Kronik

Mit indre jeg har forladt mig – det kan ikke længere holde ud at være i en syrisk krop

Jeg flygtede ud af Syrien for fire år siden. Men oprøret, kampen og vores knuste drømme sidder stadig i min krop. Krigens billeder kører i ring på Facebook, mens jeg glemmer gadernes navne i min hjemby og min bedstemors ansigt
’Verden deler sig i dag i dem, der deltager ved at bombe civilbefolkningen i Aleppo, og dem, der nøjes med at være passive tilskuere til, at vi bliver slået ihjel,’ skriver dagens kronikør

’Verden deler sig i dag i dem, der deltager ved at bombe civilbefolkningen i Aleppo, og dem, der nøjes med at være passive tilskuere til, at vi bliver slået ihjel,’ skriver dagens kronikør

Cem Genco

15. december 2016

Jeg er endelig bukket under for tanken om, at jeg har mistet mig selv – mit egentlige jeg.

Jeg modstod min nostalgi og sank ned i den daglige trummerum. Jeg udtrættede min krop med alt for meget arbejde for at komme af med støjen i mine ører. Mit hoved var ved at eksplodere, men følelsen af travlhed var altid bedre end ensomheden.

Tyngden af de onde tanker og minder, der forfølger mig hver morgen, binder mig til sengen og forhindrer mig i at bevæge min krop.

Jeg stirrer på ingenting og mærker, at mit indre jeg forlader kroppen og tager mig med tilbage til aftenen, inden jeg forlod Syrien i juli 2012. Mit indre jeg hører stadig til i mit hjem i Syrien – der hvor min familie, mine venner og min egen duft var.

Hvert hus har sin egen duft, men også den mistede vi, da vi forlod vores hjem.

Glemte fortællinger

Min hjerne er stadig fyldt med lyde af skrig og råb, men jeg er begyndt at glemme billederne, gadernes navne, min bedstemors ansigt og mine fortællinger.

Samtalerne med mine veninder er heller ikke længere de samme. Jeg kan ikke se deres ansigter, når de dukker op i mine afbrudte drømme. Min søvn bliver forstyrret af marieridt, min krop ikke længere kan klare. Det er, som om søvnafbrydelserne er kroppens forsvar.

Det er ikke mig, der svigter minderne, det er min hukommelse. Billederne er uklare, og mit indre jeg kan ikke længere tage tilbage til der, hvor jeg var i Syrien. Om det er en straf eller en belønning, at mine tanker kun kan rejse en smule, er svært at afgøre.

Mit indre jeg holder øje med mig, mens jeg stadig ligger i sengen og kigger ud i intetheden. Det ser, hvor magtesløs jeg er, og hvor afhængig af Facebook jeg er blevet. Billeder af børn med afrevne lemmer. Lig, der ligger på jorden efter Assads og russernes bombninger … og blod … en strøm af blod.

Tilbage til oprøret

Fra et biografsæde stirrer jeg endnu engang ud i en uvirkelig virkelighed. Det føles, som om jeg er blevet bedøvet med stoffer. Alle billeder blandes sammen og flyder ud som farver på våde malerier. Lydene i mit hoved er blevet langsommere og uklare, og lysene fra eksplosioner blandes sammen med musikken, og det føles, som om jeg selv er med i denne film, der handler om krig.

Hvorfor vender jeg nu tilbage til det sted, jeg flygtede fra? Jeg er jo den, de troede var sluppet væk … for at overleve.

Filmen, jeg ser, er Obaidah Zytoon og Andreas Møl Dalsgaards dokumentar The War Show. Den handler om den syriske radiovært Obaidah Zytoon og hendes venner, der i 2011 bliver revet med af opstanden imod regimet. Ligesom jeg selv og alle mine venner blev.

Jeg svæver henover biografsalens stolerækker og lige ind i det store lærred. Løber sammen med de andre demonstranter, forpustet med adrenalinen pumpende i kroppen, på flugt fra sikkerhedsfolkene og militæret.

Jeg ser mig selv synge og råbe i andre demonstrationer, dem vi kaldte ’demonstrationer uden adrenalin’, hvilket betød, at Den Frie Hær beskyttede os.

Pro-Assad militser fotograferet i Aleppo søndag 11. december. Den syriske hær kontrollerer nu næsten hele byen
Læs også

Her i biografmørket kan mit indre jeg pludselig huske alle billederne og gaderne. Huske de sange, vi plejede at synge; frihedsråbene, der fyldte vores lunger med ilt; venner, der blev anholdt, andre, der blev dræbt, og nogle, der flygtede og spredtes for alle vinde; vores møder og diskussioner; vores lidenskab og troen på vores revolution. 

Historien om den folkelige opstand mod diktaturets undertrykkelse, inden den blev fortrængt af en sekterisk krig med ISIS og Jabhat al-Nusra og andre, er nu en næsten glemt historie. Om blomstrende unge – som vi kalder dem i Damaskus – der troede på idéen om Syrien som et moderne demokratisk samfund med frihedsrettigheder for alle borgere.

En historie, der systematisk er blevet slået ihjel af regimet og af de stater, der støttede og finasierede militserne og deres islamisering, sådan at de kunne fortsætte krigen, ikke afgøre og afslutte den.

Verden deler sig i dag i dem, der deltager ved at bombe civilbefolkningen, og dem, der nøjes med at være passive tilskuere til, at vi bliver slået ihjel.

Det første råb om frihed

Dokumentaren The War Show sendte mig direkte tilbage til oprørets første øjeblik, til vores første råb om frihed. Den fortalte om alle de faser, vi har været igennem. Om kampene, om håbet og skuffelserne. Om de uendelige menneskelige tragedier.

Den tog mig tilbage til det land, jeg forlod for fire år siden, og som jeg ved ikke længere findes.

’Hvis I virkelig vil hjælpe os, må I bekæmpe både Islamisk Stat og det syriske regime. Det syriske regime bruger i øjeblikket alle midler for at kvæle revolutionen og slå folk ihjel,’ siger Hussam Eesa, talsmand for medienetværket Raqqa is Being Slaughtered Silently.
Læs også

Dokumentaren tvang mig til at se og indse, at de har dræbt vores revolution, knust vores håb om frihed, sendt os i landflygtighed og lammet vores sjæl. Jeg vil ikke se vores børn bære våben og dræbe, mens de smiler. Jeg vil ikke vide, at de har dræbt de sidste frie krigere. At de har snigmyrdet vores børns fremtid. Jeg kan eller vil ikke se i øjnene, at dette er vores virkelighed.

Hvad er virkelighed, og hvad er film? Er mit liv i dag i Danmark mere virkeligt eller måske snarere mere fiktivt, end den ubærlige virkelighed, jeg genoplever på biograflærredet? Eller er begge måske hver på sin måde en illusion? En dobbelt virkelighedsflugt?

Mit indre jeg er flygtet

Dokumentaren tør noget, der ikke er gjort før. Den viser de ændringer og faser, revolutionen har været igennem ved at følge forskellige virkelige skæbner. Rigtige mennesker, der forsvinder. Ruslands, Irans, USA’s og Assads andel i krigen. Den fortæller om revolutionen og om vores børn; de børn, der overlever. Den er et vidnesbyrd om, at vi engang var i Syrien, før de skilte os fra os selv.

Mit indre jeg er ikke længere i min krop, det iagttager mig på afstand, ser mig ryste i biografsædet, ser min frygt for at bryde sammen foran resten af publikum. 

Da filmen slutter, klapper publikum og går hver til sit. Jeg går hjem, lægger mig i min seng og ser en ny massakre på Facebook. Denne gang er den fra Idlib, hvor Assad med støtte fra Rusland har angrebet en skole. Jeg ser et billede af en afhugget hånd, der holder om en skoletaske.

Min krop bliver tung igen. Jeg vender tilbage til at stirre på ingenting og mærker, at mit indre jeg ikke længere holder øje med mig. Jeg ved ikke, hvor det er flygtet hen, men det kan ikke længere holde ud at være i en syrisk krop.

Lilas Hatahet er syrisk journalist. Hun bor i dag i Danmark

Oversat af June Dahy og Salim Abdali

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Lars Rasmussen
Robert Ørsted-Jensen og Lars Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Men den rigtige side af historien, Peter, er ALTID den demokratiske side. Her bør man være også hvis man risikere at at USA også er der. Men man bør så også altid være et sådant sted som en kritisk tænkende allieret.