Klumme

Gi’ mig en tolerancepille

I debatten om racisme dominerer særligt to årsagsforklaringer: 1) at vi lever afsondret fra de fremmede i ghettoerne 2) globaliseringsafmagt. Jeg er ikke globaliseringsramt og er dagligt sammen med ’de andre’. Alligevel vil jeg helst undgå dem. Hjælp!
22. december 2016

Jeg burde nok skrive det følgende til Informations brevkasse, for jeg befinder mig i en moralsk penibel situation, som jeg har brug for vejledning til at komme ud af. Måske er problemet endda af en sådan art, at det snarere er en psykolog, jeg bør rette denne henvendelse til. For jeg tumler med tanker, som er så forbudte og skamfulde, at avisens læsere givetvis vil mene, jeg er syg.

Analytikere med et samfundsvidenskabeligt perspektiv plejer imidlertid at henføre den særlige patologiske vildfarelse, jeg er bukket under for, til negative sociodemografiske faktorer og i særdeleshed til globaliseringen. Der er nemlig andre, der er bukket under for den, og om dem siges, at de er globaliseringsramte eller tabere på samfundets bund.

Der er imidlertid ingen mexicanere, der truer min jobsikkerhed, ingen kinesere eller maskiner, der har taget brødet ud af munden på mig. Jeg har faktisk ikke noget at klage over, hvad min velfærd angår. Desuden har jeg en kandidatgrad i sociologi, hvilket normalt ville være tilstrækkelig beskyttelse mod det jeg fejler.

I min omgangskreds gives der ikke udtryk for tanker som mine. Derfor må det være mig, den er gal med.

Lad mig lige bringe en advarsel, inden jeg går til bekendelse: Det følgende kan virke stødende og krænkende på læseren.

Således advaret, vover jeg at tage bladet fra munden: For hver dag, der går her i det vestafrikanske land, hvor jeg bor, mister jeg mere og mere sympati for de lokale. Kulminationen indtraf forleden, da jeg lå ved en hotelpool og fantaserede om, at der ikke var nogle lokale i poolen. I fantasien var de helt væk fra stedet. Det var efter, at en familie i timevis havde indtaget poolen med alle deres børn og ditto store badedyr, sprøjtet op på de omkringliggende gæster, råbt og skreget højlydt uden den mindste hensyntagen til, at der var andre til stede.

De onde tanker dukker også op i trafikken, hvor bilister er fuldkommen hensynsløse. Man stopper midt på vejen, hvis det er det, man vil. De gange, hvor lokale er kørt ind i min bil, har de altid forsøgt at give mig skylden, også når sagen føres længere op i systemet. Når nogen overhaler, er det mig, der må undvige for at undgå sammenstød. På markedet sender kvinderne skældsord efter mig, hvis jeg ikke køber en vare, jeg blot har kigget på.

På lægeklinikken får man først at vide, efter man har betalt, at udstyret ikke virker, så man ikke kan nå at sige nej. Bagefter forsøger en læge eller sygeplejerske at give dig skylden, hvis noget gik galt, og nægter at opgive deres navn. Har man aftalt en pris for en service eller vare, stiger prisen ofte, efter servicen er ydet eller varen produceret, ligesom man af og til opdager, at et beløb er trukket to gange på kontoen.

Myndighedspersoner vil ikke stå til ansvar for den information, de giver – ligesom deres blik er rettet mod det altid tændte fjernsyn, frem for mod mig. Løfter bliver ikke overholdt. Vores gartner forsøger at snyde os for penge. Hvis jeg stoppes af politiet, kan problemet løses, hvis jeg ’giver lidt til benzinen’, ligesom en lokal er mere tilbøjelig til at gå fri, hvis det viser sig, at vedkommende er fra samme landsby som betjenten. Og så er der den generelle selvovervurdering, hvor præstationer sjældent står mål med påståede evner.

I den hjemlige racismedebat står ét argument stærkt: Danskernes fremmedhad skyldes, at de ikke har noget samkvem med de ’ghettoiserede’ fremmede. Hvis vi bare havde mere med hinanden at gøre i dagligdagen, ville alle fordomme bortfalde. Men jo mere jeg omgås de lokale, desto mere irriteret, vred og mismodig bliver jeg, ikke mindst på deres vegne.

Jeg har betrukket møblerne med afrikansk stof, fyldt stuen med ditto kunsthåndværk, ja sågar anskaffet en sort julenisse, så hjemmet ligner Tranquebar til forveksling, men mit ydre bedrager. Jeg har svært ved at bevare tolerancen. Hvad gør jeg? Er der en pille jeg kan tage? Kolde bade? Hvordan bliver jeg rask igen?

Ulla Holm er sociolog

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den historie har jeg hørt før.
Jeg har haft en overvejelse om, at de lavest rangerende i en magtstruktur er en grov parodi på de øverste, og jo mere hård magten er, jo grovere bliver karikaturer.
Et eksempel er militæret, hvor den meget hårde ledelse gav den gode gamle bassekultur, mens en mere moderne ledelse giverden en mere fredsommelig og tolerent holdning mellem de menige.
Hvor vi højtkulturelle vesterlændinge har et meget smukt syn på os selv, er vi vist nogle af de hårdeste og grådigste magthavere verdenshistorien har set. Det er helt klart os, der er de magtfulde, og derfor kan forvente, at møde vores styreform og samfundsstrukturer i en grov karikatur, hos de mindre magtfulde nationer. Jo mindre magt, jo mere grov er karikaturen.
Det betyder, at hvis de forhold du fortæller om, og som jeg har hørt fortalt igen og igen, skal ændres, må vi i de rigeste lande give afkald på noget af den magt vi besidder.
Det var så et bud Ulla, men du er som sagt ikke den eneste, der har den oplevelse.

