Min bog Løgstrup, Heidegger og nazismen handler først og mest om K.E. Løgstrups ophold i Tyskland 1930-35, hvor han læste hos Martin Heidegger. Dernæst handler den om hans kone, om danske teologer, tyske filosoffer, universitetshistorie- og kritik, naturbevaring, litteratur, erindringer om studenteroprøret, Knausgård, kærlighedshistorier, om brugen af Heidegger i Iran og Rusland i dag. Debatten om bogen har derimod kun drejet sig Heideggers nazisme og antisemitisme.
Jan H. Hansen er nået frem til, at Heidegger var nazist, og derfor er det nok ikke underligt, at han finder nazisme i Heideggers tekster. Han har jo selv lagt den derind. Han skriver i sit indlæg her i avisen (15. december), at jeg i bogen »insisterer« på at »opretholde skellet mellem person og sag«. Det forstår jeg ikke.
Hvordan kan han påstå det, for jeg gør allerede på første side utvetydigt opmærksom på, at det er umuligt at opretholde denne skelnen. Det er grunden til, at bogen består af biografiske tekster. Hvordan kan det overses?
Løgstrup insisterede på at opretholde skellet mellem liv og værk. Skelne gjorde vi litteraturstuderende også i gamle dage, da vi var formalister. Vi vidste godt, at f.eks. Ezra Pound, T.S. Eliot og Virginia Woolf var antisemitter; vi læste kun teksten selv og foragtede biografiske læsninger. Men den går ikke længere. Desværre.
Jeg kan huske, hvordan mange syntes, det var lidt pinligt, da Søren Krarup i Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene insisterede på, at der burde være overensstemmelse mellem levned og meninger i sin kritik af Rousseau og Marx og andre. Nu er den metode blevet gængs.
Ultralight
Jan H. Hansen konstaterer, at Heidegger »forholdt sig udadtil tavs om sin antisemitisme«, men »skrev det hele ned i nogle sorte hæfter«. Jan H. Hansen går på forhånd ud fra, at Heidegger var en antisemit, der blot ikke sagde det.
Det kunne ikke falde Jan H. Hansen ind, at det skyldtes, at Heidegger ikke var antisemit, hvorfor det ikke er underligt, at han forholdt sig tavs. De fleste tænkere og digtere var dengang åbenlyse antisemitter. Sammenlignet med dem var Heidegger så meget antisemit light, at man næppe kan registrere det.
Der gik på et tidspunkt i 1932 rygter om, at Heidegger var antisemit. Hannah Arendt, hans jødiske studerende og veninde, ville gerne have en forklaring. Han svarede, at han havde frisemester. Han ville derfor nødigt forstyrres, men der kom hele tiden studerende til ham. De bedste af hans studerende var jøder. Det var dem, der kom. Han afviste altså jødiske studerende. Hvis folk vil kalde det antisemitisme, svarede Heidegger, er de velkomne til at gøre det. Hannah Arendt er også blevet anklaget for antisemitisme.
Da man ved, at Heidegger havde et fint forhold til jøder, har man opfundet en såkaldt ’metafysisk’ antisemitisme, der ikke omfatter ’fysiske’ jøder. Det er en helt klassisk opfattelse af metafysik, hvor der er to verdener. Heidegger var heller ikke racist, sådan som de fleste af hans kollegaer var. Han opfattede racebegrebet som en moderne udgave af subjektivismen, og det var den, som hele hans tænkning er en dekonstruktion af.
Jan H. Hansen fortsætter med, at Heidegger »skrev det hele ned«. Det hele? 0,3 procent af den kæmpe tekstmasse, som de første fire bind af de sorte hæfter udgør, handler om jøder. 97,7 gør ikke. De overses. Er det disse få (cirka 13) bemærkninger, som Jan H. Hansen kalder »det hele«? Hvordan kan man tale disse 0,3 procent ned? De kan og bliver konstant talt op.
