Læsetid 6 min.

Var det ikke for kommunedamen, havde jeg sultet mig selv til døde

Mit arbejde er at holde min vægt stabil. Men det lykkes kun, fordi min kommunale spisestøtteperson kommer forbi fire gange om ugen, og fordi kommunen giver mig tid til at hele i stedet for at tvinge mig i uddannelse eller aktivering. Alternativet ville nok være indlæggelse. Eller død
Michella Ermark har lidt af anoreksi i 17 år. Uden hjælp fra systemet tror hun ikke, at hun ville være her i dag

Michella Ermark har lidt af anoreksi i 17 år. Uden hjælp fra systemet tror hun ikke, at hun ville være her i dag

Jakob Dall
7. december 2016

Min spisestøtte er lige gået.

Så nu sidder jeg her ved mit spisebord med en ubehagelig følelse af at have mad i min mave. Heldigvis er det sund mad! Men den gør alligevel, at jeg føler mig som om, at jeg har taget et kilo mere på. En rugbrødsbolle med avocado, ost og kylling bevæger sig nu langsomt ned gennem mit system, bare tanken gør mig utilpas.

Egentlig havde jeg håbet på en ’fridag’ i dag, men jeg er glad for, at min spisestøtte alligevel kom, for ellers havde jeg nok ikke spist den frokost, som nu er på sin lange rejse gennem mit system.

Apropos systemet: Min spisestøtte er en dame fra kommunen, der kommer og spiser med mig, så jeg får de nødvendige kalorier.

Jeg er spiseforstyrret (anoreksi) og har været det i nu 17 år. Men det var først som 21-årig, at jeg fik diagnosen. En diagnose, som jeg var sikker på, at jeg ville slippe af med, så snart jeg fik den (og som for mig var et bevis på, at jeg var tynd). Men det var ikke det, der skete. For her sidder jeg seks år efter og kæmper stadig en voldsom kamp hver dag for at holde den vægt, som jeg og min behandler har aftalt. (Jeg er i ambulatoriet for langvarig anoreksi og har derfor selv indflydelse på min vægt).

Min vej gennem systemet har været lang.

Jeg har været på børnehjem, ungdomspension og opholdssted. Jeg har været indlagt tre gange inden for de seneste fire år. Den længste indlæggelse har været halvandet år. Jeg har boet på rehabiliteringstilbud i to år, og havde jeg ikke været på opholdssted på Samsø, havde jeg højst sandsynligt ikke haft en 9. og 10. klasses eksamen.

I dag har jeg spisestøtte fire gange om ugen.

Det, jeg prøver at sige, er, at systemet og jeg har kendt hinanden, siden jeg var barn. Og i alle årene har jeg kunnet mærke, at systemet virkelig vil mig det bedste og tror på mig – og på at jeg kan! Og når vi alle vil den samme vej, så bliver det nemmere at samarbejde.

Jeg føler mig enormt lykkelig og heldig over at kunne få lov til at være her hjemme i min lille lejlighed med min snakkesaglige kat. Her er trygt og rart.

Bange, meget bange!

Vi er alle klar over, at jeg gerne vil arbejde, at jeg gerne vil noget i mit liv, at jeg har ambitioner og drømme. Men det kan desværre ikke være lige nu, for hvis jeg alligevel bliver indlagt ca. én gang om året, fordi jeg ikke får spist det, jeg skal, og derfor er ved sulte mig selv til døden og derfor bliver taget ud af alt, der minder om et liv i flere måneder, så kommer jeg jo ikke videre.

Så lige nu er mit arbejde at holde min vægt stabil. Det kan jeg gøre, fordi jeg har spisestøtte fire gange om ugen, og hvis jeg ikke havde det, ville alternativet nok være, at jeg var indlagt. Eller død.

Og fordi jeg får ro til at holde mit fokus på rent faktisk at få spist, ser jeg og systemet fremskridt. Ikke store skridt, små museskridt. Udviklingen gør, at det giver mening at blive ved, fordi det ser ud til, at det hjælper mig til at holde mig i live.

Men hvordan kom den her spisestøtte i gang?

Da jeg udskrev mig selv fra min sidste indlæggelse, vidste jeg og min behandler godt, at det var på et skrøbeligt fundament. Jeg havde taget en del på, men var ikke nået til den aftalte vægt.

Jeg vidste, at jeg ville komme ud til en hverdag, hvor det stadig ville være rigtig svært at skulle spise de kalorier, som jeg skal indtage i løbet af en dag. Og jeg var bange, meget bange! For jeg vil jo helst gerne undgå at skulle indlægges igen.

