Kronik

Hvorfor dvæle ved kulturarven, når det er de levende fællesskaber, der gør forskellen?

Kulturministeriet kanoniserer de organiserede folkelige fællesskaber, som har formet vores velfærdsstat gennem 150 år. Skulle vi ikke hellere gøre et nummer ud af de praktiske hverdagsfællesskaber, der i dag finder løsninger, som kan forme fremtidens Danmark?
Svanholm Storkollektiv tilbage i 1978. Fællesskabet lever stadig i bedste velgående i 2016, skriver dagens kronikører.

Svanholm Storkollektiv tilbage i 1978. Fællesskabet lever stadig i bedste velgående i 2016, skriver dagens kronikører.

Peer Pedersen

12. december 2016

Mandag offentliggør Kulturministeriet sin Danmarkskanon med et udvalg af særligt danske værdier. Flere af ordene fra kanonafstemningen betegner demokratiske fællesskaber, vi har udviklet gennem de seneste 150 år: andelsbevægelsen, foreningslivet, deltagende folkestyre, velfærdssamfundet og folkelige bevægelser. Den slags organiserede fællesskaber er rygraden i det særligt danske.

Ifølge ministeriet skal den nye kanon fordre en »større kulturel bevidsthed om vores kulturarv«.

Det vidner om et statisk og tilbageskuende syn på de danske fællesskaber. Og det er et problem, for Danmark og verden står over for problemer, som netop fællesskabet skal svare på her og nu.

Et par eksempler fra Informations spalter den seneste tid:

Landmændene presses længere og længere ud i randzonen af meningsløs overproduktion og konkurs, uden at en ny version af andelsbevægelsen træder til med fælles løsninger.

Klimakrisen spidser til, uden at de folkelige bevægelser formår at omdirigere den økonomiske vækstdagsorden til en reel omstilling.

Uligheden vokser, mens folkestyrets forvaltere slår kiler i kløften mellem velfærdssamfundets insidere og de stadig flere danskere, der styrer mod social deroute.

Fælles omstændigheder

Hvordan kan vi organisere vores institutioner og fællesskaber, så de adresserer tidens største problemer? Det spørgsmål tager en flok omstillingsparate danskere op i antologien Livet efter væksten– samfundsvisioner i en omstillingstid, der lige er udgivet af NOAH Modvækst på forlaget Hovedland. Bogen viser, at der er ufatteligt meget, vi gør sammen – og stadig kan gøre – for at organisere fælles løsninger.

En del af løsningerne opstår i hverdagsnære fællesskaber, der tjener et konkret og praktisk formål for deltagerne. Fødevarefællesskaber, delebilsordninger, seniorklubber, beboerforeninger, folkekøkkener, gæstfrihedsnetværk, friskoler, kollektiver og bofællesskaber, som i disse år skyder op rigtig mange steder.

Den slags lokale fællesskaber kan ikke gøre det ud for et velfærdssamfund og et velfungerende demokratisk system. Men de har noget at tilbyde den enkelte dansker, som man ikke kan få ved blot at gøre brug af de individuelle muligheder, som følger med personnummeret, forbrugerrollen og de velerhvervede rettigheder på arbejdsmarkedet.

Et hverdagsfællesskab giver mulighed for at tage magten over flere af sine egne omstændigheder – ved at dele dem med andre. Det erfarer vi dagligt i Svanholm Storkollektiv, hvor omkring 85 voksne og 50 børn deler en hverdag med fælles økonomi, indkøb, madlavning, transport, vedligehold og energiforsyning.

Det giver nogle muligheder, som man ikke har i hver sin lille husholdning: At skifte ulvetimen ud med fællesspisning og fri leg. At være godsejer med egen skov, jagt og landbrugsjord. At få mælk, kød, grøntsager, frugt og honning fra sin egen selvforsyning. At have adgang til godt selskab på tværs af generationer – og god plads til at være alene. De muligheder opvejer for hver af os det besvær, der også følger med at dele sin hverdag med over 100 andre.