Ikke karrierefremmende
Jan H. Hansen har hang til slidte metaforer. Jeg renser, tæmmer og redder, skriver han, og jeg »stempler (…) de sorte hæfter som filosofisk irrelevante«. Her rejses et godt spørgsmål. Hvilken status har optegnelserne i de sorte hæfter? Er de en del af den filosofiske tekst eller ej? Jeg finder bestemt ikke de sorte hæfter irrelevante, men jeg er skeptisk over for dem, der vil gøre disse ’private’ tekster mere autentiske end de filosofiske tekster.
»Ifølge Hauge var Heideggers tilslutning til nazismen kun et politisk mellemspil« eller en »flirt«, skriver Jan H. Hansen. Det er ikke ifølge mig, men en lang række vidner fra 1945 og fremefter som Løgstrup, Sartre, Vattimo, Badiou osv.
Jan H. Hansen spørger retorisk: »Men hvorfor var Heidegger så medlem af nazistpartiet indtil 1945?« Man kan ikke slutte fra et partimedlemskab til overbevisning. Heidegger blev censureret og boykottet af nazisterne. Hans bøger måtte ikke udgives. Han var under anklage for ikke at være nazist. Hvor let tror Jan H. Hansen, det var blot at melde sig ud? Heidegger forblev også medlem af den katolske kirke. Var han så katolik? Det antyder jeg til slut. Det er det eneste kontroversielle i bogen.
Hvorfor i alverden skjulte Heidegger, at han var antisemit i 1933? Det var da det dummeste, han kunne gøre, hvis han ville fremme sin karriere. Hvem ville skjule, man var stalinist i Stalins Rusland?
I dag fremmer det ens akademiske karriere, hvis man siger, at Heidegger var nazist, og man bidrager med denne handling til at tæmme humaniora og rense stedet for alle former for fransk poststrukturalisme samt stemple postkolonialisme og dekonstruktion som irrelevante. Noget som vil glæde Søren Pind (V) og hans mange institutledere. Heidegger passer ikke ind på et entreprenørialt, innovationsfremmende fremdriftsuniversitet.
Hans Hauge er lektor, dr.phil. ved Nordisk Sprog og Litteratur, Arts på Aarhus Universitet. Hans seneste bog ’Løgstrup, Heidegger og nazismen’ er netop udkommet
0,3 procent og 97,7procent giver altså kun 98 procent.
Ja Niels Kjærsgaard. Sådan kan man også få udbytte af en læst tekst.
Hans Hauge kommer i sin artikel ikke særlig godt godt fra sit forsvar af Heidegger. Hauge henviser til en vis procent af citater, nævner nogle kendte filosoffer for at vise, at Heidegger ikke var nazist eller antisemit. I slutningen af artiklen hævdes det endda, at det i dag skulle være fremmende for en eventuel karriere på universitetet at kæde Heideggers filosofi sammen med nazisme. Det lyder lidt som en konspiration. Et mere retvisende billede får man ved at læse den italienske filosof Donatella di Cesares 'Heidegger og jøderne'. Med en omhyggelig grundighed vises det, at Heidegger endog ikke viger tilbage fra at bruge pamfletten 'Zions vises protokoller' som bevis på, at jøderne er et udspekuleret folkefærd og agenter for den beregnende tænkning, der hersker i moderne tid. Heidegger kæder det jødiske sammen med spekulationer omkring væren, og ligesom åndsfællen Carl Smitt er han på næsten drenget vis optaget af, hvem fjenden er, og hvordan man skal omgå ham. Heideggers filosofi må ses i historisk sammenhæng med det Tyskland, der krakelerede i det 20. århundrede. Heideggers 'Væren og tid', der udkom i 1927, er et svar på samtidens kaos i Weimarrepublikkens tid. Det er hverken et nazistisk eller antisemitisk værk, men nostalgisk bagudskuende til en tid, hvor livet stod i håndværkeren og bondens tegn. Væren og tid er et konservativt værk, selvom det hævder at afsløre almene strukturer, såkaldte eksistentialer i eksistensen. Det er på denne baggrund, at Heideggers forhold til nazisme og antisemitisme må forstås. Det var ikke vanskeligt for Heidegger at tilslutte sig nazismen, for i hans filosofi lå allerede en regressiv tendens, et ønske om at vende tilbage til den rene væren. Andre filosoffer som Cassirer, Adorno, Horkheimer, Marcuse, Arendt, alle jøder måtte flygte ud af landet. Heidegger blev på sin post.