Så vi satte os ned og snakkede om, hvad der kunne hjælpe mig til at kunne holde en stabil vægt.

Første skridt var at lave en kostplan, som jeg følte, at jeg ville kunne overholde og stadig få den mængde kalorier, som min krop har behov for. Næste skridt var at snakke med kommunen om, hvad jeg tænkte, at de kunne hjælpe mig med.

Hjælp eller død

Så sidder jeg der med seks professionelle mennesker og skal vise, at jeg er voksen og kan tage ansvar for mit liv og være fornuftig og tage de rigtige beslutninger, mens jeg inden i bare har lyst til at gemme mig langt væk.

For alt inden i mig skriger. Noget for og noget imod.

Jeg ved, jeg skal have hjælp, for ellers dør jeg, og det er jo derfor, vi sidder her, til det her møde, for at redde mit liv. Men der er på samme tid en del af mig, som ikke synes, jeg fortjener den hjælp, der ikke synes, jeg fortjener noget som helst godt i mit liv. For hvordan giver jeg mig sig selv omsorg, hvis jeg ikke føler, jeg er det værd? Hvordan er det okay, at jeg fylder, hvis jeg føler, at jeg er til besvær?

Min anoreksi råber så højt inden i mig, så jeg nærmest ikke kan høre, hvad der bliver sagt, og jeg er sgu da mindst lige så bange som min anoreksi. For at skulle miste den, min bedste ’ven’ gennem så mange år. Og det er virkelig svært at skulle opføre sig voksent og fornuftigt, når man er lige ved at falde om af angst for, hvad der skal ske.

Men med min fornuft ved jeg jo godt, at jeg bliver nødt til at finde en balance for at kunne leve et værdigt liv, hvor jeg også kan lave noget, der ikke kun handler om mad og vægt. Så mens alt inden i mig skriger, bliver jeg nødt til at snakke med de mennesker, der er omkring mig. Må forsøge at lave aftaler, der gør, at jeg ikke bliver overtaget af anoreksiens verden. Og jeg bliver nødt til at gøre det nu, mens jeg har kræfter til at kæmpe imod.

Få dage efter mødet kommer min hjemmevejleder fra kommunen. Her fortæller hun mig, at måltidsstøtten er gået igennem, og at de gerne vil starte fra ugen efter.

Jeg når at gå i total panik. Ja, jeg vil gerne have hjælpen, men min anoreksi havde da håbet på, at der ville gå lang tid, inden det gik igennem og var blevet godkendt. Så jeg vælger sammen med min hjemmevejleder at ringe til min behandler. Heldigvis tager hun den og kan tydeligt høre, at jeg er i panik og bange for, hvad jeg har kastet mig ud i.

Vi får lavet nogle retningslinjer for, hvordan det skal foregå, og hvor lang tid der skal sættes af til hvert måltid. Vi lægger ud med to gange om ugen. Det er sommerferie, så der vil komme fire forskellige kommunedamer og spise med mig.

Systemet giver mig troen

Det, jeg prøver at forklare, er, at da hospitalet og kommunen endelig snakkede sammen og lyttede til mig, og hvad mine behov var, var det i virkeligheden ikke så svært at samarbejde.

Efter en prøveperiode på to måneder kan vi se, at det har en så god virkning, at det vil give mening at sætte måltidsstøtten op til fire gange om ugen.

Så når jeg nu sidder her ved mit spisebord og skriver, mens ubehaget i min mave er ved at fortage sig, føler jeg mig meget beæret. Jeg er taknemlig over, at jeg får den ro og tid, jeg har brug for til at kunne bevæge mig mod mit mål om en dag – forhåbentlig snart – at kunne komme ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse igen.

Men jeg ville ikke have nået til det sted, hvor jeg befinder mig i dag, havde det ikke været for alle de gode mennesker, jeg har mødt, i min behandling, i kommunen, på jobcenteret. Der er så mange gode mennesker omkring mig, der tror på mig, vil mig det bedste og kan se, at jeg trods mine problematikker har ressourcer til en dag, når jeg har fået mere kontrol over min anoreksi, at få det job, jeg nu engang ønsker mig.

Fordi vi alle vil den samme vej, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal lykkes. Systemet er med til at give mig troen på, at jeg nok skal få det bedre, hvis jeg får den tid og støtte, jeg behøver for at nå mit mål.

