Læserbrev

Indfør selvfinansieret uddannelse

Debat
30. december 2016

VLAK-regeringen har vedtaget uddannelsesloftet.

Det har medført stor utilfredshed blandt både studerende og ikke-studerende samt borgerlige og socialister, at man nu kun kan uddanne sig en enkelt gang; det skaber et pres på de unge, og mange tvinges til at droppe ud eller dumpe.

Til stor glæde for os afslørede Jyllands-Posten i en nyhedsartikel d. 14. december, at Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind er åben for, at man kan privatfinansiere sin genuddannelse.

Noget som Borgerlige og Konservative Studerende har efterspurgt siden forslaget så dagens lys i sommer.

Mindre begejstret er DSF’s formand Yasmin Davali. Hun udtaler, at »brugerbetaling i sig selv er skadeligt for vores uddannelser«, og at lempelsen kun vil fungere som »et plaster på såret« for de bedrebemidlede.

Hun glemmer bare, at der er lagt op til en ganske udmærket dispensationsordning. Til trods for megen misforståelse begrænser lovforslaget ikke muligheden for at kunne læse videre fra en erhvervsakademisk uddannelse, til professionsbachelorniveau og en kandidatoverbygning. Det begrænser heller ikke muligheden for at opkvalificere sig i voksen- og efteruddannelsessystemet.

Velfærdsstaten har skabt en generation, som er vant til at få serveret, hvad de vil have på et sølvfad.

Men det bør aldrig være statens ansvar at tage sig af os! Det skaber frihed og lighed, at vi alle kan få en statsfinansieret uddannelse, men det er kun rimeligt, at man efter første uddannelse selv skal betale for fremtidige uddannelser.

Som borgerlige studerende vil vi selv til enhver tid gerne betale for vores egen uddannelse. Den bedste investering er uddannelse. At tage en uddannelse er en investering for livet, der skaber det fundament, som vi skal bygge videre på resten af livet.

Det er en essentiel investering, som staten bør støtte og ikke begrænse, hvor meget man kan investere i sig selv: Derfor bør selvfinansiering indføres!

Anne Birk Mortensen er Landsformand for Konservative Studerende og Ida Egede er Landsformand for Borgerlige Studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Borgerlig selvtilstrækkelighed bør jo ignoreres. Men deres regering skal væltes snarest.

Flemming Berger, Torben K L Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

En uddannelse er at tage ansvar, to uddannelser er at fordoble det ansvar. Man tager ikke en uddannelse for sin egen skyld, men gør det for at blive i stand til at bidrage på bestemte områder i samfundet med den viden, man erhverver sig, og det, som den med tiden videreudvikler. Uddannelse er i mange erhverv en fortløbende proces, der skaber et stadigt bredere grundlag for udvikling.

Kristian Rikard

Steffen Gliese,
Mener du at en cand. scient. pol. f.eks. bør supplere med en MBA?

Til Anne og Ida
Sjældent har jeg læst en mere selvmodsigende argumentation og følgende konklusion. I saver jo den gren over I sidder på og konkludere - argumentationsteknisk - at staten skal støtte uddannelserne.
Jeg synes I skulle tage et - selvfinansieret ;-) - kursus i argumentationsteknik.

Christian Nymark

@Åse:
Jeg forsøgte at påpege det samme i en tidligere kommentar - endda til andre debatørers anbefalende smag. Horribelt at man kan tilrane sig så meget ansvar, når man end ikke formår en basal Toulmin.

Information valgte at slette den kommentar, måske fordi man ikke må kritisere kvindelige politiske aktører; måske fordi de samtidigt er borgerlige?

Jeg ved det ikke, men det trætter mig at jeg bliver censureret, især i en politisk betændt tid hvor oprigtige politiske holdninger ikke just er noget der fylder i kommentarsporene.

Godt jeg ingen uddannelse kan få, nu de to skribenter snarligt får deres underlige vilje gennem-Trumpet. Så er den investering sparet.