Hvem ville du mindst frygte, dit barn blev radikaliseret af: husbesættere, rockere eller islamister?

BZ-bevægelsen, som den tog sig ud i sine stormagtsdage i 1980’erne, findes ikke længere. Men man kan godt savne elementer af den. For eksempel troen på, at unge kan skabe deres egne rammer og gøre oprør mod de eksisterende.

Det havde han måske haft lyst til, den unge mand, der forleden fortalte mig sin historie. Han kom fra et godt borgerligt hjem, men havde haft brug for luftforandring, for at tage afstand og gøre oprør.

Desværre blev trangen til at slippe væk og få mere gang i gaden opsuget af nogle forkerte venner. Dem med rygmærker. For det viste sig, at han var utrolig god til at stjæle.

Det var de unge bz’ere i øvrigt også, kan man læse i Peter Øvig Knudsens omdiskuterede bog BZ – Du har ikke en chance – tag den. Bz’erne stjal blandt andet fra lokale supermarkeder og lignende, hvilket politiet fandt anledning til at vise offentligheden efter rydningen af besatte huse, hvor der var rum fyldt med tyvekoster.

Og ligesom bz’erne oplevede den unge mand et stærkt venskab, som også kunne bestå i, at man dækkede over hinanden. Derudover var en afgørende faktor i den gensidige afhængighed, at han kunne lave penge. Trak han sig ud af fællesskabet, forsvandt hans (og vennernes) indtægt. Derfor var det bedst, at han blev. Så han tog sine ture i spjældet.

Efter han havde forladt sin kriminelle løbebane til fordel for et godt betalt og meningsfyldt job, var det vist i høj grad fælleskabets bånd, han længtes efter.

Hvis eksrockeren havde rendt rundt i de københavnske gader i 1980’erne i stedet for i 00’erne, var han nok blevet bz‘er. Men i dag er det åbenbart rocker- og bandemiljøet eller islamistiske grupperinger, der har den største tiltrækningskraft på unge på kanten. Ifølge Peter Øvig Knudsens omstridte udlægning af bz’erne var der mange af den type unge, som fandt vej til meningsfulde fællesskaber i de besatte huse.

Radikaliseringsforskere har flere gange peget på, at den islamistiske ideologi repræsenterer tidens mest dominerende subkulturelle alternativ til det etablerede.

Som Tobias Gemmerli, der forsker i radikalisering på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), forklarede i Politiken sidste år, så opfanger den islamistiske ideologi meget af det oprør, man tidligere fandt i andre grupper, der var i opposition til samfundet:

»Der er visse paralleller til studenterbevægelsen og ungdomsoprøret i 1968 forstået på den måde, at der er en kæmpe forskel i ideologi, men de har det til fælles, at de tilbyder sig som det her unge alternativ,« sagde han.

Selvfølgelig ønsker de færreste forældre sig, at deres børn bliver radikaliserede i en grad, så ekstremismen bliver midlet, der helliger målet. Men hvis man skulle vælge, var det så bz’er, rocker eller islamist, man ville synes, var det mindst forfærdelige?

Jeg savner bz’erne en smule. Eller i det mindste en bevægelse, der kan repræsentere det virkelig radikale valg, som i dag faktisk burde være at melde sig ud af præstationsræset og vende karrierekravene ryggen.

I dag handler man alene, hvis man forsøger at tage det opgør. De personlige omkostninger er alt for store, fortalte en højskoleelev mig for nylig. Det kunne han se på de venner, han havde, der forsøgte. De unge, der er i opposition til præstationskulturen, bliver betragtet som tabere. Og der er intet fællesskab, der venter på dem, som kan omsætte individuel utilpassethed til fælles politisk handling.

Mette-Line Thorup er journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning