Klumme

Jeg har krævet min plads i naturen tilbage

Det meste af mit liv har jeg haft et anstrengt forhold til naturen. En usikkerhed på, om jeg måtte være der. En frygt for, at jeg trådte på en eller andens ejendomsret. En angst for dræbersnegle og dræberflåt og dræbermyg. Men nu er jeg begyndt at kræve min ret. Og min plads
’I Sverige er der allemandsret. Jeg er vild med ordet; alle mand har ret til naturen, naturen tilhører ikke enkelte jordbesiddere eller staten. Naturen tilhører folket. Alle har ret ... ikke til et fedt køkken, men så dog i det mindste til naturoplevelsen,’ skriver Andrea Hejlskov.

’I Sverige er der allemandsret. Jeg er vild med ordet; alle mand har ret til naturen, naturen tilhører ikke enkelte jordbesiddere eller staten. Naturen tilhører folket. Alle har ret ... ikke til et fedt køkken, men så dog i det mindste til naturoplevelsen,’ skriver Andrea Hejlskov.

Christian Hodum

6. december 2016

I går kørte jeg min mand nordpå i Sverige. Han studerer tømmerkonstruktion på en skole tre dage om ugen.

Vi har ikke råd til, at han kan leje sig ind på et værelse i den periode – eller rettere: Vi har valgt ikke at prioritere det.

Under alle omstændigheder kørte jeg min mand nordpå i går. På bagsædet stod hans rygsæk, lille telt, sovepose, gasblus. Økse. Kniv. Feltspade.

Vi fandt et gammelt, stort grantræ ikke så langt fra skolen. Grenene hang nådigt ned og dannede en lille hule. Der valgte han at slå lejr. Der under »heksegranen«, som han kalder den slags grantræer. Skjult.

Vi byggede et shelter – det tog ikke mere end et par minutter, vi vidste, hvad der skulle gøres, vi arbejdede stille og roligt. Tjekkede verdenshjørnernes positioner. Tjekkede, om der umiddelbart var træer i fare for at vælte i nærheden.

Tjekkede for dyrespor. Huggede lidt grangrene ned fra et andet træ, brugte dem som isolering mod jorden. Bandt presenningen fast. Stillede mad og vand i skyggen. Og så forlod jeg ham der i skoven, overladt til sig selv.

For seks år siden ville jeg ikke have troet, at man bare kunne gøre den slags. For seks år siden ville det have været et større projekt, og det ville have krævet en masse forberedelse. For seks år år siden havde det på alle mulige måder været farligt.

I Sverige er der allemandsret. Jeg er vild med ordet; alle mand har ret til naturen, naturen tilhører ikke enkelte jordbesiddere eller staten. Naturen tilhører folket. Alle har ret ... ikke til et fedt køkken, men så dog i det mindste til naturoplevelsen.

Jeg kan huske, hvordan jeg som barn altid måtte gå i skellet mellem markerne for at komme ud til gravhøjene. Jeg kan huske, hvordan jeg igennem hele min opvækst ikke følte, at jeg bare kunne tænde et bål på stranden; altid bange for, at der skulle komme en eller anden idiot løbende og fortælle mig, at det var forbudt. Alting. Altid. Forbudt.

Med tiden fik jeg et anstrengt forhold til naturen. Jeg kiggede mig altid over skuldrene, når jeg bevægede mig i den, bange for, om jeg måtte være der. Den usynlige ejendomsret og den knugende følelse, når jeg gik over et hegn. En konstant følelse af ikke rigtigt at måtte være der.

Og aviserne var fulde af historier om dræbersnegle og dræberflåt og dræbermyg, og hvis jeg skulle ud i naturen, kunne det ikke rigtigt lade sig gøre, medmindre jeg havde en masse gear. Og det skulle være det rigtige gear. Og det rigtige gear er rigtig dyrt.

Og nu vi er ved, hvordan vores kultur taler om naturen; de dødsensfarlige svampe; folk, der forveksler ramsløg og liljekonvaller, blender rå hyldebær og tror, de er noget, men det er de ikke, for naturen er FARLIG. Der kan gå ild i den. Den kan kravle ind i dig. Lumske understrømme. Forgiftet vand.