Men kan sådan et hverdagsfællesskab også adressere de større samfundsmæssige problemer – med landbrugets situation, miljø, klima, ulighed og marginalisering?

Tidlig økologi

Da en flok arbejdsomme idealister i 1978 købte Svanholm Gods, var ideen at lave giftfrit landbrug – det som senere kom til at hedde økologi. Den kollektive ejerform gjorde det muligt at finansiere omlægningen og holde ved, indtil de første økologiske grøntsager kom ind på supermarkedernes hylder i starten af 1980’erne.

I dag er omstillingen til økologi ikke længere et ideologisk projekt: Udviklingen drives af forbrugerne og markedet, og Danmark er det land i verden, hvor økologien har den største markedsandel.

Til gengæld er landbrugets økonomiske situation mere giftig, end nogensinde før: I de første seks måneder af 2016 gik 133 bedrifter konkurs. Selv landbrugets egen organisation, Landbrug og Fødevarer, ser ingen anden udvej end at pløje endnu tættere på randzonerne og investere endnu mere i stordrift.

Her kan en kollektiv ejerform igen gøre en forskel – ved at give beboerne og de lokale forbrugere det sidste ord. Økonomien er stadig vigtig, men det tæller også, at der er friske forsyninger af råmælk og alle årstidens grøntsager.

Et enkelt landbrugskollektiv løser ikke problemerne for dansk landbrug. Men sammen med andre former for kollektivt ejerskab og lokal afsætning kan det være med til at vise en vej for en mere holdbar fødevareøkonomi, indtil markedskræfterne er klar til at tage over.

Sjovere at stille om

En omstilling fra storforbrug til en mere nøjsom livsstil er sjovere at gennemføre, når man er mange om det. På Svanholm har fælles indkøb af fornødenheder langt hen ad vejen afskaffet det daglige forbrugsræs for den enkelte.

Alt kommer hjem i store portioner og fordeles videre i genbrugte syltetøjsglas. Ca. 60 procent af fødevarerne kommer fra vores eget landbrug og skal derfor ikke transporteres verden rundt for vores skyld.

Madlavningen i storkøkkenet sparer energi i de enkelte husholdninger. Resterne fra aftensmaden bliver til natmad for dem, der kommer sent hjem, eller til frokost næste dag. Og det der skrabes af tallerkenerne havner i fodertruget hos grisene. Energien kommer fra to vindmøller og fra træerne i skoven, undtagen den, vi bruger på transport. Men også her gør den fælles organisering, at vi kan træffe drastiske beslutninger, f.eks. om at omlægge delebilerne til el.

At flytte i kollektiv redder ikke verdens klima. Men fodaftrykket fra en kollektivist er lettere end for gennemsnitsdanskeren, og livet er ikke sværere – tværtimod. Andre typer af hverdagsfællesskaber har de samme fordele, og tilsammen betyder det noget.

Lige forskellige

Uligheden i danskernes rådighedsbeløb stiger. Samtidig er der en tendens til, at vi grupperer os med folk, der har samme økonomiske muligheder som os selv. Dermed bliver det sværere at forholde sig til hinandens omstændigheder og dispositioner. Når man i et fællesskab vælger sine omstændigheder, får man adgang til at forstå flere facetter af hinandens valg og virkelighed – uden at man behøver at være ens eller enige om alt.

Et eksempel er fællesøkonomien på Svanholm. Den giver lige adgang til bolig og daglige fornødenheder, uanset mange andre forskelle i erhvervssituation, rådighedsbeløb, familieforhold, interesser og overbevisning. En højtlønnet kollektivist skal enes om madbudgettet med pensionisten og den arbejdsløse bofælle.

Det er ikke så svært, som det lyder. For når man deler praktiske gøremål til hverdag, bliver det tydeligt, at skuldrenes bredde varierer gennem livet, og at vi alle har meget forskelligt at byde på.