Fra Politikens anmeldelse af Hauges bog:
"Men også hauge snyder på vægten. Efter igennem 296 tættrykte sider at have taget alt og alle med Løgstrup i spidsen som vidner på, at Heidegger var betydningsløs i Det Tredje Rige, kan han ikke længere fortie, at Løgstrup, hans kronvidne på Heideggers nazistiske uskyld, kunne mere end sit fadervor. Allerede i 1936 skrev han tre opsigtsvækkende kronikker i det dengang seriøse dagblad Dagens Nyheder. Om Nazityskland, Hitler og Heidegger i treenighed...
Men den første kronik er fatal. Indsovset i alt muligt andet og med de klammeste omsvøb og ligegyldige citater fra Nordschleswigsche Zeitung krabber Hauge sig ind på den kendsgerning, at Løgstrup 14. april 1936 skrev en kronik om Martin Heidegger med overskriften ’Nazismens filosof’. Kronikken er mest et opgør med marxismen, forsikrer Hauge. Vi får ikke at vide, hvad der står i teksten.
Det får politikens læsere her: Løgstrup forklarer, at Heideggers filosofi er nazismens. Nazismen er viljen til magt, til beslutsomhed, til moralsk engagement. Nationalsocialisme er intet diktatur, men et folkeligt ’førerskab’. Føreren og filosoffen arbejder i »en sjælelig Samlethed«, fortæller Løgstrup avisens læsere.
»Er saa Heidegger Filosof? Nej, ret beset er Hitler Filosofen og Heidegger hans Profet«. Ja, det står der med gammel retskrivning. I Dagens Nyheder, anno 1936. Men ikke i Hauges spritnye bog."
Torben Hangaard... Jeg er ret sikker på, at Heidegger ikke taler om en "ren væren" nogen steder. Det ville ligesom være i modstrid med hele hans projekt. Men ... correct me if I'm wrong.
Og at karakterisere SuZ som et værk, der er "nostalgisk bagudskuende til en tid, hvor livet stod i håndværkeren og bondens tegn". tror jeg også er problematisk. Værensmåden "Zuhandenheit" er, som du selv skriver, en formal/almen struktur, et eksistentiale, der beskriver, hvordan verden/fænomenerne fremtræder for os før det teoretiske blik.
Jeg tror, du læser en nostalgi ind i SuZ, som Heidegger muligvis selv har følt, men som der ikke er belæg for i teksten.
Men ellers en interessant diskussion...
Ifølge Løgstrup 1936: "Nazismen er viljen til magt, til beslutsomhed, til moralsk engagement."
Det har Løgstrup vel ret i. Men således formuleret er det stadig op til den enkelte, hvilken moral, man engagerer sig ud fra. Det er da også almindeligt at se Heidegger kritiseret for, at han ikke udvikler en egentlig moralfilosofi.
Skulle man påpege en fejl i Løgstrups artikel, skulle det være overskriften: Heideggers filosofi er ikke nazismens filosofi, men snarere samtidens filosofi. Datidens socialdemokrater, kommunister og liberale var også i besiddelse af magtvilje, beslutsomhed og moralsk engagement, ligesom nogle af os er i dag.
Det centrale kritikpunkt for Heidegger er massemennesket, das Man, som tilpasser sine holdninger til flertallets og undgår livet og samtalen med medmennesket for i stedet at sidde med næsen i sin mobiltelefon. Heidegger opfordrer derfor til, at hver enkelt udviser beslutsomhed og tager livet i sin egen hånd.
Efter krigen udvider Løgstrup så denne opfordring med den berømte tese, at "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd."
Var Løgstrup så nazist?
En gave til menneskeheden at nazismen idag skal opsøges i historien.
Jeg kender ikke Heidegger's filosofi, men jeg synes det er besynderligt at argumentere ud fra procenter i denne sag. Det afgørende er vel ikke, hvor meget der står, men hvad der står?
Hvad er for øvrigt 'den rene væren'? Er det når man 'slår hjernen fra'? Det var næppe en god ide i 30'ernes Tyskland