Den afstand, der er kommet mellem os og de naturlige omgivelser, den der nagende følelse blev vel et slags eksistentielt problem for mig. Ikke at høre til i verden. At verden ikke var min. At den tilhørte nogle andre. At jeg kun var der på almisse og nåde. At jeg skulle spørge om lov. At det kostede penge.

Så var jeg bange for mørke, så var jeg bange for spøgelser, så var jeg bange for at fare vild, så var jeg bange for øksemordere. De eneste steder, jeg var tryg, var foran en skærm, i metroen og på fortovene. Altså på de menneskelige myrestier.

Nu er jeg begyndt at praktisere rewilding, som det hedder, det er seks år, siden jeg begyndte. Det er seks år, siden jeg besluttede mig for, at jeg hører til.

Det har ikke været uproblematisk, og det er ikke en kur … det er vel mere en slags insisteren på at måtte være der.

Da jeg kørte hjem, gik det op for mig, at vi havde bygget min mands lejr uden overhovedet at have tænkt på, om vi måtte være der.

Det gjorde mig glad. Primitivt glad.

Om aftenen fik jeg en sms fra ham. Det gik godt, han havde lavet kaffe og hyggede sig – men der stod en kronhjort og brølede et par meter fra ham. Men ok. Ok.

Andrea Hejlskov er forfatter og journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Wolff
  • Jørgen Wassmann
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Carsten Mortensen
  • Roselille Pedersen
  • Sup Aya Laya
  • Viggo Okholm
  • Erik Karlsen
  • Tomas Hoch
  • Peter Wulff
  • Mikkel Lambert
  • Anne Eriksen
  • Hans Larsen
Jens Wolff, Jørgen Wassmann, Robert Ørsted-Jensen, Carsten Mortensen, Roselille Pedersen, Sup Aya Laya, Viggo Okholm, Erik Karlsen, Tomas Hoch, Peter Wulff, Mikkel Lambert, Anne Eriksen og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Naturen er en stor læremester. Den forsøger konstant at slå os ihjel og den er fuldstændig ligeglad om vi fryser eller har det miserabelt. Dermed lærer man hurtigt hvorfor man skal have en varm hue med og passe på sit grej. Man får brug for det.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kongstad Nielsen

Lad børn blive ulveunger og spejdere, hvis har lyst eller fatter lyst, det er super godt for forholdet til naturen. At overnatte i bivuak om sommeren i en dansk skov giver en tæt oplevelse af forholdet til naturen, om man vågner op 5 meter fra søbredden hvor en hejre står og venter på bytte, eller i en tør granskov angrebet af flåter, der skal fordrives med petrolium. Det giver et roligt og afslappet forhold alle naturens farer og glæder.

Jeg vil anbefale at i læser lidt mere ind på allemansrätten.

Det er ikke tilladt at fælde træer eller tage grene af. Det er heller ikke tilladt at campere på samme sted i flere dage. Undtaget, kan være etablerede lejrpladser.

Politiamand Brian. :-) men ja, det er dårlig stil at skære.i levende træer man ikke ejer.

Naturen er alt. Jeg elsker at tage rygsækken på, hængekøjen, og soveposen og tarpen med. Mad på trangia. Det skønt.
Alle mands ret eller ej så slår jeg lejer hvor jeg har lyst, så længe det ikke er direkte i folks haver.
Så længe jeg bare efterlader stedet som det var inden jeg camperede kan jeg intet problem se i det.

Det har jeg gjort i de fleste lande jeg har besøgt. Har aldrig haft problemer fra hverken losejere eller øvrigheden. Eller det vil sige en enkelt gang i Holland fik jeg en bøde på 90€ så vidt jeg husker. :-)

Mikael Nielsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Det kan du mene, Jan, men husk at det ofte er private, som ejer skoven og at man godt kan tage lidt hensyn.

Jeg bor i Sverige og har brugt allemandsrätten masser af gange. Desværre ser man alt for ofte folk, som tror det betyder at man kan gøre hvad man vil, inklusive at ødelægge planter, beskadige klipper ved at lave bål direkte på dem eller efterlade affald.

Der er fortalere for at afskaffe allemansrätten på grund af disse ting. I visse områder skal man være opmærksom på at der kan være en afgift/døgn i et område. Dels for at kompensere lodsejere for slitagen og dels for at finansiere etablerede lejrpladser, affaldshåndtering og udlægning af brænde. Det er typisk i områder med stort turisttryk - f.eks. i Årjängs kommun.