Organiserede folkelige fællesskaber har formet vores demokratiske sindelag og kanoniske velfærdsstat gennem 150 år. Men det er ikke gjort med det. De praktiske hverdagsfællesskaber lever på nye måder, eksperimenterer og finder løsninger, som gerne skal være med til at forme fremtidens. Hvorfor dvæle ved kulturarven, når det er de levende fællesskaber, der gør forskellen for Danmark?

Elsebeth Lægaard, Martin Brødbæk, Christina Adler Jensen og Simon Nyrup Madsen bor i kollektivet på Svanholm Gods ved Frederikssund. De har bidraget til antologien ’Livet efter væksten’, der udkom på forlaget Noah i november. Kronikken er udtryk for de fire kronikørers personlige holdning, der ikke nødvendigvis deles af alle i Svanholm Storkollektiv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Roselille Pedersen
  • Holger Madsen
  • Peter Knap
Dorte Sørensen, Roselille Pedersen, Holger Madsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

At behandle de problemere i rejser, kræver fordomsfrihed, indsigt, logisk tænkning, kreativ tænkning, altså at hele paletten af menneskets intelligens individuelt gør sit yderste og samtidig indgår i et samarbejde med andre.
At frembringe diverse kulturkanons er en form for historieforfalskning, hvor alle ubesværet kan bidrage og endda fremstå insigtsfulde og åndsfulde.

Poul Solrart Sørensen

Overskriften på artiklen skulle have været, hvordan gør kollektivt ejerskab en forskel. Kulturkanons er nonsens der skal bevare det bestående..... Jeg kunne have forstået hvis man havede lavet en antikanon om alle de kedelige sider, som vi har som vi burde være aktive om at afskaffe og ret højt på den liste skulle vi måske sætte besættelsen med at være selvejere.

@Poul: God ide
Her mit forslag til en top 8 over vores værste sider
(som selvfølgelig ikke gælder dig kære læser, men din nabo):
1. Materialisme: Vi går mere op i hvad vi ejer, end hvem vi er
2. Selvgodhed: Vi tror Danmark og danskere er nr 1. i verden, og at alle andre elsker os
(ellers er de dumme)
3. Fantasiløshed: Vi mener, at vores måde at gøre tingene på altid er den bedste
4. Nyttemoral: Vi holder os til hvad der kan betale sig – og gør alt op i penge og tid
5. Lukkethed: Vi bryder os ikke om, at nogen udefra forstyrrer os i vores hygge
6. Brokkeri: Vi ynder at brokker os over alt, vi ikke selv gider gøre noget ved
7. Regelrytteri: Vi ser på regler, før vi ser på mennesket

Dorte Sørensen, Per Jongberg, Viggo Okholm og Poul Solrart Sørensen anbefalede denne kommentar

Ops: Jeg glemte den
8. Konformitet: Også benævnt 'Janteloven'. Ingen tør 'stikke ud' af frygt for at få en over snuden af de andre (*hvad bilder han sig ind? Hvem tror hun, hun er?')

Per Jongberg og Poul Solrart Sørensen anbefalede denne kommentar

En generel antikanon-overskrift kunne ud fra artiklen være, at de " lokale fællesskaber " står i skærende kontrast til det stadig stigende statsstyre og global påvirkning.
Det lokale med den større frihed og ansvar ligger i flere af begreberne på listen og disse bliver dermed et ønske og et savn.
Et ønske om genoplivning af noget tabt - som desværre er en umulighed.
Alligevel kan protesten komme - den er på vej fra USA og vil brede sig.

Michael Kongstad Nielsen

Enig med Steffen Gliese, kulturarven og de levende fællesskaber hører nøje sammen. Tag højskolesangbogen og prøv at få genindført morgensang rundt omkring.

Nr 1 på listen står "Velfærdsstaten"
En umulig placering, da begrebet ikke er entydigt. Der er varierende opfattelser af, hvad det god velfærd er. Den burde derfor slet ikke være med.
Der er da også tilføjet begreber under nr 1, som kommer særskilt i de næste punkter.
Meget mærkeligt - sjusk professorer !