Niels Duus Nielsen

Jeg har ikke alene hørt historien før, jeg har været ramt af sygdommen på egen krop, endda i et vestafrikansk land - ligesom Ulla Holm.

Der er tale om kulturchok, en psykologisk reaktion på et miljø, der overskrider de grænser for normalitet, som den chokerede er opdraget med og er vant til. Reaktionen giver sig fysisk udtryk, i mit tilfælde i form af hyperventilation, akutte angstanfald og vedvarende stress.

Kuren bestod i midlertidig isolation blandt venner med de samme omgangsnormer som een selv. I mit tilfælde tog min kæreste mig med til en bungalow fjernt fra alting, hvor vi kunne ligge i sandet og kigge ud over havet i et par dage, mens vi talte om, hvor sindssygt de lokale opførte sig. Da jeg faldt så meget ned, at jeg blev i stand til at grine af dem - og mig selv - var jeg kureret. Fire uger senere, da jeg skulle hjem igen, havde jeg vænnet mig så meget til det vestafrikanske kaos, at jeg i fuld alvor overvejede at emigrere til landet.

"kulturchok, almindelig psykologisk reaktion hos mennesker, som opholder sig i et fremmed kulturmiljø. Konfrontationen med fremmedartede kulturelle normer, regler og vurderinger kan give anledning til en vis usikkerhed og forvirring, og symptomerne på kulturchok omfatter sædvanligvis ængstelse og nedsat tolerance over for repræsentanter for værtskulturen samt i alvorligere tilfælde depression og paranoide forestillinger. Kulturchok kan opleves af mennesker, som i perioder arbejder i udlandet, fx som bistandsarbejdere og antropologer på feltarbejde, og af indvandrere og flygtninge."

http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Folkeslag/Etnografiske_ter...

Runa Lystlund, Karsten Aaen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

I gamle dage var det blot expatriates, der fik den opfattelse du har, Ulla. De blev både Afrika-eksperter og racister på samme tid. De havde dog ikke sådan en kæk anti.anti politisk korrekthed at møde op med. Og holdningen kan sagtens opretholdes og intellektualiseres. Men du kunne også tænke dig om og træde lidt ud af rollen som uretfærdigt behandlet hvid bare momentant og forestille dig andres liv og omstændigheder. Om det giver pote, når man nu skal være sådan en "jeg siger det nu som det er", er en anden sag. Især da ikke når man allerede har markedsført sig som en, der er på kant med en til enhver lejlighed opdigtet politiske korrekthed.

Ak den historie har man hørt mange gange.

Det er dejligt med ærligheden, men hvis jeg skal kvittere med ærlighed, så er dennehersens brok over de lokales opførsel mest noget, jeg har hørt fra besoffne expats bag et hegn og med 100% forplejning. Det er opgivelse, kapitulation, mental dovenskab... en slags "hvorfor kan de ikke bare fatte det"... når det i virkeligheden er een selv, der har opgivet at fatte det. I nogle fora er det jo fair nok: Folk arbejder hårdt og har brug for at lufte deres frustrationer. Gør præcis som Niels Nielsen fortæller og tag et sted hen, hvor ingen behøver høre på dig eller godt ved, at det er frustrationssnak.

At bruge sin erfaringsrelaterede etos i det offentlige talerum til at udbrede de her frustrationer som legitime observationer.. det kunne man godt være foruden. Stil konstruktive, løsningsorienterede spørgsmål til konkrete problemer, det' nice.

Og ja, Ulla, du burde have skrevet til brevkassen ;)

"I den hjemlige racismedebat står ét argument stærkt: Danskernes fremmedhad skyldes, at de ikke har noget samkvem med de ’ghettoiserede’ fremmede."

Jeg oplever faktisk det modsatte. De personer i min omgangskreds som er mest "anti-racistiske" bor i smørhuller uden nogen særlig omgang med indvandrerne.

Andre som bor i indvandrertunge områder eller arbejder i fag med stor berøringsflade til samme har et helt andet forbehold over for udviklingen.

John S. Hansen, Runa Lystlund og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

R ikke SL
Jeg er indvandrer og har levet i Danmark i 40 år. Tænk, jeg har det somme tider som Ulla Holm beskriver det vestlige Afrika. Jeg lever bare modsat hende i Danmark. Jeg har til gengæld lært at tilgive de indfødte deres anderledeshed og lært at holde af dem. Ulla, prøv min metode, eller rejs hjem, hvor du kommer fra, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet.
God jul og godt nyt år

Henrik L Nielsen, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Er vi tilbage i 80ernes indvandredebat, hvor man var tvunget til enten at finde arabisk kultur værende den mest afskyelige, slavebindende, især for kvinder, kultur på kloden eller se den som noget af det smukkeste og mest frigørende, især for kvinder, kultur i verdenshistorien?
Jeg har læst artiklen igen og har ingen grund til at antage, at de nævnte eksempler ikke skulle stå til troende. Og hvis alle de forhold er at betragte som positiv livsholdning, hvorfor skal vi så lave alverdens hjælpeprogrammer? Da det jo grundlæggende er en smuk, blot anderledes livsstil, som vi her i det fjerne Danmark godt kan sidde og savne en mørk og tåget december dag, lad os da fjerne al u-lands og anden støtte, der jo bygger på den ide, at de skal blive som i-landene.