Kommentar

Hauge, Heidegger og tavsheden

Heidegger ønskede og planlagde selv udgivelsen af de sorte hæfter, der åbenbarer hans antisemitiske træk og forkærlighed for nazisme. Hvis man som lektor Hans Hauge forsøger at adskille dem fra personen Heidegger, tager man ikke den store filosof alvorligt
15. december 2016

Den store tyske filosof Martin Heidegger forholdt sig udadtil tavs om sin antisemitisme og skrev i stedet det hele ned i nogle sorte hæfter. Den danske teolog K.E. Løgstrup forholdt sig ligeledes tavs om nazismen, da Heidegger skulle introduceres over for danskerne.

I sin nye bog Løgstrup, Heidegger og nazismen forsøger Hans Hauge fortsat at opretholde tavsheden ved at tale Heideggers nazisme ned og ignorere indholdet af de sorte hæfter. Hvorfor, mangler vi stadig et svar på.

De sorte hæfter nævnes først langt inde i Hauges bog og kun denne ene gang. Midt i en liste, der skal opsummere hans synspunkter, skriver han:

»Hvad angår Heideggers Schwarze Hefte, hvori der findes en del udsagn om race, jøder og nazisme, må man spørge: Hvis Heidegger ville fremstå som nazist, hvorfor offentliggjorde han så ikke disse tanker i 1933? I stedet gemte han dem. Ikke særlig strategisk« (Hauge, side 112).

Spørgsmålet er relevant nok. Hvorfor gemte han sine synspunkter i nogle hæfter, der først måtte offentliggøres længe efter hans død?

Sag og person smelter sammen

I midten af 1970’erne blev 34 sorte hæfter deponeret på Deutsches Litteraturarchiv i Marbach. De skulle først udgives, når hele Heideggers værk forelå. Indtil da skulle de forblive hemmelige. Ingen måtte hverken læse eller kende til dem.

Det er ikke private optegnelser eller dagbøger, men i både stil og indhold filosofiske skrifter. De skulle udgives som det sidste i de samlede værker og blev derfor i første omgang deponeret og lagt væk.

Efter at hæfterne begyndte at udkomme i 2014, blev det meget svært fortsat at opretholde forestillingen om filosoffens værker splittet op i to adskilte dele, dels den, der rummer hans abstrakte filosofi, dels en privat med personen Heidegger.

Kampen om filosoffen Martin Heideggers eftermæle er ikke kun strid om, hvor vidt han var nazist eller ej. Det er en idekamp om, hvad universiteterne skal være. Angrebene på Heidegger er en offensiv for nyrealisme, nynaturalisme, nydarwinisme og nypositivisme, fordi disse gamle videnskabssyn passer som fod i hose til det nye corporate university
Læs også

Hans Hauge insisterer alligevel i sin bog på fortsat at opretholde skellet mellem person og sag. Hauges bog kan ses som en slags damage control efter de første offentliggørelser af de sorte hæfter. Et forsøg på at redde Martin Heidegger og redde filosofien fra nazismen.

Ifølge Hans Hauge undskyldte Heidegger ikke efter 1945, fordi der ikke var noget at undskylde. Hauge skriver: »Der var og er naturligvis en forbindelse mellem nazismen og Heidegger, men Heidegger vidste ikke, hvordan det ville ende. Det gør vi. Det var også derfor, at han ikke efter 1945 ville undskylde eller lignende, for der var ikke noget at undskylde« (Hauge, s. 109).

Afvisningen er et forsøg på tæmning af Heidegger, der ifølge Hauge er den største filosof i det 20. århundrede og en ganske ubetydelig nazist. Men det er også et forsøg på fortrængning af nazismen i filosofien.

Derved stempler han de sorte hæfter som filosofisk irrelevante og undgår samtidig den kritiske konfrontation ved at bagatellisere Heideggers overvejelser fra 1930’erne og 1940’erne, så han ikke behøver at se realiteterne i øjnene.

Tag Heidegger alvorligt

Heidegger selv ønskede og planlagde udgivelsen af de sorte hæfter. Derfor skal de betragtes med fuld alvor. Her får vi måske endelig lejligheden til at vove det, som aldrig tidligere er foretaget, nemlig at konfrontere nationalsocialismens filosofisk-politiske projekt med den version, Heidegger selv har givet af den inden for værenshistorien.

Ifølge Hauge var Heideggers tilslutning til nazismen, kun et »politisk mellemspil« eller en »flirt«. Tilslutningen var drevet mere af omstændighederne end af dybfølt overbevisning. Men hvorfor var Heidegger så medlem af nazistpartiet helt frem til 1945? Hvorfor fordømte han aldrig sit fejltrin? Hvis det var et fejltrin? Og hvorfor tog han aldrig afstand fra sin fortid?

Heideggers tavshed betød, at han ikke undskyldte eller bekendte sine fejl. Selv efter 1945, hvor alle vidste, hvordan det var endt, også Heidegger; selv da så han ikke nogen grund til at undskylde, men forblev tavs i stedet.

Heidegger opmuntrede sin bror med boggaver, bl.a. Hitlers erindringer 'Mein Kampf' og dengang kendte værker af højrenationale, antidemokratiske forfattere.
Læs også

De sorte hæfter flænger tavshedens slør og åbenbarer Heideggers syn på holocaust, også fordi de belyser hans standpunkt i 1945, lige efter nederlaget.

Heidegger opfatter, ikke ulig Carl Schmitt, nederlaget som uretfærdigt, en ufortjent straf, der kompromitterer Tysklands skæbne, den mission, landet er kaldet til for at redde Vesten. Heidegger identificerer sig fuldstændig med det tyske folk. Han distancerer sig ikke det mindste, ikke engang konfronteret med beviserne for forbrydelserne.

Nu kender vi til indholdet af de sorte hæfter, og det gør Hans Hauge også.

Er der så stadig grund til tavshedens bevarelse? Det er svært at finde nogen gyldig grund. Men Hauge lader fortsat tavsheden råde ved at overtage og opretholde Løgstrups indstilling. Den kunne til dels forsvares lige efter krigen, hvor Heidegger skulle introduceres i Danmark.

Nu, hvor vi har så omfattende viden om Heideggers nazisme og antisemitisme, er det svært at forstå, hvorfor tavsheden skal opretholdes.

Gu’ var han da nazist, ham Heidegger!

Jan H. Hansen er cand. mag. i dansk og idehistorie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
Per Klüver anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hauge skriver i sin disputats "K.E.Løgstrup - en moderne profet", at Løgstrup i 1936 havde en kronik i Nationaltidende der hed "Nazismens filosof". Kronikken handlede om Heidegger. Jeg forstår ikke, at Hauge i sin nye bog skulle skrive, at Løgstrup aldrig nævnede noget om Heideggers nazisme.