Michella Ermark er 27 år gammel og uddannet cirkusartist

Med hjælp fra velfærdsstaten

Følger man debatten om velfærdssamfundet og det sociale sikkerhedsnet i Danmark, får man det indtryk, at mennesker i hundredtusindvis er parkeret på evig overførselsindkomst. Enten fordi de er dovne, og systemet er for slapt til at sparke dem i gang. Eller fordi systemet afmægtiggør dem og tapper dem for kræfter med endeløse arbejdsprøvninger og nedværdigende samtaler med kommunale skrankepaver. Men mange mennesker oplever faktisk at få hjælp. At komme videre, fordi systemet fungerer, tror på dem og bakker op. Denne serie stiller skarpt på, hvad der virker og hvorfor.

Seneste artikler

  • Er velfærd en god forretning?

    13. december 2016
    Politikerne tænker for kortsigtet, når de skærer i velfærdsydelserne, for på den lange bane er den forebyggende indsats rentabel, hævder flere forskere. Andre er mindre sikre på, om velfærdsstaten udgør den bedste forretningsplan og peger på, at velfærd engang var mål nok i sig selv
  • Mønsterbrydere klarer sig altid på trods af og aldrig på grund af systemet

    30. november 2016
    Hvis ikke samfundets udsatte skildres som stagneret på offentlige ydelser, optræder de gerne i individfortællinger om karakterstærke mønsterbrydere, der har kæmpet sig op. Men dermed fortrænges fortællingen om velfærdssamfundets brede sociale indsats, mener kritikere
  • Vi elsker ildsjælen og hader kommunen

    30. november 2016
    Det er altid den enkelte skolelærer eller socialrådgiver, der hyldes, mens hans arbejdsgiver, kommunen, hånes. Det er ikke rimeligt, for bag enhver ildsjæl gemmer sig et system – en kommune – der skaber rammerne for at handle personligt, kreativt og med fokus på den enkelte borger
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Jørn Andersen
    Jørn Andersen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Niels Nielsen, Poul Solrart Sørensen, David Zennaro, Jørn Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Johannesen
Niels Johannesen

En tragisk historie -

Men man får godt nok næsten lyst til at stille sig op i koret af højrefløjs-dystopister der spørger hvordan den vestlige civilisation skal overleve, når man her må læse at den unge dame, som er uddannet cirkusartist, har brug for en kommunal spisestøtteperson 4 gange om for at kunne overleve. Hvad skal der blive af os?

Karsten Aaen, Bent Jensen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lea Tilman

Kommentarerne vidner om hvor misforstået en lidelse, anoreksi er. Jeg føler trang til at sige TAK til Michella, fordi du bringer en tiltrængt og velbeskrevet ros til velfærdsstaten. Som jeg læser artiklen handler den mindre om anoreksi og mere om at takke velfærdssystemet, som i medierne bliver anklaget for ineffektivitet og bureaukrati alt imens politikerne svinger sparekniven. Det er rart at blive mindet om at velfærdsstaten også fungerer. At den er årsagen til at vi er et af verdens rigeste og mest lige lande og at den hvert år hjælper mange skæbner videre mod et bedre liv. Derfor skal vi investere i den. Tak for spændende læsning.

Karsten Aaen, Søs Dalgaard Jensen, Søren Kristensen, Viggo Okholm, Christian Larsen, David Zennaro, Jørn Andersen og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Mortensen
Carsten Mortensen

Jamen det er jo godt - så kan vi leve i tryg vished om at velfærdssystemet stadig virker.
.....foresvæver mig bare at have hørt og set noget andet.

Brugerbillede for Bente Hansen

Min umiddelbare indskydelse efter at have læst artiklen var ligesom Leas, at jeg føler mig taknemmelig for at Michella har delt ud af noget så intimt og tabuiseret. Hun har min dybeste medfølelse. Og jeg er stolt over at bo i et samfund, der om ikke andet så har ambitioner at tage sig ordentlig af mennesker, der har brug for hjælp. Det er godt at se, at det kan virke.

Så nåede jeg frem til de to første kommentarer. Empati er ikke for alle.

Har I da slet ingen forståelse for, at der er tale om et menneske med en alvorlig psykisk lidelse, som hun ikke selv har valgt - og som gør, at hun ville have det væsentligt dårligere (eller måske slet ikke ville være i live) uden hjælp? Den hjælp kan hun heldigvis få, fordi hun bor i et moderne velfærdssamfund.

Kom gerne med andre alternativer. Hvad gør vi i helt konkrete termer i tilfælde som Michellas, hvis vi gør noget andet end det, der hjælper hende nu?

