Kommentar

Der gælder én lov for Søren i Struer og en anden for Henning i Holstebro

Nok vedtager Christiansborg lovgivningen, men det er kommunerne, der bestemmer, hvad borgerne får. Og her oplever især de svageste, at der gælder helt forskellige love, afhængig af hvor i landet de bor. Kan vi leve med det demokratiske underskud?
10. december 2016

Mange borgere oplever, at der er et meget stort spring mellem det, politikerne lover, og det, de vedtager. Men endnu værre er det, at der er et lige så stort et spring mellem det, politikerne vedtager, og det, borgerne rent faktisk får i kommunerne. I praksis gælder der én lov for Søren i Struer og en anden for Henning i Holstebro. Borgerne i forskellige kommuner er udsat for helt absurde forskelle i den kommunale forvaltning af det lovgivningsmæssige grundlag.

Man ser det blandt andet på området for særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, STU, hvor unge med særlige behov bliver behandlet med himmelvid forskel fra kommune til kommune. Det kan handle om, hvilket tilbud kommunen vil give dem. Hvordan de unge og deres forældre inddrages i beslutninger om uddannelsesplan og -institution.

Et andet eksempel fremgår af en ny opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som indgår i et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg med hensyn til, hvor mange aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i hver kommune, der er undtaget fra 225-timersreglen, fordi de enten er syge, handicappede eller på anden måde ikke er i stand til at arbejde 225 timer på et år, viser enorme forskelle. Tallene for undtagelse fra 225-timersreglen svinger fra 15 til 79 procent mellem kommunerne.

I Struer Kommune har man eksempelvis vurderet, at det kun er 20 procent af de kontanthjælpsmodtagere, der af sociale eller helbredsmæssige årsager vurderes til ikke at kunne varetage et ordinært, ustøttet job, som er undtaget fra 225-timersreglen. I nabokommunen Holstebro er tallet for undtagelse 74 procent. Og det er værd at huske på, at vi taler om beslutninger truffet på grundlag af samme lovgivning. 

Jeg tænker, at vi godt kan udelukke, at borgerne i Struer Kommune skulle være så meget raskere end dem i Holstebro Kommune. Så tilbage står kun, at det igen er den forvaltningsmæssige administration af lovens rammer, der udmønter sig i groteske forskelle.

Nogle kommuner lytter til lægelige vurderinger, andre fejer dem af bordet. Med andre ord: Nok vedtager Christiansborg lovgivningen, men det er kommunerne, der bestemmer, hvad borgerne får i den sidste ende.

Presset service

Demokrati handler ikke blot om at stemme, når der udskrives valg til Folketinget eller ved kommunalvalgene hvert fjerde år. Demokrati handler i lige så høj grad om konsistens og transparens i lovgivningen. Så borgerne får det, der er vedtaget, og kan gennemskue, hvad de får og på hvilket grundlag.

I Foreningsfællesskabet Ligeværd har vi kontakt med borgere over hele landet, hvilket giver os indsigt i mange kommuners administrative praksis. Det er helt tydeligt, at flere års besparelser har presset den sociale service helt i bund. Den økonomiske dagsorden er så stærk, at den bliver bestemmende for mange andre beslutninger, som har med svage og udsatte borgere at gøre.

Danskerne har ikke en chance for at gennemskue, hvad de helt konkret får, når landspolitikerne vedtager en ny lovgivning, som økonomisk pressede kommuner skal finde penge til at udmønte.

På mange områder giver det kommunale selvstyre god mening, så lovgivningen kan indrettes på de lokale forhold. Men det, vi ser på mange velfærdsområder, er ikke blot bekymrende, det har retning mod personlige og sociale katastrofer for mange familier. Det gælder for områder, som afgør borgernes indtægtsforhold, arbejdsmarkedsforpligtelser og muligheder for uddannelse.

Tikkende bombe

Så må de jo klage, kan jeg næsten høre nogle sige. Det er der også nogle, der gør. Og det er naturligvis godt, at der trods alt er et klagesystem. Det er blot vigtigt at holde sig for øje, at mange af de borgere, som risikerer denne forskelsbehandling, ofte er svage og udsatte og ikke har ressourcerne til at klage.

Det kommunale selvstyre har mange fordele, men med den administrative praksis, der vokser ud af de mere og mere pressede kommunale budgetter, er landspolitikerne nødt til at diskutere vigtigheden af, at man sikrer nogle tydeligere rammer for det kommunale selvstyre og for, hvor ringe en service vi kan stille til rådighed for vores svageste borgere.

I den forbindelse har folketingspolitikerne to ansvarsområder: Sørg for at lave lovgivningen så klar, at den er til at forvalte rimeligt og retfærdigt for kommunerne. Sørg for, at kommunerne har den nødvendige økonomi til at løse de vigtige velfærdsopgaver, så vores samfund ikke knækker over.

De kommunale forskelle er stigende. Den samfundsmæssige ulighed er stigende. Hvis det får lov til at fortsætte, er det en tikkende bombe under vores velfærd og sammenhængskraft.

Esben Kullberg er sekretariatschef i Foreningsfællesskabet Ligeværd og medlem af Aarhus Byråd for Socialdemokratiet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu