistisk vil en vis procentdel af dine medstuderende enten selv have eller have familie med psykiske problemer. En vis procentdel vil have kendskab til misbrug. En del af dem vil føle sig ensomme og anderledes. En del af dem vil have udfordringer med seksualitet eller med at finde en kæreste. En lille del af dem vil have besvær med at følge med i undervisningen. Nogle af dem vil være ordblinde. Nogle af dem vil føle sig uovervindelige. Nogle af dem vil have haft curlingforældre og vil have svært ved modgang.

Min ponte er, at alle.. ALLE har deres at slås med.
Din anderledeshed er synlig i din hudfarve. Men det KAN jo godt være, at du er pænt heldigt stillet alligevel.

Kristian Rikard, Ernst Enevoldsen, Signe Nielsen, Søs Dalgaard Jensen og Slettet Bruger anbefalede denne kommentar

Indlægget her kan jo så henføres til diskussionen om mønsterbrydere og hvem der er det.
Vi er stadig i diskussionen klasser og intellektualitet i forhold til praktiske og håndværksmæssige job.
Vi mangler desværre endnu bare at se på hinanden, som mennesker uanset køn, farve, tro, "stand" og påklædning. David, synes jeg, sætter sig lidt mellem to stole. På en måde vil han fremhæve at han er elite på trods, men alligevel er han lidt sarkastisk om de fra den "rigtige" klasse. Men han har da vist nogle pointer.
Men den problematik her er jo som diskussionen : H.C. Andersen og Pontoppidan. Miljø eller arv eller måske ingen af delene.

jens peter hansen

Dansk A
Engelsk B
Matematik B
Historie B eller Idehistorie B eller Samfundsfag B eller Samtidshistorie B.
Dette er adgangskravene til Statskundskab. Hvis man har flere fag på A-niveau så gives der bonus. Hvis man begynder inden 2 år får man også bonus. Tillykke med studiet, men at kalde det eliteuddannelse er vist lige smart nok, selv om man skal have et snit 10.6. ,så er det sandt for dyden ikke de svære fag der kræves.

Kristian Rikard, Henrik Brøndum og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Lige meget hvilket "handicap", man lider af, så er det ok - forståelse for andres er endnu mere ok - så held og lykke med rejsen, David.
Danmark er stadig lidt af et landsbysamfund på godt og ondt...

Det eneste elite der er i det er en adgangskvotien, der som beskrevet normalt kræver akademiske curlingforældre. Og så sikres man jo i al fremtid under statens skærmende vinger og tårnhøj løn.

I min sfære er det ubegribeligt, at nogen har lyst til det. Matematik, fysik, kemi, datalogi, geologi, biologi og det tilhørende. Det rocker mand! Og det gør mange humanistiske fag også. Etnografi, antropologi, arkæologi, historie, filosofi, filologi, litteraturvidenskab. Men statskundskab, økonomi og jura... gud fader i skuret!

Henrik Brøndum

Bare fordi du ikke kan lide det kan det jo godt være godt. Det er lige så vigtigt at det er jurister der skriver lovene som at det er hjernekirurger der opererer. Selv vi økonomer har vores kvaliteter, løfter næsten altid glasset til en skål for de fattige når de driller os med vores mange urealistiske antagelser.

Men jeg undres nu også over hvad bønnenægteren David vil på statskundskab. Der går mange andre intelligente - men det er ikke nødvendigvis dem der klarer sig bedst i den gruppe på lidt længere sigt. En god intelligens behøver ingen uddannelse - og hvis det endelig skal være - er det nok bedre med en portion matematik.

Den her kronik får mig til at stejle lidt. Nuvel, David har jo nok oprigtigt en oplevelse af, at alle hans medstuderende kommer fra "eliten", men det gør ikke antagelsen rigtig.

En hurtig Google-søgning, og jeg stødte på dette studie: https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_7-ud-af-10...

Det lader til, at selv på KU - det mest "elitære" universitet i Danmark ifølge undersøgelsen - er 64,4% af de studerende førstegangsakademikere. Jeg kan godt lege med på præmissen om, at Statskundskab har en højere andel af studerende fra akademikerhjem, men den overskrider næppe 50%.

Hvis vi tog hudfarven ud af Davids kronik, så kunne den lige så vel være skrevet af en etnisk dansk gadedreng. Splittet mellem to verdener. Det er set før. For et par år siden læste jeg faktisk en fantastisk kronik i Information skrevet af en ung studerende fra et underklassehjem i Sønderjylland (mener jeg), som fremførte nogle af de samme argumenter mod en elitær universitetskultur.

"Min evne til at veksle mellem det akademiske vokabularium og gadesprogets intonation og intensitet forvirrer til stadighed nogle studiekammerater," siger David. Mon ikke det samme gør sig gældende for de ca. 50% af hans medstuderende, der ligesom han selv er førstegangsakademikere? Jeg har da i hvert fald hørt adskilligere af mine tidligere medstuderende veksle behændigt mellem midt-/vest-/nordjysk og akademikerdansk.

Lad det være sagt, at jeg ikke er i tvivl om, at Davids hudfarve forstærker hans anderledeshed på et overvældende hvidt studium. Men han ender med at sætte et lidt for stort lighedstegn mellem etnicitet og klasse, og dermed gør han sig skyldig i nøjagtig den samme type generaliseringer, som han bebrejder sine medstuderende.

Kristian Rikard, Morten P. Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Artiklen er en omgang sludder, som vel har mest 'relevans' i et studenterblad. Forfatteren ender da også med at nulstille alle spekulationer og påstande til slut, så han er i det mindste selv opmærksom på indholdsløsheden.