De gode, gamle dage er væk. Familiebåndene er eroderede, den gode nabostemning omkring gadekæret er væk og ikke alle har et naturgivet socialt netværk, der kan træde til og hjælpe, når nøden er størst. Uha ja, Vesterlandet er sandelig i forfald og har været det længe. Sådan er det. Hvad har næsten-højrefløjsdystopikerne tænkt sig at gøre ved det? Og hvordan argumenterer man i øvrigt for, at en velfungerende velfærdsstat er symptom på eller årsag til "den vestlige civilisations forfald"?

Jeg vil foreslå Niels og Søren, at de tager Sørens "næsten" i hånden og fiser over til ekstrabladet.dk/nationen/ for lige at finde ud af, om det måske er noget for dem. Eller prøver at sætte sig i andres sted en gang i mellem, bare som et forsøg. Måske ligefrem prøver at læse et par bøger fra sektionen med samfundslitteratur. Kom nu, I kan godt. Fornuftige mennesker venter på at tale fornuftigt med jer, når I kommer til fornuft.

Carsten: Kunne der måske være en pointe i at fremhæve noget positivt ved velfærdssystemet for at få folk til at sætte mere pris på det? Få dem til at klappe en offentlig ansat på skulderen med et "Du gør sgu et godt stykke arbejde; jeg ved, at det er op ad bakke"? Få folk til at føle samhørighed som samfund, så de kunne få lyst til at gøre samfundet bedre? Du ved, sådan nogle ting. Handlinger ændrer ting. Kritik ændrer kun ting, hvis de fører til handling.

Karsten Aaen, Niels Nielsen, Calle Hansen, Søs Dalgaard Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

Paradokset omkring den psykiske lidelse anoreksi er nok at den som har sygdommen klart og utvetydigt er klar over både konsekvenser og midler om sin sygdom. Ved sikkert også hvad der skal gøres, men alligevel er det sygdommen der bestemmer over det menneske. Sygdommen kan være svær at forstå og hvad der udløser den.

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Kommunedamen er dog et usædvanligt nedladende udtryk om et menneske, som kommunen kvit og frit stiller til hendes rådighed, for bedre at kunne håndtere hendes lidelse og bevare livet

Brugerbillede for Niels Nielsen

Bjarne Bisgaard, hvad nedladende er der i udtrykket "kommunedame"? Det er jo bare en dame fra kommunen?!?

Niels Johannesen, hvad er der galt i at være cirkusartist, er artister ikke også borgere, der kan have behov for hjælp? Eller er det kun bankdirektører, der skal hjælpes?

Michella Ermark, tak for en interessant beretning fra det virkelige liv, og held og lykke fremover.

Brugerbillede for Thomas Østergaard
Thomas Østergaard

Jeg må erkende, at da jeg læste artiklen var min første tanke, at Michella klamrer sig sådan til sin anoreksi, fordi den er hendes adkomst til menneskelig omsorg og folk der bekymrer sig for hendes velbefindende.

Taget i betragtning at børnehjem, ungdomspension og opholdssted er en del af historien, er det vel en rimelig antagelse, at en sådan omsorg fra familiens side har været fraværende og givetvis stærkt savnet i barndommen og ungdommen.

Hvis denne lægmandsdiagnose er korrekt, så burde man måske i højere grad prøve at få nogle personer ind over, der også vil være der når anoreksien forsvinder, og Michella i systemets øjne er udskrevet som helbredt.

Kærester og partnere bør systemet nok ikke blande sig i, men måske ville det bedste være en afart af frivillige besøgsvenner/støttepersoner (med et sundt BMi), der kan give hjælp, venskab og vejledning i voksenlivet og endda vil prioritere hende over andre personer med større behov for hjælp, sådan som familie og venner generelt gør.

I det offentlige vil man altid være et nummer i en kø af mennesker med hjælp behov. Det fungerer glimrende for brækkede ben, men for folk med psykisk betingede lidelser, der i vidt omfang kan henføres til mangel på opmærksomhed og kærlighed, er det nok et mere speget billlede.

Fordi man dybest set længes efter ikke er medmenneskelighed, men efter at blive set som noget specielt, der ikke bare kan lægges til side fordi fru Jensen på hjørnet trænger marginalt mere til omsorg. Præcist som de fleste af os tager for givet at vores forældre og eventuelle partner og nære venner opfører sig.

Og det er naturligvis ikke et behov som rimelige systemer er i stand til at opfylde. Det er plat umuligt at lave en jobbeskrivelse der siger, at man skal give mennesker mere end de har krav på at få. I samme øjeblik man har gjort det, er behandligen noget man har krav på.